De skriftlige kilder til Danmarks historie i vikingetiden er få og spredte. De relativt få og korte runeindskrifter nævner kun undtagelsesvis personer eller begivenheder, der kan identificeres andre steder end i teksten selv. Mundtlig tradition i form af skjaldevers blev overleveret længe nok til at danne grundlag for blandt andet de islandske kongesagaer i 1200-tallet, men de angår primært norske forhold, og de rækker ikke længere tilbage end det sene 800-tal.

Frankernes naboer

Hovedkilden til den tidligste vikingetids begivenheder i Danmark er derfor de årbøger, der blev nedskrevet ved det frankiske hof, de frankiske rigsannaler. I år 777 omtaler disse skrifter for første gang en begivenhed med relation til Danmark. I det år, fortælles det, søgte sakserfyrsten Widukind tilflugt hos danernes konge, Sigfred. Stammenavnet danere optræder allerede i folkevandringstiden, og en frankisk kilde fra 500-tallet omtaler lederen af et angreb i Nordfrankrig, Chlochilaicus, som en dansk konge. Men det er uklart, hvilket geografisk område danerne på det tidspunkt skal have beboet, og i de mellemliggende 200 år omtales navnet danere ikke.

Når en dansk konge, Sigfred, først træder ind på scenen i år 777, er grunden i første række, at Danmark indtil da havde været et fjernt område, som ikke interesserede frankerne. Derfor hører vi for eksempel heller ikke om, hvilke begivenheder der lå bag de store anlæg ved Kanhave eller Dannevirke en generation tidligere. Men nu havde frankernes fortsatte ekspansion gjort sakserne til en hovedmodstander, og dermed begyndte saksernes naboer også at have strategisk interesse. Ud over det var frankernes bekendtskab med Skandinavien på dette tidspunkt minimalt.

Godfreds ufred

Kort efter år 800 bliver de frankiske kilder imidlertid mere meddelsomme om Danmark. I 804 lykkedes det Karl den Store endegyldigt at undertvinge sakserne helt frem til grænsen til Danmark. Samme år anstillede ’danernes konge’ ved navn Godfred et stort hæropbud for at markere sin grænse. I de efterfølgende år provokerede Godfred gentagne gange sin nye nabo. Vi hører, at han sejlede med en flåde på 100 skibe til Frisland og opkrævede tribut, og at han afbrændte handelspladsen Reric ved Wismar og førte købmændene derfra til en ny handelsby, Hedeby, ved sin egen grænse. I 810 udfordrede han angiveligt frankerne til krig, og den aldrende Karl den Store drog ud på sit sidste store felttog. Inden det kom til kamp, blev Godfred dog myrdet af sine mænd. Krigens eneste faldne på frankisk side var frankerkongens krigselefant Abul Abaz, en gave fra kaliffen af Bagdad. Den overlevede ikke klimaet i Nordtyskland.

Godfreds provokationer var alvorlige for frankerne. I seks år fremstår han som et væsentligt politisk problem. Forskellige ting tyder på, at hans rige har været stort. En af stormændene, som deltog i fredsslutningen efter hans død, var ”fra Skåne”, og ved en anden lejlighed var hans efterfølgere i Sydnorge for at nedkæmpe et oprør. Ud over Hedeby er handelsbyerne Aarhus samt Kaupang i Norge sandsynligvis grundlagt på hans tid. Den magt, han udøvede, kan meget vel være blevet styrket af frygten for de nye fjender. Igennem hele vikingetiden omtales det danske kongerige sammen med det slaviske abodritterrige i Mecklenburg som de to centrale politiske aktører i nord. Riget var altså udefra set en realitet som en politisk og geografisk enhed. Derimod kunne det i perioder være regeret af mere end én konge. Efter Godfreds død forhandlede frankerne således ved flere lejligheder med flere konger, om end fra samme kongefamilie, og mindst to gange omtales voldsomme kampe om kongeværdigheden.

Harald Klak og Ansgars mission

I år 814, samme år som Karl den Store døde, blev hans efterfølger Ludvig den Fromme opsøgt af ét af de danske kongsemner, senere kendt som Harald Klak. Han tilbød at anerkende kejseren som overherre til gengæld for militær støtte, og i de følgende år fylder kampen for at føre Harald til den danske trone meget i de frankiske kilder. Trods to frankisk støttede felttog i Jylland i 815 og 819 blev Harald dog i bedste fald medkonge sammen med flere af Godfreds sønner. I endnu et forsøg på at vinde kongemagten blev stærkere midler taget i brug. I 823 rejste biskop Ebbo af Reims til Danmark for at prædike kristendommen. Tre år senere, i 826, lod Harald Klak sig døbe sammen med sit følge ved kejserens hof i Mainz og vendte herefter tilbage til Danmark med en anden forkynder, udpeget af kejseren selv som missionsbiskop, Ansgar.

