Hvideslægtens forbindelser og jordejendomme                       

Med Absalon i spidsen støttede hvideslægten den helgenkårede Knud Lavards søn Valdemar 1. den Store (født 1131, regent 1157-1182), så han i 1157 efter årelang krig endte som enekonge af Danmark. Hvidernes kerneområde var egnen omkring deres slægtskloster i Sorø, som Absalon fik omdannet til en moderne cistercienserstiftelse. Han stod bag opførelsen af den imponerende teglstenskirke fra ca. 1160 og fremefter. Her blev slægtens mænd og kvinder begravet, også Absalons fætter, den fremtrædende stormand Sune Ebbesen. Ved sin død i 1186 efterlod han sig jordejendom, som svarede til ca. 600 gårde, og det udgjorde kun en del af en enkelt slægtsklans overflod. Det er blevet fremført, at arbejdskraften til at bygge landsbykirkerne på Sjælland kunne skaffes ved at stille blot én mand pr. år til rådighed fra hver af Sune Ebbesens mange gårde.

Da Absalon som ærkebiskop af Lund døde i 1201 i sin slægts kloster i Sorø blev han begravet i kirken. Hans historieskriver, Saxo (ca. 1160- død efter 1208), nævner ham på niveau med Valdemar 1. den Store i deres rolle som bygherrer for fæstningsmuren af tegl på Dannevirke. Det er nok overdrevet, og på bl.a. blypladen i Valdemars grav i Ringsted og hos historikeren Svend Aggesen får alene kongen æren af dette vældige byggeri. Men Saxo fortæller også, at Absalon efter nedkæmpelsen af det skånske oprør mod ham i 1180-82 rejste en befæstningsmur netop af tegl et bestemt sted i det skånske Sövde. Dér er der faktisk fundet en sådan mur, og der er i det hele taget ikke tvivl om, at Absalon som alle stormænd på hans tid, kirkelige som verdslige, har været engageret i byggeri. I hans tilfælde både i opførelsen af klostre, kirker og befæstninger.

Sorø Klosterkirke. Foto: Knud Erik Christensen, Colourbox

Absalon som bygherre i København

Kongen, Valdemar 1. den Store, overdrog ca. 1157-1160 landsbyen ’Havn’ til Absalon, det nuværende København. Her var der måske allrede, eller også rejste biskop Absalon en borg på en holm ud for kysten. Dér, hvor Christiansborg ligger i dag, og med brug af kalksten fra Stevns. Der blev hentet sten både til bygningen og til slyngesten, man kunne skyde ud mod især vendiske angribere. Tilfangetagne sørøvere fik deres afhugne hoveder sat på stager ud mod kysten til skræk for nye fjender.

Absalon er også sat i forbindelse med den første Vor Frue Kirke, forgængeren for den nuværende Københavns Domkirke. Det, der vides, er, at Absalon stadfæstede, at en tredjedel af sognefolkets afgifter i korn gik til opførelse og udsmykning af Guds hus. Dvs. til kirkens bygningsfond, som måske først kom rigtigt i funktion efter kirkens opførelse. Herved blev de kirkelige regler fulgt, ligesom ude ved landsbykirkerne, og enten nu kirken var der allerede eller ej, da dokumentet blev beseglet engang mellem ca. 1192 og Absalons død.

Æbelholt Kloster

Ved igangsætningen af opførelsen af klosterkirken i Æbelholt i Nordsjælland har Absalon ydet en tilsvarende aktiv hjælp. Han havde til formålet selv kaldt abbeden Vilhelm op til det kolde Norden fra hans hjemby Paris. En skriftlig, floromvunden, men tydelig ordre fra ca. 1175 til sognemændene i et par nordsjællandske sogne vidner derom. De fik besked om, at de straks og allerede før forårssåningen skulle skaffe sten frem til Æbelholt Klosterkirkes fundament. Det ville sikre dem Guds evige løn og deres synders forladelse, samt sikkert også biskoppens velvilje, fremgår det. Og man forestiller sig biskoppens foged sidde til hest sammen med sine ryttere foran bønderne og læse dem teksten, efterfulgt af dens klare udlægning. Det var nok Vilhelm, som havde lagt pen til formuleringerne.

