Baggrund

Ved faderen, kong Hans', død i 1513, kunne Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523, død 1559) umiddelbart tiltræde som konge, idet han tidligere var valgt som faderens efterfølger i alle tre riger i Kalmarunionen. Faderens kortvarige herredømme over Sverige var dog for længst gået tabt på dette tidspunkt, hvorfor det blev en hovedprioritet for Christian at erobre magten her. Efter et voldsomt ressourceforbrug lykkedes dette i 1520. Straks efter fulgte det såkaldte Stockholmske Blodbad, der med udløbere kostede et pænt stykke over 80 stormænd og -borgere livet. Dette førte til et oprør, som endte med, at Christian 2. atter mistede herredømmet over Sverige året efter.

Dette forløb øgede mildt sagt ikke hans popularitet blandt danske stormænd. Ydermere havde han, som traditionen bød, ved sin tiltræden underskrevet  en håndfæstning, hvis indhold han derefter så meget stort på, ligesom han i stort omfang forbigik de førende adelsmænd i sit styre til fordel for borgerligt fødte personer. I 1522 angreb en hanseatisk flåde Danmark i raseri over kongens handelspolitik. Dette synes at have slået hovedet på sømmet. I januar 1523 sendte førende jyske stormænd ham et opsigelsesbrev efter at have truffet aftale med hans farbror, hertug Frederik af Slesvig og Holsten, om at blive hans efterfølger som konge (Frederik 1., født 1471, regent 1523-1533).

Christian 2. indså hurtigt, at hans magt i Danmark faldt fra hinanden, og den 13. april forlod han landet med sin orlogsflåde i håb om at finde hjælp hos sin svoger, den tysk-romerske kejser, Karl 5. af Habsburg. Med sig tog han en stor portion af statskassen samt en stor del af det kongelige arkiv. Det var Christian 2.s håb, at han blandt andet ved at få udbetalt resten af den betydelige medgift, han var blevet lovet ved indgåelse af ægteskab med kejserens søster, kunne rejse penge til at genvinde kontrollen med de tre nordiske riger. Det blev begyndelsen på otte år i landflygtighed.

Christian 2. forlod København den 13. april 1523 sammen med dronning Elisabeth og børnene Hans, Dorothea og Christine. Illustration: Danmarks Historie i Billeder (1898)

Det første generobringsforsøg

Da Christian 2. efter sin flugt fra Danmark ankom til den nederlandske provins Zeeland, som var under habsburgsk styre, havde han endnu håb om hurtigt at kunne tilbagevinde magten. Byerne København og Malmø modstod stadig Frederik 1.s angreb, og på Gotland holdt ridderen Søren Norby ligeledes skansen i Christian 2.s tjeneste. Ved at sende et angreb sydfra gennem Jylland og sende forstærkninger til Søren Norby kunne der altså stadig være en mulighed for at vende begivenhederne i Christian 2.s favør.

Efter sin ankomst til Zeeland indledte Christian 2. derfor et lobbyarbejde hos forskellige tyske fyrster samt den skotske konge for at skaffe midler til disse to fremstød. Vigtigst var dog lobbyarbejdet ved det habsburgske hof i Nederlandene, hvor Christian 2. håbede på at kunne få udbetalt den enorme medgift på 150.000 gylden fra sit giftermål med Elisabeth af Habsburg – søster til kejser Karl 5. af Habsburg. Karl 5. var dog på dette tidspunkt engageret i en krig mod Frankrig, hvilket han brugte som undskyldning for ikke at udbetale medgiften. I sommeren 1523 fik Christian 2. med hjælp fra sine slægtninge i nordtyske fyrstendømmer samlet en hær af lejetropper. Da det imidlertid blev klart, at kongen ikke ville få udbetalt sin medgift og dermed ikke havde råd til at føre en længere militær kampagne, opløstes hæren.

Fortsat landflygtighed 1524-1531

Efter det mislykkede forsøg på at erobre Danmark sydfra rejste Christian 2. et stykke tid rundt i Tyskland. I denne periode befandt også den protestantiske reformator Martin Luther sig i Nordtyskland, og Christian 2. besøgte denne flere gange i Wittenberg. Christian 2.s sympati for den lutherske sag var imidlertid til stor bekymring for de katolske habsburgere.

