Der kan ikke sættes præcise år for, hvornår en danmarkshistorie skal begynde. Man kan følge kulturhistorien gennem oldtiden i de landskaber, der bliver til riget Danmark, tilbage fra de første jægere indvandrede i slutningen af sidste istid. En dramatisk politisk historie om riger, konger og hære har udspillet sig i disse landskaber i jernalderen (ca. 500 f.v.t.-790 e.v.t.) og sikkert tidligere, som blandt andet store våbenofferfund i moser viser. Men skal vi følge riget Danmark som en genkendelig politisk enhed, begynder historien at tage form i løbet af jernalderen og vikingetiden (ca. 790-1050 e.v.t.).

Jernalderens krigersamfund

I århundrederne efter Kristi fødsel, mens Romerriget voksede i Vest- og Mellemeuropa, opstod der nord for romernes grænser krigersamfund med en stærk orientering mod organiseret militær og stor interesse for Romerriget. For stammer og slægter langt ind i det, som romerne kaldte Germanien, blev det romerske militær og imperiets rigdomme et omdrejningspunkt, og våben og kampteknik blev et primært konkurrenceparameter. Fyrster opbyggede hære og alliancer og deltog i konflikter indbyrdes eller mod romerne, hvis ikke de da gik i romersk tjeneste. Samtidig blev romerske luksusvarer som drikkebægre og smykker til elitens foretrukne statussymboler. Kulturelt overtog man blandt andet elementer fra den romerske gudeverden samt den tidligste skrift i form af runealfabetet, som var i brug i Danmark senest omkring år 150. Rigt udstyrede grave fra hele Skandinavien med våben eller romerske importvarer afspejler krigersamfundene og deres kultur.

Når kriser svækkede det romerske militær, kunne store germanske hære slå sig sammen og presse grænseforsvaret i håb om at vinde landområder inden for Romerriget eller opnå store udbetalinger ved fredsslutninger. Målet var at få adgang til Romerriget, ikke at nedkæmpe det. Angrebene kunne ske over landegrænser eller over hav, hvor germanske flådeangreb i 300-tallet blev et tiltagende problem ved de engelske kyster. Germanske stammer kan have sejlet i fartøjer som Nydambåden, en ca. 24 meter lang robåd af egetræ bygget omkring år 320 og fundet i Nydam Mose ved Als. Båden har kunnet rumme ca. 45 krigere og viser bedre end noget andet enkeltfund, hvordan dele af den militære og maritime teknologi, der blev grundlag for vikingetiden, havde sin oprindelse flere århundreder tidligere.

Folkevandringstiden og 500-tallets klimakrise

Da Det Vestromerske Riges grænseforsvar brød sammen i slutningen af 300-tallet, indvandrede tusindvis af germanere til riget, hvor hærene mange steder etablerede uafhængige kongedømmer i de tidligere provinser. I folkevandringstiden (ca. 400-550) udvandrede folk fra det nuværende Danmark blandt andet til England, hvor angler, saksere og jyder slog sig ned i stort tal. Andre vandt mængder af sølv eller guld, som hjemme blev omdannet til smykker og pragtgenstande. Det mest berømte eksempel er guldhornene fra Gallehus, to store horn lavet af massivt guld og dekoreret med kunstfærdige billeder og runer. På denne tid fik guld en nærmest magisk status blandt de germanske folk, og det klinger stadig videre i vikingetidens skjaldedigtning 500 år senere. De arkæologiske fund giver ikke nogen antydning af, at deres tidligere hjemlande af den grund blev affolket. Frem til begyndelsen af 500-tallet er der fortsat talrige spor af gårde, landsbyer, grave og skatte i de danske landskaber. Det var ikke forarmede samfund, som var udgangspunkt for udvandringerne.

I midten af 500-tallet blev store dele af Europa ramt af to alvorlige miljømæssige kriser. Den første var en række af år med ekstrem misvækst, som vi i dag ved var affødt af en serie store vulkanudbrud, hvor det første fandt sted i år 535-536. På kort sigt var resultatet flere år med svigtende høstudbytte og efterfølgende hungersnød, som blandt andet beskrives i samtidige irske kilder. Men udbruddene affødte også en årtier lang global nedkøling. Den anden krise indtraf fra år 541 og kan meget vel være relateret til den første. Fra dette tidspunkt ramtes først Middelhavsregionen og senere andre dele af det europæiske kontinent af en dødelig byldepest. DNA-forskning har fastslået, at den justinianske pest, opkaldt efter den østromerske kejser Justinian 1., var tæt beslægtet med 1300-tallets sorte død.

