Danmark var igennem vikingetiden et landbrugssamfund, som oplevede en langsom vækst under et stabilt klima og tilsyneladende i fravær af alvorlige epidemiske sygdomme som den pest, der havde hærget Europa i 600-tallet. Væksten har blandt andet udmøntet sig i, at flere børn overlevede til voksenalderen, end det var strengt nødvendigt for at opretholde familierne og de gårde, de var knyttet til. Dette befolkningsoverskud gav mulighed for at opdyrke nyt land, som både stednavne og arkæobotanisk forskning vidner om skete, og for at afse hænder til fx at producere ting, der kunne afsættes i handel, eller til at bygge og udruste sejlskibe.

Familie og arv

Mange steder må befolkningstilvæksten have givet anledning til konkurrence om arv og status på alle planer fra bondeslægter til kongefamilier. Især for unge mænd, der ikke stod forrest i familiernes hierarki, har der med krigersamfundets etik været et stærkt incitament til at drage ud på togt i verden efter ære og rigdom. Alligevel afspejler vikingetidens arkæologi i Danmark ikke et samfund i voldsom konflikt. Der er kun få borge og forsvarsværker og kun få eksempler på magtmanifestationer i form af individuelle monumenter, fx rigt udstyrede grave, som ofte ses i samfund med stærke konflikter og skiftende magtforhold. Med undtagelse af de urolige år i begyndelsen og midten af 900-tallet er der fundet bemærkelsesværdigt få prangende udstyrede gravmonumenter fra vikingetiden i Danmark.

Det kan afspejle et samfund, der var i stand til at eksportere sine konflikter. Hærtog til udlandet og bosættelserne i andre lande var redskaber for denne eksport. Vi ser det på det øverste plan, når kongsemner drog på togt, og mange må have fulgt med disse søkonger. Så længe der var lukrative mål for krigerne, havde vikingetogterne således en stabiliserende virkning på de samfund, de udgik fra. Større udbrud af ufred i vikingetidens Danmark ser vi primært i de perioder, hvor mulighederne for hærfærd i udlandet svandt ind.

Befolkningstilvækst er ofte blevet udpeget som årsag til vikingetidens togter. Det var den ikke i den forstand, at ressourcerne var opbrugte, eller at det ikke længere var muligt at finde egnet landbrugsjord i Danmark eller i resten af Skandinavien. Det viser de tusindvis af nye bebyggelser, der blev grundlagt efter vikingetiden. Men den lille befolkningstilvækst skabte det demografiske frirum, som fra slutningen af 700-tallet bidrog til at accelerere konkurrencen og de udadvendte aktiviteter i krigersamfundene.

Landsbyens indmark og udmark

Befolkningen i vikingetidens Danmark boede altovervejende på enkeltgårde eller i små landsbysamfund, der ofte er direkte forgængere for nutidens landsbyer. Højst nogle få tusinde mennesker har boet i de små og spredte handelsbyer. Udgravninger viser, at de enkelte gårde ofte havde meget store hovedbygninger og tofter sammenlignet med middelalderens gårde. Måske har gårdenes hushold været større end senere, med mange slægtninge under samme tag og med et større folkehold og trælle. Forskelle i gårdenes indretning kan også skyldes, at driften i højere grad end senere byggede på kvægavl. Der var derfor brug for stalde, som i nogle egne kunne være af imponerende størrelse, og for folde og hegn til at holde dyrene væk fra gårdenes havebrug: kålhaver, frugttræer med videre. I nogle landsbyer var gårdene anlagt, så deres hegn indrammede en fælles landsbytoft eller gade, der kan have været brugt til at samle græssende dyr.

Forsknings- og formidlingscentret Sagnlandet Lejres rekonstruktion af en vikingehal. Lejrehallen er den største kongehal, som arkæologer har fundet spor af i Danmark. Resterne af kongehallen blev fundet i 2009 tæt på den midtsjællandske by Lejre. Lejrehallen er lidt over 60 meter lang og har en loftshøjde på over 10 meter. Hallen vidner om datidens formåen inden for arkitektur og håndværk. Foto: Sagnlandet Lejre

På store gårde kunne der også være et antal simple arbejdshytter, grubehuse. De blev ofte brugt til spinde- og vævearbejde. Der kendes også bebyggelser, som kun består af grubehuse, typisk anlagt ved anløbspladser eller langt fra landsbyerne i græsningsoverdrev. Det er nærliggende at knytte grubehusene til arbejdstjenester, som var en central del af magtforholdene i landsamfundet. De bestod sandsynligvis i aftaler om, at en gård skulle yde et vist antal arbejdsdage for en leder, fx til høst eller vævning, som med den voksende brug af tekstiler til sejl og som handelsvarer var en kolossal arbejdsopgave.

