Kilder
Kildeintroduktion:
I løbet af middelalderen blev der stiftet omkring 137 klostre i Danmark, hvoraf dog ikke alle bestod i tiden op mod reformationen i 1536, hvor det i princippet blev lukketid for de katolske klostre. Vist alle disse mere eller mindre levedygtige klostre blev stiftet af stormænd og -kvinder.
Klostrene kan inddeles i to hovedgrupper: Herreklostre, der for det meste var placeret på landet og levede af det omfattende jordegods, de fik ved stiftelsen, og ved senere fromme gaver. De kunne være befolket af henholdsvis munke og nonner, så betegnelsen herreklostre gik udelukkende på, at de var herrer over jord og dennes dyrkere. Den anden gruppe: De såkaldte tiggermunkeklostre var alle placeret i byer og måtte ikke eje andet end deres kirke- og klosterbygninger, hvorfor de skulle leve af indsamlede gaver, såkaldte almisser. De vigtige ordner indenfor tiggermunke-kategorien var Franciskanerne og Dominikanerne, hvortil i senmiddelalderen efter 1400 kom den såkaldte Helligåndsorden.
De ældste klostre i Danmark, fra slutningen af 1000-tallet, tilhørte den såkaldte Benediktinerorden, der hvilede på klosterregler, der gik helt tilbage til 535. Ude i Europa startede imidlertid med tiden nogle nye ordner, som, på trods af at de grundlæggende byggede på benediktinerreglen, ønskede at stramme op på livet i klostrene. I 1098 stiftedes en ny variant kaldet Cistercienserordenen i det nuværende vestlige Frankrig med det formål at sikre det rette nøjsomme og disciplinerede liv i klostrene med hovedvægt på bøn på faste tidspunkter så at sige hele døgnet rundt og nyttigt arbejde. Det særlige ved denne orden var også, at den fik sin egen internationale organisation, efterhånden som den bredte sig. Formålet med denne organisation var, at livet i de enkelte klostre skulle kontrolleres, så alle holdt sig på dydens smalle vej og strengt overholdt alle forskrifter for Cistercienserordenen. Til gengæld var ordenen direkte underordnet paven, hvorfor de lokale bisper principielt ikke havde lov til at blande sig i klostrenes sager.
Denne munkeorden blev lynhurtigt uhyre populær og bredte sig nærmest som en steppebrand udover Europa. Det første danske kloster af ordenen blev grundlagt i Herrevad i Skåne i 1144 af ærkebisp Eskil. Herefter fulgte Esrum Kloster i 1151, grundlagt af samme med betydelig støtte fra kongemagten. Så fulgte Vitskøl, som her er i fokus, grundlagt 1158 af kongemagten. I 1162 gjorde den såkaldte Hvideslægt med biskop Absalon af Roskilde som hovedmand deres kloster i Sorø til et cistercienserkloster, og 1163 fulgte det femte grundlagt i Tvis ved Holstebro af hertug Buris, som tilhørte en gren af kongeslægten; han var halvfætter til kong Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182). Og så gik det slag i slag, indtil i alt 11 klostre for munke var grundlagt, hvortil kom to nonneklostre. Man får nærmest indtryk af, at det blev en prestigesag for landets førende bisper og medlemmer af kongeslægten at grundlægge cistercienserklostre, selvom også andre nyere europæiske klosterordner vandt indpas i denne tid takket være støtte fra de mægtigste i landet. Flere af disse cistercienserklostre var og forblev nogle af landets rigeste og mest indflydelsesrige klostre frem til reformationen.
Vitskøl Kloster anlagt på Limfjordskysten i det vestligste Himmerland var således kong Valdemar den Stores bidrag til denne bølge. Men det havde unægtelig også sin helt egen specielle baggrund.
I 1146 gik kong Erik Lam i kloster i Odense. Han blev efterfulgt af ikke mindre end to konger: Svend Eriksen og Knud Magnussen, begge kongesønner, men valgt på forskellige landsting med det forudsigelige resultat, at der snart blev borgerkrig i landet med rigelig udenlandsk/tysk indblanding. På et tidspunkt dukker den unge Valdemar Knudsen, søn af den i 1131 myrdede kongesøn Knud Lavard, op og blander sig. Krigen mellem de tre konger, som det efterhånden blev til, nåede en foreløbig afslutning på et møde på Lolland i 1157, hvor danske stormænd synes at have mæglet og presset et forlig igennem, der gjorde Valdemar til konge af Jylland, Knud til konge af Fyn og Sjælland, mens Svend fik Skåne. Ikke så længe efter skulle de tre konger fejre fredsslutningen ved en fest i Roskilde afholdt den 9. august 1157, som siden skulle blive kendt som Blodgildet i Roskilde. Ifølge adskillige mere eller mindre samtidige kilder, hvoraf krønikeskriveren Saxos skildring er den mest kendte, endte festlighederne med, at nogle af kong Svends mænd forsøgte at dræbe de to andre konger. Knud blev dræbt, mens Valdemar med nød og næppe slap væk i forvirringen.