Gennem de fire årtier frem til Ansgars død i 865 var hans mission et omdrejningspunkt i forholdet mellem Frankerriget og Norden. Samtidig er beretningen om Ansgar, hans ’Levned’, der er skrevet af hans efterfølger Rimbert, en væsentlig – om end ret forudindtaget – kilde til forhold i Skandinavien. Ansgar fik i lang tid meget begrænset adgang til Danmark og koncentrerede sin indsats i Birka i Sverige. Efter 850, hvor truslen om en frankisk magtovertagelse var forsvundet, fik han dog lov til at bygge kirker i Hedeby og Ribe. De har måske betjent kristne udlændinge i handelsbyerne i nok så høj grad som nyvundne sjæle. Missionen og kirkebyggeriet i Ribe har efterladt sig spor, for omkring Ribe Domkirke er der fundet en stor mængde tidlige, kristne grave, hvoraf de ældste går tilbage til 800-tallet. Korsformede smykker fra samme tid er ligeledes tegn på, at nogle i Danmark tog den kristne tro til sig.

Ansgar etablerede først sit missionsbispesæde i Hamborg. Men efter et vikingeoverfald i 845 flyttede han sin base til Bremen. Trods modgang, og takket være sindrige politiske manøvrer, kom både bispesædet og missionen til at fortsætte efter ham. Han blev med tiden helgenkåret og tillagt æren som den, der lagde grunden for Nordens kristning. Harald Klaks sag forblev derimod uforrettet. Han forblev den Harald, der hverken vandt sig Danmark eller gjorde danerne kristne.

Horik 1.s rige

Fra 827 stod én af Godfreds sønner, Horik 1., alene tilbage med kongeværdigheden. Han fortsatte med at føre forhandlinger med frankerne, blandt andet om overhøjheden over Frisland og abodritternes rige, som han ligesom sin far anså som sin interessesfære. Frankerne mistænkte ham for samtidig at være bagmand for lejlighedsvise vikingeangreb, hvad han dog benægtede. Til gengæld har han tilsyneladende markeret sig indenrigspolitisk. De arkæologiske spor i Hedeby viser, at det var på hans tid, handelsbyen for alvor voksede. Fra anden fjerdedel af 800- tallet organiseredes både i Hedeby og i Ribe produktionen af en ny mønttype af samme format som frankiske mønter, men præget med billeder efter forlæg i Ribes ældre Wodan/Monster-sceattas eller undertiden andre motiver. Denne konsekvente møntreform i de to vigtigste handelsbyer må afspejle et politisk initiativ, som Horik er den sandsynlige ophavsmand til.

Da det frankiske rige efter Ludvig den Frommes død i 840 blev splittet af krige mellem hans sønner, kom der påfaldende hurtigt store vikingeflåder på togt i Franken. Angrebene kulminerede i 845 med storstilede angreb på blandt andet Paris og Hamborg. Hvis Horik i begyndelsen har været med til at koordinere disse angreb, som må have involveret mange krigere fra hans rige, så udviklede togterne sig dog hurtigt til operationer under selvstændige krigsherrer som høvdingen ”Reginherus” (Regnar), der ledte plyndringen af Paris. I 854 vendte en søn af en anden af Godfreds sønner, Guttorm, som Horik havde sendt i eksil, tilbage til Danmark og krævede kongemagten. Det førte til et slag, hvor de begge sammen med flere andre medlemmer af kongeslægten blev dræbt.

I 2018 blev en skat med 258 mønter fundet ved Damhus lige uden for Ribe. Alle mønter tilhørte en tidlig type af de billedrige ”Hedebymønter”, der trods navnet nok er slået i Ribe i første halvdel af 800- tallet. Mønterne har et ansigt på forsiden, og på bagsiden en hjort og en slange eller i få tilfælde et skibsmotiv. Selvom motiverne er ens, er der brugt et stort antal forskellige stempler til mønterne, som derfor må afspejle en stor udmøntning og cirkulation i handelsbyen. Foto: Sydvestjyske Museer

Ved den sydlige indfaldsvej til Hedeby er der fundet en exceptionel grav, hvor en kammergrav var anlagt under et langskib anbragt i en høj. I graven fandtes skeletrester fra tre mænd samt fornemt gravudstyr, blandt andet et frankisk pragtsværd. Graven dateres til midten af 800-tallet og er blandt de rigeste kendte vikingetidsgrave i Skandinavien. Flere navne er foreslået, blandt andre eksilkongen Harald Klak eller Hedebys bygreve, dvs. kongens repræsentant i byen. Men et oplagt bud er Horik eller måske andre medlemmer af den kongeslægt, hvis historie udfoldede sig i og omkring Hedeby.

Vikingetogter

Tilbage af kongeslægten var et barn, der blev kåret til konge som Horik 2. Han omtales i de efterfølgende år i enkelte kilder, sidst i 864, hvor paven skrev til ham. I 873 optræder det danske rige for sidste gang i lang tid i de frankiske kilder. Det år mødte gesandter for to konger, Sigfred og Halfdan, der åbenbart regerede riget sammen, op hos Ludvig den Tyske i Worms i Sydtyskland og siden i Metz. Deres ærinde var at skaffe en aftale om fred for de købmænd, der rejste mellem de to riger. Efter næsten hundrede år med diplomati, krig og mission endte forholdet mellem Frankerriget og Danmark således med en handelsaftale.

