Familie og uddannelse

Anders Sunesen var søn af den sjællandske stormand Sune Ebbesen, der var en af Danmarks rigeste og mest magtfulde mænd, og medlem af den såkaldte Hvide-slægt, som blandt andet ærkebiskop Absalon også var en del af. Derfor er det ikke overraskende, at Anders og hans brødre også kom til at præge Danmarks udvikling. Udover Anders er den mest iøjnefaldende Peder, der blev biskop i Roskilde.

Den samtidige historieskriver Saxo Grammaticus hyldede Anders for dennes studier i Frankrig, England og Italien. Udlandsopholdet strakte sig over mindst ti år, og med udgangspunkt i hans efterfølgende virksomhed, kan man komme med et troværdigt gæt på, hvad og til dels, hvor han må have studeret som ung. Sandsynligvis indledte han sine studier i Paris, der var Europas centrum for filosofiske og teologiske studier. Senere rejste han givetvis til Bologna for at gennemføre juridiske studier, og endelig blev tiden i England nok brugt i Oxford. I hvert fald må Anders havde været en dygtig student. For det første bliver han i flere kilder omtalt som ’magister’, og for det andet ses hans høje uddannelsesniveau tydeligt i hans følgende virke i Danmark.

Tiden som ærkebiskop

Da Anders vendte hjem fra sine studier i starten af 1190’erne, blev han domprovst ved Roskilde domkapitel og kansler for kong Knud 6. Han overtog hvervet som dansk ærkebiskop efter Absalons død i 1201/02, og på samme tid blev Valdemar 2 Sejr dansk konge. Gennem hele sin karriere var Anders Sunesen en meget betydningsfuld skikkelse i dansk politik, og perioden var kendetegnet ved et næsten problemfrit samarbejde mellem konge- og kirkemagten; personificeret af Anders og Valdemar Sejr.

Ved siden af sit politiske virke markerede Anders Sunesens sig også som en af Europas førende lærde. Hans latinske parafrase over Skånske lov, den middelalderlige lov for landsdelen Skåne, var et forsøg på at formidle et dansksproget lovkompleks til et ikke-dansksproget publikum. Mens lærdomsdigtet Hexaemeron udover at være lærde refleksioner over kristen dogmatik, også var et forsøg på at skabe et alternativ til de antikke ikke-kristne værker, som mange europæiske studenter læste. Det internationale perspektiv afspejler sig også i den bogsamling han testamenterede til ærkesædet i Lund og endelig med den nye gotiske kirkekunst, der kom til Danmark fra Frankrig i perioden.

Anders Sunesen var et bindeled mellem Europas lærde og kunstneriske miljøer og Danmark. Han havde tætte forbindelser til pavestolen i Rom, hvorfor han blev udpeget til pavens legat (pavemagtens repræsentant) i Norden. Det lykkedes ham også at færdiggøre udbygningen af den danske kirke, som var blevet påbegyndt af hans forgængere. For eksempel var det danske rige dækket af mere end 2000 stenkirker ved udgangen af Anders’ tid som ærkebiskop, og en selvstændig dansk kirke var efter flere århundreders arbejde en fuldt integreret del af den romersk-katolske kirke.

Korstogsideologien havde med varierende styrke floreret i Europa i mere end 100 år, da Anders Sunesens professionelle karriere begyndte. Som pavelig legat i Norden havde Anders Sunesen ansvar for omvendelsen af hedenske folkeslag i Østersøregionen, og med hans valg til ærkebiskop blev den danske korstogsaktivitet for alvor sat i system. Med Anders Sunesen som teologisk bannerfører blev Danmark en central aktør i omvendelsen af de Baltiske folkeslag, en proces der for dansk vedkommende kulminerede med erobringen af Estland i 1219.

Kalkmaleri af Anders Sunesen fra Sankt Ursula Kirke, Ivø. Fra Wikimedia Commons   

Død og eftermæle

I 1223 fik Anders Sunesen pavens tilladelse til at fratræde stillingen som ærkebiskop. Han havde i længere tid været plaget af sygdom og kunne derfor ikke længere passe sit embede. Han trak sig tilbage til sin stormandsgård Ivø i Skåne, hvor han levede en afsondret tilværelse frem til sin død 24. juni 1228. Anders Sunesen blev begravet i domkirken i Lund, hvor hans grav kan ses den dag i dag.

Mange vil kende myten om, hvordan dannebrog faldt ned fra himlen i Estland, da Anders Sunesen faldt på knæ og bad Gud om hjælp. Myten er ikke sand, men den rummer en kerne af sandhed. For det første vidner den om Anders Sunesens og danskernes engagement i korstogsbevægelsen, for det andet om den store rolle han spillede i dansk historie – både før og efter sin død.

Lyt til podcasten 'På korstog: Slaget ved Lyndanisse' i 1219 produceret af Vores Tid og 24syv - et medie for kulturhistoriske museer med base på Nationalmuseet

Midt i et blodrødt inferno knæler Biskop Sunesen med armene strakt mod himlen. Den hellige kraft han hidkalder giver os fornyet styrke og mod til at kæmpe. Mod til at kæmpe for Gud. Så længe han kan holde armene oppe, har vi fremgang, men når armene synker, går fjenden til modangreb. Han er udmattet. Armene ryster. Han kan næsten ikke holde dem strakte, selvom han kender konsekvensen. Denne episode handler om dengang Danmark drog på korstog, om hvordan de danske korsfarere måske havde mission med at drage i krig for Gud.

Vært: Jeanette Varberg, museumsinspektør og arkæolog på Nationalmuseet. Medvirkende: Seniorforsker på Nationalmuseet, Vivian Etting. Tilrettelagt og produceret af Luna Lam og Nikolai Sørensen. Redaktør Lucas Francis Claver. Podcasten er produceret af Juhl & Brunse for Vores Tid og 24Syv.  

Listen to "S2E6. På korstog: Slaget ved Lyndanisse" on Spreaker.