Herefter trak Valdemar sig tilbage til ’sit’ Jylland, hvor Svend snart efter dukkede op med en hær, hvorefter det blodige slag på Grathe Hede mellem Viborg og Silkeborg den 23. oktober 1157 endte med Valdemars sejr og Svends død.
Herefter kunne Valdemar så fejre at være eneste tilbageværende konge i Danmark. Et vigtigt led i manifesteringen af dette blev så grundlæggelsen af Vitskøl kloster året efter.
Om dette findes der også oplysninger i en kort og noget senere krønike, som anses for skrevet af en cisterciensermunk i Varnhem Kloster i Sverige (Krøniken er trykt på latin i Scriptores minores historiæ Danicæ medii aevi vol. II, s. 138-41. Et uddrag er trykt i Diplomatarium Danicum 1. rk. bd. 2, nr. 121. En dansk oversættelse af krøniken kan findes ved at søge på internettet efter Richard Mott, som har lavet den oversættelse, som også er brugt her). Ifølge denne havde Valdemar under borgerkrigen lovet, at han ville stifte et kloster, ”såfremt Gud hjalp ham i disse farer”. Senere refereres der til ”det kloster, han havde lovet at grundlægge, når han blev konge” – og hermed må vel menes eneste konge i Danmark. Et sådant løfte fremgår også af brevet nedenfor, så Vitskøl var noget i Danmark så sjældent som et votivkloster, dvs. et kloster, som i dette tilfælde kong Valdemar havde lovet at ville grundlægge, hvis Gud hjalp ham til at opnå det, han ville. Gud var i middelalderen én, man kunne handle med. Ifølge samme krønike tillod Valdemar den udsete abbed selv at vælge blandt ”de bedste ejendomme, der indgik i hans fædrenearv” i Jylland. Efter besigtigelse valgte abbeden Vitskøl, det naturskønne sted ved Limfjorden, hvor ruiner af klosterkirken endnu kan beses, ligesom dele af klosterets murværk indgår i den herregård, som siden blev bygget på stedet, og som før i tiden blev kaldt for Bjørnsholm.
Ifølge krøniken blev klosteret grundlagt ved, at munkene ankom til stedet den 1. april 1158, mens den såkaldte Rydårbog mente, at det foregik den 5. april samme år.
Det officielle stiftelsesbrev for Vitskøl Kloster, som følger nedenfor, kendes kun fra forskellige en smule afvigende afskrifter fra 1600-tallet. Der er dog ingen rimelige grunde til at tro, at de ikke gengiver det originale brevs indhold temmelig nøjagtigt.
Foto af Vitskøl Kloster set fra østsiden. Forrest ses de restaurerede ruiner af klosterkirkens imponerende kor, i baggrunden til venstre de nordligste dele af den senere herregård, hvori der indgår væsentlige dele af murværket fra det middelalderlige kloster. Fra: Vitskøl Kloster. Den middelalderlige bygningshistorie af Jesper Hjermind og Hugo Støttrup Jensen (2016).
Grundlæggelsesbrev for Vitskøl Kloster 1157 eller 1158:
[1157-1158][1]
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar, at Guds nåde Danernes konge. Jeg ønsker, at det skal være vitterligt for alle, såvel nulevende som fremtidige, at nogle troløse mænd, som nød et festligt måltid og førte venlig tale med mig, pludselig med dragne sværd søgte at gennembore mig våbenløse mand, jeg som ikke befrygtede noget sådant. Dog Guds barmhjertighed var uden ende; uden hjælp fra nogen beskyttede den mig og udrev mig magtfuldt midt iblandt de bevæbnede skarer[2].
Forrædernes anslag blev således gjort til intet, og efter at have samlet alle menedere[3], oprørere og forbrydere, af hvilke der er mange, greb de atter til åben krig, hvorved de vilde berøve mig liv og rige og mit folk dets fred; men da Gud kæmpede for os, blev de udslettede sammen med forbrydelsens hovedmand[4]. Af den grund har jeg, ihukommende Guds godhed og det løfte, jeg havde aflagt[5], på en synode[6] i Roskilde højtideligt og lovmæssigt ved en hellig gaveakt skænket Henrik og hans brødre[7] og deres efterfølgere, som lever i overensstemmelse med cisterciensernes regel[8], den landsby, som er min fædrenearv[9], og som kaldes Vitskøl[10], med alt tilliggende til opførelse af et abbedi[11] i nærværelse af den ærværdige ærkebiskop, det apostoliske sædes legat[12], Eskil, der stadfæstede dette, sammen med seks bisper, mange abbeder og hele gejstligheden og folket[13].
