Artikler
I middelalderen blev fattigdom opfattet som et slægtsanliggende og et problem, der kun vedrørte de nærmeste omgivelser, men fra 1500-tallet blev det i stigende grad opfattet som et samfundsanliggende, der skulle strammes og reguleres fra central hånd.
Forsorgen i middelalderen
Fattigdom og tiggeri var et almindeligt fænomen i Danmarks middelalder, og det ramte især de syge, de forældreløse, enkerne og de gamle hårdt. På landet søgte bønderne at forsørge slægtens medlemmer så godt, de kunne, ligesom byens håndværkere og handlende sluttede sig sammen i gilder for gensidigt at hjælpe hinanden.
I praksis var fattigdomsforsorgen som i resten af Europa et kirkeligt anliggende, og kirken formidlede derfor de gaver og almisser, man havde modtaget, videre til de fattige. Sygdom og fattigdom blev anset for at være prøvelser, som Gud udsatte menneskene for, og man kunne arbejde for sin egen sjæls frelse ved at mildne trængslerne hos de stakler, man var omgivet af.
Det var ganske almindeligt, at de formuende tilgodeså de fattige i deres testamenter – de fik almisser, der kunne bestå af brød og øl. I mange byer indrettede man for disse bidrag også stiftelser som Helligåndshuse, der tog sig af hjemløse, syge og studerende, mens der for de spedalske eksisterede hospitaler (Skt. Jørgens-gårde) lige uden for bygrænsen. De af de spedalske, der var i stand til at bevæge sig, måtte tigge inde i byerne, men ikke røre ved nogen.
En særlig form for tiggere var tiggermunkene. De tilhørte religiøse ordener såsom franciskaner-, dominikaner- og karmeliterordenen, som havde givet afkald på fast ejendom og regulær indtægt. Deres økonomi beroede i stedet på munkenes arbejde og almisser udefra. Fra 1200-tallet blev der i de fleste større danske byer anlagt egentlige tiggermunkeklostre, hvor de fattige og syge kunne hente hjælp og omsorg.
Forsorgen efter 1500
Efter år 1500 begyndte synet på de fattige at ændre sig, og forsorgsområdet blev i stigende grad opfattet som et samfundsanliggende. Såvel i Danmark som i resten af Europa begyndte man at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende. Christian 2. bestemte således i 1522, at det skulle være forbudt for fuldt arbejdsdygtige at tigge sig til almisser. Hvis ikke de indvilgede i at arbejde for føden, skulle de uddrives af byerne. Kun de fattige, der var syge, handicappede eller på anden vis uarbejdsdygtige, havde lov til at tigge i byerne. Tiggere skulle godkendes af bystyret, der uddelte tiggertegn, som skulle bæres synligt, før man kunne modtage almisser af sine medmennesker.
Antallet af fattige steg markant som resultat af den øgede befolkningstilvækst i den sidste halvdel af 1500-tallet. Dette førte til yderligere stramninger i lovgivningen såsom Frederik 2.s tiggerforordning fra 1587. Vagabonder og løsgængere blev i stigende grad opfattet som mistænkelige og moralsk anløbne, og fra slutningen af 1500-tallet blev de tilmed beordret indfanget og sat til tvangsarbejde.