Før tronbestigelsen

Selvom Christian 2. først blev konge i 1513, blev han allerede i 1506 indsat som vicekonge i Norge, der siden 1380 havde været underlagt den danske krone. Derudover spillede han en væsentlig rolle i forbindelse med Sveriges erobring i 1497 og i krigene som følge af Sveriges løsrivelse i 1501.

I klar modstrid med den håndfæstning, hans far havde accepteret ved sin tiltrædelse som konge, blev Christian, i sin egenskab af kongens ældste søn, valgt til faderens efterfølger allerede inden kongens død. Det betød, at han ved sin faders død i 1513 var den selvskrevne efterfølger.

Håndfæstning

Dog skulle han, som alle konger i denne periode, skrive under på en håndfæstning. Kong Hans havde i sin regeringsperiode haft en del uoverensstemmelser med adelen, der udgjorde samfundets elite, og som via dens beherskelse af rigsrådet var forhandlingspartneren med hensyn til, hvad der skulle stå i håndfæstningen. Erfaringerne med kong Hans betød, at rigsrådet stillede skrappe krav, der sikrede adelen udvidede rettigheder på flere områder. Christian 2. formåede dog ved flere lejligheder at sætte sig udover denne håndfæstning, og hans regeringstid blev generelt præget af et anstrengt forhold til adelen.

Portræt af Christian 2. af maler Michiel Sittow, 1514-1515. Fra: Statens Museum for Kunst

Ægteskab, elskerinde og Mor Sigbrit

I 1514 gjorde Christian danmarkshistoriens, måske bedste parti, da han giftede sig med Elisabeth af Habsburg, søster til den kommende kejser Karl 5., der ved sin kroning blev kejser over Det Tysk-romerske Kejserige, plus regent over adskillige andre områder og dermed Europas mægtigste mand. Dette fordelagtige ægteskab forhindrede dog ikke Christian i at fortsætte sin berømte affære med elskerinden Dyveke indtil hendes død i 1517.

Efter Dyvekes død beholdt Christian 2. hendes moder, Sigbrit Villoms, ved hoffet. Sigbrit stammede fra en familie af handelsmænd fra Nederlandene. Ved hoffet tjente hun som rådgiver i en sådan grad, at hun af eftertiden er blevet sammenlignet med nutidens finansministre. Christian 2.s politik var i høj grad præget af et fokus på borgerstanden, især købmændene, fordi han ønskede at gøre København til Nordens handelscentrum i samarbejde med de store hollandske byer. Dette stemte fint overens med det miljø, som Sigbrit stammede fra. Resultatet blev bl.a. oprettelsen af et handelskompagni efter nederlandsk forbillede i 1520, med det formål at mindske de nordtyske hansestæders indflydelse i Danmark.

Sigbrit var tilknyttet hoffet, indtil Christian blev tvunget i landflygtighed, hvorefter hun forlod landet sammen med ham. I oprørsskrifterne mod Christian 2. blev hun bl.a. udråbt som heks, og man fornemmer tydeligt, at kongens politiske modstandere mere eller mindre berettiget var bange for hende.

Christian 2. i diskussion med den nederlandske Sigbrit Villoms på Amager, der under Christian 2. blev delvist omdannet til en nederlandsk koloni, idet kongen efterspurgte nederlandske bønder til at varetage det vitale stykke landbrugsjord. Skitse af Hans Nikolaj Hansen (1853-1923). Fra: Rigsarkivet 

Sverige

I 1397 var Danmark, Norge og Sverige blevet samlet under den danske krone i Kalmarunionen. Efter 1448 havde kongerne imidlertid kun i korte perioder haft herredømmet over Sverige. Det var og blev dog en hovedmålsætning for de senere konger at underlægge sig Sverige. Christian 2. var ingen undtagelse. Som ung havde han kæmpet for sin faders ret til den svenske trone, og i 1517 startede han det første krigstogt som konge.

Først i januar 1520 lykkedes det imidlertid kongens tropper at komme så langt ind i Sverige, at man kunne starte en belejring af Stockholm. Fra København kom den danske flåde for at støtte belejringen fra søsiden, og i september 1520 overgav Stockholm sig. I den forbindelse lovede Christian alle sine fjender straffrihed. Christian 2. kunne nu lade sig hylde som konge af Sverige. Han valgte at lade sig hylde som arvekonge, hvilket var i direkte strid med den svenske forfatning.  Ved den efterfølgende kroningsfest blev en stor gruppe af den svenske samfundselite, lederne af det parti, der havde bekæmpet Christian 2., fængslet, anklaget og dømt til døden for kætteri.

