Lovgivning om prostitution i senmiddelalderen

Skånemarkedet tiltrak prostituerede fra hansestæderne, og regelrette bordeller optræder her fra 1336. Samtidig indførte man her særlige restriktioner med hensyn til skøgernes påklædning. Disse måtte kun være simpelt og billigt klædt. Kong Hans påbød i 1496 de danske skøger at bære en hue, halvt sort og halvt rød, og kun være iklædt billigt klæde – udslået hår var forbeholdt uberørte kvinder. Derudover blev de henvist til at bo i særlige bydele i Malmø og København.

I byerne vågede gilder og lav over deres medlemmers moralske adfærd, og gildebrødre blev således truet med store bødestraffe, hvis de blev taget i at ”bedrive ukristelig levned”. Drejede det sig om et gift medlem af lavet, kunne straffen endda være kagstrygning, det vil sige at blive fastbundet til en pæl og pisket, eller sågar udvisning fra byen.

Christian 2. afskaffede i 1522 skamdragten og tillod skøgerne at klæde sig, som de ville; dog måtte de, for at ingen forvekslede dem med ”dannekvinder og ærligt folk”, ikke bære kåber. Det blev under dødsstraf forbudt at udøve vold mod skøger – og drak man sit tøj, penge eller andre ejendele bort i ”løse kvinders hus”, så kunne man ikke klage i sådanne tilfælde. Christian 2.s lovgivning overlevede dog ikke hans fald, og resten af 1500-tallet måtte skøgerne finde sig i restriktioner med hensyn til klædedragt og bolig – de var henvist til særlige kvarterer i byens udkanter, men også badstuerne tjente mange gange som skalkeskjul for usædelighed og svir.

Illustration af to mænd der fanger sild, som skulle sælges på Skånemarkedet. Markedet tiltrak prostituerede fra hansestæderne, og der blev indført bordeller på markedet fra 1336. Fra: Wikimedia Commons

Efter reformationen søges prostitutionen begrænset

Efter reformationen begyndte man – måske også som resultat af frygten for den pludseligt opdukkende syfilis – at anlægge et strengere syn på prostitutionen. Officielt anerkendte utugtshuse synes at være forsvundet hurtigt herefter, men prostitutionen som sådan tåltes dog under visse former endnu ved midten af 1500-tallet. Herefter satte der en voldsom forfølgelse af de prostituerede ind, som blev straffet med kagstrygning, lemlæstelse og dødsstraf, hvis de fortsatte deres erhverv. I Helsingør udviste man eksempelvis i løbet af et enkelt år i 1590’erne 22 prostituerede fra byen, mens man i 1605 henrettede tre prostituerede ”til skræk og advarsel”. Disse voldsomme straffe til trods lod prostitutionen sig dog ikke udrydde.