Artikler
Jernalderbopladsen i Uppåkra (tidligere kendt som ”Opager” eller ”Opagra”) ligger omkring 5 kilometer syd for Lund i Skåne og ca. 6 kilometer fra Øresundskysten. Bopladsen var højt og strategisk placeret med udsigt over landskabet i alle retninger omtrent midt imellem Høje Å og Sege Å, som på den tid var farbare med mindre både. Placeringen minder om andre store jernalderbopladser som Gudme på Fyn, Tissø på Sjælland og Sorte Muld på Bornholm, hvor bopladsen er tilbagetrukket fra en kyst, hvor skibe let kan lægge til land. Ligesom Lundeborg ved Tange Å var aflastningsplads for bopladsen i Gudme, mener man, at Lumeby ved Høje Å (det nuværende Lomma) tjente samme formål for Uppåkra. Herfra blev varer transporteret videre til og fra Uppåkra, enten trukket af heste over land eller med båd langs Høje Å til for eksempel Højebro eller Knæstorp, som lå nærmere Uppåkra.
Bopladsen bredte sig over et område på mindst 40 hektar, men da den var beboet i mere end tusind år – fra omkring 100 før vor tidsregning til slutningen af vikingetiden - er det stadig uklart, hvor meget af den der var beboet samtidig. Men de omkring to meter tykke kulturlag af formuldet byggemateriale og affald samt cirka 20.000 metaldetektorfund vidner om stor aktivitet på stedet.
Lokaliteten består i dag af landbrugsjord, et par mindre gårde samt Uppåkra Kirke. Bopladsen blev opdaget, da der skulle anlægges en grisestald i 1930’erne, og i 1990’erne påbegyndte man udgravninger. Udbredelsen af bopladsen blev bl.a. fastlagt gennem metaldetektorundersøgelser samt fosfatprøver af jorden, som afslørede koncentrationen af efterladenskaber fra mennesker og dyr. Således kunne man se, at bopladsen var en af de største i Norden, selvom mindre end en procent endnu er blevet udgravet.
Dette er en kunstnerisk gengivelse af, hvordan Uppåkra kunne have set ud i yngre jernalder mellem år 500 og 900, baseret på forskningsundersøgelser og udgravninger til og med 2019. Illustration: Mats Vänehem
Halområdet
Den del af jernalderbopladsen, man kender bedst, er centralpladsen, hvor magteliten holdt til. Imellem to endnu ældre gravhøje har man fundet spor af flere halbygninger med forskellig størrelse og karakter. Den største minder om halbygningerne, som man har fundet i Gudme, Tissø og Lejre og måler i sin længde mindst 40 meter. Da hallen i dag er delvist overbygget af en lade, kan hallens længde ikke bestemmes præcist, men kan have været helt op til 60 meter. Hallen er blevet genopbygget flere gange på samme sted imellem 400-tallet og 900-tallet. Denne hal viser med sin størrelse, at den var residens for eliten i samfundet.
Ved siden af denne hal har man fundet en mindre halbygning fra 400-tallet, som blev brændt uden at blive genopbygget. Man fandt rester af tre mennesker, som blev brændt i bygningen, og alle tre lader til at være døde inden branden og dermed lagt ind i huset inden ildspåsætning. Det tyder derfor på et magtopgør i eliten, hvor den vindende part ikke ønskede at genrejse fjendens bygning.
Ved siden af disse to halbygninger fandtes en tredje hal, som blev opført første gang i 200-tallet. Denne bygning med en længde på blot 13 meter blev genopbygget adskillige gange på samme sted helt op til vikingetiden, men i modsætning til de to øvrige haller brændte den aldrig ned. Genopførelserne handlede derfor om, at byggematerialet forfaldt, eller at man ønskede at ændre på bygningens ydre. Dog blev bygningen hverken længere eller bredere ved ombygning, men det kan ses på størrelsen og dybden af stolpehullerne, at hallen voksede i højden. Fire tykke stolper i midten med to meter dybe stolpehuller tyder på et meget højt tag eller et tårn, som er blevet tilføjet ved en af de nyere versioner af bygningen.
