Lokaliteten

Pladsen ved Gudme lå lige øst for Gudme Sø, ca. 5 km fra Storebæltskysten. Bebyggelsen blev placeret på naturligt veldrænede områder i et ellers fugtigt landskab. Som andre lignende pladser (f.eks. Sorte Muld på Bornholm) lå Gudme strategisk godt placeret. Det var relativt let at komme til kysten, men samtidig lå pladsens centrale dele tilbagetrukket, hvilket gjorde stedet mindre udsat for overraskelsesangreb fra søsiden.      

Luftfoto af Gudme Sø og landsbyen Gudme set fra vest. Omtrent midt i billedet ses en sportshal, der er opført på omtrent samme sted, som de store haller lå i jernalderen. Øverst i billedet ses Storebælt. Foto: Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer  

Siden 1800-tallet har man kendt Gudme som en af de rigeste forhistoriske lokaliteter i Skandinavien. Her er fremkommet bemærkelsesværdigt mange skattefund, og siden 1980’erne har arkæologiske undersøgelser i kombination med afsøgning med metaldetektorer afsløret, at pladsen var særdeles rig, bl.a. med påfaldende mange importerede genstande. Eksempelvis er der i alt fundet mere end 1000 romerske mønter og tæt på 600 dragtspænder.

Der er bl.a. også fundet en række små masker af mandshoveder, ligesom flere små figurer af dyr fylder i fundbilledet. Både dyrefigurer og masker skal sikkert forstås som en del af de kultiske aktiviteter, der fandt sted i Gudme. En påfaldende stor del af metalfundene består desuden af små smeltede og klippede stykker metal. Sådanne fund skal ses i forbindelse med smedens arbejde, hvilket underbygges af de mange fund af smeltedigler og støbeforme. 

De centrale dele af pladsen blev anlagt omkring 200 e.v.t., dvs. på overgangen mellem de perioder, som i Danmark kaldes ældre og yngre romersk jernalder, og pladsen eksisterede i varierende udformning indtil slutningen af vikingetiden. I hele denne periode boede der mennesker i Gudme, men stedet havde dog sin storhedstid i perioden ca. 200-600 e.v.t., dvs. i den sene del af den romerske jernalder og begyndelsen af den germanske jernalder. I dette tidsrum blev pladsen kraftigt udvidet, og dækkede over et stort areal på op imod 1 km² og havde samtidig flere satellitlokaliteter tilknyttet.   

Halområdet

Højt i terrænet omtrent midt på pladsen lå flere usædvanlige bygninger, som flere gange blev genopført på stort set samme sted. Der var tale om bygninger, der hverken blev anvendt til almindelig beboelse eller havde stald i den ene ende, og som i arkæologien almindeligvis betegnes som en ’hal’. I Gudme var halbygningerne betydeligt større end andre steder, og de havde derfor en mere monumental karakter. Arkæologisk er der påvist flere byggefaser på halområdet fra perioden fra ca. år 200 frem til 500-tallet, hvor det monumentale halbyggeri på bakketoppen blev erstattet af et mere ordinært gårdsanlæg.

I halområdets første byggefase fra første halvdel af 200-tallet lå blot to mindre bygninger på stedet. De to bygninger var ca. 12 meter lange og 5 meter brede, og den ene havde ingen tagbærende stolper, men en kraftig væggrøft, hvilket er helt usædvanligt for tidens byggestil. I forbindelse med nedlæggelsen af den specielle bygning, blev der nedgravet og deponeret en mængde genstande, der sikkert skal ses som ofre til guderne.

Ofret bestod bl.a. af store mængder fint ornamenteret keramik, smykkefragmenter af både guld og sølv, importeret romersk glas, stykker af et større jernkar, sværdfragmenter og en lansespids. De nedlagte genstande virker til at dække over det inventar, der kan have været i den specielle bygning, og da bygningen blev opgivet, skulle også disse genstande lide samme skæbne. Hus og inventar blev altså betragtet som en samlet enhed, der ikke kunne overføres til den efterfølgende fase.    

