Strid mellem Erik og Abel, 1243-44

Hvor Valdemar Sejr selv havde samarbejdet med sin storebror Knud 6. (født 1163, regent 1182-1202), mens denne var konge, så var hverken Abel eller Christoffer indstillet på at nøjes med det, de havde fået – de ville have andel i kongemagten. Som hertug af Slesvig var Abel godt nok blevet rigets mægtigste fyrste efter kongen, men han havde kun begrænset medindflydelse på rigspolitikken. Kongen derimod havde ret omfattende medindflydelse i hertugdømmet. Friserne langs vestkysten hørte således ikke under hertugens, men under kongens myndighed, ligesom kongen fik store indtægter af Slesvig by og det omfattende krongods i hertugdømmet. Allerede kort efter Valdemar Sejrs død i 1241 kom det til strid mellem Erik og Abel – for den nye konge holdt på, at broderen Abel blot var kongens lensmand og forvalter i Slesvig, ikke en selvstændig fyrste.

I 1243 kom det så vidt, at de to brødre stod over for hinanden med hver sin hær ved Kolding – den kongelige broderstrid udviklede sig nu til en borgerkrig, der gik ud over såvel høj som lav. Selv klostrene blev ikke skånet for plyndring og afbrænding, hvorfor kirken truede alle voldsmænd, der plyndrede kirkens ejendomme, med bandlysning. Dette fik de to stridshaner til at besinde sig og få en fredsaftale på plads. I 1244 bestemte de to brødre sig for at klinke skårene ved at samarbejde om et fælles projekt – et korstog til Estland, hvor man ville støtte Den Tyske Ordens kamp mod russerne. Erik og Abel nåede dog kun til Ystad og vendte så om – sandsynligvis var mistilliden mellem de to brødre for stor.

Kort over Slesvig i Valdemarernes tid efter 'Jordebogen', 1231. Fra: Det Kongelige Bibliotek

Borgerkrigens fornyede opblussen 1246-49

Efter at have luret lidt på hinanden blussede striden mellem de to brødre atter op i 1246. Abel havde denne gang fået forstærkninger fra svigerfamilien i Holsten samt fra hansestaden Lübeck, hvis handel kong Erik lader til at have lagt hindringer i vejen for. Også brødrene Christoffer og Knud af Blekinge allierede sig med Abel. I 1247 herskede der regulær krig mellem de to brødre – Abel indtog Ribe, men blev dog hurtigt fordrevet af Erik, der kort tid efter afbrændte Svendborg og Arreskov ved Faaborg, som Abel havde arvet efter sin far. Haderslev og Aabenraa blev ligeledes hærget af kongens styrker. Abel tog hævn ved at brænde Odense af og ved at hærge Vejle og Randers.

Det lykkedes kong Erik at tage hertugerne Christoffer og Knud til fange, og søsteren, Sofie af Brandenburg, hastede nu højgravid til Danmark for at bringe striden til ophør, inden den ødelagde riget, men for sent – hun døde i barselsseng, kort tid efter at hun var ankommet til Flensborg. Et forlig kom dog i stand, men freden blev kortvarig. Snart samlede Abel atter tropper med støtte fra sine forbundsfæller. Lübeckerne angreb København med en flåde og nedbrød Absalons borg. Også Stege på Møn blev angrebet, mens kongen, der var i pengenød, udskrev en plovskat for at rejse en hær. Dette førte i første omgang til et bondeoprør i Skåne, der dog blev slået ned, men det langvarige resultat af skatteudskrivningen blev, at Erik i eftertiden er blevet kaldt 'Plovpenning'. Pengene anvendte Erik dog fornuftigt, for i løbet af 1249 havde han medgang i Jylland, hvor han erobrede Sønderjylland til og med Slesvig. Abel var tvunget til at indgå fred – på Eriks betingelser. Det lader dog til, at Erik kom Abel i møde, idet Abel i foråret 1250 flere gange optrådte under kongenavn – Erik må have fulgt gammel hæderkronet praksis og gjort sin broder til medkonge.

Borgerkrigens afslutning: drabet på Erik Plovpenning i 1250

Den 9. august 1250 var Erik på besøg hos sin bror Abel i Slesvig, hvor man holdt en forsoningsfest. Her blev kong Erik efter festen taget til fange af to af Abels riddere. Disse førte kongen med båd ud på Slien ved Mysunde, hvor han blev dræbt. Abel selv aflagde omkring 1. september i Viborg ed på, at han ikke stod bag kongens død, og 24 af hans ypperste riddere sværgede på det samme. Dermed var Abel i tidens ånd frikendt, og efterfølgende blev han den 1. november 1250 kronet til Danmarks konge i Lund med stormændenes og hertugernes opbakning. Borgerkrigen var slut.