Kongesøn

Magnus, med tilnavnet 'den Stærke', blev født ca. 1106 og var søn af Danmarks konge Niels og dronning Margrete 'Fredkulla'. Han trådte ind på den politiske scene i begyndelsen af 1120'erne, hvor han, på baggrund af sin moders svenske herkomst, gjorde krav på kongetitlen over Västgötaland i Sverige. Han begyndte fra dette tidspunkt sandsynligvis også at opbygge en magtposition i Danmark. Magnus’ kapellan Peder blev f.eks. indsat som bisp i Roskilde i 1124, og Magnus nævnes som vidne i et kongeligt gavebrev til St. Knuds kirke i Odense, som dog ikke kan dateres.

I 1128 giftede han sig med Richiza, datter af den polske hertug Boleslaw. Ægteskabet tyder på en alliance mellem kong Niels og den polske hertug, og Magnus spillede således angiveligt en rolle i Niels’ udenrigspolitik i Østersøområdet. Kort før sin død i 1134 aflagde Magnus desuden lensed til den tyske kejser Lothar i Halberstadt og blev i den forbindelse kronet til dansk medkonge.

Meget tyder på, at Magnus var kørt i stilling som dansk tronfølger, men på trods af at Magnus var søn af den regerende konge, var det langt fra sikkert, at han selv ville blive Danmarks konge. På dette tidspunkt var Danmark nemlig i høj grad et valgkongedømme, hvor stormændene valgte de nye konger. Magnus var i denne situation blot én af en lang række kongeætlinge, som alle kunne gøre krav på at blive Danmarks næste konge. Dette skabte givetvis en rivalisering i den vidt forgrenede kongeslægt, hvor det i sidste ende kunne blive nødvendigt at rydde eventuelle konkurrenter til tronen af vejen. I Lundeårbogen beskyldes Magnus f.eks. for i 1128 at have stået bag mordet på sin fætter grev Karl af Flandern, Knud den Helliges søn, men dette lader sig dog på ingen måde bekræfte i kilderne fra Flandern.

Mordet på Knud Lavard

Knud Lavard var Magnus' fætter, søn af den i 1104 afdøde konge Erik Ejegod, og havde ved udgangen af 1120’erne skabt en betydelig magtbasis. Han var "dux Danorum" (danskernes hertug), hvilket vil sige, at han var statholder i Slesvig med den særlige forpligtelse at vogte den danske sydgrænse. Derudover havde han konge- eller fyrstetitel over det slaviske folk abodriterne, der på daværende tidspunkt beboede den østligste del af Holsten samt et område langs den vestligste del af Østersøens sydkyst. Denne position havde han fået som et len under den tyske konge, og senere kejser, Lothar.

Magnus følte sig givetvis truet af Knud Lavard og frygtede sandsynligvis, at han også efterstræbte den danske trone. Herudover stod de to også på hver deres side i en strid om vendisk-slaviske interesser i området syd for Østersøen. Spændingerne mellem de to parter kulminerede den 7. januar 1131 i Haraldsted skov ved Ringsted. Hertil havde Magnus inviteret Knud Lavard til et møde. Mødet var dog en fælde, og Knud blev myrdet. Mordet havde uden tvivl til formål at fjerne enhver trussel, som Knud kunne udgøre mod Magnus' (fremtidige) magtbasis, men gerningen fik den helt modsatte effekt.

Borgerkrigen 1131-1134

Reaktionen på Magnus' mord på Knud Lavard blev kraftig. Et omfattende netværk af kongeætlinge og stormænd ønskede ikke alene hævn over Magnus men gjorde oprør imod hele Niels' kongemagt. Oprøret blev ledet af Knud Lavards broder Erik Emune, som lod sig udråbe til modkonge. Det fik desuden støtte af den tyske konge Lothar, som benyttede mordet på sin lensmand til at blande sig i dansk politik. Magnus måtte i sidste ende bøje sig for det tyske pres og tage Danmark som len af Lothar, der i 1133 blev kronet som tysk-romersk kejser.

Fra 1131-1134 udkæmpedes flere slag mellem Erik Emunes oprørsstyrker og den kongelige hær, oftest med Niels og Magnus som de sejrende. Dette fik dog en brat ende den 11. juni 1134 under slaget ved Fodevig i Skåne, hvor den kongelige hær led et afgørende nederlag. Magnus blev dræbt i slaget sammen med en række af kong Niels' mest magtfulde støtter. Niels flygtede umiddelbart efter til Slesvig, hvor han dog blev dræbt af byens indbyggere den 25. juni samme år. Sejren blev dermed total for Erik Emune, som herefter besad kongemagten i Danmark. Han sad dog blot tre år på tronen, før han selv blev myrdet af en af sine egne hirdmænd i slutningen af 1137.

Kildernes syn på Magnus

Magnus er i eftertiden ofte blevet betragtet negativt, navnlig på grund af mordet på Knud Lavard. De fleste kilder til begivenhederne beskriver Magnus som en skinsyg forræder og gør ham til syndebuk for den efterfølgende borgerkrig. En enkelt kilde, Roskildekrøniken, beskriver dog Magnus som en idealhersker og giver ham tilnavnet "flos Danie", Danmarks blomst. Kilderne er dog stærkt farvet af den politiske situation i 1100-tallet og har i de fleste tilfælde, som det f.eks. gælder for Saxo og det såkaldte 'Ringstedordinale', tilknytning til Knud Lavards søn, den senere kong Valdemar den Store.

Magnus efterlod sig en søn, Knud Magnussen, som i en senere fase af borgerkrigene i Danmark (1146-57), opnåede dansk kongetitel; en position, han dog ikke var alene om.

Magnus Nielsens mord på Knud Lavard i 1131. Illustration: Danmarks Historie i Billeder (1898)