Vikingetidens 'badstuer' og badekultur

Der findes ingen skriftlige kilder fra tiden før middelalderen, der fortæller om badstuer i Danmark. Men arkæologiske udgravninger har afsløret grubehuse, dvs. en mindre bygning, der delvist er nedgravet i jorden, fra vikingetiden (ca. 800-1050), der sandsynligvis var en slags simpel badstue. Eksempelvis afslørede en udgravning af et grubehus på Lindholm Høje ved Limfjorden, at huset havde haft en ovn i den ene ende, som havde en slags skorsten. I Aarhus er udgravet et lignende grubehus fra vikingetiden, der ud over en ovn også havde spor efter bænke langs væggene. Sådanne grubehuse synes at have været anvendt til damp- eller svedebade.

Selvom de første danske byer opstod tidligt i vikingetiden, og adskillige kom til sidst i perioden, var de simple badstuer tilsyneladende ikke et udbredt fænomen i vikingetidens urbane miljøer. Først i højmiddelalderen (dvs. perioden ca. 1050-1350) blev egentlige badstuer en del af bybilledet. På denne tid begyndte man i Danmark efter europæisk forbillede at anvende sten, f.eks. brændte teglsten, som byggemateriale, hvilket bl.a. gjorde det muligt at opføre mere avancerede bygninger, eksempelvis badstuer. 

Det betyder imidlertid ikke, at mennesker ikke også tog bade/vaskede sig tidligere. Det har mennesket nemlig gjort til alle tider og i alle kulturer – også i vikingetiden. Ud over de formodede simple badstuer i grubehuse fra vikingetiden beskriver skriftlige kilder, at vikingetidens krigere på togt havde en badekultur, hvor de bl.a. vaskede sig i ét fælles vandkar.

Private badstuer

Historieskriveren Saxo Grammaticus fortæller i sit danmarkshistoriske værk fra omkring år 1200, hvordan 1100-tallets danske elite jævnligt tog bade. Eksempelvis havde ærkebiskop Absalon af Lund (1128-1201) tilsyneladende en badstue på sin borg i København, og Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182) tog, kort tid før han blev konge, til Odense for at bade. Saxo skriver godt nok ikke direkte om badstuer, men han fortæller, at den sociale elite havde en badekultur, og den var efter alt at dømme knyttet til private badstuer.   

Det verdslige aristokrati byggede badstuer på borge eller i tilknytning til deres huse i byerne, hvor også velstillede borgere, som ikke tilhørte aristokratiet, kunne have private badstuer. Velstillede gejstlige ejede tillige private badstuer. Eksempelvis ejede en ærkedegn fra Lund i 1269 en badstue i denne by, hvor han badede med sine nærmeste. Gejstlige institutioner, f.eks. klostre og domkapitler, ejede også badstuer, der nok var forbeholdt institutionens egne munke, nonner eller præster.

I hvert fald fra 1100-tallet og frem rådede den sociale elite over private badstuer, og antallet af private badstuer synes at have været stødt stigende i løbet af middelalderen og tiden lige derefter. Eksempelvis byggede man omkring 1580 en prægtig badstue, der også fungerede som lysthus, i tilknytning til Frederik 2.s (født 1534, regent 1559-1588) fornemme renæssanceslot, Frederiksborg Slot.

Frederik 2.s fornemme badstue i parken ved Frederiksborg Slot i Hillerød. Foto: Wikimedia Commons

Ud over deres private badstuer ejede medlemmer af middelalderens verdslige og gejstlige elite i byerne også badstuer, som mod betaling kunne benyttes af byens mere jævne borgere samt de fattige. Disse offentlige badstuer blev uhyre populære i middelalderens byer, hvor de blev anvendt af såvel høj som lav, og udviklede sig derfor til et af byernes sociale knudepunkter.   