Omkring bebyggelserne var landskabet opdelt i dyrkede marker omkring landsbyen – indmarken – og hinsides dem skove og overdrevsområder, der primært anvendtes til græsning – udmarken. Indmarken blev sandsynligvis gødsket med husdyrgødning. Det var en intensiv dyrkningsform, som var vundet frem i yngre jernalder og havde erstattet mere spredte og skiftende dyrkningsformer. Bag udmarken lå, hvor det danske landskab var tæt bebygget, ofte den næste landsby. Var der rigeligt med folk i landsbyen, og var der plads i udmarken, kunne det ske, at nogle fik lov til at anlægge nye gårde i udmarken, på de såkaldte torper. Mange nye landsbyer fyldte på den måde landskabet ud i løbet af vikingetid og ældre middelalder.

De brogede bånd

Der kunne være stor forskel på fattig og rig i vikingetidens landsbyer, men alle i samfundet var bundet sammen af forskelligartede og sammenflettede bånd som slægtskab, familiehistorier, venskaber og fjendskaber, økonomisk afhængighed, nedarvede pligter og rettigheder.

En ting var det grundlæggende skel mellem frie og trælle (slaver), som opfattedes som en naturlig del af verdensordenen. Trælgjorte mennesker var ikke uden rettigheder, de kunne eje ting, og de kunne i visse tilfælde endog have fremtrædende hverv, fx som bestyrer af deres herres gods. Trællestatus bestod i at være juridisk ufri, man kunne ikke selv fremføre sager eller forsvare sig på tinge, men skulle repræsenteres som en herres ejendom. En status som træl var dog ikke ubrydelig, trælle kunne købe sig fri eller frigives – som Toke Smed, der blev respektabel nok til at rejse en runesten i Hørning ved Skanderborg til minde om sin tidligere herre, Troels Gudmunds søn ”som gav ham guld og frelse”.

Som senere i middelalderen var der også små og store jordejere blandt vikingetidens bønder. Men der var næppe helt samme grad af ulighed, som der siden blev. Der var endnu en rodfæstet opfattelse af jord som familieejendom, der ikke uden videre kunne deles eller afhændes. I stedet afregnedes social afhængighed til stormænd i afgifter og arbejdstjenester. Det kan måske nok have mindet om senere tiders jordleje, men i det ældre samfunds logik var det personlige gaver til en leder, som i gavens natur skabte et bånd og en forpligtelse, som lederen gengældte ved at beskytte og betænke giveren.

Vikingetidens stormænd måtte tænke sig godt om, før de tilsidesatte denne logik. De undergivnes mest grundlæggende pligt var at følge deres herre i krig og i forsvar, og bondekrigere var stadig omdrejningspunktet i vikingetidens kamp. En stormands liv kunne stå og falde med, om hans følgere var parate til at sætte deres eget liv på spil på slagmarken frem for at lurepasse. Det lagde en dæmper på, hvor meget man kunne byde dem af afgifter og arbejdspligter.

Denne logik ændrede sig fra 1000- og især 1100-tallet, i takt med at krigsførelse blev domineret af svært bevæbnede og trænede elitekrigere, og der kun var brug for bønder til at yde afgift til deres underhold. Herefter blev jord i stigende grad en vare, der kunne samles i store godser og lejes ud for en pris. Som ved senere samfundsomvæltninger var der sikkert mange, som oplevede forandringen som en negativ kraft, der, med en senere tids ord, sønderrev de brogede bånd, der knyttede mennesket til dets foresatte og ikke lod andet tilbage end kontant betaling.

Netværksøkonomi

Nogle af de ressourcer, som var vigtigst for vikingetidens økonomi, stammede dog ikke fra landsbyens dyrkede marker eller husdyrene. Varer som tjære, jern, reb, bivoks, pelsværk eller fuglefjer til puder var i høj kurs, for nogle varers vedkommende på grund af deres voksende betydning og anvendelse i skibsbyggeri, men især som varer i en spirende handel i markedsbyerne. Varerne havde det til fælles, at de stammede fra det uopdyrkede landskab, skove og udmarksområder. Landskabets udkanter blev derfor, i lighed med fjerne kyster, en økonomisk ekspansionszone for det maritime samfund.

Brugen af sejlskibe med stor lastkapacitet gjorde transport af den slags varer rentabel og skabte nye incitamenter for udveksling. Det var ikke længere kun de rigeste, der kunne deltage i handel med metaller og luksusvarer. En bonde kunne samle bivoks eller brænde tjære og dermed skaffe sig adgang til værdifulde varer i markedsbyerne. Derfor var handelen med udmarksressourcer også ophav til vidtrækkende netværk af kontakter og udvekslinger. Det ses fx i fund af norske hvæssesten og gryder af klæbersten, der fra slutningen af 700-tallet i stort antal fandt vej fra fjeldområder i nord til bebyggelser i det flade Danmark.