I store dele af Nordeuropa indtræffer et markant fald i mængden af arkæologiske fund og bebyggelsesspor fra anden halvdel af 500-tallet. Samtidig viser pollenanalyser og andre miljøanalyser, at store områder sprang i skov. Det kan tolkes som spor af, at misvækst og pest har decimeret befolkningen. Pesten kan ligesom middelalderens sorte død have skabt tilbagevendende epidemier gennem flere generationer. Resultatet kan have været det samme, da befolkningstallet samlet set faldt. I de bedste landbrugsområder søgte tilflyttere til, hvor de døde faldt fra, mens mindre frugtbare regioner kan være blevet totalt affolkede. På den baggrund kommer 600-tallet til at stå i kontrast til perioderne både før og efter. Både skriftlige kilder og arkæologiske levn viser fortsat spor af kontakter og udveksling på tværs af kontinentet, men overskuddet og incitamentet til store togter og større udvandringer dalede til et minimum.

Handelsbyer og søkonger

I slutningen af 600-tallet begyndte udviklingen at vende. Mange steder blev bebyggelserne større og tættere. Steder som øerne i Vadehavet, der havde været stort set affolket i århundreder, blev igen bebyggede. I Nordsøområdet bredte der sig samtidig for første gang et netværk af små maritime handelsbyer, emporier, fra York og London i England til Dorestad og Domburg i Holland og Ribe i Danmark. I løbet af få årtier var de første emporier også vokset frem omkring Østersøen: Reric ved Wismar, Åhus i Skåne, Truso i det østlige Polen og – i anden halvdel af 700-tallet Birka ved Stockholm. Byerne lokkede med mange slags varer, fra glasperler og hvæssesten til pelsværk og hængelåse. Handelen i dem var velorganiseret, blandt andet med brug af små sølvmønter, sceattas. En type af disse mønter, Wodan/Monster, er især fundet i Ribe, og de er efter al sandsynlighed slået der – den første udmøntning på dansk grund.

En grænse mod syd var beskyttet af en stor vold, hvis ældste dele blev opført omkring år 500. Først skriftlige kilder fra omkring 1200 giver navnet på denne grænsevold, nemlig Dannevirke, men navnet går langt tilbage i tid og betyder danernes værn. I løbet af vikingetiden og højmiddelalderen blev voldanlægget udbygget med flere jordvolde, palisader, mure og søspærringer. Anlægget strakte sig på tværs af den sydøstlige del af Jylland fra den vigtige handelsby Hedeby i fjorden Slien til floden Trenen mod vest. Dannevirke og Hedeby blev i 2018 anerkendt som UNESCO-verdensarv. Foto: © Archäologisches Landesamt Schleswig-Holstein

Emporiernes fremvækst er tegn på, at der i centrale regioner igen var et voksende overskud at investere i kontakter med verden uden for hjemstavnen. Fund af tungt gods som vintønder og kværnsten viser, at en vigtig del af transporten må være foregået med sejlskibe. Det var udbredelsen af sejlskibe og deres besætninger, der gjorde emporierne – de første byer i Skandinavien – attraktive som steder, hvor mange handelsfolk mødtes, og store laster kunne handles og udskibes.

Disse kontakter var ikke altid fredelige. Langt tilbage i jernalderen kendes forsvarsvolde og pælespærringer i fjorde, men samtidig med de første handelsbyer ser man for første gang store militæranlæg, der havde til formål at beherske havet. Ved Kanhave på Samsø, hvor en tynd landtange forbinder øens nord- og sydende, blev en mere end 1 km lang kanal gravet og sikret med træsider i år 726. Kanalen har gjort det muligt for en flåde at rykke hurtigt ud på begge sider af øen og derved kontrollere det centrale farvand mellem Jylland, Fyn og Sjælland. I lyset af den koncentration af arbejdskraft, som det store anlægsarbejde har krævet, er det sandsynligvis ikke blot en lokal magt, der stod bag, men en konge med et rige af en vis størrelse.

