Grundlæggelsen og Øm Klosters Krønike

I foråret 1172 grundlagde en gruppe cisterciensermunke Øm Kloster ved Mossø tæt på Skanderborg. Inden da havde de været undervejs i syv år, efter de i 1165 forlod Vitskøl Kloster i Nordjylland. I disse syv år opholdt munkene sig i kortere tid i Sminge, Veng og på Kalvø i Skanderborg Sø.

Vi har i dag en stor viden om klostret, da Øm Klosters Krønike, med det latinske navn Exordium monasterii quod dicitur Carae Insulae (Begyndelsen til det kloster som kaldes Den Dyrebare Ø), er bevaret i original udgave. Den kan i dag findes på Det Kongelige Bibliotek i København. Krøniken blev påbegyndt i 1207 og kan deles op i to fortællinger. Den første omhandler klostrets grundlæggelse og de rettigheder, munkene havde erhvervet sig. Den anden omhandler en strid med bisperne af Aarhus i midten af 1200-tallet. I krøniken findes mange afskrifter af breve og privilegier, og derudover findes også en abbedliste. Krønikens beretning slutter omkring 1267.

Øm Klosters Krønike (ca. 1207-1267) er et unikt dokument fra middelalderen, som giver os et indblik i munkenes tanker og hverdag. De her viste sider omtaler Aarhusbispen Peder Elafsen. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Cistercienserordenen og livet i klostret

Cistercienserordenen blev grundlagt i 1098 i Cîteaux i det nuværende Frankrig som et opgør med de samtidige munkeordener, som cistercienserne mente havde bevæget sig for langt væk fra idealet om et liv i isolation og fattigdom. Ordenen spredte sig fra Cîteaux og blev i midten af 1100-tallet indført i Danmark. For at holde kontrol med, at alle klostre levede op til de fastsatte regler, skulle moderklostre kontrollere deres datterklostre. Et moderkloster var det kloster, hvorfra munkene, som grundlagde et nyt kloster (datterkloster), oprindeligt var kommet. Herudover var der også årlige generalkapitler i Cîteaux, som var møder, hvor abbeder fra alle cistercienserklostrene skulle møde op.

Ideelt set skulle et kloster være bygget omkring en kvadratisk klostergård, hvor hver fløj og rum havde sin egen specifikke funktion. Klosterkirken var naturligvis en af de helt centrale bygninger i denne konstruktion. Fra arkæologiske udgravninger ved vi, at bygninger omkring Øms klostergård først stod færdige efter 1450, og at munkene i lang tid kun har haft klosterkirken og østfløjen til rådighed. Østfløjen bestod traditionelt set af munkenes kapitelsal i stueetagen, hvor man hver morgen læste et kapitel af klosterreglen. På første sal fandtes munkenes sovesal, hvorfra der var direkte adgang til klosterkirken, da munkene hver nat stod op for at bede, hvorefter de vendte tilbage til sovesalen. Munkenes liv i klostret var i høj grad centreret om at bede og at udføre fysisk arbejde i fællesskab. Herudover var det vigtigt, at munkene udviste ydmyghed, hvilket også afspejlede sig i klostrets sparsomme udsmykning. Selvom munkene arbejdede og bad i fællesskab, var det stort set ikke tilladt at tale med hinanden, og man brugte tegnsprog til at kommunikere.

Striden med bisperne af Aarhus i 1200-tallet

I 1200-tallet kom Øm Kloster gentagne gange i strid med de magtfulde bisper i Aarhus. Striden startede under Peder Ugotsen (biskop 1249-1260) og handlede om, hvorvidt Ugotsen havde krav på gæsteri, dvs. ophold hos munkene i en længere periode. Det mente munkene ikke, og man fandt et kompromis, hvor Ugotsen opgav sit krav til gengæld for andre afgifter. Med biskop Tyge (biskop 1261-1272) eskalerede konflikten. Ud over at gentage kravet om gæsteri hævdede Tyge også, at han havde såkaldt visitationsret over munkene, altså at han havde ret til at føre kontrol med livet i klostret. Dette havde han dog ikke, da cisterciensermunke ikke var underlagt deres lokale bisper, men i stedet deres moderkloster – i dette tilfælde Vitskøl. På trods af at munkene fik hjælp af en pavelig udsending, hjalp det dem ikke. Vi ved ikke præcis, hvordan konflikten endte, da beretningen i Øm Klosters Krønike slutter brat med, at abbeden bliver kaldt til kongen omkring årsskiftet til 1268, og der følger ingen beskrivelse af, hvordan mødet gik.

