Kvinders daglige liv og organisering af husholdningen

De fleste af vikingetidens mennesker var beskæftiget med landbrug og boede på gårde. Driften blev opretholdt af en husholdning med relateret medlemmer (en ’familie’), samt også trælle, landarbejdere og tjenestefolk. Dog skal det siges, at det er begrænset, hvor meget sikker viden vi har om, hvordan en husholdning var sammensat på denne tid. I Danmark var gårdens økonomi baseret på kvægavl, agerbrug og produktion af tekstiler og andet til egen brug. Alle medlemmer af husholdningen uanset køn og alder deltog sandsynligvis i de daglige gøremål, men de arkæologiske fund viser, at produktionen af tekstiler samt af metalsager og tømmerarbejde var kønsbestemte aktiviteter for henholdsvis kvinder og mænd. 

I byerne kunne kvinder arbejde som håndværkere, ofte med produktionen af tekstiler til handel, og måske også tage del i selve handlen på vegne af familien. De komplicerede produktionsteknikker og det forhold, at tekstilproduktion og -handel var en væsentlig del af økonomien, tyder på, at visse kvinder måske var specialiserede tekstilarbejdere.

Kvinders daglige liv i byen og på gården foregik både i og uden for huset. Kvinder havde som opgave at passe børnene, tage sig af de ældre, tilberede og konservere mad, bl.a. mejeriprodukter, og anden forarbejdning af råprodukter. Tekstilproduktionen var også et kompliceret og tidskrævende arbejde, der inkluderede bearbejdning af uld, spinding og vævning. Vikingetidens tekstiler er desværre kun sjældent bevaret til i dag, men der findes små fragmenter, der sammen med tekstilredskaber viser en stor bredde i anvendte produktionsteknikker og i den producerede tekstilkvalitet.

Udvalg af tenvægte fra Aggersborg, der blev anvendt til at spinde tråde. Foto: Middelalder- og Renæssancearkæologi, Moesgård   

Billedet af kvinder set ud fra gravmaterialet 

Vi kan aflæse meget af kønsrollerne gennem vikingetidens begravelsesskik. Mænd og kvinder blev sommetider jordfæstet i deres smukkeste klæder med gravgods og eventuelt ofrede dyr, der varierede efter den afdødes køn. I det 9. århundrede og den første halvdel af den 10. århundred bar velstående kvinder en kjole holdt sammen med et par ovale spænder ved skulderne. Andre typer af spænder samt perlehalskæder og tenvægte var også ret almindelige i grave. Sidstnævnte viser betydningen af tekstilarbejde i definitionen af den kvindelige kønsrolle. Små skrin, der nogle gange rummede tekstiludstyr, og nøgler, der måske er en markør af husmoderens status, optræder også ofte i kvindegrave. 

Således var situationen for kvinder ’i deres bedste alder’, det vil sige kvinder mellem 16 og 40 år. Dette tyder på, at idealkvinden var en gifteklar eller allerede gift fødedygtig kvinde, der kunne tage del i det fysisk hårde dagligliv på gården. Generelt er både rige kvindegrave og rige mandegrave kun sjældent forekommende. De synes at være forbeholdt det højeste niveau i det sociale hierarki, mens flertallet af folk blev begravet med én eller to genstande eller intet.

Lille sølvfigur fra Tissø af en kvinde med fine detaljer af dragten og frisuren. Foto: Nationalmuseet, København   

Kvinders sociale stilling

Kvinder i vikingetiden nød til en vis grad mere frihed end kvinder andre steder i samtidens middelalderlige Europa. Skriftlige kilder præsenterer vikingetidens kvinder som selvstændige og med rettigheder. Runeindskrifter, særligt fra Midtsverige, vidner om kvindens ret til at disponere over sin ejendom samt arveret. 

Ægteparret var i fællesskab ansvarlige for husholdningen og måtte fæste lid til partnerens samarbejdsvillighed. Et tilsyneladende særlig godt forhold herskede mellem det svenske ægtepar Holmgaut og Odendisa, da Holmgaut med runer lod riste en mindeindskrift efter sin hustru: “Ingen bedre husfrue vil komme til Hassmyra, at se efter gården”. Denne indskrift vidner om kvindens rolle for driften af gården, organiseringen af husholdning og måske kontrol over mennesker, dyr og ressourcer. Var husbonden ude på vikingetogt, kunne ansvaret for gården tilfalde kvinden.

Hvis et ægteskab ikke fungerede, kunne både husbonden og hustruen lade sig skille. Den spansk-jødisk rejsende at-Tartushi besøgte Hedeby i den anden halvdel af det 10. århundrede og blev her forundret over at høre, at kvinder havde ret til skilsmisse, hvis de selv ønskede det. Vi kender ikke hyppigheden af skilsmisser i vikingetiden, men retten til skilsmisse og arveret viser, at kvinder havde en selvstændig juridisk status.