Omtrent samtidig blev forsvarsvolden Dannevirke ved Slesvig voldsomt udbygget. Voldens ældste dele går tilbage til omkring år 500, men i 730’erne fik forsvarsanlægget blandt andet tilføjet en kraftig egetræspalisade og store træbyggede spærringsanlæg ude i fjorden Slien. Ligesom Kanhavekanalen må disse store anlæg afspejle en sømilitær kongemagt, som var i stand til at koordinere forsvar og sammenkalde styrker fra et stort område til anlægsarbejdet.

Krigere, missionærer og sejlskibe

De trusler, som havet kunne bringe, får vi et glimt af fra et fund fra Salme i Estland, hvor to skibe omkring 750 blev begravet i strandvolden sammen med en del af deres besætning. De døde krigere var gravlagt med våben og bærer spor af voldsom kamp. DNA- og isotopanalyser har vist, at de kom fra Sverige og Gotland. Fundet viser også, at hærfærd over havet fandt sted før vikingetiden. Det er dog uvist, om skibene fra Salme bar sejl, som vikingetidens skibe definitivt gjorde et par generationer senere. Sejlet havde på denne tid været i brug i århundreder i Middelhavslandene og ved franske og engelske kyster. Men det var en kostbar teknologi, som kun langsomt vandt indpas i Skandinavien i løbet af 700-tallet.

Fra skriftlige kilder kender vi især til søfarten og de tidlige emporier fra engelske missionærer, der på omtrent samme tid begyndte at følge i de handelsrejsendes fodspor. Historikeren Beda kan blandt andre fortælle om, hvordan forkyndere som munken Willibrord drog ud for at omvende angelsaksernes gamle stammefæller øst for Nordsøen. Ifølge en senere kilde, den engelske munk Alcuin, der var lærer ved Karl den Stores hof, nåede Willibrord op til kysterne nord for Helgoland. Her mødte han danernes konge, som kaldtes ”Ongendus”, nok en latiniseret version af navnet Angantyr.

Mange har ladet sig friste til at spekulere i denne konge som en stærk vestdansk hersker og mulig ophavsmand til både Kanhavekanalen, Dannevirke og Ribes første mønter. Reelt kan både navnet og historien være Alcuins påfund, tilføjet for at give Willibrord (hvis slægtning Alcuin var) æren for den første mission blandt danskerne. Det eneste vi får at vide er, at Ongendus ikke var til sinds at lade sig omvende. Til gengæld fandt Willibrord en vis velvilje hos friserne i Vadehavsområdet og så meget desto større støtte hos frankerne, der gerne så deres frisiske naboer kristnet.

Rekonstruktioner af Oseberg- og Gokstadskibene med sejl ud for Ulstenvik i Norge. De oprindelige skibe blev fundet i grave og er bygget omkring år 820 og år 890. Skibene er de bedst kendte eksempler på det avancerede håndværk og den tekniske kunnen, som lå bag den tidlige vikingetids søfartsmæssige ændringer. Store klinkbyggede robåde har været kendt i Skandinavien siden romersk jernalder (100-400 e.v.t.), men tilføjelsen af store firkantede råsejl og tilpasning af skroget forbedrede skibenes sejlevne i åben sø og forøgede deres lasteevne. Indførelsen af denne teknologi krævede en stor indsats med hensyn til skibsbygning og erfaringsskabelse. Foto: © David Lomax

Frankerriget

Frankerriget, der på denne tid omfattede store dele af det nuværende Frankrig og Belgien samt Tyskland vest for Rhinen, var det største af de kongeriger, der var blevet grundlagt i folkevandringstiden i resterne af Det Vestromerske Rige. I midten af 700-tallet blev dets gamle kongefamilie, merovingerne, afsat af en indflydelsesrig fyrste fra de østligste dele af riget, Karl Martel. Han blev stamfar til karolingerslægten, som under hans efterfølgere gennemførte en spektakulær udvidelse af Frankerriget til et imperium, der i starten af 800-tallet lignede en genrejsning af Det Vestromerske Rige. Denne såkaldte karolingiske renæssance var Nordeuropas politiske motor mellem ca. 750 og 850.