Den store hal i Gudme blev påvist under en arkæologisk udgravning i 1993. På dette billede er de jordfundne spor efter de store tagbærende stolper og vægstolperne markeret med barberskum. Foto: Nationalmuseet   

I den følgende byggefase opførtes en 47 meter lang og 10 meter bred halbygning, der havde 16 tagbærende stolper, som stod i to rækker med 8 i hver. Stolperne afslørede sig for arkæologerne i form af enorme stolpehuller i jorden, der vidnede om, at stolperne havde haft en diameter på mindst 70 cm. De var placeret sådan, at de dannede en slags søjlehal; ét stort rum med et gulvareal på ca. 500 m². Hallens vægge var tilsyneladende bygget af træplanker, der var opsat mellem solide vægstolper. Væggene blev brudt af to brede døråbninger; en på hver sin side af hallen. Fund af romerske mønter fra hallens indre afslørede, at den blev opført i anden halvdel af 200-tallet, og at den blev nedtaget omkring år 400.

Ved siden af den store hal lå en mindre halbygning. Fra 200-tallets begyndelse indtil 500-tallet blev den bevidst nedtaget og genopført på samme sted. Denne hal var i alle byggefaser ca. 25 meter lang og op til 10 meter bred. Via brede døråbninger kunne man gå direkte fra denne mindre hal til den store hal lige ved siden af. Fra midten af 500-tallet blev der i halområdet opført bygninger af normal størrelse og de rituelle aktiviteter blev neddroslet eller flyttet til et andet område.  

Stolpehullerne fra den store hal fra halområdets anden byggefase og den mindre hal ved siden af er i dag markeret i landskabet. Foto: Nationalmuseet

Lige syd og sydøst for det centrale halområde nedenfor bakketoppen lå et område, der sandsynligvis fungerede som offerplads. Her er bl.a. fundet romerske mønter og forskellige genstande af guld og sølv, som tilsyneladende bevidst er blevet nedgravet her. Der er efter alt at dømme tale om ofringer til guderne, der måske blev placeret her i forbindelse med kultfester i halbygningerne på bakketoppen.  

Hvilken funktion og betydning halområdet havde, er svært at sige noget sikkert om. Dog er det klart, at der var tale om en central del af pladsen i Gudme, og de enorme haller materialiserede magt og status i samfundet. Måske fungerede den store hal som en slags residensbygning for den elite, der må have haft kontrol med både Gudme og givetvis også et ukendt større geografisk område. I den store hal kan den herskende elite have mødt fremmede elite-aktører. Den mindre hal ved siden af var måske en kultbygning, hvor man praktiserede periodens hedenske religion i form af ritualer, der synes ofte at have været nært knyttet til den sociale og politiske elite. Samlet set har de to bygninger altså lagt rum til henholdsvis ritualer og kommunikation på det sociale plan, og i den mindre hal på det religiøse plan.    

Den øvrige bebyggelse

Udover halområdet udgjordes bebyggelsen i Gudme af op til 50 gårdanlæg, der lå spredt på tørre pletter i det ellers våde land. Antallet af gårde adskiller Gudme fra periodens typiske landsbyer, der som regel bestod af 10-12 gårde. Både i Gudme og andre steder bestod et gårdanlæg af en hovedbygning, som i arkæologien almindeligvis kaldes et langhus, samt en række mindre bygninger, der kunne fungere som værksteder. Bygningerne lå på et område, der var omkranset af et hegn. Hvert gårdanlæg var sikkert hjemsted for et hushold, der vel udgjordes af en storfamilie. Da bebyggelsen i Gudme var på sit højeste, kan der derfor have boet hundredevis af mennesker på pladsen, hvormed også koncentrationen af mennesker adskilte Gudme fra andre pladser i jernalderen.

Bopladser eller enkelte gårde i jernalderen blev ofte flyttet til nye steder, da jorden omkring landsbyen blev udpint af dyrkning efter et par generationer. Men Gudmes mange gårdsanlæg blev i løbet af perioden fra ca. år 200 til ca. år 600 e.v.t. genopført på samme sted. For nogle af de udgravede gårde i Gudme er der påvist op mod ni byggefaser, hvor langhuset, mindre bygninger og hegn blev nedrevet efter ca. 50 år og straks derefter blev genopført på samme sted.          