En fast forbindelse mellem en mand og en kvinde kunne imidlertid også forekomme uden for ægteskabets rammer, da flerkoneri var en udbredt skik, i alt fald i de højere lag af samfundet. Om de andre sociale grupper er der ingen oplysninger. Vi hører således i frankiske kilder om nogle normanniske høvdinge, der havde flere kvinder i husstanden, hvilket af de frankiske normanner blev opfattet som en særlig dansk og ukristen skik.

Trefliget spænde fra Aggersborg, der blev anvendt af kvinder til at fastholde et sjal eller en kappe. Foto: Middelalder- og Renæssancearkæologi, Moesgård 

Magtfulde kvinder: dronninger og spåkvinder

Nogle kvinder opnåede en særlig høj social status ved familiealliancer eller ved deres egen dygtighed. Den bedst kendte er måske dronning Thyra, hustru til kong Gorm den Gamle og moder til Harald Blåtand. Vi finder hendes navn ristet på mindst fire runesten i Jylland, inklusive de to runesten fra Jelling. På den lille sten, der er rejst af Gorm ved midten af 900-tallet, karakteriseres Thyra som ”Danmarks pryd”, mens hun på den store sten, rejst af hendes søn Harald, omtales som Gorms hustru og kong Haralds mor. Disse indskrifter vidner om Thyras betydning for det danske kongerige. 

I den anden del af 900-årene havde aristokratiske kvinder deres egen gravskik, hvor de blev gravlagt i en vognfading. Disse grave svarer socialt til ryttergravene, hvor elitens mænd blev gravlagt med våben, rideudstyr og i enkelte tilfælde også en hest. Én af disse kvinder kendes fra gravpladsen ved ringborgen Fyrkat (grav nr. 4). Hun var fornemt klædt i en dragt med dekorationer af guld og sølv. Hun havde også eksotiske smykker, frø af bulmeurt, der har bevidsthedsudvidende egenskaber, og et skrin med bl.a. tekstilredskaber. Dette gravgods har, sammen med en dekoreret jernstav, ført til tolkningen af denne kvinde som en ’vølve’, en kvindelig ritualspecialist.  

Kvinders del i vikingetogter

De for vikingetiden karakteristiske togter var ikke en sag for mændene alene. Den angelsaksiske krønike meddeler således for 890’erne, at vikingegrupper blandt sine medlemmer talte kvinder og børn, der dog opholdt sig et sikkert sted under vikingernes angreb. I en mere tvivlsom kilde, et digt af Abbo fra Saint Germains kloster i Paris, er fortalt, hvorledes vikinger under belejringen af Paris i 885-6 blev tilskyndet af deres kvinder til at vende tilbage til kamphandlinger. I andre tilfælde er der dog tydeligvis tale om slaver, som når det i de frankiske årbøgerne fra Xanten (Annales Xantenses) oplyses for år 837, at vikingerne pågreb kvinder for at kunne sælge dem videre.  Måske blev nogle af disse kvinder taget med tilbage til Skandinavien. 

Kvinder var også med, da vikinger slog sig permanent ned i de erobrede områder i England og Frankrig. I Angers i Frankrig ankom en gruppe vikinger i 873 med kvinder og børn for at bosætte sig. Det er dog uklart om disse kvinder kom fra Skandinavien. Ovale spænder, der blev brugt af højstatus kvinder i Norden til at fastholde deres kjole, er blevet fundet i de forskellige egne af Europa, hvor vikinger bosatte sig, for eksempel England, Irland, Rusland og Island. Det viser, at skandinaviske kvinder sandsynligvis var en del af vikingernes ekspansion, og måske at nogle elementer af den skandinaviske dragtskik for kvinder udbredte sig blandt de oprindelige beboere af disse områder. 

Kvinder og trosskiftet

Vikingetiden var perioden, hvor man i Skandinavien gik fra den før-kristne religion over til kristendommen. Den nye tro var i begyndelsen særlig populær blandt kvinder, hvilket bl.a. kan ses fra de mange runesten fra Midtsverige, hvor kvinder rejste sten til minde om, at de havde bygget broer til minde om en afdød, hvilket blev anset for en kristen velgerning. Kvinder var måske tiltrukket af den nye religions idéer om et paradis med plads til alle, fred, lighed mellem mænd og kvinder for Guds åsyn og det kristne forbud mod barnemord. Der er ligeledes eksempler på, at kvinder foretog pilgrimsrejser. 

Den nye kristne socialideologi havde imidlertid på længere sigt en negativ effekt på kvinders stilling i samfundet. Hvis de havde haft del i en offentlig kult i før-kristen tid, gjorde den kristne praksis med et rent mandligt præsteembede kvinder til passive tilskuere i kulten. Senere i højmiddelalderen udtrykker Saxo Grammaticus desuden en klar mistro til kvinder, som han ser som inkonsekvente, upålidelige og en trussel imod verdens rette ordning. Kvinders afhængighed af mænd blev således promoveret og det er sandsynligt, at kvinderne mistede dele af den sociale frihed, som de tidligere nød godt af, i de første par århundrede af det nye årtusinde efter kristendommens indførelse i Skandinavien.