I april 1524 blev der i Hamborg afholdt et møde mellem nordtyske fyrster og udsendinge fra det habsburgske hof. På dette møde blev det blandt andet diskuteret, hvorvidt man aktivt skulle støtte Christian 2.s forsøg på at generobre magten over de tre nordiske riger. Ved mødet var både delegerede for Christian 2. og Frederik 1. til stede, og begge gjorde krav på kongemagten i Danmark. Da Frederik 1. på dette tidspunkt havde vundet det absolutte militære overherredømme over Danmark og dermed kontrollen over de vigtige handelsruter igennem de danske farvande, fandt Christian 2. ikke opbakning til sine krav. Hensynet til den blomstrende nederlandske østersøhandels interesser vejede til syvende og sidst tungest i habsburgsk politik.

Efter mødet i Hamborg besluttede Christian 2. at gå sine egne veje. I løbet af sommeren 1524 udrustede han således en kaperflåde under ledelse af en ung adelsmand ved navn Klaus Kniphof. Denne flåde skulle via sørøveri rejse penge til støtte til Søren Norby, der stadig besad herredømmet på Gotland, hvorfra han kunne angribe Danmark østfra. Den 7. oktober 1525 blev Claus Kniphof dog taget til fange af en flåde fra Hamborg og henrettet for pirateri, mens Søren Norby samme år led endegyldigt nederlag efter at have haft held til at vinde magten i det meste af Skåne ved at rejse de skånske bønder til oprør.

Herefter trak Christian 2. sig tilbage til det slot, som han havde fået tildelt ved byen Lier i Flandern. Herfra forsøgte han det næste stykke tid med diplomatiske forbindelser og proklamationer mod Frederik 1. at vende stemningen til sin fordel uden det store held. Et problem var her Christian 2.s lutherske sympatier, som gjorde ham upopulær blandt de katolske habsburgere, som havde kæmpet hårdt for at få standset Luther og den bevægelse, der snart fulgte ham. I 1530 tilbød Christian 2. dog Karl 5. at fraskrive sig det "lutherske kætteri" mod at få 100.000 gylden som hjælp til sin genindsættelse. Efter nogen tids forhandling lovede Karl 5. ham 24.000 gylden.

Kobberstik af Christian 2. fra 1760. Fra: Statens Museum for Kunst

Angrebet på Norge og fængsling i Sønderborg

Med Karl 5.s løfte om økonomisk bistand lykkedes det Christian 2. at rejse 5.000 lejesoldater i Friesland. Med denne hær drog Christian 2. så mod Amsterdam, hvor han simpelthen tog byen som gidsel og som løsesum krævede transport til Norge. Byens borgere gav efter, og den 26. oktober 1531 sejlede Christian 2. med 25-30 skibe fra Medemblik mod Norge.

I Norge mødte Christian 2. kun ringe modstand. Den 29. november 1531 sendte det norske rigsråd et opsigelsesbrev til kong Frederik, og den 5. januar 1532 hyldede samme rigsråd Christian 2. som konge. Imidlertid lykkedes det ikke Christian 2.s tropper at indtage de tre norske hovedfæstninger: Akershus, Bohus og Bergenhus, der havde danske kommandanter. Reaktionen fra Danmark kom i maj 1532 i form af en flåde på 25 danske og lybske skibe med tropper. Kampen om Norge blev afgjort i løbet af foråret 1532 og endte med, at Christian 2. blev presset til at indgå forhandlinger med Frederik 1. mod et løfte om frit lejde. Christian 2. blev dog ikke som lovet sejlet fra Oslo til København. Derimod sejlede skibet med ham ombord til Sønderborg, hvor han blev fængslet. I perioden 1532-1549 sad han i arrest på Sønderborg Slot, hvorefter han blev overført til Kalundborg Slot, hvor han under lidt friere forhold opholdt sig til sin død i 1559.