Derefter bliver det i en lang periode meget sparsomt med omtaler af begivenheder eller forhold i Danmark. Det skyldes til dels, at de frankiske kilders skribenter mellem tronstridigheder, opsplitning og indre krige taber interessen for landene i nord. Til gengæld skorter det ikke på oplysninger om nordiske søkonger, der på denne tid ledte store flåder og hærstyrker i udlandet. Halfdan, som i 876 underlagde sig Northumberland, Guthrum, som i 878 etablerede sig i East Anglia, Sigfred, der i 885 førte en stor hær mod Paris, Rollo, der i 911 blev forlenet med land i Normandiet og blev stamfar til hertugerne af Normandiet, eller Rurik, der i 862 skal have etableret sig i Novgorod. Og flere med dem.

Nogle af disse og andre søkonger kan have været knyttet til samme slægt eller slægter, som havde hersket i Danmark – sammenfald i navne kan i hvert fald tyde i den retning. Men det er sjældent muligt at følge forbindelserne ud over gisninger. Mange krigere fra Skandinavien må have deltaget i de store vikingetogter i anden halvdel af 800-tallet. Andre kan være draget ud for at bosætte sig på Island, der blev koloniseret fra omkring 870, eller på De Britiske Øer, hvor stednavne og arkæologiske fund viser, at tusindvis af skandinaviske indvandrere tog land i vikingetiden.

At togterne også havde betydning hjemme i Danmark, viser blandt andet talrige fund af sølvskatte fra denne tid. Det kan være islamiske mønter, betalingsringe fra øst eller mønter og smykker hentet direkte fra Vesteuropa. Denne tilstrømning af rigdomme kan have været med til at destabilisere magten – det kan de kampe, der udløste Horik 1.s endeligt, være et eksempel på. Men samtidig kan muligheden for at sende ambitiøse kongsemner og krigere ud på togt have lagt en dæmper på hjemlige konflikter.

Rejsende i Danmark i 890’erne

Uanset vanskelighederne med at fortælle en sammenhængende historie kan vi konstatere, at det danske kongerige fortsat blev opfattet som et politisk faktum. Det viser to korte rejseberetninger, som er bevaret i et engelsk manuskript fra 890’erne. Den ene rejsende, Wulfstan, sejlede fra Hedeby til handelsbyen Truso i Polen og videre mod øst. Mens han sejlede med vendernes land på styrbords side, passerede han ”Langeland, Lolland, Falster og Skåne” og fortæller, at ”disse lande hører alle til Danmark”. Bornholm, fortæller han, ”har deres egen konge”, mens Blekinge, Møre, Øland og Gotland ”tilhører sveerne”.

Den anden beretning, fortalt af en høvding fra Lofoten ved navn Ottar, beskrev sejladsen fra Norge til ”den handelsby, som hedder Hedeby”, der ”ligger mellem venderne, sakserne og anglerne [folk fra halvøen Angel] og hører til danerne”. Under rejsen havde Ottar på bagbords side først ”Danmark” og senere ”de øer, som hører til Danmark”, mens han til styrbord passerede ”Jylland og Sillende og mange øer”. Både Skånelandene, Fyn og Sjælland hørte således ”til Danmark”. Ottars beskrivelse skelner mellem to befolkningsgrupper: ”syddaner” i Jylland og ”Sillende” (det sydlige Jylland) og ”norddaner” på øerne og i Skåne. Da Jylland og Sillende andetsteds i teksten også beskrives som del af Danmark, skitserer disse beretninger altså et rige, som består af alle de landskaber, som senere i middelalderen blev regnet til Danmark.

Der kan dog udmærket have været flere konger i riget på samme tid. Igennem 800-tallet var det danske rige flere gange blevet delt mellem flere arvinger – ligesom skik var i andre europæiske riger. Det er også muligt, at forskellige landsdele kunne kåre forskellige konger, som det skete flere gange i Danmarks middelalder. Ved Ladby nær Kerteminde på Fyn opførtes omkring 925 en monumental skibsgrav under en gravhøj, den eneste kendte grav af denne art i det nuværende Danmark. Det ca. 22 meter lange skib rummede en begravelse med blandt andet 11 ofrede heste og rester af et meget rigt men plyndret gravudstyr. Det er svært at forestille sig en begravelse af den karakter blive sat i værk for andet end en konge, hvis navn og gerninger dog forbliver ukendte.

Asfrids kongefamilie

Da historikeren Adam af Bremen omkring 1070 forsøgte at udarbejde en oversigt over de danske konger, fandt han frem til en række navne fra tiden omkring år 900, men måtte i sidste ende opgive at afgøre, om de havde fulgt efter hinanden, eller om nogle konger havde regeret samtidig. Nutidens historikere er ikke kommet spørgsmålet meget nærmere.

To runesten, som er fundet ved Hedeby, Haddeby 4 og den næsten enslydende Haddeby 2, er rejst af ”Asfrid, Odinkars datter” til minde over ”kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn”. Sigtryg og Gnupa omtales også af Adam af Bremen, som mener at vide, at Gnupa var søn af en kong Olav, der kom fra Sverige og havde erobret det danske rige. Det er tidligere blevet tolket sådan, at Olav, Gnupa og Sigtryg var et svensk dynasti, der havde erobret Hedeby og muligvis også andre dele af Danmark. Forskellige sproghistoriske og runologiske argumenter er gennem tiden brugt som støtte for teorien, men den har ikke vist sig holdbar.

