Lovgivning: fra forbud til legalisering

Allerede i 1537 blev der indført en formaliseret censur i Danmark. Med bogtrykkunstens opfindelse opstod der et ønske hos myndighederne om at kontrollere, hvilke bøger der blev produceret og distribueret i landet. I første omgang ønskede man især at kontrollere den religiøse litteratur, der ikke måtte stride imod statskirkens lutheranske lære. Senere, efter enevældens indførelse, ønskede myndighederne også at overvåge den politiske litteratur. I Christian 5.s Danske Lov fra 1683 blev det bestemt, at alle bøger skulle godkendes af dekanerne ved Københavns Universitet, før de kunne trykkes.  Denne bestemmelse satte naturligvis også en vis grænse for udbredelsen af pornografiske tekster.

I Danmark blev det første egentlige lovforbud mod pornografiske tekster og billeder udstedt i slutningen af 1700-tallet. I Trykkefrihedsforordningen fra 1799 blev det forbudt at udgive bøger og billeder, ”hvormed Sædelighed og Blufærdighed krænkes”. Selvom Junigrundloven formelt afskaffede enevældens censurbestemmelser i 1849, blev forbuddet mod pornografiske bøger og billeder gentaget i Presseloven af 1851 og i Almindelig borgerlig Straffelov af 1866. Sidstnævnte bestemte i § 184, at: ”Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den, som sælger, uddeler eller paa anden Maade udbreder, eller som offentlig udstiller utugtige Afbildninger.”

I 1930’erne nåede straffelovens forbud mod pornografiske tekster og billeder sit højdepunkt. I 1930 vedtog Rigsdagen Borgerlig Straffelov, der yderligere forbød fremstilling og indførelse af utugtigt materiale, såvel som offentlige foredrag af utugtig karakter (§ 234). I 1939 ulovliggjorde et straffelovstillæg desuden de skrifter og billeder, der - selvom de ikke havde et egentligt utugtigt indhold - kunne anses at have ”forretningsmæssig Spekulation i Sanselighed til Formål”. Herved blev skrifter og billeder, hvis blotte formål var at tjene penge på folks erotiske ophidselse, gjort ulovlige. Straffelovens pornografiforbud varede frem til 1967, hvor Danmark som det første land i verden ophævede forbuddet mod tekstpornografi. I 1969 blev også billedpornografien legaliseret. Med undtagelse af et forbud imod børnepornografi, som blev vedtaget af Folketinget i 1980, har pornografien siden da været fri i Danmark.

Retspraksis

Det centrale begreb i lovgivningens forbud mod pornografiske tekster og billeder var ordet ’utugtig’. Politiet kunne kun gribe ind over for de tekster og billeder, der ved en domstol blev erklæret for utugtige. Fra juridisk side herskede der dog aldrig fuld enighed om dette begrebs præcise definition og afgrænsning. Diskussionerne gik blandt andet på, hvor megen nøgenhed, hvilke blottede kropsdele, hvilke scenarier og ikke mindst hvilke typer af tekster og billeder, der i egentlig forstand kunne kaldes utugtige. I praksis blev de tekster og billeder, som man vurderede havde en videnskabelig eller kunstnerisk værdi, ikke bedømt som utugtige. Kun værker, som udelukkende sigtede mod modtagerens erotiske ophidselse, blev henført til straffelovens pornografiparagraffer.   

Denne fortolkning af straffeloven gik blandt andet ud over forfatteren Herman Bang (1857-1912), hvis debutroman Håbløse Slægter blev forbudt af Højesteret i 1882. Romanens skildring af en ældre kvindes forførelse af en yngre mand gik langt ud over samtidens grænser for tilladelig litteratur. I 1930’erne blev også flere værker af den surrealistiske kunstner Wilhelm Freddie (1909-1995) frakendt enhver kunstnerisk værdi og konfiskeret af myndighederne. Til gengæld kunne landets kioskhandlere lovligt forhandle postkost med erotiske motiver, så længere der var tale om kopier af berømte malerier fra ind- og udland. I disse tilfælde var der tale om kunstgengivelser, ikke om egentlige utugtige billeder.

På sigt var den manglende juridiske klarhed omkring det utugtiges indhold med til at undergrave hele straffelovens pornografiforbud. Ved en række opsigtsvækkende retssager i 1950’erne og 1960’erne vurderede landets domstole i stigende grad, at grænsen mellem det kunstneriske og det pornografiske var umulig at trække. Eksempelvis undlod Højesteret i 1965 at forbyde en dansk oversættelse af John Clelands (1709-1789) pornografiske klassiker Fanny Hill fra 1748. På trods af bogens detaljerede seksuelle beskrivelser kunne retten ikke afvise, at den have en vis litterær værdi. Sammen med en ændret opfattelse af statens pligt til at håndhæve én specifik kønsmoral og af individets ret til seksuel frihed var domme som denne med til at udhule straffelovens pornografiforbud.

Pornografiens frigivelse i 1967 og 1969

Umiddelbart efter Fanny Hill-dommen i 1965 spurgte det radikale folketingsmedlem Else Merete Ross (1903-1976) den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen (1904-1994), om regeringen ikke burde afskaffe straffelovens pornografiforbud. Hun fremhævede, at staten ikke burde håndhæve én bestemt befolkningsgruppes seksualmoral, og at voksne mennesker burde kunne se på, hvad de lystede, så længe de ikke skadede andre. Justitsministeren bad efterfølgende Straffelovrådet om at tage stilling til en ændring af straffelovens § 234. I 1966 anbefalede rådet en ophævelse af forbuddet mod tekstpornografi. Den 2. juni 1967 besluttede Folketinget at ophæve kriminaliseringen af pornografiske tekster. Den 30. maj 1969 fulgte Folketinget op på denne beslutning ved også at ophæve forbuddet mod billedpornografien med virkning fra 1. juli 1969.

Pornoproduktion i Danmark

Frem til 1960’erne blev der ikke produceret pornografi i Danmark i nogen større skala. Mange af de pornografiske værker, som politiet konfiskerede, var typisk blevet importeret fra udlandet. I 1960’erne voksede pornoproduktionen stille og roligt frem herhjemme. I begyndelsen af 1960’erne kom de første masseproducerede pornografiske bøger til syne. Tekstpornografien blev dog hurtigt fortrængt af billedpornografien, der især nød godt af, at Danmark var det første land i verden til at frigive billedpornografien i 1969.

Frigivelsen vakte stor international opsigt og gjorde billedporno til en regulær eksport- og turistvare i 1970’erne. Særligt Istedgade og Vesterbro blev et internationalt centrum for handel med porno.  Centrale skikkelser inden for 1960’- og 1970’ernes billedindustri var mænd som Ole Ege (f. 1934), brødrene Peter (f. 1941) og Jens Theander (1944-2008), samt Leo Madsen (1932-1979). I 1966 stod sidstnævnte blandt andet bag udgivelsen af magasinet Weekend-sex.