Nogle af de ting, der blev handlet, blev sikkert udvundet eller indhøstet på småbønders initiativ, men mange blev sandsynligvis indsamlet for at kunne bruges som afgifter eller i stedet for arbejdstjenester til stormænd, som dermed fik en ny motor for økonomisk magt, der ligesom plyndringstogterne var knyttet til søfarten. På den måde foregreb vikingetidens handel med udmarksvarer i mindre målestok middelalderens handel til søs med fødevarer som korn, smør, saltmad eller tørfisk – ting, der endnu ikke figurerede i væsentlig grad i vikingeskibenes laster.

Handel og byer

De handelsbyer eller emporier, som voksede frem fra 700-tallets begyndelse, var små sammenlignet med mange af middelalderens byer, og der fandtes i begyndelsen kun få af dem, formentlig højst to i det nuværende Danmark i vikingetiden: Ribe og Aarhus. De var ikke primært centre for handel med lokale landbrugsvarer, men knudepunkter for langfarten med udmarksvarer, håndværksprodukter og varer fra fjerne lande. De kendetegnes blandt andet af et særligt bebyggelsesmønster, hvor husene lå tæt, væg til væg, ud mod en central gade. Der var kun minimal plads til haver eller husdyrhold på byernes tofter.

De små tofter var formentlig udtryk for en retlig bestemmelse, der adskilte byfolkene fra andre mennesker. De fremmede tilrejsende, som byernes handel uundgåeligt bragte med sig, udgjorde et retligt problem i et samfund, der var styret af gammel sædvaneret. Bytofterne ser ud til at være en del af løsningen, idet fremmede tolereredes, hvis de holdt sig til byerne, og sandsynligvis betalte byfolkene en årlig afgift til stedets magthaver. Sådan en afgift nævnes blandt andet i det gavebrev, som Knud den Hellige i 1085 gav Lund Domkirke.

I økonomisk henseende var handelsbyerne mere avancerede, end deres ringe størrelse kunne antyde. De husede en bred vifte af håndværkere: finsmede, bronzestøbere, benskærere og kammagere, bødkere, pottemagere m.fl. De tiltrak en fjernhandel, der for varer som pels eller glas strakte sig fra Mellemøsten til Polarcirklen, og de var bysamfund, som etablerede handelsnormer og handelsret og gjorde brug af regulerede betalingsmidler.

Se filmen, hvor Søren Sindbæk fortæller om Ribes etablering som handels- og håndværkerby i begyndelsen af 700-tallet, samt hvad de sidste ti års arkæologiske arbejde har afdækket om byens udvikling og aktiviteter. Filmen er knap 11 minutter lang. Klik på 'CC' og vælg 'dansk', hvis du vil se filmen med undertekster.

Mønt og magt

I Ribe og Hedeby blev der slået mønt – i Ribes tilfælde allerede i 700- tallet og et stykke ind i 800-tallet, og i Hedeby kontinuerligt gennem hele vikingetiden. Mønterne cirkulerede som regulære betalingsmidler i handelsbyerne – de blev ikke klippet op i mindre stykker efter vægt eller brugt som smykker, sådan som det ofte ses i andre egne af landet.

Uden for byerne udvikledes i 800-tallet en anden praksis for handel. Her blev sølv af enhver art brugt som byttemiddel efter vægt: ituklippede smykker, mønter og sølvbarrer blev vejet i vægtskåle, og værdien udmålt med lodder. Det var på nogle punkter et mere fleksibelt system, der ikke hvilede på en møntherres garanti. Vægtlodder er fundet i stort tal som metaldetektorfund. Sammen med skattefund i form af brudsølv vidner de om, at der fandtes en omfattende kommerciel udveksling i vikingetiden, længe før møntbrug fik større udbredelse.

Mønter var ikke kun et middel for handel, men måske i nok så høj grad for afgifter, skatter og til aflønning af soldater. Under Harald Blåtands kongetid fik hans mønter en vis udbredelse uden for handelsbyerne. Det skete måske blandt andet, fordi Haralds kampe og byggearbejder gav behov for store betalinger af krigersold og anden løn på et tidspunkt, hvor adgangen til nyt sølv var begrænset – strømmen af islamiske sølvmønter til Skandinavien ophørte omkring 970. Brugen af brudsølv vendte dog hurtigt tilbage efter Svend Tveskægs Englandstogter.

Oversigtskort over Nordeuropa i vikingetiden med angivelse af byer, klostre, gravpladser samt ringborge i Danmark. © danmarkshistorien.dk

Danske konger i første halvdel af 1000-tallet slog mange mønter, men skattefundene viser, at der ikke blev gjort noget forsøg på at regulere brugen. De danske mønter indgik i stedet blandt mængden af sølv, der blev klippet op til betalinger. Mønterne må enten være blevet fremstillet til brug på handelspladserne, eller for at kongerne kunne give fair og ens betalinger, når der skulle udbetales sold til krigerne. Først efter vikingetidens afslutning, under Svend Estridsen, blev der gradvist indført en egentlig, kontrolleret møntøkonomi.