Pergamentsblad af Saxos Krønike fra det 13. århundrede. Fundet i Anger i Frankrig 1877. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907).

FORTALE

1,1

Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle. Og da alle andre takkede nej til opgaven, blev det til at han pålagde mig, den ringeste af sine folk, det hverv at forme danskernes bedrifter til et historisk værk og med utallige opfordringer nødte mig med min beskedne forstand til at give mig i kast med et arbejde der oversteg mine evner. For hvem skulle ellers skrive om de bedrifter der er blevet udført i Danmark - et land der først for nylig er blevet indlemmet i den almindelige kirke og inden da lå passivt hen, uden adgang til det latinske sprog eller til religionen. Og senere da kirken, og dermed kendskabet til latin, kom hertil, blev uvidenhed kun afløst af ugidelighed, og så var dovenskaben lige så stort et problem som ukyndigheden havde været. Det er grunden til at jeg - så ringe jeg end er - har valgt ikke at afslå hvad han bad mig om, men at anstrenge mig over evne, selv om jeg var mig bevidst at jeg ikke var den omtalte byrde voksen. For når vores naboer havde deres optegnelser om fortiden at glæde sig over, skulle man ikke kunne sige at vores folks ry lå skjult under lang tids glemsel og ikke havde sine skriftlige mindesmærker. Da jeg således var tvunget til at lægge mine uøvede skuldre under en byrde som ingen af tidligere tiders forfattere havde bundet an med, og ikke turde sidde ordren overhørig, har jeg adlydt - om ikke dygtigt så dristigt - og den selvtillid mine begrænsede evner ikke kunne give mig, har jeg i stedet hentet i bevidstheden om at så stor en mand havde opfordret mig til det.

1,2

Men da nu han er gået bort inden jeg nåede at fuldføre mit forehavende, må jeg naturligt henvende mig til dig, Anders[1], som efter en lykkelig, enstemmig afstemning er indsat som hans efterfølger i embedet som kirkens overhoved, og bede dig lede og støtte mit værk, for med hjælp fra så stor en beskytter vil jeg kunne afvise den hadske misundelse der især falder over alt hvad der er iøjnefaldende. Dit bryst rummer så rige kundskaber og er opfyldt af en sådan overflod af ærværdig lærdom at det er som et skatkammer fyldt med himmelske rigdomme. Du har gennemrejst Frankrig, Italien og England for at tilegne dig den boglige verdens discipliner og samle dig lærdom, og efter langvarige rejser fik du overdraget en fornem lærestol ved en udenlandsk skole, hvor du endte som en sådan hovedkraft på stedet at man snarere må sige at det var dig der kastede glans over lærestolen end den der hædrede dig. Derpå blev du for din store indsats og dine fortjenstfulde egenskaber udnævnt til kongelig kansler - et embede som indtil da havde været temmelig beskedent, men som du med dit store og flittige arbejde har skænket så stor anseelse at det efter din forfremmelse til det embede du nu bestrider, blev anset for en ære af selv de allerfornemste mænd. Derfor kan man også se Skåne juble af glæde over at have hentet sin biskop fra sine naboer og ikke valgt en af de lokale folk. For et land der har foretaget et prisværdigt valg, kan med god ret glæde sig over sin stemmeafgivning. Og fordi du glimrer med din fornemme slægt, din boglige dannelse og din begavelse og leder folket med din rige lærdom, har du vundet den største hengivenhed fra din flok og med din strålende embedsførelse hævet det kald du har påtaget dig, til berømmelsens tinder. Og for at ingen skal kunne sige at du har tilegnet dig magten som din ejendom, har du fromt og gavmildt testamenteret din anselige formue til din kirke. Du har foretrukket på en anstændig måde at kaste dine rigdomme fra dig, befængt med bekymringer, som de var, frem for at blive fanget ind af pengebegærets kvaler. Hertil kommer at du har forfattet et forbløffende værk om den hellige lære, og i din iver efter at sætte pligterne over for den fælles kirke højere end dine private bekymringer har du, med gode og kyndige råd, tvunget dem der nægtede at betale de penge der tilkommer kirken, til at adlyde, og opvejet den gamle uret over for kirkerne med denne fromme indtægt. Og de mennesker der levede et usædeligt liv og gav sig selv friere tøjler end godt er, dem har du med stadige formaninger og med dit eget strålende eksempel på nøjsomhed omvendt fra principløse pjok til anstændige hædersmænd. Men om det mest beror på dine ord eller dine handlinger, er et åbent spørgsmål. Det som det ikke har været nogen af dine forgængere beskåret at opnå, det har du alene ved dine kloge råd gjort til virkelighed.