Dette er to forskellige bud på, hvordan kulthuset kan have set ud. I midten af huset har arkæologer fundet fire særligt dybe stolpehuller, som enten har været anvendt til et tårn i midten af bygningen eller en forhøjet tagryg. Modellerne kan ses i udstillingen på Uppåkra Arkæologiske Center. Illustration: Sven Rosborn/Wikimedia Commons
Alt tyder på, at denne bygning ikke har været beboet, men har været anvendt til ceremonielt brug som et førkristent kulthus eller tempel, og den minder lidt om senere stavkirker andre steder i Norden. I templet fandt man det største fund af såkaldte guldgubber uden for Bornholm samt ceremonielle pragtgenstande som en glasskål (glas var sjældent, og blev slet ikke fremstillet i Norden på den tid) og et tragtformet bæger beklædt med guldbånd.
I kulthuset fandt man blandt andet disse to pragtgenstande begravet ved ildstedet. De har sandsynligvis været anvendt til ceremoniel brug. Glasskålen er med sikkerhed ikke blevet til i Norden, men stammer sandsynligvis fra området nord for Sortehavet. Det guldbelagte bæger ser derimod ud til at have skandinavisk stil og kan endda være produceret lokalt i Uppåkra. Begge genstande er fra omkring år 500. Foto: Historiska Museet ved Lunds Universitet
På halområdet har man ligeledes fundet rester af hjelme, spænder og beslag, som tyder på, at aristokratiet holdt til her. Desuden har man fundet et våbenoffer med en stor andel ødelagte spyd, som vidner om, at stedet havde rituel betydning, da denne type offer ellers mest er blevet fundet i moser.
Den omgivende boplads
Uden for halområdet findes en række andre bygninger. Det er et fåtal, som er blevet undersøgt nøje, men ud over mindre langhuse til beboelse har man fundet en del mindre bygninger, der har været anvendt til værksteder og anden produktion. Det gælder for eksempel produktion af kamme, som der er fundet store mængder af, samt smykker og spænder.
Desuden har man forarbejdet fødevarer i store ovne. Analyser af velbevarede forarbejdede kornrester viser, at de har været anvendt til ølproduktion, og de viser endda, hvordan øllet var smagsat.
I Uppåkras umiddelbare nærområde har en række mindre bopladser ligget tæt. Blot et stenkast mod vest i Hjærup har man fundet en stormandsgård, som var aktiv fra ca. år 450 og op til middelalderen, og ligeledes har der ligget større og mindre bebyggelser hele vejen rundt om centralpladsen. Uppåkra har altså været et forhistorisk magtcenter, som ikke bare bestod af bondehuse, men beskæftigede mange mennesker med en lang række hverv inden for håndværk, fødevareproduktion og handel i forskellige perioder. Desuden har områdets beboere haft opgaver, der understøttede aristokratiet og den religiøse aktivitet på selve centralpladsen. Så folk har enten boet i deres værksteder eller pendlet fra gårdene i oplandet, i alt fald periodevis.
De skriftlige kilder om Uppåkra
Det historiske kildemateriale om Uppåkra er meget sparsomt. Den tidligste omtale dokumenterer til gengæld stedet og tillægger det en vis betydning. Den danske konge Knud den Hellige (ca. 1040-1086) nævner i sit gavebrev fra 1085 Uppåkra som den første af en række kongelige besiddelser, som skal doneres til domkirken i Lund, som på dette tidspunkt er under opførelse. Gavebrevet er den tidligste skriftlige kilde vi har i Danmark, som ikke er runesten, og dokumenterer altså Uppåkra med navns nævnelse.
Ligeledes passer denne kilde ind i tolkningen af, at Uppåkra var et sted med stor førkristen religiøs betydning. Lund blev grundlagt omkring år 1000 og blev snart Skandinaviens første ærkebispesæde, og det passer med det tidspunkt, hvor Uppåkra mistede sin betydning. Det kan næsten ikke være en tilfældighed, at Nordens vigtigste kristne centrum blev placeret blot fem kilometer fra Uppåkra, som var en centralplads med et førkristent tempel, der havde været i anvendelse siden 200-tallet. Og allerede i 1085 beslutter Knud den Hellige altså – nærmest symbolsk – at overdrage dette hedenske centrum til den nye åndelige magt, domkirken i Lund.