Men for at denne gave altid skal forblive gyldig og uanfægtet for de brødre, hvem den er givet, har vi stadfæstet den med kongelig myndighed og med et aftryk af vort segl og under optegnelse af vidner, hvis navne er disse: Eskil, ærkebiskop af Lund, Asser af Roskilde, Elias af Ribe, Eskil af Århus, Niels af Viborg, Tyge af Børglum, Osbern af Slesvig, Knud, hertug, og hans broder Buris[14], Radulf, kongens kapellan[15], Henrik Pallesen, som kaldes Hvide, Karl og utallige andre, som det er for vidtløftigt at opregne.
Ordforklaringer m.m.
[1] Brevet rummer ingen datering, men må være skrevet efter slaget på Grathe Hede 23. oktober 1157 og inden den mod slutningen nævnte biskop Asser af Roskildes død, den 18. april 1158. Da klosteret, som ovenfor nævnt, reelt blev grundlagt ved munkenes ankomst den 1. eller 5. april 1158, må brevet antages at være udstedt et stykke tid før. Det fremgår af indholdet, at brevet er skrevet i Roskilde.
[2] Handler om det ovenfor omtalte Blodgilde i Roskilde den 9. august 1157. Teksten anvender undervejs nogle korte citater fra Bibelen, sikkert som en art understregning af Guds indgriben.
[3] Menedere: personer, som har aflagt/svoret falske eder. Da man i middelalderen satte sin sjæls frelse ind i forbindelse med aflæggelse af eder, var mened en meget alvorlig synd.
[4] Handler om det ovenfor omtalte slag på Grathe Hede den 23. oktober 1157, som kostede kong Svend livet og efterlod Valdemar som eneste konge.
[5] Om løftet - se indledningen ovenfor.
[6] Synode = kirkemøde. Her var syv af landets otte bisper til stede plus ”hele gejstligheden og folket”. Sidstnævnte var en fast formel, der dækkede over, at i hvert fald nogle fremtrædende gejstlige og verdslige stormænd var til stede. Sidstnævnte fremgår også af vidnelisten til slut. Der var altså tale om et møde for i princippet hele den danske kirke med ærkebispen i spidsen, hvor der så kunne træffes beslutninger gældende for alle danskere. Mon ikke dette møde i Roskilde især var sammenkaldt for at få styr på kirkens forhold efter borgerkrigens afslutning?
[7] Henrik er den første abbed i Vitskøl Kloster, ”hans brødre” er hans undergivne munke i klosteret. Ifølge den ovennævnte krønike var Henrik abbed for cistercienserklosteret i Varnhem i Sverige, som var i svære vanskeligheder. Derfor var Henrik egentlig på vej til Cistercienserordenens hovedsæde i Cîteaux i det nuværende Frankrig for at fremskaffe en pavelig bandlysning af klosterets fjender. Imidlertid valgte han altså at blive abbed for det nye kloster i Vitskøl, og senere hentede han 22 munke fra Varnhem Kloster. Da forholdene lettede, drog de fleste af disse tilbage til Varnhem, men synes at være blevet erstattet af munke fra Esrum Kloster.
[8] Tilhører Cistercienserordenen, jf. ovenfor.
[9] Man skelnede mellem kongelev, dvs. gods, som tilhørte kongeembedet som sådant, og såkaldt patrimonium/fædrenearv, dvs. gods, som var arvet og kunne gå i arv i kongeslægten.
[10] Stednavnet Vitskøl betyder ’konfiskeret gods’, så der er altså tale om gods, som en konge har konfiskeret fra en tidligere ejer som straf for forbrydelser eller for at være på den forkerte side i en borgerkrig.
[11] Abbedi = kloster ledet af en abbed.
[12] Det apostoliske sæde = pavestolen, legat = udsending. Eskil havde altså fået overdraget visse pavelige magtbeføjelser i sit ærkebispedømme.
[13] Se note 7 ovenfor om ”hele gejstligheden og folket”.
[14] Hertug Knud af Jylland og hans bror Buris var efterkommere af en sidelinje af kongehuset og kong Valdemars halvfætre. Buris skulle i 1163 blive grundlægger af et cistercienserkloster i Tvis ved Holstebro.
[15] Kongens kapellan: Oprindeligt hoffets præst, men, som højtuddannet gejstlig, efterhånden mest brugt som kongens sekretær. Med tiden under titlen kansler leder af Kancelliet, der betyder skrivestue/kontor, altså den første centraladministration. Den her nævnte Radulf omtales faktisk andre steder som kansler og er den første, vi kender, der har ført denne titel. Som det var sædvane, endte Radulf som biskop, idet han i 1162 blev den forud omtalte Elias' efterfølger som biskop af Ribe.