1,3

Nu ønsker jeg ikke at nogen skal være i tvivl om at oldtidens danskere når de havde udført prægtige heltegerninger, i deres helhjertede stræben efter hæder og berømmelse, efterlignede romernes litteratur og ikke blot beskrev deres egne storslåede bedrifter i en udsøgt form for komposition, en art versdigtning, men også fik deres forfædres bedrifter, der var udbredt i sange på modersmålet, indhugget på sten og klipper med deres eget sprogs bogstaver. Disse spor har jeg holdt mig til som var det bøger fra oldtiden, og jeg har gengivet deres mening i en tro oversættelse, hvor vers er oversat til vers. Min fremstilling er bygget på disse tekster, og der er altså, som man kan forstå, ikke tale om noget der er strikket sammen for nylig, men om noget der stammer fra oldtiden. Nærværende værk lover nemlig ikke smukt klingende snak, men pålidelig oplysning om fortiden. Hvor meget historieskrivning kunne mennesker med disse evner ikke have fremstillet hvis de havde slukket deres skrivetørst med latinkundskaber - i betragtning af at de, selv uden kendskab til det romerske sprog, havde en sådan trang til at videregive mindet om deres bedrifter at de greb til kæmpemæssige stenblokke i stedet for bøger og brugte klippesider som bogsider?

1,4

Heller ikke de flittige islændere skal her forbigås i tavshed. Disse folk har, fordi deres jord fra naturens hånd er så ufrugtbar, intet grundlag for pragt og luksus og fører konstant en tilværelse i nøjsomhed, hvor de ofte bruger hvert øjeblik af deres liv på at opdyrke kendskabet til andres bedrifter - og derved opvejer deres armod med ånd. For dem er det en stor fornøjelse at kende og viderebringe alle folkeslags historie, for i deres øjne er det lige så glorværdigt at beskrive andres dyder som at demonstrere sine egne. De skatte af historiske vidnesbyrd de har opbygget, har jeg med stor interesse gransket, og en ikke ubetydelig del af nærværende værk er udfærdiget på grundlag af deres beretninger. Jeg har absolut værdsat at kunne rådføre mig med folk som jeg vidste havde så indgående et kendskab til fortiden.

1,5

Men i lige så høj grad har jeg fulgt Absalons beretninger og bestræbt mig på med lydhør ånd og pen at samle både det han selv har foretaget sig, og det han har hørt fra andre, for jeg har modtaget hans ærværdige fortælling som en slags guddommelig belæring.

1,6

Nu beder jeg så dig, vor lykkelige fyrste og fader, hvis berømmelige og ældgamle slægt jeg her skal berette om, - dig, Valdemar[2], fædrelandets strålende lys, beder jeg om at yde mit værk din nådige støtte på dets tvivlsomme vej mod succes eftersom jeg er bange for i min lammelse over forehavendets betydning i højere grad at afsløre min uvidenhed og mine begrænsede evner end at gengive din herkomst som den fortjener det. For ud over det mægtige land du har arvet

efter din far[3], har du udvidet riget betragteligt ved at underlægge dig nabofolkene og udstrakt dit herredømme ud over Elbens vekslende vande og derved føjet en ikke ubetydelig glans til din i forvejen vidtstrakte berømmelse. Sådan har du med dine store bedrifter fordunklet dine forgængeres navn og ry, og selv ikke det romerske kejserriges område har du ladt uberørt af dine våben. Og eftersom du er kendt både som et særdeles tappert og et særdeles gavmildt menneske, er det ikke til at sige hvor du gør størst indtryk: hos fjenderne der frygter dig for dine krige, eller hos undersåtterne der elsker dig for din imødekommenhed. Oven i købet er din prægtige bedstefar[4] blevet helgenkåret af kirken, og takket være sin uforskyldte død har han opnået udødelig ære så hans helligheds stråleglans nu oplyser dem hans sejre i sin tid undertvang. Fra hans højhellige sår flød mere kraft end blod. Desuden er det gammel, nedarvet pligt til lydighed der gør at jeg har sat mig for at kæmpe for dig, om ikke andet så med åndens kraft, for både min far og min bedstefar[5] har som bekendt gjort trofast tjeneste som krigere i din berømmelige fars hird. Jeg stoler altså på din ledelse og nåde når jeg nu, for at kunne redegøre for det efterfølgende med større tydelighed, har besluttet at tage mit udgangspunkt i en beskrivelse af vores fædreland og dets beliggenhed, for jeg vil kunne give en klarere fremstilling i det følgende hvis beretningen på forhånd gennemgår de steder der er relevante for handlingen, og begynder med at forklare hvor den foregår.