Det Stockholmske Blodbad og tabet af Sverige

I alt blev 83 adelige, gejstlige og fremtrædende borgere den 8. november 1520 halshugget på Stortorget i Stockholm, hvilket betød at den magtelite, der var modstander af Christian 2., stort set var udryddet.

Imidlertid formåede den unge adelsmand Gustav Vasa, der tidligere havde været danskernes fange på Kalø Slot, at rejse især den svenske almue til et succesrigt oprør mod Christian 2. Selvom Sverige først officielt blev opgivet i 1523, var Christians reelle magt over landet således meget kortvarig. Tabet af Sverige blev dyrt for kongen, idet de afgifter, han måtte pålægge bønderne i Danmark at betale til krigen, gjorde ham mere og mere upopulær i sit eget hjemland.

Det Stockholmske Blodbad i 1520. Kobberstik fra 1676, udført på baggrund af et træsnit fra 1524, som Gustav Vasa lod fremstille som et led i propagandaen mod Christian 2. Fra: Det Kongelige Bibliotek 

Bondekær og borgervenlig

Christian 2. blev meget populær blandt 1800-tallets nationalromantikere, fordi hans fokus var bønderne og borgerne frem for rigets jordbesiddende elite, og han er derfor blevet kaldt bondekær og borgervenlig. I hvor stor grad, dette er et resultat af en senere historisk konstruktion, er svært at sige, men faktum er i hvert fald, at Christian 2. i sin regeringstid gennemførte adskillige reformer. Det vigtigste i denne forbindelse er hans lovkompleks fra 1522, Land- og Byloven, som i modsætning til de gamle landskabslove var rigsomfattende, og som rummede mange ændringer af disse og andre gældende regler, fx en vis styrkelse af bønders og byborgeres retsstilling. Christian 2.s embedsstand var også præget af hans forkærlighed for borgerstanden, hvorfor han delvis brød med den sædvane at lade de højeste poster beklæde af adelige og gejstlige. Blandt hans vigtigste hjælpere var, udover Sigbrit Villoms, Hans Mikkelsen, der var borgmester i Malmø. Sammen førte de, som allerede omtalt, en handelspolitik, der i høj grad favoriserede byerne ved Øresund; især København og Malmø.

Oprør og landflygtighed

Christian 2. nåede kun at være konge i 10 år, inden utilfredsheden med hans reformer blev så stor, at dele af den jyske adel opsagde deres troskabsed på et stort anlagt møde i Viborg, hvor man også symbolsk afbrændte Christian 2.s nye love på landstinget og dermed gjorde dem ugyldige. De oprørske adelige havde etableret en alliance med Christian 2.s farbror Frederik (1.), som mod løfte om at overtage tronen stillede tropper til rådighed. Snart bredte oprøret sig til hele landet, også blandt mange bønder, som var utilfredse med de økonomiske byrder, de var blevet pålagt i forbindelse med Sveriges erobring. I København og Malmø forsvarede borgerskabet dog Christian 2., men måtte overgive sig efter længere belejringer.

Da Christian måtte opgive kampen mod oprørspartiet, drog han i landflygtighed, først til Nederlandene, som var en del af hans svoger, kejser Karl 5.s, vidtstrakte besiddelser, og derefter til Tyskland. Efter en kort flirt med protestantismen blev han igen katolik for at indynde sig hos sin svoger, hos hvem han søgte støtte til at generobre den danske trone. Støtten var meget begrænset, men i 1531 lykkedes det dog eks-kongen at samle en flåde og drage mod Norge, hvor han gik i land og påbegyndte en erobring. Succesen var dog kortvarig og sluttede med, at Christian blev lokket til Danmark under foregivende af, at han skulle forhandle med sin farbror om vilkårene for sin fremtid. Trods dette løfte blev han sejlet direkte til Sønderborg Slot, hvor han blev fængslet.

Christian 2. sad som fange på Sønderborg Slot indtil 1549, hvorefter han blev flyttet til Kalundborg. Her levede han de sidste 10 år af sit liv, inden han døde i januar 1559. Han blev begravet ved siden af sine forældre i Franciskanernes Klosterkirke i Odense. Da denne blev nedrevet overførtes hans grav i 1805 til Odense Domkirke.

Christian 2. betalte således en ganske høj pris for sit forsøg på at føre en politik, som store dele af landets politiske elite var indædte modstandere af.

Portræt af Christian 2. af Carl Bloch fra 1871. Maleriet forestiller Christian 2. under sit fangenskab på Sønderborg Slot. Fra: Statens Museum for Kunst