Offentlige badstuer

Det ældste kendte eksempel på en offentlig badstue i Danmark stammer fra Store Heddinge på Østsjælland, hvor stormanden Peder Olufsen ejede en badstue, som omtales i hans testamente fra 1261. Af testamentet fremgår, at badstuen gav ca. 8 mark sølv i indtægt om året. Det må være et vidnesbyrd om, at man betalte for at benytte badstuen, hvorfor der altså var tale om en offentlig badstue. Prisen for at anvende en badstue har sikkert generelt ikke været høj, men alligevel kunne de offentlige badstuer sikre ejeren en betydelig indtægt.     

Omkring år 1300 begynder badstuer i stigende grad at optræde i skriftlige kilder, som på forskellig vis knytter sig til byerne, men det er dog ofte svært at afgøre, hvorvidt der er tale om en offentlig eller privat badstue. Alt tyder dog på, at antallet af offentlige badstuer steg kraftigt i løbet af højmiddelalderen, hvilket afspejler badstuernes popularitet blandt høj som lav.       

Ud over de skriftlige kilder er et andet vidnesbyrd om de middelalderlige badstuer gadenavne. I flere byer findes gadenavne som Badstuestræde eller Badstuegade, og disse er ganske ofte vidnesbyrd om en offentlig badstue, som lå i gaden i middelalderen. Sådanne gadenavne kendes bl.a. fra Aarhus og Haderslev, og også de afspejler den store betydning, som badstuerne havde i middelalderens urbane kultur.

Plan af borgmester Mogens Tuesens badstue i Næstved. Tegning: Lene Høst-Madsen, Skalk, 2000

Næstveds borgmester, Mogens Tuesen (død 1493), skænkede i 1484 en badstue til Sankt Peders Kirke i samme by. Badstuen er blevet arkæologisk undersøgt, hvorved det blev klart, at der var tale om en solid stenbygning, der var 13 meter lang og 8,5 meter bred. Den havde tre rum: et større, der var den egentlige badstue, og to mindre. Det ene af de mindre rum har fungeret som fyrrum, hvorfra man ledte varmen ind i badstuen. Det andet var forrummet til den egentlige badstue, hvor de besøgende bl.a. klædte sig af og på.

Ud over Mogens Tuesens badstue er der ikke udgravet andre offentlige badstuer fra middelalderen. Men udgravningen af badstuen i Næstved giver et billede af, hvordan mange badstuer i byerne kan have set ud, og hvordan badstuerne generelt fungerede. De skriftlige kilder gør det dog klart, at offentlige badstuer fandtes i mange byer.    

I mindst 25 af de danske middelalderlige købstæder, dvs. en urban bebyggelse med særlige privilegier typisk givet af kongen, kan der påvises badstuer, og med al overvejende sandsynlighed har der været badstuer i mange andre af de mere end 70 købstæder, der var i Danmark ved udgangen af middelalderen. En betydelig del af disse badstuer har været offentlige badstuer, som mod en mindre betaling kunne benyttes af alle byens borgere.   

Aktiviteter i badstuen

Det er svært at sige noget om, hvilken type bade der eksisterede i de danske badstuer i middelalderen. Men i skriftlige kilder fra andre dele af Nordeuropa er det i langt overvejende grad damp- eller svedebade, der omtales. Disse tørbade, hvor baderummet fyldes med damp eller varme, blev ofte kombineret med våde bade, hvor man anvendte vand, f.eks. når man vaskede sig i nærliggende søer, havet eller i en form for vandbeholder. Både tørre og våde bade blev anvendt i middelalderens badstuer, men det var især det tørre bad, som var populært.    

Kilderne gør det klart, at der i forbindelse med et besøg i badstuen ofte blev indtaget mad og drikke, og at der i badstuen foregik aktiviteter, der ikke direkte var relateret til badet, f.eks. kunne man blive klippet i badstuen. Et besøg i badstuen var en luksus, hvor man udover at bade spiste, drak, bedrev forretninger og meget andet. Der opstod en særlig kultur omkring badstuerne i byerne, der blev et af byernes sociale knudepunkter.  

