Hertug af Danmark og præfekt i Slesvig

Efter at hans far og mor var draget på pilgrimsfærd til Det Hellige Land, blev Knud som barn sat i pleje hos den sjællandske stormand Skjalm Hvide. Som ung gik han i tjeneste hos den saksiske hertug Lothar, den senere kejser Lothar 2. Omkring år 1115 fik han af kong Niels overdraget hvervet som kongelig præfekt i Slesvig, et embede, der især bestod i opgaven med at forsvare rigets sydgrænse. Knud forsvarede med succes sydgrænsen og den rige handelsby Slesvig mod overfald fra venderne. Han omtales også i nogle kilder som hertug af Danmark; en titel, hvis indhold ikke er helt klart. Der eksisterede endnu ikke noget hertugdømmet Slesvig på dette tidspunkt. Hans tilnavn 'Lavard' (der svarer til det engelske 'lord', og som betyder 'brøduddeleren') fik han pga. sin gavmildhed over for sin hird.

Obodritternes fyrste

Knud Lavard gjorde i årene 1127-30 en nærmest kometagtig karriere. Obodritterfyrsten Henrik, der herskede over dele af det senere Holsten og Mecklenburg, døde i 1127, hvorpå der udspillede sig en magtkamp mellem hans arvinger, der alle omkom. Knud trådte nu til som den nye stærke mand og aflagde lensed til den tyske konge. Med hans billigelse fik Knud overdraget fyrsteværdigheden over obodritterne, en position, han i de følgende år sikrede ved at undertvinge de vendiske stammer med militær magt og øge sin indflydelse i fyrstendømmet Pommern. Dette kunne lade sig gøre, fordi der ikke på dette tidspunkt var andre stærke magter i det nordtyske område.

Denne udvikling vakte bekymring hos kong Niels og dennes søn, Magnus. Den sidstnævnte så sin mulighed for at blive faderens efterfølger truet af fætteren Knud. Kongevalget var op til stormændene, og der kunne være grund til at tro, at disse ville fortrække den mere erfarne og succesrige Knud Lavard frem for den unge Magnus.

Mordet i Haraldsted Skov, og hvad deraf fulgte

Den 7. januar 1131 dræbte Magnus Knud Lavard i Haraldsted Skov uden for Ringsted, muligvis under tvekamp. Denne aktion medførte et oprør fra Knuds halvbror Erik (Emune) og flere fremtrædende stormandsslægter. Oprøret udviklede sig til en borgerkrig, der endte med Magnus død i slaget ved Fodevig i pinsen 1134, hvorefter kong Niels blev myrdet og Erik Emune kunne overtage magten i riget.

Allerede i 1135 begyndte Erik Emune at gøre propaganda for en helgenkult for sin halvbror Knud Lavard ved at indstifte et kloster for benediktinermunke i kirken i Ringsted. I hans regeringstid så også det første helgenskrift om Knud dagens lys. En sådan helgenkåring ville styrke slægtens legitimitet og krav på tronen, og i 1146 forsøgte Knud Lavards søn Valdemar (den senere kong Valdemar den Store) sammen med fætteren Svend Grathe at foretage en egenmægtig helgenkåring af Knuds levninger. Dette blev dog forhindret af ærkebisp Eskil, da de som lægmænd ikke var berettigede til at kåre helgener.

Da Valdemar den Store blev enekonge, tog helgenkåringsbestræbelserne atter fart, og i 1169 lykkedes det at få pavens godkendelse. Ved en storstilet kirkefest 25. juni 1170 i den nybyggede Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor Valdemars søn Knud 6. samtidig blev kronet til medkonge og faderens efterfølger, blev Knud Lavard helgenkåret. Faderens helgenværdighed blev et vigtigt led i Valdemar den Stores bestræbelser på at udelukke de andre grene af kongeslægten fra tronen og indføre et arvekongedømme.

Som helgen blev Knud Lavard skytshelgen for de mange Knudsgilder, som var sammenslutninger af danske købmænd rundtom i Østersøområdet og i danske byer.

Magnus Nielsens mord på Knud Lavard i 1131. Illustration: Danmarks Historie i Billeder (1898)