Kilder
Kildeintroduktion:
Ørnevisen er en folkevise, som gennem en fortælling om skovens fugle giver en skildring af det danske samfund omkring Christian 2.s afsættelse i 1523. Visen fortæller, hvordan småfuglene (bønder og borgere) i skoven vil kåre den gamle ørn (Christian 2.) til fuglekonge for at denne kan fri dem for høgen (adelen), og hvorledes høgen sætter sig imod. Det kommer til strid mellem den gamle ørn og høgen, og ørnen må i sidste ende forlade skoven til de små fugles fortvivlelse og klage.
Af visens sidste vers fremgår det, at den er forfattet mellem Christian 2.s afsættelse i 1523 og hans mislykkedes angreb på Norge i 1531. Ørnevisen illustrerer det billede, som Christian 2. efter sin afsættelse søgte at give af sig selv som de fattiges beskytter. Det er ikke umuligt at Christian faktisk, gennem sine forsøg på at indskrænke adelens magtstilling, var ganske populær blandt borgerne og bønderne i Danmark, selvom den officielle propaganda gav et meget negativt billede af ham gennem hele 1500-tallet.
Alle smaa Fugle i Skoven er,
de giver paa Høgen stor Klage:
han river af dem baade Fjer og Dun;
han vil dem af Skoven jage.
Men Ørnen han bygger i Fjeldet ud.
Saa fløj de sammen i Egetop,
de lagde deres Raad paa ny,
hvorledes de kunde en Fuglekonning faa,
dem kunde fra Høgen fri.
Frem da traadte den søllige Krage,
hun var saa sorgefuld:
"Kejser vi os den gamle Ørn,
jeg haaber, han varder os huld."
Det svarede alle de andre smaa Fugle,
de svarede ja dertil:
"Nu er Ørnen Fuglekonning,
saa længe som Gud han vil."
Dertil da svared den stolte Høg:
"Vi steder det ingenlunde;
og skal den Ørn være Fuglekonning,
han lægger os øde i Grunde."
Alt da spurgte den gamle Ørn,
han blev saa vred udi Hu;
saa slog han til den stolte Høg
alt med sin skarpe Klo.
Derved da glædes de andre smaa Fugle
og synger hver med sin Stemme;
i Lunden var Fryd og Fuglesang,
alt der som Ørnen var hjemme.
Sammen da sankes de Høgehære,
de skjuler baade Skov og Kær:
"Vi vil os til Lunden
og gøre den Ørn et Blær."
Dette da hørte den simple Due,
hun fløj til Ørnen og sagde:
"Nu da kommer de Høgehære,
de agter at gøre dig Skade.
Det da svared den gamle Ørn,
saa baade hans øjne de runde:
"Saa mange Mus de bide en Kat,
thi maa jeg rømme af Lunde."
Bort da fløj den gamle Ørn,
alt med sine Unger smaa;
de andre smaa Fugle de blev da vilde,
de vidste dem ingen Raad.
Nu sidder Høgen i Egetop
og breder ud med sin Vinge;
de andre smaa Fugle i Skoven er,
dem monne de jammerlig tvinge.
Nu sidder Kragen paa bare Kvist
og svelter hun over sin Klo;
Uglen skjuler sig i alle Ris,
jeg venter, hun haver Uro.
Viben hun løber i Agerrén
alt med sin høje Top;
Høgen han kommer her flyvende frem,
han tager og æder hende op.
Nu sidder alle de andre smaa Fugle
og tier saa kvær som Sten;
de har nu mist deres dejlige Sang,
naar Gud vil, saa fanger de den igen.
Nu er der Sorg udi Lunde,
som før var Fuglesang;
de fattig smaa Fugle dem ynkes mig,
for Tiden gøres dem saa lang.
Hunden ligger under Bordet og sover,
og Ræven i Gaasesti;
naar Herre Gud vil, da vaagner han op
sine fattige Gæs at fri.
Katten hun ligger i Gaarden syg,
og hver Mand vil hende hade;
og Musen raader selv i fattig Kones Pose,
hun gør hende fuldstor Skade.
Gud han da hjælpe den fattige Ørn,
som flyver over vilden Hede;
han ved sig hverken Ly eller Læ,
hvor han tør bygge sin Rede.
Men Ørnen han bygger i Fjeldet ud.