Vi ved derfor stadig ikke, hvorfra Asfrids mandlige familie kom, eller om de var konger i hele Danmark. At dømme efter det fokus, hun selv tager i sine to runemonumenter, kan hun og hendes familierelationer meget vel være en del af svaret. Også andre kvinder markerede sig stærkt i de ledende slægters politik på denne tid. En kvinde rejste således både en imponerende runesten over sin første mand Gunulf ved Tryggevælde på Sjælland og senere et endnu mere imponerende monument med høj, skibssætning og runesten over en ny mand, alt sammen ved Glavendrup på Fyn. På Tryggevældestenen titulerer hun sig stolt ”Ragnhild, Ulfs søster” i forvisning om, at det var et navn, der kendtes viden om. Hendes bror Ulf, hvis navn åbenbart var vigtigere end hendes forældres, kender vi ikke. Men hun må selv have været en skikkelse, der næppe stod meget tilbage for Asfrid.

Sakserne slår til

I år 934 meddeler klosterannalerne fra Corvey kort, at den tyske kong Henrik 1., med tilnavnet Fuglefænger, underlagde sig danerne. Det er første gang siden Ludvig den Frommes tid, at kilderne nævner en offensiv mod Danmark sydfra. Tidspunktet var ikke tilfældigt. Efter Frankerrigets endelige sammenbrud i starten af 900-tallet havde den saksiske hertug Henrik fået samlet de østfrankiske lande i et nyt rige, der i løbet af 920’erne begyndte at markere militær styrke over for sine naboer.

Adam af Bremen mente senere, at den konge, der hermed mødte sin overmand, var Gorm, grundlæggeren af en ny kongeslægt, der senere skulle komme til at kristne det danske rige. Den rekonstruktion passer ualmindeligt fint til moralen i Adams fortælling om en kongeslægt, der anerkendte østfrankerne som deres herrer. Krønikeskriveren Widukind af Corvey, der allerede i 960’erne skrev om sakserkongernes bedrifter, angiver imidlertid, at det var ”Chnuba”, altså Gnupa, som led nederlag. Den identifikation passer bedre i forløbet og giver i så fald et tidspunkt for Gnupas regeringstid.

Runesten rejst ved Hedeby. Indskriften på runestenen lyder: ”Asfrid gjorde disse kumler, Odinkars datter, efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne”. I teksterne på de to runesten, Asfrid rejste ved Hedeby, sikrer hun sig selv mindst lige så meget opmærksomhed som de to konger, hun hædrer – hendes mand og hendes søn. Det er et af flere eksempler på, at kvinder kunne indtage en markant plads i vikingetidens politik. Foto: Nationalmuseet

Widukind skrev også, at Henrik ikke blot besejrede den danske konge, men pålagde ham skat og fik ham til at modtage dåben. Hvis det passer, så har nederlaget næppe givet Gnupa politisk prestige. Den omstændighed, at dronning Asfrid ikke blot overlevede Gnupa, men også nåede at rejse runesten over sønnen Sigtryg, antyder, at der skete hastige politiske forandringer i Danmark efter Henriks felttog.

Gorm og Jelling

I den danske kongerække, som generationer af danske børn har lært i skolen, er Gorm den Gamle den første konge. Det er han, fordi han indleder en række af regenter, hvis nære eller fjernere slægtsskabsforhold til deres forgængere i hvert enkelt tilfælde er kendt. Samtidig er Gorms egen afstamning ukendt. Når vi overhovedet kender noget til Gorms slægt, så skyldes det indskrifterne på de to runesten, der indgår blandt de mindesmærker, han og sønnen Harald lod rejse i Jelling. Den første af de to, den lille Jellingsten, er et monument i traditionel stil, ikke væsentligt forskellig fra de runesten, som andre stormænd i Jylland lod rejse på samme tid. Den er tilegnet af ”Gorm konge” til hans kone Thyra, ”Danmarks bod”, og omtaler også andre monumenter, ”kumler”, nok høj og skibssætning, rejst for Thyra. Den ekstravagante, store Jellingsten er derimod rejst af ”Harald konge” efter ”Gorm, hans far, og Thyra, hans mor”. Således er familiebåndene gensidigt bekræftede.

Middelalderens historikere har kendt Jellingmonumenterne og efter bedste evne forsøgt at udfylde hullerne i den historie, de afspejler. Den tidligste af disse kilder, Adam af Bremen, beretter, at Gorm kom fra ”Nortmannia”, hvorved han enten kan mene Norge eller Normandiet. Andre har peget på England, hvor flere fremtrædende skandinaver med navnet Gudrum/Gorm kendes i 900-tallet. Meget af det, de senere skriftlige kilder fortæller om Gorm, ser ud til at være legender. Hvad der står tilbage, er, at ingen kilder forsøger at knytte ham til ældre konger, men opfatter ham som en nytilkommet. Det passer med indskriften på hans egen runesten, hvor han i modsætning til andre runestensrejsere, fx Asfrid, Ragnhild og sønnen Harald, ikke anfører et navn for sin slægt eller sine forældre.

