Sigbrit, elskerindens mor

Sigbrit Villoms var købmandsdatter fra Amsterdam. Hun mødte den kommende danske konge, Christian 2., i Norge, hvor hun virkede som handelskvinde. Christian tog Sigbrits datter, Dyveke, som elskerinde, og da han i 1513 blev kronet til dansk konge, tog han Dyveke og mor Sigbrit med til København. Elisabeth, et barnebarn af den tyske kejser, blev efterfølgende Christians dronning. Hendes familie krævede, at kongen skaffede sig af med Dyveke, men han beholdt hende, og mor Sigbrit blev ved hoffet.

Sigbrits liv ved hoffet

Sigbrit var kongens elskerindes mor, men hun fungerede også som kongens rådgiver og ven, idet hun rådgav ham i sager om handel og bysamfund. Selv da Dyveke døde i 1517, blev Sigbrit ved hoffet, og hendes forhold til kongen blev tættere. Sigbrit fungerede endda som dronning Elisabeths fødselshjælper og fik titlen som Elisabeths hofmesterinde. Det var den eneste titel, Sigbrit nogensinde fik – ud over det uofficielle 'mor Sigbrit'.

Pga. Sigbrits indflydelsesrige rolle som kongens efterhånden nærmeste rådgiver og hendes vante gang ved hoffet, voksede adelens uvilje imod hende. Det var upassende for kongen at omgås en ikke-adelig, udenlandsk handelskvinde. De beskrivelser, vi har om Sigbrit, er hovedsageligt fra hendes fjender. Adelen beskrev Sigbrit som ondsindet, skarptunget og utilregnelig, men hendes store handelstalent kunne de ikke komme uden om.

Christian 2. i diskussion med den nederlandske Sigbrit Villoms på Amager, der under Christian 2. blev delvist omdannet til en nederlandsk koloni, idet kongen efterspurgte nederlandske bønder til at varetage det vitale stykke landbrugsjord. Skitse af Hans Nikolaj Hansen (1853-1923), fra Rigsarkivet 

Sigbrit som rådgiver og 'finansminister'

Sigbrit menes at have inspireret Christian 2. til nye love og anordninger, bl.a. Byloven 1522. Loven pålagde borgerne at fjerne affald en gang om ugen for at holde byen ren. Idealerne kom fra store hollandske byer, som var væsentligt renere og mere lugtfri end København. Sigbrit inviterede også hollandske bønder til at bosætte sig på Amager, hvor de kunne dele deres viden om dyrkning af grøntsager. Hendes forslag bundede i hollandske handelsidéer og gav fordele for borgere og købmænd.

Kongens krigstogter i Sverige fra 1517 tyndede ud i statskassen. Rigets finanser overlod Christian 2. derfor til dels til Sigbrit i håb om større overskud. Hun strammede grebet om tyske handelsskibe, der handlede med Sverige, og hun konfiskerede både skibe og varer samt indførte strengere kontrol af Øresundstolden. Hun sørgede for, at kongens finanser løb rundt, og at krigene i Sverige kunne finansieres. Mens kongen var i udlandet, havde Sigbrit magten til at underskrive love, og hun fungerede næsten som en form for vicekonge i de sidste af Christian 2.s regeringsår.

Sigbrits sidste år

Christian 2.s krige i Sverige førte til Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor en række svenske adelige blev henrettet. Den danske adel blev derfor urolig, og sammen med anden opsparet utilfredshed førte det til, at de efterfølgende opsagde deres troskab til kongen. I opsigelsesbrevene nævnte de frygten for deres eget velbefindende, særligt når kongen lod sig rådgive af en ond kvinde som Sigbrit. Urolighederne endte i et oprør, der tvang kongefamilien til at flygte ud af Danmark i 1523.

Sigbrit og kongefamilien tog til Nederlandene, hvor de bad Elisabeths familie om hjælp. Hjælpen kunne Christian 2. dog kun få, hvis han skilte sig af med Sigbrit. Herefter er der kun små glimt af, hvor hun har opholdt sig. Sigbrits sidste år ved man ikke meget om. I 1532 blev en gammel kone ved navn Sigbrit nævnt i et hollandsk fængsel, flere historikere mener, det var Sigbrit Villoms, og at hun endte sine dage der.