Ud over denne kilde kan der være referencer i nordiske sagaer, som henviser til Uppåkra. For eksempel nævner Egil Skallagrimssons Saga, der handler om begivenheder i 900-tallet, ”en stor købstad” ved Øresund, som hed Lund. Siden det nuværende Lund knapt var grundlagt på dette tidspunkt, kunne der være tale om Uppåkra. Men da sagaen først blev nedskrevet i 1200-tallet, er det svært at drage håndfaste konklusioner ud fra dette. At stedet var kendt under et andet eller flere navne igennem jernalderen, er dog muligt.
Fund fra Uppåkra
Igennem metaldetektorundersøgelser, arkæologiske udgravninger og arkæologiske forundersøgelser i og rundt om Uppåkra har man allerede indsamlet omkring 30.000 registrerede fund. Ligesom kammene og kornresterne fortæller de alle sammen om livet i Uppåkra. Benrester fra husdyr, potteskår, redskaber, glasperler og våben fortæller om, hvordan stedet har udviklet sig igennem tiderne, men også om relationerne til andre bopladser. For eksempel har man fundet et lille forgyldt dragehoved af sølv, som sandsynligvis har været en del af et bæltespænde. Et identisk hoved har man fundet i en grav under kirken i Jelling. Her er således dokumentation for relationer mellem Uppåkra og den øverste elite i Jylland.
Ligeledes fandt man omkring 180 små stykker stemplet guldblik, som arkæologerne kalder guldgubber. Motiverne er næsten identiske med motiver på guldgubber fundet i udgravningerne i både Sorte Muld på Bornholm og Gudme på Fyn. Det er dermed endnu et eksempel på relationer med eliten andre steder i Danmark.
Men relationerne går længere end til det øvrige Danmark. Glasskålen, som blev udgravet i templet, menes at være fra den nordlige del af Sortehavsområdet, og der er fundet mønter og andre genstande fra det meste af Europa og flere steder i Asien. Vi ser altså tegn på en magtfuld elite, men også omfattende handel og kontakt med omverdenen. Uppåkra har ikke været et isoleret samfund, men har i høj grad haft kontakt med magtcentre i både nærområdet og i fjerne riger til trods for den manglende dokumentation i historiske kilder.
Hvad var Uppåkra?
Udover at der har været begravet vigtige personer i gravhøje på pladsen siden bondestenalderen, ved vi, at der har boet mennesker på pladsen siden omkring år 100 f.v.t. Herefter har pladsen udviklet sig i over 1000 år på samme sted trods de store omvæltninger, som fandt sted i Europa med Romerrigets fald og folkevandringer. Måske har det førkristne tempel været en del af forklaringen, da man ikke ville forlade helligdommen eller troede på, at stedet havde beskyttende effekt.
Samtidig kan det også være den førkristne tro, der blev Uppåkras endeligt, da den nye religion, kristendommen, tog sæde netop i Lund lige i nærheden af Uppåkra. Den førkristne tro blev gradvist undertrykt, og måske anvendte den nyligt samlede danske kongemagt kristendommen som middel til at udkonkurrere den lokale magtelite i Skåne.
Da mindre end en procent af området endnu er blevet udgravet, er der fortsat meget at lære om stedet. Men vi ved, at Uppåkra var et af de største magtcentre i Norden i jernalderen, og at der var stærke bånd til de andre centralpladser, vi kender fra det, der i dag er Danmark. Uppåkra dermed en vigtig del af Danmarks forhistorie.
Artiklen er lavet i samarbejde med Uppåkra Arkæologiska Center.
Professor Mats Roslund, Institutionen for Arkæologi og Antikens Historie ved Lunds Universitet, har været konsulent på artiklen.