Jelling var indtil midten af 900-tallet en ikke bemærkelsesværdig bebyggelse nær Hærvejen, den gamle hovedfærdselsåre op gennem Jylland. Men fra 950’erne og et par årtier frem blev Jelling arena for en exceptionel serie af monumenter for Gorms slægt. Først i de seneste år har vi fået en vis klarhed over, hvad de ”kumler”, som Gorms runesten til Thyra omtaler, bestod af. De ældste dele af Jellingmonumenterne udgøres af en næsten 360 meter lang skibssætning, centreret om den nordligste af anlæggets to kæmpehøje. Nordhøjen selv rummede en stor kammergrav bygget af tømmer fældet i vinteren 858/59. Den kan være bygget som grav for Gorm eller Thyra eller for dem begge. Gorm var måske også ophav til en anden form for monumentalt byggeri. Handelsbyerne Hedeby, Ribe og Aarhus, der i den ældste tid havde været ubefæstede, blev alle omkransede med store jordvolde i første halvdel af 900-tallet. Gorm er det mest oplagte bud på en initiativtager til dette store og tilsyneladende koordinerede forsvarsbyggeri.

Kampen om Thyra

Heller ikke Thyras oprindelse kender vi. Krønikeskriveren Saxo mente, 200 år efter Thyra levede, at hun var en engelsk prinsesse. De islandske sagaer fortæller derimod, at hun var datter af en jysk konge ved navn Harald – et navn, der havde været båret af mindst tre medlemmer af 800-tallets kongeslægt. Hvad vi ved, er, at hendes betydning for kongerne Gorm og Harald var helt usædvanlig. For mens kvinder nogle gange har rejst runesten over mandlige slægtninge, så hører det modsatte – sten rejst af mænd til minde om kvinder – til sjældenhederne.

Så meget desto mere usædvanligt er det, at der ud over Jellingstenene findes mindst to andre sten i Midtjylland, som er rejst til minde om en Thyra, der på den ene endog tituleres ”dronning”: Stenen fra Læborg er rejst af ”Ravnunge-Tue” til minde om ”Thyra, sin dronning”, og på stenen fra Bække står der, at ”Ravnunge-Tue, Funden og Gnyple, de tre gjorde Thyras høj”. Der er gisnet om, at Ravnunge-Tue skulle være et konkurrerende kongsemne, der efter Gorms død havde ægtet Thyra, men teorien medfører mange modsigelser – blandt andet at Gorms sten over Thyra i så fald skulle være forfalsket. Det er også muligt, at Thyra på Ravnunge-Tues sten er en helt anden person end Gorms Thyra, men i så fald fandtes der to næsten samtidige ”dronninger”, som begge fik helt usædvanlige gravminder, og som havde samme navn.

Et forløb, som ville forklare kilderne, kunne være følgende: Efter Gnupas nederlag i 934 fordrev eller dræbte stormændene ham og sønnen Sigtryg og valgte en ny konge, Gorm. For at legitimere ham blev han gift med en kvinde fra en rig familie med rødder i den gamle kongeslægt, Thyra. Efter hendes død forfægtede hendes slægtninge, Tue, Funden og Gnyple, med gravmonumenter deres ret til arv og eftermæle i konkurrence med hendes mand, opkomlingen Gorm, og deres søn Harald. Denne rekonstruktion er spekulativ, men den respekterer de kilder, vi kender i dag.

Den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge

Harald med det senere tilnavn Blåtand er den første konge i danmarkshistorien, der har efterladt sig en levnedsskildring med ordene på den store Jellingsten: ”den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. Det har ikke gjort hans regeringstid mindre omstridt. Antagelsen af kristendommen gjorde ham til veritabel helgen for nogle af middelalderens historikere. For andre var han en taber i magtkampe, han ikke selv havde valgt. Arkæologien har afsløret en helt tredje begivenhedshistorie, som de skriftlige kilder har glemt.

At Harald ”vandt sig hele Danmark”, er i nyere tid ofte blevet udlagt sådan, at han samlede kongeriget. Det er dog ikke, hvad indskriften siger. Andre konger både før og efter Harald havde vundet kongeværdigheden i kamp med andre konkurrenter. Horik 1. i 800-tallet, Svend Estridsen i 1000-tallet og Valdemar 1. den Store i 1100-tallet kan alle siges at have vundet sig Danmark. Harald må ligesom dem have haft udfordrere. Resultatet var dog, at han vandt kongemagten ikke blot i Danmark men også i Norge, hvor Håkon Jarl omkring 970 anerkendte Harald som sin overherre.

Harald har sandsynligvis også ført en aktiv politik i Østersøregionen, hvad nogle kilder tyder på. Den eventyrprægede Jomsvikingesaga fra omkring år 1200 har leveret farverige historier herom til mange generationer af skolebøger, men den er sandsynligvis stort set opdigtet som et modstykke til de norske kongesagaer. Derimod ved vi fra en runesten i Sønder Vissing i Midtjylland, at Harald var gift med Tove, en datter af abodritterfyrsten Mistivoj. Dermed var der formentlig på et tidspunkt en alliance mellem den sydlige Østersøs to stærkeste riger.

