Trelleborghuse fra vikingetiden

Den klassiske grundform på et trelleborghus er lidt som en stor cigar klippet i begge ender. Det vil sige et hus med flade gavle og buede langvægge. Da væggene var buede, var gavlene typisk omkring 5 meter brede, mens huset var næsten 8 meter bredt på midten. Trelleborghusene var ca. 30 meter lange.

Grundplan over et trelleborghus af den type, som er fundet i Jelling. Tegning: Mads Dengsø Jessen.

På ydersiden af alle væggene var der med regelmæssige mellemrum opstillet støttestolper, som skrånede ind mod huset og hjalp med at bære det store tag. Inde i huset var det helt symmetrisk opbygget med to mindre gavlrum i hver ende og et stort, åbent rum i midten. Inde i det store rum er der i flere tilfælde fundet et stenbygget ildsted, en langild, der både skulle bruges til at give en behagelig temperatur, men som også kunne bruges til madlavning. Langs væggene har der i flere tilfælde været opstillet faste bænke, og gulvet kan både have været af stampet ler eller dækket af træplanker.

Skulle man ind og ud af huset, forgik det enten igennem døre i gavlene, der ledte ind til de mindre gavlrum, eller via de små vindfang, som blev bygget udenpå langvæggen. Man kunne altså ikke gå direkte ind i midterrummet, men måtte gennem vindfang eller gavlrum. På de tre huse i Jelling var der desuden en lille tilbygning på den ene gavl, et anneks. Sådanne annekser er kun fundet i Jelling og bryder med den klassiske arkitektur på trelleborghusene. Sammenholdt med dateringer på palisaden i Jelling til ca. år 968 tyder det på, at husene i Jelling er den første type huse af Trelleborgtypen, og at annekserne var for besværlige at bygge og ikke brugt på husene ved ringborgene, da de blev opført nogle få år senere.

Taget på huset blev båret af et minimum af tagbærende stolper, nemlig fire sæt af to stolper. Der stod et sæt i hver gavl og altså et sæt i væggene mellem gavlrummene og hovedrummet. På tværs af væggene har der været indsat spærfag til at binde væg og tag sammen. Metoden med at anvende spærfag var en ny type arkitektur i vikingetiden, der kom med introduktionen af trelleborghusene, og som stadig bruges i moderne huse.

Forslag til rekonstruktion af et trelleborghus på ringborgen Fyrkat ved Hobro. Foto: Esben Schlosser Mauritsen, Ringkøbing-Skjern Museum.

Man byggede med spærfag fordi, at man så fik mulighed for at have et større åbent rum, uden forstyrrende tagbærende stolper. De første typer trelleborghuse havde forskellige dimensioner, fordi man eksperimenterede med brugen af de dengang nye spærfag. Spærfag gjorde, at væggene buede, fordi man på den måde kunne dirigere tagets vægt ud på de ydre støttestolper. I de senere trelleborghuse fra den tidlige middelalder forsvandt både de ydre støttestolper og buen på væggen. Til sidst afløstes trelleborghusene af rektangulære bygninger, hvor væggen var bygget med bindingsværk, og taget blev båret alene af spærfag og væg.

Selvom trelleborghusene fra lokalitet til lokalitet var en smule forskellige, er det tydeligt, at de fulgte samme skabelon. Det må skyldes, at husene indgik i de allerstørste af kongemagtens byggeprojekter – ringborgene og Jelling. Disse steder skulle man bygge mange huse hurtigt, og der skulle bruges store mængder råmaterialer, særligt egetømmer, til at bygge med. Fordi husene lignede hinanden, kunne man lettere skaffe det nødvendige tømmer og sende flere grupper skovhuggere ud i forskellige retninger for at samle den samme type tømmer. Det sparede tid, og fordi man brugte standardstørrelser på tømmeret, kunne man starte indsamlingen i god tid og i princippet hente tømmer fra et større område.

Mest tømmer skulle bruges til de brede vægplanker. Det har både krævet meget tid at hugge dem flade og ens, og at træet var af en høj kvalitet. Alternativt kan væggene have været bygget af flettet pil og klinet med ler. Så vil mængden af tømmer have været betydeligt lavere, og arbejdet ville kunne gøres hurtigere. Det er ikke helt afklaret, hvorvidt trelleborghusene i Jelling og på ringborgene var fuldtømrede eller med lerklinede vægge. I realiteten kan der have været brugt forskellige løsninger fra sted til sted, alt afhængigt af hvor store de lokale træressourcer var.

Ud over spærfagene var trelleborghusene også kendetegnet ved de små vindfang, som kun var i brug i en ganske kort periode i sidste halvdel af vikingetiden. De blev bygget, fordi man ikke skulle kunne gå direkte ind i hovedrummet. Det kan have haft flere årsager: Eksempelvis den praktiske grund, at man med et vindfang undgik, at varmen fra hovedrummet slap ud, hver gang man brugte døren. Men det skyldes sikkert også en tradition for, at ’husejerne’ kunne mødes i hovedrummet, og man derfor skulle gennem en slags modtagerum, og her et vindfang, inden man kunne gå videre ind i hovedrummet.

3D-model af trelleborghus. Grafik: Peter Jensen, Arkæologisk IT, Aarhus Universitet.

Her må man huske på, at det var under Harald Blåtand, at trelleborghuset blev indført. På dette tidspunkt var kongens magt i høj grad bundet op på at skabe alliancer, give gaver og holde gilder til ære for sine allierede. Disse handlinger foregik i de store haller, og trelleborghusene udseende trak på den symbolske værdi og opbygning af store haller som f.eks. kendes fra Lejre og Tissø. Med de mindre trelleborghuse efterlignede man altså de store haller, og husene knyttede sig hermed til kongemagtens funktioner.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Nationalmuseet.

• Middelalderens borge, ca. 1050-1550
• En stormandsresidens ved Tissø, ca. 550-1050
• Skandinaviske bosættelser i England
• Tissø-ringen
• Harald Blåtand, ca. 958-987
• Broen i Ravning Enge
• Harald Blåtands palisade i Jelling, ca. 968
• Odin-figuren fra Lejre, ca. 950
• Et gribedyr fra tidlig vikingetid, ca. 800-950
• Trelleborghusene i Jelling, ca. 968
• Bygningsspor og graven under Jelling Kirke
• De arkæologiske undersøgelser af Jellingmonumenterne, 1820-2013
• Skibssætningen i Jelling, ca. 950
• Jellingmonumenterne, ca. 950-1000
• Sydhøjen i Jelling, ca. 970
• Badstuer i middelalderens byer
• Gudme, ca. 200-600 e.v.t.
• Frigg
• Vikingetiden, ca. 800-1050

• Jellingstenene, ca. 950-965
• Uddrag af Widukinds Sakserkrønike - Harald Blåtand og Poppo

• Jessen, Mads Dengsø, Steen Wulff Andersen, Anne Pedersen, Peter Jensen & Mads Kähler Holst: “Kongens gård i Jelling? Et nyt anlæg fra Harald Blåtands tid”, i: Nationalmuseets Arbejdsmark (2011), s. 60-73.
• Jessen, Mads Dengsø: ”Stave, Stolper og Skagerrak – spørgsmål om ressourcer og arkitektur under Harald Blåtand”, i: Et fælles hav – Skagerrak og Kattegat i vikingetiden, Anne Pedersen og Søren M. Sindbæk (red.) (2015), s. 188-209.
• Roesdahl, Else, Søren M. Sindbæk og Anne Pedersen (red.): ”Aggerborg i Vikingetiden. Bebyggelsen og borgen” (2014).