I slutningen af 700-tallet var Europa således delt op mellem kristne kongeriger syd for Rhinen og på De Britiske Øer og hedenske riger og folk i landene nord for. Nord for Rhinen førte Frankerrigets konger en krigerisk erobringspolitik, og under Karl Martels barnebarn, Karl den Store, der i år 800 var blevet kejserkronet i Rom, var de nået til egnene omkring Hamborg. Ligesom deres modstandere – sakserne, friserne og inden længe danerne – var frankerne rundet af jernalderens krigersamfund. De havde også arvet folkevandringstidens myter og et maskulint æresbegreb om frygtløs kamp og gyldent bytte, selvom de også havde indoptaget det sene romerske imperiums kristne kultur.

Vikingetidens begyndelse

Kort før år 800 begynder krøniker at berette om hedenske søfareres overfald og plyndringer af klostre langs irske og engelske kyster. Der havde været tidligere træfninger, men det ældste sikkert daterede overfald fandt sted i år 793 på klosteret Lindisfarne i Nordengland. Angrebet blev kendt viden om, fordi målet var et berømt gejstligt center. Det forfærdede blandt andre Alcuin, der omtaler episoden med bestyrtelse i flere breve. Andre angreb fulgte snart.

De tidligste angreb kom sandsynligvis fra Vestnorge, der ligger tættest på de ramte områder, og hvor der er gjort mange fund af irske og engelske smykker og andre genstande fra tidlig vikingetid. Det ældste sikre fund af et sejlførende skib i Skandinavien er også norsk. Det er det næsten fuldt bevarede skib fra Oseberggraven i Sydnorge bygget af træ fældet omkring år 820. Forskere har gisnet om, at vikingeangrebene fulgte mange generationers fredelige kontakter over Nordsøen, men de arkæologiske belæg, der har været fremført, holder ikke. Derfor er det stadig sandsynligt, at de tidlige vikingetogter er udtryk for en ny kontakt i form af sejlads over åbent hav, som blev befordret af de muligheder, sejlskibsteknologien bragte, og måske også af den øgede geografiske viden, man kunne tilegne sig fra andre rejsende i handelsbyer som Ribe.

Uanset disse forandringer har ingen på den tid tænkt, at de nu var kommet ind i en ny periode, ’vikingetiden’. Ordet ’viking’ betegnede i samtiden søkrigere eller hærfærd til søs. Som historisk begreb blev perioden defineret i 1800-tallet som del af de nationale historiefortællinger om de nordiske lande. Her blev det indført som en teknisk betegnelse for de århundreder, som hverken kunne siges at høre til den skriftløse, hedenske oldtid, som arkæologerne nyligt havde opdelt i en sten-, bronze- og jernalder, eller til middelalderen, som historikerne dengang forbandt med den katolske kirkes tid fra kristendommens indførelse til reformationen i 1500-tallet.

Melhus-skrinet er fundet i en rig grav fra tidlig vikingetid i Midtnorge. Det er et af en række stykker kirkeinventar og andre genstande fra De Britiske Øer, som er fundet i grave og bebyggelser fra denne tid i Skandinavien. Nogle er gemt hele, som dette skrin, mens andre er skåret op og omdannet til smykker. Det gælder også i Danmark, hvor en del fund i de seneste år er fremkommet ved brug af metaldetektor. Fra århundrederne før vikingetiden kendes fund fra De Britiske Øer stort set ikke i Skandinavien. Det er derfor sandsynligt, at fremkomsten af disse fund kan kædes sammen med de tidlige vikingetogter. Foto: NTNU Vitenskabsmuseet i Trondhjem

I 1800-tallet brugte europæiske historikere ordet ’vikinger’ i flæng med ’nordmænd’ og ’danskere’. Førstnævnte blev måske foretrukket blandt skandinaviske arkæologer, fordi det ikke vakte nordisk national rivalisering, men knyttede an til det centrale tema i kilderne fra denne periode, krige og piratoverfald udført af søkonger og stormænd, frem for krige mellem kongeriger. Mange har afskrevet begrebet som en moderne konstruktion affødt af nationalromantik og legender. Nogle forskere ser i dag perioden som en del af jernalderen eller middelalderen, og kontinuiteten er i begge tilfælde klar. Når man i dag bibeholder ordet, som er kommet i almindelig brug, forstås det stadig bedst i den betydning, det oprindeligt blev indført i, nemlig som navn for en tidsalder, hvor brugen af en ny teknologi – sejlskibet – medførte vidtgående forandringer i samfundet.