Kort over udbredelsen af gårdanlæg i Gudme i perioden ca. 200-600. De forskellige gårdanlæg udgjorde en bebyggelse, der var centreret omkring en storgård på halområdet i midten. Kortet er baseret på arkæologiske fund, som indikerer eksistensen af gårdanlæg. Tegning: Jørgen Truels Jensen

De udgravede gårde i Gudme adskilte sig tilsyneladende også på anden vis fra jernalderens landsbyer og enkeltliggende gårde. Eksempelvis synes landbrug ikke at have været praktiseret i samme grad som andre steder, mens specialiserede håndværksaktiviteter blev udført på gårdene i Gudme, der bl.a. var beboet af guld- og sølvsmede samt bronzestøbere. Det ses f.eks. ved affald efter håndværksproduktion og fragmenter af bronzegenstande fra Romerriget.  

Formentlig har de mange gårdanlæg i Gudme været hjem for specialiserede håndværkere, der stod under den elite, som residerede på halområdet. Håndværkerne har sikkert både produceret luksusvarer til den lokale elite og med henblik på handel. 

Handelspladsen ved Lundeborg

Ved Tange Å’s udløb i Storebælt blot få kilometer væk fra bygningskomplekset ved Gudme lå en handelsplads nær Lundeborg. Pladsen lå langs kysten, hvor den koncentrerede sig i et smalt bælte på ca. 900 meter. Her er fundet spor efter interimistiske hytter og telte, hvor håndværkere og handlende sikkert har holdt til, når der blev afholdt marked på stedet. Der var sandsynligvis tale om en sæsonbetonet handelsplads, der primært blev anvendt om sommeren.           

Luftfoto af kysten ved Lundeborg. Området med handels- og håndværksaktivitet er markeret med en stiplet hvid linje. Foto: Nationalmuseet

Pladsen ved Lundeborg indgik i vidtrækkende handelsnetværk, der bl.a. strakte sig helt til Romerriget. Det ses f.eks. ved hundredvis af romerske mønter samt romerske genstande af glas, guld, sølv og bronze. At handelen blomstrede på pladsen ses også ved fund af vægtlodder, der nok især blev brugt af de handlende til at afveje ædelmetal.       

At håndværkere også virkede på pladsen ved Lundeborg, ses bl.a. ved arkæologiske spor efter værksteder, affald efter håndværkernes arbejde og fund af forskellige slags værktøj. Bl.a. vidner en særlig type økser og høvljern om tømmerarbejde, mens jernslagger, dvs. restproduktet efter smeltning af jern, samt tusindvis af jernnagler, der især blev anvendt til skibe, afspejler smedearbejde.

De handlende og håndværkerne på stranden ved Lundeborg har formentlig stået under beskyttelse af den elite, som residerede inde i landet på halområdet ved Gudme, og eliten kan have indkrævet afgifter af handelspladsen. Handelspladsen ved Lundeborg må have forsynet Gudme med forskellige råvarer og andre kostbare varer fra fjerne egne, og den var givetvis en vigtig del i de vidtrækkende handelsnetværk, som forbandt Skandinavien med fjerne egne – især Romerriget.       

De mange kostbare fund

Intetsteds i Skandinavien er koncentrationen af fund af guld og andet kostbart materiale så stor som i Gudme. De mange kostbare fund stammer dels fra håndværkernes aktiviteter på stedet og dels fra store og små skattefund. Mange af skattene blev nedlagt som offergaver til guderne, mens andre kan være nedlagt af sikkerhedsmæssige grunde.    

I 1833 fandt man i Gudme en af de største guldskatte, der er fundet i Danmark. Skattefundet er kendt som Broholmskatten, da den blev opkaldt efter den sydfynske herregård Broholm, hvis jorder den blev fundet på. Skatten består af 49 genstande af guld, der tilsammen vejer ca. 4,5 kg. Et par senromerske guldmønter fra skatten vidner om, at den blev deponeret omkring år 500 e.v.t.

Broholmskatten fra ca. år 500. Med sine ca. 4,5 kg er skatten et af de største guldfund i Danmark. Foto: Nationalmuseet. 

