Rønnows adelige baggrund og uddannelse

Joachim Rønnow blev født ind i det danske højaristokrati med forgreninger til Sverige. Hans farmor var således Birgitte Vasa, en ane til den senere svenske kongeslægt. Hans forældre var rigsråd Marquard Rønnow (død 1506) og Mette Hardenberg (død tidligst 1549), datter af Joachim Hardenberg til Løgismose på Vestfyn. Forældrene blev gift i vinteren 1497, og da Joachim var ældst i søskendeflokken, må han være født kort tid herefter. 

Rønnow tog på dannelsesrejse i Europa, som vanen var for højadelige sønner fra midten af 1400-tallet. Han blev indskrevet ved universitetet i Wittenberg i 1516 og fortsatte videre til i hvert fald Italien og Frankrig. Hans indskrivning i Wittenberg har været omdiskuteret. ”Jacob Rano fra Fyns stift i provinsen Dacia” er ordlyden, og kirkehistorikeren Oskar Andersen (1866-1959) savnede et ’nobilis’ (adelig) i teksten. Men skriverne ved universiteterne på dette tidspunkt var ikke underlagt faste regler. Man kan blot pege på Rønnows egen halvfarbror, Carl Rønnow, biskop over Fyns Stift fra 1474 til 1499. Han blev indskrevet ved universitetet i Köln i 1464 og er ikke omtalt som adelig. For opholdet i Wittenberg taler også, at Frederik 1. (født 1471, regent 1523-1533) siden valgte ham til den ledige bispestol i Roskilde i 1529.

Diplomatiske opgaver

Rønnow kom tilbage til Danmark i 1519 sammen med de franske lejesoldater, der hen over sommeren blev tilsendt Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523, død 1559). Senere i hhv. 1524 og 1527 blev han udsendt på diplomatiske opgaver til netop Frankrig, hvorfor man tør forudsætte, at han ud over gode latinkundskaber også mestrede fransk. Historikeren Arild Huitfeldt (1546-1609) omtalte ham som hofsinde (adelig hofmand) hos Frederik 1., efter alt at skønne en korrekt betegnelse. Selv kaldte Rønnow sig i 1528 medarving af Hvidkilde gods på Sydfyn, hvor hans mor endnu sad i uskiftet bo, og titulerede sig som kongens bevæbnede mand. Samme år vandt Rønnow-familien en langvarig retssag mod Odensebispen, Jens Andersen (død 1537), der blev idømt at betale slægten erstatning. 

Udvalgt biskop til Roskilde

I 1529 blev Rønnow udpeget som ny biskop i Roskilde efter Lage Urne (ca. 1467-1529), der var død 29. april samme år. Det var Frederik 1., der stod for udnævnelsen, velvidende at Rønnow på posten kun kunne blive udvalgt biskop, idet paven allerede havde sat Christian 2.s kandidat, Johan Veze (Johannes Vezalius), i venteposition til posten. Det var den første bispevakance efter herredagene i Odense 1526-27, hvor det var blevet bestemt, at den danske ærkebiskop i pavens sted skulle udnævne alle kommende bisper. Ærkesædet stod ledigt, og derfor kunne Frederik 1. handle i dennes sted. Dermed var den danske territorialkirke, som Reformationen siden sanktionerede, en kendsgerning.

Tiltrædelsen skete, efter at Rønnow aflagde ed på en række bestemmelser, som kongen opstillede. Vigtigst blandt disse var tre: For det første måtte evangeliske præster ikke forskelsbehandles, og hvis der skete brud på denne ligestilling, skulle rigsråd og konge dømme derom, ikke bisp og domkapitel. For det andet skulle Rønnow altid være kongen huld og tro. Det gjaldt også efter Frederik 1.s død, hvor han skulle tjene dennes børn, især den, ”som bliver udvalgt til Konge af Danmark”, idet han også måtte love altid at arbejde for, at ingen af Christian 2.s børn kom på tronen. Endelig måtte Rønnow acceptere at betale for udnævnelsen, ikke mindre end 3.000 rhinske gylden. Kongens konfirmationsskrivelse faldt tredje og sidste gang 24. juni 1530.