Sorø Kloster

Noget lignende kan være hændt, da Absalon tog sig for at bygge en ny klosterkirke i den helt store stil i Sorø. Den blev sandsynligvis påbegyndt i ca. 1160 eller lidt før til brug for det cistercienserkloster, som afløste Hvidernes ældre benediktinerstiftelse, der med et gængs trick blev beskyldt for at være gået i fordærv. Kirken var formentlig færdig i fuld længde ved ærkebiskoppens død i 1201 og har krævet kendskab til cisterciensernes kirkeplan, til ny teknik og massive, vedholdende investeringer.

Overdragelsen af gods fra Absalons egne besiddelser samt fra hans slægtninge vidner derom. Modydelsen fra klosterets side var en begravelse i kirken og munkenes evige forbøn for den døde. Hertil hørte også, at Absalon fik flyttet ældre slægtsmedlemmer, der lå begravet i kirken i Fjenneslev, til kirken i Sorø. Da Absalon var død i klosteret i 1201, fik han sin uden tvivl forud bestemte gravplads lige foran hovedalteret i kirkens østende. Det var den absolut fornemste plads, nogen kunne få, og her ligger han stadig, under en ny gravsten fra 1536. Den viser ham i fuldt, ærkebiskoppeligt skrud.

Biskop Absalons gravsten i Sorø Klosterkirke. Fra: Nationalmuseet

Roskilde Domkirke og tårnene i Fjenneslev

Roskilde Domkirke har også været set som Absalons eget værk fra hans tid som Roskildebisp fra 1158 til 1192, hvor han skulle have hentet inspiration fra især Frankrig. Nye undersøgelser tyder på, at kirken i sin nuværende skikkelse først blev opført efter 1200. Da var det Absalons fættersøn Peder Sunesen, søn af Sune Ebbesen fra Bjernede, som var biskop i årene fra 1191-92 til 1214.

Derimod kan Absalon, måske sammen med sin bror, Esbern Snare, have stået bag tilføjelsen af de to ens vesttårne af tegl på slægtens gamle kirke i Fjenneslev øst for Sorø. Det er den udgave af kirken, kalkmaleriet inde i kirken viser. Det anonyme, gavmilde ægtepar på maleriet med kirkemodel og penge til Gud kan være de to brødres forældre, Asser Rig og fru Inge, eller bedsteforældrene Skjalm Hvide og hans hustru, som således blev mindet som kirkens stifterpar. Alle på egnen har vidst, hvem de så på maleriet, og hvad de stod for, nemlig herskabet.

Gengivelse af et kalkmaleri fra Fjenneslev kirke, hvor de hellige tre konger går frem med gaver til Jesusbarnet på Marias skød. Nederst ses kirkens unavngivne stifterpar stå foran Gud med deres gaver, hvis velsignede hånd bebekræfter foretagendet. Manden præsenterer kirken, mens kvinden skænker sine kostbarheder. Foto: J. Kornerup, Nationalmuseet

Nr. Åsum Kirke

Den eneste samtidige omtale af ærkebiskop Absalon som bygherre for en kirke står på en runesten i Nr. Åsum i Skåne. Den blev oprindelig rejst uden for kirken, men kan nu ses og læses i våbenhuset. Teksten fortæller, at de var to om at bygge kirken, nemlig Esbjørn Mule og ærkebiskop Absalon. Det vil sige, at kirken er påbegyndt og sikkert også gjort færdig mellem Absalons tiltræden som ærkebiskop i 1177 og hans død i 1201. En dendrokronologisk datering af tømmeret fra dens kor og skib bekræfter dette ved at vise, at træerne blev fældet i 1184/85.