Udover Broholmskatten er der også fremkommet mange andre kostbare skattefund i Gudme. Mange af skattefundene er meget værdifulde med en speciel sammensætning og har en iøjnefaldende kontekst. Det gælder eksempelvis en skat fra midten af 500-tallet, der i dag er kendt som Gudme II-skatten, som var deponeret i forbindelse med en mindre bygning. I alt rummede skattefundet ni brakteater, to hængesmykker, en snoet fingerring, en sværdremsknap samt en sølvdenar. Så selvom der kun er tale om et mindre hus, hvor skatten var gravet ned, hører Gudme II-skatten til en særlig kategori af skattefund fra germansk jernalder.   

Et helligt sted

Stednavnet ’Gudme’ går tilbage til jernalderen, og det kan oversættes til ’gudernes hjem’. Omkring det bebyggede område findes også stednavne som Albjerg, Gudbjerg og Galdbjerg, der alle formentlig også er sakrale stednavne fra jernalderen. Sådanne stednavne må afspejle, at Gudme blev anset som et sted, der indtog en central rolle i den førkristne religion i Sydskandinavien. 

Små figurer fundet i Gudme. Det lille ansigt af sølv i midten er fra en lille romersk statue, mens de øvrige sikkert er lavet i Skandinavien. Foto: Nationalmuseet  

Selvom det altid er svært at sige noget sikkert om, hvorfor kostbare genstande blev deponeret i jorden, kan der ikke være tvivl om, at en meget stor del af de mange skattefund også må afspejle Gudmes status som et vigtigt sted for praktiseringen af den førkristne religion. I hvert fald var det i store dele af jernalderen udbredt at ofre kostbare genstande til guderne ved at begrave dem i jorden. Blandt skattefundene fra Gudme er da også genstande af en klar religiøs karakter. Der gælder bl.a. små menneske- og dyrefigurer af ædelmetal. Også såkaldte brakteater og guldgubber må efter alt at dømme forstås i en religiøs ramme. Tolkningen af alle disse genstandsgrupper er til stadig debat i forskningen, men at de spillede en rolle i de kultiske aktiviteter, kan der næppe være tvivl om.  

Den sakrale side af pladsen afspejles måske også ved den store gravplads Møllegårdsmarken, som lå midtvejs mellem bygningskomplekset ved Gudme og handelspladsen ved Lundeborg. Her er påvist omkring 2000 grave fra jernalderen. En mindre del stammer fra ældre romersk jernalder, men mere end 1500 grave er fra perioden ca. 200-500 e.v.t. Gravene stammer altså fra den periode, hvor aktiviteterne i Gudme var på sit højeste niveau.    

Hvad var Gudme?

Halområdet, de mange skattefund og sakrale stednavne vidner om, at Gudme var en særlig lokalitet i praktiseringen af den førkristne tro i den yngre jernalder. Den enorme søjlehal var sandsynligvis residens for en magtfuld elite, der indtog en central rolle i kultiske aktiviteter, som sikkert foregik i den mindre hal ved siden af søjlehallen. På de omkringliggende gårdanlæg boede specialiserede håndværkere med deres familier, der producerede fine genstande af ædelmetal, og som sikkert var underlagt den elite, der residerede på halområdet. Det er denne sammensmeltning af kultiske aktiviteter, handel og håndværk i kombination med store, aristokratiske bygninger, der gør Gudme så unik.         

Det er blevet foreslået, at den rige plads ved Gudme var et stormandssæde eller sågar det første kongesæde i et geografisk område, som senere – eller måske allerede på dette tidspunkt – begyndte at blive samlet til et dansk kongerige. En anden teori er, at bygningskomplekset ved Gudme var opført som en slags jordisk model af de hedenske guders hjem, Asgård. Her er dog tale om teorier, der ikke hersker konsensus om i forskningen.  

Hvad Gudme egentlig var for et sted i jernalderen, forbliver således et uafklaret spørgsmål. Dog er det hævet over enhver tvivl, at pladsen havde stor betydning for handel og kultudøvelsen i Sydskandinavien, især i løbet af perioden ca. 200-600 e.v.t. I denne periode forenedes politiske, sociale og religiøse elementer i Gudme, der efter alt at dømme var residens for en magtfuld elite, som udover Gudme også dominerede et større geografisk område, som vi dog ikke kender udstrækningen af.   

Denne artikel er lavet i samarbejde med Nationalmuseet.