Danernes kristning

Tidligt i sin regeringstid blev Harald Blåtand involveret i et højspændt magtspil med Henrik 1.s søn og efterfølger, Otto den Store, der i 962 blev kronet til tysk-romersk kejser. Den samtidige krønikeskriver Widukind af Corvey fortæller, at oprørere i Nordtyskland forsøgte at bringe Harald ind i en alliance mod Otto, men Harald afslog. Til gengæld besluttede han sig ifølge Widukind kort tid efter for at modtage dåben fra en præst ved navn Poppo. Det er sandsynligt, at Poppo var udsendt af ærkebiskoppen af Køln, der var Ottos bror og rigsforstander. Der lå altså efter alt at dømme storpolitik bag Haralds beslutning. Men modsat hvad der ofte er blevet skrevet, er det ikke sikkert, at beslutningen blev taget under pres.

Adam af Bremen beretter hundrede år senere, at Harald var blevet tvunget til at antage kristendommen efter at være blevet besejret af Otto den Store ved et sejrrigt togt til Danmark. Havde det været tilfældet, ville begivenheden helt sikkert være blevet fejret i Widukinds krønike, der nærmest er et hyldestskrift til Otto. Men Widukind undgår tværtimod i sine påfaldende forsigtige vendinger at give kejseren æren for Haralds dåb. I første halvdel af 960’erne var den nyligt kronede tyskromerske kejser i øvrigt stærkt presset af et nordtysk oprør. Det er derfor sandsynligt, at Harald fik anerkendt sit nye kristne rige på meget favorable vilkår.

Der er intet, der tyder på, at der på Haralds tid blev etableret en ny kirkeorganisation, eller at Ansgars gamle bispesæde Hamborg-Bremen spillede nogen væsentlig rolle. Flere gange i 900-tallet nævnes bisper for Slesvig, Ribe, Aarhus og Odense sammen med Hamborg-Bremens ærkebiskop. I 965 udstedte kejseren ligefrem et privilegiebrev for dem – tilsyneladende i anerkendelse af Harald Blåtands kristning. Men nærmere studier har vist, at de pågældende biskopper sandsynligvis har tjent ved ærkebispesædet uden særlig kontakt med deres nominelle stifter.

Den store Jellingsten. Indskriften begynder på den brede tekstside: ”Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, sin far, og efter Thyra, sin mor. Den Harald, som vandt sig Danmark”. Den fortsætter på siden under det store dyr i kamp med slangen: ”al [altså hele Danmark] og Norge”, og på sidste side under Kristusbilledet: ”og gjorde danerne kristne”. Stenens monumentale størrelse og dekorationen med billeder og slyngornamenter var noget radikalt nyt i forhold til ældre runemonumenter. På den måde forener stenen både i indskrift og form tradition med nye begyndelser. Foto: Roberto Fortuna. Nationalmuseet

At kristningen var alvorligt ment, understregede Harald Blåtand dog både med indskriften på den store Jellingsten og med sine mønter, der fra 970’erne var forsynet med et tydeligt korsmotiv. Den store Jellingsten satte også ansigt på kristningen, bare på en anden måde. Sammen med indskriften er runestenen rigt dekoreret, vidt forskelligt fra alle tidligere runesten. Runeindskriften er anbragt i vandrette bånd som i et bogmanuskript, og på to sider er billeder hugget i relief: et stort dyr omgivet af en slange og en Kristusfigur uden kors, men med udstrakte arme og korsglorie. To billeder, der blev tæt forbundet med kristendommen i den sene vikingetid og den tidlige middelalders kunst i Skandinavien.

Harald Blåtands kampe og monumenter

Arkæologien viser, at Harald var i offensiven i 960’erne. Omkring 968 forstærkedes grænsefæstningen Dannevirke med en stor udbygning, og volden om handelsbyen Hedeby blev nu bygget sammen med fæstningsværkerne. Byen havde hidtil ligget i en grænsezone, som Ottars rejseberetning beskrev det i 890’erne. Nu blev den demonstrativt indlemmet i Haralds rige. Omtrent samtidig udbyggede Harald monumenterne i Jelling med en endnu større høj, så der nu var to samt en kæmpemæssig palisade, der omkransede alle Gorms og Haralds egne monumenter. Det var de første af en stribe monumentale byggeprojekter, og de adskilte Haralds regeringstid fra tidligere danske kongers.

Politisk skiftede vindene for den danske konge, da Otto den Store døde i 973. Hans unge efterfølger, Otto 2., indledte sin regeringstid med at bilægge striden med de nordtyske oprørere og gennemførte i 974 et felttog mod danerne, muligvis provokeret af en forudgående offensiv fra Harald. Efter denne krise opførtes en stribe store ringformede borge, hvis formål stadig er omdiskuteret. Gruppen af borge betegnes Trelleborgfæstningerne efter den første borg, der blev opdaget på Sjælland. Der kendes i dag to af disse borge i Jylland: Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Limfjorden, foruden en på Fyn: Nonnebakken i Odense; to på Sjælland: Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge; og to i Skåne, som sandsynligvis hører med i samme forsvarsnetværk: Borgeby nær Lund og en borg i byen Trelleborg. Omtrent samtidig med borgene opførtes en mere end 700 meter lang og fem meter bred træbro over Vejle Ådal i Ravning Enge syd for Jelling. Alle borgene er mere end 100 meter i diameter og – med undtagelse af Trelleborg i Skåne – udlagt med omhyggelig geometrisk nøjagtighed. To af borgene kan tidsfæstes med årringsdateringer fra tømmer: Fyrkat til omkring 975, og Trelleborg til 980/981.