Rønnow skifter navn

Formentlig mens forhandlingerne med kongen stod på, fik Rønnow teknisk omsat sine udenlandske studier til en præsteeksamen, uden at vi ved nærmere hvordan. Samtidigt skiftede han navn fra Jacob til Joachim. Ifølge legenden havde Joachim været gift med Sankt Anna, Jomfru Marias mor. Som sådan var han Vor Frues beskytter, og da Roskilde domkirke var indviet til netop denne, var navnet velvalgt, ikke mindst som en gestus over for domkapitlet, der nok var blevet hørt, men alligevel må have følt sig forsmået. Samtidig kunne navneændringen forstås i en slægtssammenhæng, da hans morfar bar navnet Joachim. Tilnærmelsen til domkapitlet mislykkedes dog, og Rønnow fik aldrig noget godt forhold til det. Skibbykrønikens negative bedømmelse af ham er i så henseende symptomatisk.

Som biskop over Roskilde stift foreskrev traditionen, at Rønnow blev kancelliets øverste kansler (summus cancellarius). Efter Frederik 1.s død 10. april 1533 gav det Rønnow plads i rigsledelsen, der skulle planlægge det nye kongevalg. Det skete sammen med rigshofmesteren, den evangelisk indstillede Mogens Gøye (død 1544) og marsken Tyge Krabbe (1474-1541), der havde sit ståsted i den nedarvede kirketradition.

Det udsatte kongevalg og historieskrivningen om arvefølgekrigen

Herredagen i København sommeren 1533 er gået over i historien som en fiasko. Kongevalget blev udsat, og da lybækkerne greb ind, før et nyt møde kunne afholdes i sommeren 1534, var arvefølgekrigen kendt under navnet Grevens Fejde en kendsgerning. Her blev der åbnet for alle de modsætninger, der havde plaget den danske statskonstruktion siden Christian 2.s fordrivelse i 1523, og det hele endte i borgerkrig. I sidste ende stod hertug Christian (født 1503, regent 1534/36-1559), Frederik 1.s ældste søn, som sejrherre, og med statskuppet 11. august 1536 indvarslede han den kommende reformation. Her blev ansvaret for de godt to års krigsødelæggelser placeret hos de tøvende katolske biskopper med Joachim Rønnow som frontfigur.

Allerede historikeren Arnold Heise (1837-1951) påpegede, og nyere forskning har støttet ham, at udsættelsen af kongevalget på forhånd var planlagt af rigsledelsen. Denne vidste, at nordmændene ikke ville kunne nå frem, og det ville kunne bruges som en legitim begrundelse og blev det for at udskyde kongevalget. Når tingene alligevel kom ud af kontrol i løbet af herredagen, skyldes det en kædereaktion af begivenheder, som rigsledelsen ikke formåede at få standset, en kædereaktion, der var sat i gang af meldingen fra hertugdømmerne, at her havde man valgt hertug Christian som Frederiks efterfølger med carte blanche til at indføre en reformation.

Forsøget på at rense Rønnow for Christian 3.s anklager blev allerede påbegyndt med Hans Knudsens tidlige biografi fra 1840 og accepteret i værkets anmeldelse af historieprofessor Frederik Schiern (1816-1882), men synspunktet er siden helt forsvundet fra forskningen. 

Den mest kendte enkeltsag fra herredagen 1533 er processen mod Hans Tausen (1494-1561). Vor Frue kirke i København havde oplevet en billedstorm ved årsskiftet 1530-31, og Hans Tausens navn var som ledende evangelisk forkynder i byen knyttet hertil. Denne sag blev behandlet af Rettertinget (datidens højesteret) på herredagen. Her var Rønnow bundet af sin ed til kongen om principiel ligestilling mellem de uenige parter og advokerede derfor for den milde straf i form af forvisning fra byen og ikke henrettelse, som andre gjorde. Rønnow fik sit synspunkt igennem. 

Der findes ingen samtidige billeder af  Joachim Rønnow, men 1800-tallets malere holdt sig ikke af den grund tilbage. Den unge kunstner Adam Müller (1811-1844) var den første, som satte Rønnow sammen med Hans Tausen (billedet til venstre). Motivet genfindes i Carl Blochs (1834-1890) berømte maleri fra 1876 ”Joachim Rønnow forsvares af Hans Tausen mod Almuens Raseri” (billedet til højre), der også er inspireret af et udkast fra Wilhelm Marstrands (1810-1873) side. Bloch har her effektfuldt gjort Rønnow til en ældre mand og set stort på, at Tausen, der var født i 1494, og Rønnow var jævnaldrende. Maleriet hænger i Københavns Universitets festsal. Fra: Wikimedia Commons og Københavns Universitet

