De første fund af kampesten og de første teorier

I århundreder har man registreret store kampesten i tilknytning til de kongelige monumenter i Jelling. Eksempelvis omtalte den antikvariske tegner Søren Abildgaard (1718-1791), der besøgte Jelling i 1771, i sin dagbog, at store kampesten stod i en række øst for Nordhøjen. Men da hovedparten af kampestenene er blevet fjernet i tidens løb, har det været svært at sige noget sikkert om, hvilken slags stensætning der var tale om.

Ved arkæologiske udgravninger af Sydhøjen og Nordhøjen i 1861 fandt man adskillige kampesten. Også senere i 1800-tallet og i 1900-tallet dukkede enkelte kampesten og spor efter kampesten op på kirkegården. Hvilken funktion kampestenene oprindeligt havde, forblev dog fortsat et uafklaret spørgsmål.  

I 1941-1942 gennemførtes en stor arkæologisk udgravning i Jelling, da Ejnar Dyggve (1887-1961) fra Nationalmuseet gravede sig tværs igennem Sydhøjen. Ambitionen var at få afklaret, om Sydhøjen i lighed med Nordhøjen rummede et gravkammer. Dette viste sig ikke at være tilfældet. Udgravningen gav dog indblik i højens konstruktion, og derudover fandt Dyggve flere store kampesten i højens indre. De mandshøje sten var tydeligvis rejst i to rækker, før højen blev opført i perioden ca. 970-990.   

Den omfattende udgravning af Sydhøjen i 1941 afslørede flere kampesten i højens indre. Foto: Nationalmuseet.

På baggrund af de forskellige kampestens placering fremlagde Dyggve den teori, at stenene oprindeligt havde formet et trekantet vi; altså et helligt sted i vikingetidens førkristne religion, hvor man udførte rituelle handlinger. I den brede ende skulle dette hellige sted være afsluttet af Nordhøjen.

Tegning af stensætningen som et helligt vi, sådan som Ejnar Dyggve forestillede sig det på baggrund af udgravningerne i 1940’erne. Tegning: Ejnar Dyggve, Nationalmuseet.

Ikke alle støttede op omkring Dyggves teori om et vi. Det blev blandt andet foreslået, at stensætningen i stedet skulle være en skibssætning, dvs. en spidsoval stensætning der indgik i flere af vikingetidens gravmonumenter. Den teori fik ny næring, efterhånden som man påviste flere kampesten i tilknytning til monumentområdet.

I midten af 1960’erne udførte arkæologen Olfert Voss (1926-2014) mindre udgravninger omkring Nordhøjen. Herved fandt han enkelte store kampesten og formodede spor efter kampesten vest for højen, hvilket understøttede teorier om, at stensætningen ikke blev afsluttet af Nordhøjen, men at den gik udenom denne. På den baggrund foreslog Voss, at stensætningen havde været en enorm skibssætning, der var centreret omkring Nordhøjen.  

Vejle Amts Folkeblad bragte i juni 1964 denne tegning, der visualiserer teorien om den store skibssætning. Først med yderligere arkæologiske undersøgelser efter år 2000 kan teorien understøttes. Foto: Nationalmuseet.

En mindre udgravning i 1992 i den sydlige kant af Sydhøjen afslørede yderligere spor efter kampesten. Udgravningens leder, museumsinspektør Knud Krogh fra Nationalmuseet, supplerede dette fund med studier af de tidligere registrerede kampesten, hvorved det blev klart, at stenene var placeret i svagt buede rækker, ikke i helt rette forløb som antaget af Dyggve. Dette understøttede teorien om en 170 m lang skibssætning eller måske to skibssætninger i forlængelse af hinanden, der stødte op til Nordhøjen.

Yderligere spor efter en stor skibssætning

I 2006 og 2007 foretog arkæologer fra VejleMuseerne arkæologiske undersøgelser nord for Nordhøjen. Her fandt de flere kampesten på to rækker, der mødtes i en spids, der blev tolket som den nordlige stævn af en enorm skibssætning. Arkæologerne fandt også et stolpehul, hvor en træstolpe sandsynligvis har markeret skibssætningens nordlige ende.

Udgravning af kampesten nord for Nordhøjen i 2006. Foto: VejleMuseerne.

I forbindelse med udgravningerne i 2006 og 2007 havde arkæologen Steen Wulff Andersen fra VejleMuseerne via arkivstudier fået stedfæstet hovedparten af de tidligere iagttagelser af kampesten. Herved blev det tydeligt, at de mange kampesten – eller arkæologiske spor efter sådanne – havde været placeret på en sådan måde, at de efter alt at dømme havde udgjort en enorm skibssætning.           

Relation til de øvrige monumenter

Alt tyder på, at stensætningen i Jelling var en enorm skibssætning, ca. 356 m lang og ca. 80 m bred på midten. I så fald har skibssætningen bestået af hundredevis af kampesten. Den formodede skibssætning er klart den største af sin slags, f.eks. er den mere end tre gange så stor som den største af de omtrent samtidige skibssætninger ved Lejre på Sjælland. Dens enorme størrelse harmonerer med den monumentalitet, som er kendetegnende for monumenterne i Jelling. 

Da dele af den formodede skibssætnings sydlige ende er fundet under Sydhøjen, blev skibssætningen anlagt, før denne høj blev opført i perioden ca. 970-990. Præcist hvornår den formodede skibssætning blev rejst, vides dog ikke. Men at den må have tilhørt monumentkompleksets tidligste fase, kan der ikke være tvivl om. Gravkammeret i Nordhøjen er placeret i midten af skibssætningen, og da gravkammerets opførelse via årringsdateringer kan dateres til 958/959, blev den formodede skibssætning måske også opført på det tidspunkt. Alternativt kan den være ældre end gravkammeret, men må i så fald have været i nogenlunde stand, da der er så tæt en sammenhæng med de øvrige monumenter i Jelling.    

Arkæologen Steen Wulff Andersen fra VejleMuseerne, der selv har foretaget flere udgravningen i Jelling, har studeret beskrivelser af de forskellige arkæologiske undersøgelser i Jelling. På den baggrund har Wulff Andersen samlet de forskellige oplysninger om store sten fundet i Jelling. Det har gjort det muligt at lave dette kort, der viser stenenes placering i den sydlige halvdel af den formodede skibssætning. Usikre placeringer af sten er angivet med en cirkel, mens de sikre er mørke. Tegning, Skalk 2009.    

Stolpehullet i nordenden af den formodede skibssætning var placeret på den hovedakse, der går gennem monumentkomplekset. Hovedaksen går gennem både Sydhøjens og Nordhøjens midte, og også Harald Blåtands store runesten blev omkring 965 rejst på denne akse. Dette er sammen med placeringen af Nordhøjens gravkammer i midten af den formodede skibssætning et vidnesbyrd om den strenge geometri, som kendetegner både monumentkomplekset i Jelling og flere andre af de kongelige monumentale anlæg fra perioden, f.eks. Trelleborgene og broen i Ravning Enge.       

Luftfoto af monumentkomplekset i Jelling, som det ser ud i dag. Den formodede skibssætning er sammen med den palisade, der omkransede monumenterne, markeret med hvide sten og stolper. Foto: Nationalmuseet. 

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Nationalmuseet & Jellingprojektet.