Opdagelsen af ringborgene har været en af de største overraskelser i vikingetidens arkæologi. Det koordinerede initiativ på tværs af landsdelene udtrykker en organisation, som man ikke før udgravningerne ville have tilskrevet en konge i vikingetidens Danmark. Borgene var åbenlyse magtsymboler, men også reelle forsvarsanlæg, som kan have fungeret både som kongens magtbaser og som beskyttelse mod fjender udefra. De blev forladt og i nogle tilfælde ødelagt efter få år. Det skete måske, da truslen fra sydgrænsen forsvandt efter Otto 2.s død i 983. Deres betydning blev kortvarig, som det gælder mange andre militære anlæg i historien, og med tiden blev de glemt.

Andre fund fra Harald Blåtands tid viser, at hans magt ikke kun blev demonstreret i storslået byggeri. Der blev slået mønter i nogle af de store handelsbyer gennem hele vikingetiden, men som hovedregel fungerede handel ved betaling med brudstykker af sølv, hvis værdi blev opgjort efter vægt. Fra Harald Blåtands tid er der flere steder i riget skattefund, som næsten kun består af kongens egne mønter. Det tyder på, at det som en undtagelse lykkedes kongen at skabe et egentligt møntvæsen og dermed sandsynligvis også en form for skatte- eller afgiftssystem, på samme tid som de store borge blev bygget.

Luftfoto af Trelleborg ved Slagelse. De fem store ringborge fra Harald Blåtands tid i det nuværende Danmark er anlagt efter samme mønster med en stram geometrisk udlægning. De har blandt andet en præcis cirkulær form og fire symmetrisk anbragte porte. De to borge i Skåne er opført efter lignende model. I hvert fald tre af borgene havde en bebyggelse med store træbygninger arrangeret som firelængede gårde. Trelleborg ved Slagelse, der efter fund at dømme var den mest intensivt brugte borg, blev efter en voldsom brand ombygget, så bygningerne stod uden for selve ringvolden, men inden for en forvold. Foto: Knud Erik Christensen

Fra oprør til Englandstogter

Flere kilder er enige om, at Harald Blåtands regeringstid endte med et oprør, der var ledet af hans søn Svend, og at Harald døde i eksil et sted blandt venderne. Til gengæld er de uenige om detaljerne – hvor og hvornår Harald døde er ikke klart, kun at det sandsynligvis var senest år 987. Også årsagen til ufreden er der forskellige gisninger om. Var det modstand mod Haralds kristning, vrede over de arbejdsbyrder kongen pålagde folket eller simpelthen familiestridigheder.

Det klareste spor er måske den forandrede politik, vi kan se under efterfølgeren Svend, som senere fik tilnavnet Tveskæg. Under hele Haralds lange regeringstid kender vi ikke til større vikingetogter i England. Det ændrer sig markant fra år 991, hvor en stor vikingehær udfordrede den engelske konge ved Maldon i Essex, og hvor engelske kilder gør det klart, at et parti i England ønskede Svend til konge. Men vikingehæren blev i stedet købt til fred for en større mængde sølv. I 994 var Svend anfører for en stor flåde mod England sammen med den norske konge, Olav Tryggvason, og de fik 16.000 pund sølv for at slutte fred. Togterne fortsatte dog med vekslende styrke, indtil Svend efter endnu et stort angreb blev anerkendt som konge af England i slutningen af 1013. Han nåede kun at nyde værdigheden i få måneder, inden han døde i februar 1014.

At Svend selv var leder af flere af disse togter, er usædvanligt. Tidligere var store vikingehære blevet anført af ambitiøse høvdinge eller kongsemner, ikke af regerende konger. Det må betyde, at Svends stilling i Danmark var sikker, ligesom hans politiske situation var det i det øvrige Norden. Efter Olav Tryggvasons død i år 1000 var Svend blevet anerkendt som konge i Norge, og i Sverige betalte Olof Skötkonung ham skat (deraf hans tilnavn ’skattekonge’). Det er en markant forskel fra Harald Blåtands initiativer, der fandt sted i Danmark, og det er let at forestille sig, at Svends succesrige togter har været mere populære end Haralds krav om arbejde på hans store bygningsværker.

I modsætning til hvad der er tilfældet for Haralds tid, så har arkæologien ikke afsløret mange bygningsværker fra Svends tid. Ved Hedeby rejste Svend en runesten efter en af sine hirdmænd, og i Lund blev en stor trækirke bygget tidligt i hans regeringstid. Svend lod slå mønter i engelsk stil med korsmotiv, og han hentede flere engelske biskopper til Danmark. Der er derfor ikke megen grund til at tro på Adam af Bremen, der portrætterede Svend som frafalden, hedensk konge. Til gengæld agerede han på andre måder omhyggeligt som en traditionel, skandinavisk konge, hvis magt hvilede på hirden. På den måde gjorde han i løbet af sin mere end 25 år lange regeringstid det danske rige til det politiske tyngdepunkt i hele Skandinavien og Nordsøområdet.