Den kongeløse tid og Grevens Fejde

I den kongeløse tid, der fulgte, var det opportunistisk af Rønnow at åbne for den aldrig løste konflikt om byen Københavns tilhørsforhold mellem kronen og Roskilde bispestol. Fremstødet kan ses som et forsøg på at få nogle af de mange betalte penge hjem igen, Rønnow havde betalt for embedet, men klogt var det ikke. Domkapitlet stod da heller ikke bag ham i aktionen. Mere venlig over for hertug Christian var Rønnows arbejde for at få et forbund i stand med den svenske konge, Gustav Vasa ved årsskiftet 1533-34, et forbund, der helt og holdent var vendt mod lybækkerne, og som viste sig at være en stor hjælp for Christian i den videre strid.

Da Lübeck angreb hertugdømmerne og siden Danmark i maj-juni 1534, var Rønnow ansvarlig for at få de hjælpetropper afsted til hertug Christian, som rigsstyret var blevet bedt om at sende. Det skete også, om end beslutningen om, hvor det 180 mands store hold skulle findes, trak ud.

I sommeren 1534 opnåede grev Christoffer af Oldenburg (ca. 1504-1566) fuld kontrol med Sjælland og Skåne, og her måtte Rønnow dels sværge troskab, dels atter en gang betale for at beholde bispedømmet, der ellers ville være gået til den eksilerede svenske ærkebiskop Gustav Trolle (1488-1535). Efter Skånes frafald i januar 1535 sendte Lübeck en ny stedfortræder i skikkelse af grev Johan af Hoya (-1535) til København, og i lyset af de stadige stridigheder mellem denne og grev Christoffer valgte Rønnow at flygte fra Sjælland, bl.a. for at undgå en truende deportation til Nordtyskland. I marts 1535 kunne han slutte sig til hertug Christians alliance. Han vendte tilbage til Roskilde efter Christians overgang til Sjælland i sommeren 1535 og opholdt sig vel mestendels der, afkoblet, som han var, fra hertugens nære rådgivere. Ved Københavns overgivelse den 29. juli 1536 fulgte han kongens indtog ugen efter ind i København. Endnu på dette tidspunkt advokerede han for Frederik 1. s linje for ligestilling mellem evangeliske og katolske.

Arrestation og fangenskab

11. august 1536 blev beslutningen om fængslingen af de danske biskopper truffet, og Joachim Rønnow blev arresteret. På herredagen i oktober samme år blev anklageskriftet mod dem læst op på Gammeltorv i København. Anklagerne mod Rønnow var de mest omfattende. Han havde således misligholdt de betingelser, han var blevet udnævnt på, herunder for ikke at have virket for udnævnelse af en af kongens sønner til ny dansk konge. Andre brud var sket under samme herredag 1533 og på ny i den kongeløse tid, hvor både riget og menigmand var blevet tilsidesat for egen vindings skyld, ja selv for tiden efter indtoget i København 1536 havde man beskyldninger.

Mens de øvrige bisper blev løsladt glidende, skete noget lignende aldrig for Joachim Rønnow. De første år af fangenskabet tilbragte han på sit eget Dragsholm Slot i Vestsjælland. Herefter overførtes han først til Københavns Slot, så til Krogen (Kronborg), for endeligt i 1541 at blive deporteret til Visborg i Visby på Gotland. Tidligt havde den svenske konge Gustav Vasa (1496-1560) to gange virket for hans frigivelse, bl.a. ved at henvise til hans slægtskab med Rønnow, men forgæves. I 1542 blev Rønnow overført til København, uden at vi ved hvorfor. Her døde han på slottet den 1. maj, før en løsladelse blev effektueret.

Eftermælet

Rønnow blev offer for Christian 3.s beslutning om alene at gøre de danske biskopper ansvarlige for udbruddet af den arvefølgekrig, han inderligt vægrede sig ved at omtale på denne måde. Af denne grund kunne den øvrige rigsledelse, der havde forberedt herredagen i 1533, frikendes, og udskydelsen af kongevalget blev primært gjort til Rønnows beslutning og ansvar. Forsøget på at frikende Rønnow midten i 1800-tallet slog fejl, og i stedet sejrede synspunktet, at han var de katolske biskoppers fremmeste repræsentant, der ved udsættelse af kongevalget ville forhindre en reformation i Danmark. Når dette er sagt, synes Rønnow også i situationer at have handlet uforsigtigt og været åbenmundet, skal man tage blot nogle af anklageskriftets citater for pålydende.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.