Kilder
Kildeintroduktion:
I 1880 udgav forfatteren Herman Bang (1857-1912) sin debutroman Håbløse Slægter. Selvom bogen ikke indeholdt detaljerede seksuelle skildringer, beskrev den blandt andet et erotisk forhold mellem bogens hovedperson, den unge adelsmand William Høg, og dennes langt ældre elskerinde, grevinde Hatzfeldt. Bangs impressionistiske beskrivelse af begæret mellem en yngre mand og en moden kvinde vakte stor forargelse i samtiden og førte hurtigt til en politimæssig undersøgelse. Man mente, at bogen var direkte utugtig, det vil sige et pornografisk skrift.
I 1881 blev Haabløse Slægter forbudt ved Københavns Politiret og officielt erklæret for utugtig. Året efter stadfæstede Højesteret politirettens dom og idømte Bang en bøde på 100 kr., alternativt 14 dages fængsel. Efter disse domme udgav Bang sin debutroman i en række reviderede udgaver i 1884 og 1905. Alle udgaverne udelod de passager, som Højesteret havde kendt utugtige. Først i 1965 udkom Haabløse Slægter igen i sin fulde længde. Nedenfor kan du læse et af de ’utugtige’ uddrag af romanen.
Herman Bang fotograferet i 1885. Foto: Peder Christiansen, Det Kgl. Bibliotek
[…]
Men denne Kvinde forstod at trøste. Og mens hun trøstede, opelskede hun med Erfarenhedens tusinde Kunstgreb Lidenskaben i det syge Sind.
Og efterhaanden som hun kastede Masken, efterhaanden som hun bestandig mere blev Elskerinden, blev han bestandig mere betaget. Hun lod langsomt men sikkert Temperaturen i deres Forhold stige, langsomt men sikkert satte hun hans Lidenskab i Drivhus.
Og William var Vox i hendes Haand, hans Sanselighed, der havde været opsparet saa længe, voksede under hendes kloge Røgt[1], og han sank dybt hen i den Lidenskab, i hvilken han var gledet ud ...
Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet.
Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kjærlighed. Som Baggrund for hans Nyden laa hans store Skuffelse, Kummeren[2] . . . Han lagde en Heines Verdenssmerte[3] ind i sin Elskovslykke, og han tænkte paa Alfred de Musset og George Sand[4]. Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte al hans Lidenskab, al hans Vilje? --kunde han ikke dø?
Thi udenfor dette laa det store intet - Fortabtheden, Elendigheden. Kun i deres Kærlighed var der Liv.
Hvilke Sindsbevægelser forstod hun ikke at vække, hvorledes voksede ikke deres Kærlighed!
Snart kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad ham. Og hun kyssede ham kun paa Panden og hun saa paa ham mildt, med en Moders Kærlighedsglands i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans Haar. Saadanne Dage kunde de sidde sammen tause, Aftenen igennem, og hun var mild og elskelig og kysk, som om hun aldrig havde tilhørt ham og aldrig havde givet ham uden et henaandet Kys paa en Ynglings Pande. Hun spillede for ham: "Hvad spiller Du?" spurgte han.
"Kinderscenen[5]," sagde hun.
Og naar han smilede til hende saaledes som en Elsker smiler, saa' hun paa ham med et forbauset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes ...
Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke fortalte hun ham, hvad Komponisten nu fortalte om Børnene. Hun talte paa en blød, kælende Maade som en Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn.
Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse for hende og begyndte paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. "Ikke den Bog," sagde hun og betragtede ham med en mild Bebrejdelse, en Moders Sorg, som ser sin Søn være bleven alt for hjemme i Livet . . . Saa tog hun selv en Bog og bad ham læse i, milde Digte, Lamartines "Jocelyn" eller Octave Feuillets Idyller, Daudets Smaating[6]. Men selv her kunde hun stanse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op at læse ...
Paa saadanne Dage fik han ingen Kærtegn, og naar han gik, og Aftenens Længsel havde gjort hans Læber brændende, skød hun ham bort med en Bebrejdelse ...
Og til andre Tider var hun "Damen", kold overlegen og rolig. Hun saa' ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som den hædrede, den herskende; rolig, fuldendt Dame; hun saa' ham ikke, skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saa' hun til, en stolt Marmorstatue at se til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse - saaledes kunde hun være ...
Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende under tusinde Paaskud, mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, for hvem et Øjekast kan være Oljebladet, mødte ham bestandig den samme uforstyrrelige, rolige Juno[7], som ligelig uddelte sine Smil - kolde, ligegyldige, forbindtlige[8] Smil ...
Og han, som vidste, at hun kunde være en Messalina[9]!
Thi der var andre Dage, hvor hun aldrig blev træt af hede Kys, af Favntag, af slangekrystende[10] Omfavnelser. Dage, hvor der var som en fortærende Hede i hendes Aande, hvor hendes Kys gød Ild i hans Mund. Paa hine Dage kunde hun være som en kaad Bakkantinde[11], der overøste ham med Kærtegn uden Maal, og som gav sig hen med en Latter . . . Hendes Attraa[12] var brutal, umættelig, deres Lidenskab havde Feber under hæseblæsende Gispen ...
Hun vilde besiddes, hendes Attraa længtes under selve Nydelsen, som drukne kunde de begge rave[13] i Blodberusningens Tykning ... Og hun blev aldrig trættet.
Andre Dage var hun smægtende[14], laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad, mættet, træt . . . Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet, hun laa hen paa den røde Chaiselongue[15] med opløst Tøj og de lange Lokker ud over Sofaens Atlask[16] ...
Han vilde vække hende, han talte til hende, han hvidskede, han kyssede hendes Mund, hendes Hals, hendes Arme - hun var kold, hendes Kød var livløst, hendes Læber besvarede ikke hans Kys ... Saa fik hans Attraa Liv, og undertiden naar hans Kærtegn var hedere end før, mere brændende, naar hans skælvende halvaabne Læber næsten i Smerte sugede sig imod hendes, kunde hun pludselig hæve Øjenlaagene og fra hendes tilslørede Blik slog en Flamme imod hans, mens Øjnene skinnede grønligt ... Saa kunde de hvile længe Blik i Blik og nyde denne dets Flammeglød, som deres Lidenskab havde tændt ...
Og der var andre Tider, hvor hun blev kun hans Veninde, hvor hun bestandig vilde have Sofie om sig for at tale om ham, venligt, raadende. De kunde saa alle tre køre ud, langs Strandvejen, lange Ture; hun sad og glædede sig, var helt den ældre, var glad over Sofies Fornøjelse, overøste dem begge med Gaver. Hun viste en Venindes Opfindsomhed i sine Presenter, en fintfølende Kvindes Takt ...
[…]
[2] Kummer: bedrøvelse
[3] Verdenssmerte er en betegnelse for en pessimistisk livsfølelse, som baseres på spændingsforholdet mellem ydre virkelighed og indre behov. Denne følelse var inspiration for mange af romantikkens forfattere, heriblandt Heinrich Heine (1797-1856).
[4] Alfred de Musset (1810-1857) var en betydningsfuld forfatter i den franske romantik. Han havde i 1830’erne en kærlighedsaffæren med George Sand, der var et pseudonym for den franske forfatter og baronesse Amantine Lucile Aurore Dupin. Efter bruddet med Sand skrev de Musset nogle af sine mest berømte værker, hvoraf mange havde sin inspiration i deres kærlighedsforhold.
[5] ’Kinderszenen’: en klavercyklus fra 1838 af den tyske komponist Robert Schumann (1810-1856). I værket afspejles barndommen fra en voksens synsvinkel.
[6] Alphonse de Lamartine (1790-1869), Octave Feuillet (1821-1890) og Alphonse Daudet (1840-1897): franske forfattere.
[7] Juno: romersk gudinde for blandt andet ægteskab og kvindeliv.
[8] Forbindtlig: høflig.
[9] Messalina (17/20-48 e.v.t.): den romersker kejser Claudius’ kone. Hun blev henrettet mistænkt for statskup. Messalina er senere blevet beskrevet som skandaløs og umoralsk og er derfor senere hen i kunst og litteratur blevet et symbol på en bedragerisk og seksuel personlighed.
[10] Kryste: at knuge armene sammen om noget.
[11] Bakkantinde: kvindelig deltager i et drikkegilde.
[12] Attrå: begær.
[13] Rave: styrte ned.
[14] Smægtende: lokkende.
[15] Chaiselongue: en slags sofa til at ligge eller sidde på, med en buet forhøjning i den ene ende.
[16] Atlask: tykt stykke stof med blank overflade.