Knud den Store

Umiddelbart efter Svend Tveskægs død blev hans søn Knud udråbt som leder af den hær, der endnu opholdt sig i England. Men Knud blev ikke anerkendt af englænderne, der i stedet hentede den tidligere engelske konge, Ethelred, tilbage fra eksil. Knud måtte flygte med store dele af sin hær og vendte hjem til Danmark, hvor kongemagten i mellemtiden var overgået til hans bror Harald. Knud måtte derfor samle en ny hær for igen at drage mod England. Mange krigere fra hele Skandinavien var heldigvis for Knud rede til at træde til, lokket af de rigdomme, der havde flydt fra Svends togter i England. I efteråret 1015 vendte Knud tilbage til England, og efter en vinters komplicerede kampe og forhandlinger, og efter at både Ethelred og hans søn Edmund var døde, vandt han i slutningen af 1016 kongemagten og ægtede i tilgift Ethelreds dronning Emma.

Knud kunne derefter afmønstre størsteparten af sin skandinaviske hær med den største fredsbetaling, der hidtil var set, og han gav sig til at organisere sit rige med betroede folk, såvel engelske som skandinaviske støtter. Da hans bror snart derefter døde, rejste han i 1019 til Danmark og blev uden kamp valgt til dansk konge. Derefter fulgte en generation med en ganske særlig politisk og kulturel konstellation i Nordeuropa, der i dag ofte kaldes Nordsøimperiet.

Nordsøimperiet

Knud hentede engelske møntmestre til Danmark og lod som den første danske konge slå mønt mange steder i landet. Fund viser, at også engelske pottemagere kom til Danmark. Han ignorerede ærkesædet i Hamborg-Bremen. I stedet førte han engelske gejstlige til Danmark og indsatte sin egen biskop i det nyoprettede bispesæde i Roskilde, der formelt var underlagt ærkebiskoppen i Canterbury, og som nok var tænkt som et kommende ærkebispesæde for hele Danmark. Både i England og i Danmark opstod der en overklasse med forbindelser på tværs af landene, hvad bl.a. smykkeskik viser.

Knud opholdt sig i meget af sin regeringstid i England og regerede per stedfortræder i Danmark. Den rolle spillede vistnok først Thorkild Høje og jarl Ulf og siden Knuds søn Hardeknud. Men han var på længere ophold i landet mindst tre gange i 1020’erne, og han organiserede ved de lejligheder mange forhold. Hans styre var ikke uimodsagt. I 1026 måtte han drage til Danmark og forsvare sit rige mod en koalition af svenske, norske og danske modstandere. Selvom han i meget af sin regeringstid titulerede sig som konge af England, Danmark, Norge og over en del af sveerne, så var hans magt i Sverige meget begrænset, og i Norge var han kun i en kort periode reel magthaver.

Set i et bredere perspektiv var Knud dog en hersker af et format, som ingen tidligere danske konger kunne måle sig med. Det oplevede man, da han i 1027 rejste til Rom, hvor han blev modtaget af paven og gik ved Konrad 2.s side ved dennes kejserkroning.

Dronning Emma af Normandiet, eller Ælfgifu, som hendes engelske navn lød, var gift med Ethelred, men indgik efter hans død ægteskab med den nye konge, Knud den Store. Hun godkendte, at parrets fællesbørn skulle have førsteret til tronen over hendes to sønner med Ethelred. På denne måde neutraliseredes en konflikt, som kunne have været livsfarlig for hendes tidligere sønner. Emma så to af sine sønner blive kronet som engelske konger, og en datter blev gift med Tysklands kommende kejser. Billedet her stammer fra et hyldestskrift skrevet til hende omkring 1040, Encomium Emmae Reginae, der er en vigtig kilde til Knud den Stores tid. På billedet modtager Emma skriftet i selskab med sine sønner Hardeknud, der på det tidspunkt var konge i England og Danmark, og Edward, som senere efterfulgte Hardeknud i England. Foto: British Library

Kongekampe

Efter Knuds død i 1035 skulle hans søn Hardeknud have overtaget tronen i England. På grund af uro kunne han dog ikke forlade Danmark, og imens havde Knuds anden søn med en engelsk kvinde, Harald Harefod, overtaget tronen (konge 1035-40). Hardeknud overtog dog selv tronen efter Harald Harefod, men da Hardeknud døde i 1042, overgik den engelske krone til Ethelreds og Emmas søn, Edward. Imens blev der kæmpet om kongemagten i Danmark. Den norske konge, Magnus den Gode, vandt titlen, men igennem de næste 5 år blev han udfordret af Knuds nærmeste mandlige slægtning, søstersønnen Svend Estridsen. I 1047 døde Magnus, og trods gentagne angreb fra hans onkel og efterfølger på den norske trone, Harald Hårderåde, lykkedes det Svend Estridsen at blive konge i Danmark (1047-1074/76).

1040’erne blev en tid med krige i Danmark frem for erobringstogter. Under Svend Estridsen og hans sønner fulgte til gengæld en næsten 80 år lang periode uden større krigstogter fra Danmark. Så sent som i 1085 planlagde Svends søn, Knud den Hellige, et større angreb på England og Vilhelm Erobreren, men det måtte afbrydes på grund af interne problemer i Danmark. Vikingeflådernes tid var forbi.

---