Rundtomkring i Europas byer udviklede de offentlige badstuer sig til at blive en slags lysthus for byens borgere. I det lys er det ikke så mærkeligt, at der i badstuer kunne være et løssluppent miljø, som bl.a. tiltrak prostituerede. I Danmark er der dog intet bevis for, at prostitution var knyttet til badstuer. Men at det kunne være nødvendigt at regulere aktiviteterne, ses eksempelvis ved et tillæg til Flensborg stadsret fra 1295, der klargjorde, at kvindernes badedage var mandag og torsdag. Hvis en mand benyttede badstuen på en af disse to dage, skulle han betale sit tøj i bøde.         

Afbildning i et fransk håndskrift fra 1400-tallet af en fornem badstue, der også fungerede som bordel. Der er tale om en moraliserende illustration, der advarer mod mulige laster i en badstue. Foto: Bibliothèque Nationale Paris 

'Sjælebade' og kirkens rolle

Kirken havde et modstridende syn på badstuer. Nogle af kirkens lærde havde et negativt syn på badstuer eller badning mere generelt og argumenterede derfor for, at badstuer kunne sprede sygdomme, og at de var unødvendig luksus, dvs. en synd. For andre dele af kirken bidrog badstuerne til at forbedre sundheden, og den fysiske renhed var lig en åndelig renhed, hvilket kunne føre til frelse. Dette positive syn på badning hang sammen med, at badstuerne blev en vigtig del af middelalderens lægevidenskab. Lægekyndige, der i langt de fleste tilfælde også var gejstlige, anså et besøg i en badstue som godt for den fysiske hygiejne, og derudover mente de også, at bade var gode for fordøjelsen, humøret og alt muligt andet. Det var bl.a. derfor, at åreladning også ofte foregik i badstuen.    

Det positive syn på badstuer ses i senmiddelalderen (dvs. perioden ca. 1350-1536) også ved, at det blev en udbredt praksis at testamentere penge, sådan at fattige eller syge kunne besøge en badstue. Herved søgte den døende person at forkorte sin sjæls tid i skærsilden. At betale for de fattiges besøg i badstuen blev set som en god kristen gerning, og den hyppige forekomst af disse ’sjælebade’ i testamenter fra senmiddelalderen afslører fænomenets store udbredelse. Et tidligt eksempel herpå er fra byen Trelleborg i Skåne, der var en del af Danmark i middelalderen, hvor en tysker i 1397 testamenterede et badstuebesøg samt en tønde øl til byens fattige.    

Badstuerne forsvinder

I 1500-tallet forsvandt badstuerne langsomt fra bybilledet. En del af forklaringen på tilbagegangen var, at Europa fra omkring 1500 oplevede syfilisepidemier, som man mente, blev spredt via badstuerne. Man vidste endnu ikke, at syfilis er en seksuelt overført sygdom. En anden del af forklaringen skal findes i reformationen. Dels forsvandt ’sjælebadet’, da det ikke harmonerede med den protestantiske trospraksis, hvilket fjernede en betydelig del af grundlaget for de offentlige badstuer, og dels harmonerede kulturen omkring badstuerne, f.eks. den offentlige nøgenhed, ikke med den nye og på flere måder strengere religiøse moral.

Der kan således peges på forskellige grunde til, at badstuerne forsvandt, og givetvis spillede flere faktorer ind. Der kan næppe peges på én grund hertil. Faktum er også, at der var tale om en glidende proces, da der i hvert fald i de større købstæder var badstuer længe efter middelalderens afslutning. Eksempelvis havde København stadig en badstue omkring år 1700. Dette vidner om, at badstuerne og deres sociale betydning i den urbane kultur trods alt var så stor, at de ikke uden videre forsvandt.

Givetvis medførte lukningen af badstuerne, at den generelle hygiejniske standard faldt. Det var først med de lægevidenskabelige gennembrud i 1800-tallet, hvor man f.eks. blev bevidst om sygdomsfremkaldende bakterier og hygiejne, at badekulturen nåede samme niveau, som den havde haft i middelalderen. I de større byer kom det bl.a. til udtryk ved opførelsen af badeanstalter, der ofte var kommunale (dvs. offentlige) og opført for, at også byens mindre bemidlede indbyggere, der ikke havde eget bad i hjemmet, kunne blive vasket.               

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Dansk Center for Byhistorie.