I modsætning til de to bisper, som munkene lå i strid med i 1200-tallet, findes i krøniken også en beskrivelse af den tidligere biskop Sven af Aarhus (biskop ca. 1166-1191). Han beskrives positivt og som munkenes beskytter. Der er flere grunde til, at forholdet til bisperne skiftede. En af dem er sandsynligvis, at bisperne i løbet af 1200-tallet blev bedre organiserede og derfor ikke havde samme behov for munkenes støtte som tidligere. Derudover begyndte mange af bisperne at opfatte cisterciensermunkene som meget privilegerede, hvilket gjorde ønsket om at støtte dem mindre. En tredje grund var de nationale konflikter i form af den såkaldte kirkekamp mellem den unge kong Erik Klipping (født 1249, regent 1259-1286) og ærkebisp Jakob Erlandsen (ærkebisp 1254-1274), hvor bisperne støttede kongen og munkene ærkebispen.

Øm Kloster i senmiddelalderen og efter reformationen

Efter striden med Aarhusbisperne i 1200-tallet tynder det ud i de skriftlige kilder om Øm Kloster. Vi ved dog fra arkæologiske udgravninger, at der skete en markant udvidelse af klostret i 1400- og 1500-tallet. Munkene havde siden 1257 boet i klostrets østfløj, som på dette tidspunkt stod færdig sammen med klosterkirken.

Hovedparten af klostrets bygninger blev først bygget efter 1450, hvor også det traditionelle klosteranlæg omkring en lukket gård blev færdiggjort. Forklaringerne på den sene og store byggeaktivitet er mange, blandt andet de mange gaver, munkene gennem tiden havde fået af bisper og stormænd, samt indtægter fra den nærliggende markedsby Rye (nu Gammel Rye), som klostret ejede. Rye var på grund af sine hellige kilder centrum for mange pilgrimsrejser, og der var derfor stor aktivitet i byen.

Fra Øm Kloster blev grundlagt i 1172, og frem til klostret stod færdigt med den traditionelle lukkede klostergård, gik der omkring 300 år. Der er ikke fundet arkæologiske spor efter munkenes første bygninger, men fra klostrets krønike ved vi, at kirken og østfløjen blev brugt fra 1257. Herefter var der i lang tid stilstand, hvilket betyder, at hovedparten af klostret først stod færdig efter 1450. Rekonstruktion: Tegnestuen, Moesgård 1997.

Efter reformationen i 1536 eksisterede Øm Kloster i endnu 25 år. Det var nye tider: Kongen kunne nu vælge abbeden, og munkene kunne frit rejse fra klostret, hvis de ønskede. Der er dog intet, der tyder på, at munkene ved Øm valgte at gøre dette. Herudover blev Øm Kloster - i lighed med andre klostre uden for byerne - pålagt at uddanne protestantiske præster. Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588)  besøgte i 1560 hyppigt Øm Kloster, eller Emsborg, som han kaldte det, for at udnytte de gode jagtmuligheder i området. Men allerede året efter blev nedrivningen af klostret beordret, da kongen ønskede at befæste Skanderborg Slot og manglede byggematerialer. Nedrivningen foregik de efterfølgende år, og Øm Klosters tid var forbi.

Tegning fra 1700-tallet af Peder Sørensens gravsten. Peder var den næstsidste abbed i Øm Kloster. Han blev abbed omkring 1525, hvilket han forblev frem til sin død i 1554. Inden sin død lavede han et inventarium i 1554, som giver os et godt indblik i klostrets ejendele. Foto: Nationalmuseet

De arkæologiske udgravninger

Mellem 1896 og 1996 er der med mellemrum foretaget arkæologiske udgravninger omkring Øm Kloster. Dette har givet indsigt i de bygninger, munkene benyttede, samt de genstande, de gjorde brug af. De bygninger, der er fundet rester af, stammer fra midten af 1200-tallet og frem til 1500-tallet. Der er altså ikke tale om de bygninger, munkene benyttede, da de ankom til Mossø i 1172. En af de yngste påviste bygninger ved Øm stammer fra slutningen af 1400-tallet og har højst sandsynligt fungeret som hospital. Bygningen blev fundet ved arkæologiske udgravninger i 1978.
En af de vigtigste bygninger i munkenes liv var klosterkirken. Fra Øm Klosters Krønike ved vi, at munkene indviede en ny teglstenskirke i 1257, og denne er der fundet arkæologiske spor efter. Kirken blev brugt i lidt over 300 år frem til 1561, hvor den blev revet ned og brugt til befæstningen af Skanderborg Slot.

Peder Elafsens grav i Øm. Ifølge Øm Klosters Krønike var Peder Elavsen den sidste biskop, som blev begravet på klostergrunden. Foto: Øm Kloster Museum

Ud over bygninger er der ved klostret indtil nu fundet mere end 900 grave. En af de mere prominente grave tilhører højst sandsynligt Aarhus-bispen Peder Elafsen (biskop 1224-1246), der ifølge krøniken var den sidste biskop, som blev begravet på klostrets grund. Herudover er der også fundet mange forskellige genstande, for eksempel knive, fiskeben, lysestager, bogbeslag og spillebrikker. I 1924 blev Øm Kloster Museum grundlagt på klostergrunden og kan stadig besøges i dag.

Der er fundet mange genstande på klostergrunden i forbindelse med arkæologiske undersøgelser. F.eks. denne skakbrik. Foto: Øm Kloster Museum