Det vil sige, at kirken er indviet, få år efter at de skånske oprørere, som talte såvel mere almindelige folk som stormænd, fordrev Absalon under oprøret 1180-82. Måske skal den meget gammeldags rejsning af en runesten ses som udtryk for fortidens idealer og for sejren. Absalon og Esbjørn kan have siddet på vestgalleriet i kirken, stolt hævet over folk i skibet, da kirken blev indviet med messe og sang. I sit testamente fra 1201 bestemte Absalon, at Esbjørn skulle have den brynje tilbage, som Absalon havde fået af ham. Igen måske et glimt af ærkebiskoppens indsats og hans fremtræden, mens han ivrigt tog del i nedkæmpelsen af de hedenske vendere og deres kristning efter Arkonas indtagelse i 1168 eller -69. For nu ikke at nævne hans kommando over den sjællandske del af den danske flåde, der i 1184 på afgørende vis slog den pommerske hertug og afværgede hans angreb på øen Rügen. Da var Absalon omkring de 55 og i sin bedste alder.

Fremstillingen af Absalon i nyere tid

I 1902 blev der rejst en rytterstatue af biskop Absalon på Højbro Plads midt i det middelalderlige København. Statuen viser ham som kriger og rede til kamp. Kunstneren, Vilhelm Bissen (1836-1913), skabte en mytologisk figur af Absalon, der var bygget på hans krønikeskriver, Saxos, fremstilling af Absalon som sit lands faktiske redningsmand og egentlige styrer. Det var en fortælling, der kunne bruges i slutningen af 1800-tallet, hvor truslen sydfra igen havde været aktuel og resulteret i tabet af hertugdømmerne i 1864. Statuen blev rejst for at markere 700-året for Absalons død i 1201 og for at fæstne myten om ham som Københavns grundlægger i 1167 og stadens forsvarer. Han var i modsætning til en anden, helt sagnagtig skikkelse, nemlig den sovende Holger Danske på Kronborg, vågen og klar til kamp på sin hest foran sin borg nedenunder Christiansborg, som i 1902 lå hen som ruin efter branden i 1884, og dermed også et forbillede for datidens politikerne.

Rytterstatuen af biskop Absalon på Højbro Plads i København fra 1902 udført af billedhuggeren Vilhelm Bissen. På soklen står der: ”Han var modig, snild og fremsynet. En ynder af lærdom med ren vilje - Danmarks trofaste søn”. Foto: Benny Staal, Nationalmuseet

Men hvordan skal vi forestille os biskoppen selv - i sin tid - føre sig frem til hest? På rytterstatuen på Højbro Plads sidder Absalon roligt på sin hest, som klar til et spring fremad stejler højt. Hesten er efter sigende inspireret af en af Carlsbergs store bryggerheste, men sådan så 1100-årenes stridsheste næppe ud. De var mere en islænder-type. At rytteren skulle være en højtstående gejstlig, en fredens mand, er svært at se, for biskoppen er klædt i fuldt krigerantræk. Kropsnær ringbrynje - måske den, han havde fået af Esbjørn Mule – hjelm og flagrende kjortel og i den højre hånd en lille økse. Det er den, Saxo fortæller, at han ofte gik rundt med, og som han havde med ved erobringen af Arkona på øen Rügen i 1169. Som en art kommandotegn, vil man helst tro, for det står sig ikke for biskopper eller andre gejstlige at gå i kamp og udgyde blod. Det er faktisk nærmest forbudt i henhold til kirkens regler. Men se så på den anden side af statuen, for der hænger bispens store slagsværd parat i sin skede, og var det kun til nødværge?

Da rytterstatuen blev rejst i 1902, lå Christiansborg Slot stadig i ruiner efter branden. På den tid tog striden om befæstningen af København hele vejen rundt om byen rigtig fart og forbitrede det politiske liv. Partiet Højre ville befæste byen, Venstre ville ikke, i hvert fald til at begynde med. Absalon var af gode grunde tavs om sagen, men hans statue lagde ham ord i munden til forsvar for hans by, samtidig med, at han også lader sit blik søge Københavns Rådhus. På dettes facade står han i forgyldt skikkelse som byens grundlægger og meget lig gravstensrelieffet i Sorø. Her var det også Vilhelm Bissen, som stod bag, og Absalon kom op på Rådhuset i 1901.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.