Kancelliet frem til reformationen 1536

Kancelliets øverste leder hed kansler. Han blev udnævnt af kongen blandt biskopperne. I en længere periode var det Roskilde-biskoppen, der var kansler. Hans opgave var i begyndelsen at skrive og ekspedere kongens breve, siden skulle Kancelliet også lave kopier af de kongelige bestemmelser og opbevare kopierne. Under rejsekongedømmet i middelalderen fulgte Kancelliet altid med kongen. Efter at Københavns slot fra slutningen af 1400-tallet blev kongernes foretrukne opholdssted, fik Kanceliet fast placering der. 

Kancelliet fra reformationen til enevældens indførelse 1660

Efter reformationen tog organiseringen af centralforvaltningen fart. Det vigtigste organ var stadig Kancelliet, der fik navneforandring til Danske Kancelli, engang efter at Frederik 1. (født 1471, regent 1523-1533) havde medbragt sit hertugelige kancelli (det senere såkaldte Tyske Kancelli) fra Gottorp i 1523. Danske Kancelli stod for al korrespondance på dansk og behandlede de civile forhold i Danmark, Sverige og Norge. Kansleren, som nu for det meste var en højadelig, ikke gejstlig mand, havde unge adelige kancellisekretærer til hjælp. Udgående breve blev nu ikke blot kopieret, men også registreret. Tyske Kancelli havde de tilsvarende opgaver for hertugdømmerne og tog sig desuden indtil 1770 af udenrigspolitikken bortset fra Danmarks politik over for de nordiske lande. Korrespondancesproget var tysk eller latin. I 1770 fik de udenrigspolitiske sager deres eget departement. Desuden oprettedes et Rentekammer, som foreløbigt blev lagt ind under Danske Kancelli, og som stod for den finansielle administration fra central side.

Danske Kancelli var imidlertid ikke blot et forvaltningsorgan, dets kansler havde helt frem til 1848 i praksis også en stor andel af regeringsmagten. Som leder af Kancelliet forelagde han de i Kancelliet drøftede forslag for kongen, som bifaldt eller afviste dem. Det sidste skete dog kun sjældent. Kancelliets interne drøftelser foregik i en kreds af betydningsfulde mænd, en forretningsgang, som også blev kaldt kollegialstyre. Især under og efter kong Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) voksede centraladministrationen kraftigt, og man inddelte sagerne geografisk og sagsmæssigt samtidig med, at der oprettedes landsdækkende etater som post- og toldvæsenet.

Danske Kancelli under enevælden

Efter enevældens indførelse i 1660 skete der en del administrative ændringer og udvidelser. Der oprettedes efterhånden en række sidestillede centrale organer, herunder Krigskancelliet, Kommercekollegiet og Rentekammeret, hvorved Rentekammeret altså blev selvstændigt. Det vigtigste, nemlig Danske Kancelliets kollegiale karakter og funktion, blev imidlertid bibeholdt. Johann Friedrich Struensee (1737-1772) delte i 1771 kancelliet i fire forskellige geografiske departementer (to danske, et norsk og et kolonidepartement), og nu blev det departementernes ledere, der mødtes en til to gange om ugen som et (kancelli)kollegium. Disse foreslog løsninger for kongen eller besluttede selv ved mindre vigtige sager.

Efter Struensees fald blev departementerne straks nedlagt for blot ved den store administrative reform i 1799 at blive genoprettet, dog med nogle ændringer i funktionerne. Man fastholdt den geografiske inddeling og oprettede et særligt kirke- og skoledepartement. Kollegiestyret havde også for længst gennemsyret hele den centrale forvaltning, idet de andre centrale organer ligeledes blev inddelt i departementer. Struensee havde ikke rørt ved sagsgangene, og det gjorde man heller ikke ved den store reform gældende fra 1800.

Vigtigt er det at fastholde, at Danske Kancelli var eksponent for en typisk enevældig regeringsform, hvor der ikke fandtes nogen adskillelse mellem den politiske, administrative og lovgivningsmæssige magt. Siden sidst i 1700-tallet hed lederen ikke længere Kansler, men Kancellipræsident og fra 1815 også Justitsminister. Ved sin side havde han fra 1660 en juridisk ekspert, "Generalprokurøren". Nogle af de betydningsfulde Kanslere/ Kancellipræsidenter var Griffenfeld – eller Peder Schumacher – i anden halvdel af 1600-tallet og Paul Christian Stemann i første halvdel af 1800-tallet. Den kendteste Generalprokurør var Anders Sandøe Ørsted, han beklædte posten fra 1825 til 1848.

Danske Kancelli blev ophævet i april 1848, idet et ministerialsystem var blevet indført kort forinden. Danske Kancelliets sager fordeltes mellem Indenrigsministeriet, Justitsministeriet samt Kirke- og Undervisningsministeriet, senere kaldet Kultusministeriet.

Kancellibygningen på Slotsholmen, der fra 1721 husede centraladministrationen.
Fra: Det Kgl. Bibliotek