”Lidt dansk Retshistorie”. Artikel i Bornholms Social-Demokrat, 12. november 1913

Kilder

Kildeintroduktion:

Med denne artikel fra den 12. november 1913 rettede avisen Bornholms Social-Demokrat en sønderlemmende kritik mod det danske retssystem. Artiklen tog udgangspunkt i konkrete sager fra den lille ø Fejø i 1880’erne, der nu blev bragt frem igen. I artiklen blev Fejøsagerne brugt som eksempel på, at retssystemet havde spillet fallit, og den blev dermed del af større og langvarig offentlig debat. Kritikere af retssystemet mente, at den måde, straffesager blev ført på i Danmark, var forældet og måtte forandres.

Fejøsagerne var begyndt i 1882, da Carl Anton Freuchen (1835-1915) tiltrådte som birkedommer i Fejø Birk, den lokale retskreds, der dækkede tre mindre øer nordvest for Lolland. I en sygelig iver efter at opklare sagen om et barnelig, der var blevet fundet på Fejø Kirkegård året forinden, fik han i løbet af få år dømt 6 kvinder for barnemord. Højesteret stadfæstede senere birkedommerens afgørelse, og det var først senere i 1885, at de grove fejldomme blev opklaret, og en kommissionsdomstol omstødte dommene og kendte kvinderne uskyldige. Freuchen blev indlagt på sindssygeanstalt men udskrevet nogle år senere og afskediget med pension.

Omtrent 30 år senere, i 1913, opsøgte journalister fra Social-Demokraten nogle af disse kvinder og beskrev, hvordan de hverken havde fået oprejsning eller erstatning for deres uretmæssige fængsling. Desuden fortalte kvinderne om deres møde med birkedommer Freuchen, som indebar tortur, afpresning i form af fængsling af familiemedlemmer og et stort pres for at tilstå grumme barnemord.

Artiklen i Bornholms Social-Demokrat var et indspark i en debat og en grundlæggende kritik af den danske straffeproces, som før 1919 var bygget på inkvisitionsprincippet. Det betød, at en straffesag ikke tog form som to parter – anklager og anklaget – foran en neutral dommer. Derimod var processen i hænderne på en forhørsdommer, i dette tilfælde birkedommeren, som reelt set var dommer, anklager og forsvarer i én og samme person. For kritikerne blev Fejøsagerne et eksempel på, hvor galt det kunne gå i dette system. Først ved retsreformen i 1919 blev systemet afskaffet og erstattet med det, vi kender i dag med en offentlig anklagemyndighed og retten til et juridisk forsvar.

Udsnit af avisen Bornholms Social-Demokrat
Se hele artiklen på Mediestream via Det Kongelige Bibliotek.


Lidt dansk Retshistorie

Den sindssyge Birkedommer Freuchen paa Fejø

6 kvinder uskyldigt dømt for Barnemord

Ingen af dem har nogen Sinde faaet Erstatning

Hvor meget man end kan bebrejde Højesterets Justitiarius Lassen[1], et Gode har hans pludselige Indgriben til Forsvar for det nuværende Retssystem medført: Vort Retssystem er sat under Debat. Offentligheden er vant til Opmærksomhed. Den er lydhør og til at faa i Tale. Justitiarius vilde forsvare vort nuværende Retssystem, og han har opnaaet, at Angrebene regner ned over det og vil vedblive dermed, til Regering og Rigsdag tager Affære og giver dette System Dødsstødet.

Justitiarius har med fine Ord om, at Højesteret ingen Sinde har dømt nogen uskyldig, villet hævde vor øverste Domstols Værdighed, dække hele den danske Dommerstand – og hvad er Resultatet blevet? Intet mindre, end at en Række Retsvildfarelser, som Offentligheden slet intet kendte til, nu kommer frem for Dagens Lys.

Justitiarius paastod, at den saakaldte Fejøpige, skønt Højesteret havde givet hende Oprejsning, og kendt hende uskyldig, alligevel var skyldig. Offentligheden havde hidtil kun Kendskab til en uskyldig dømt Fejøkvinde. Undersøgelserne for at finde hende, førte imidlertid til den Opdagelse, at det er hele 6 Fejøkvinder, som, skønt alle uskyldige, er dømte og har maattet vandre i Fængsel. Der foreligger 

tre frygtelige Familietragedier, hvis Enkeltheder er saa haarrejsende, at man grues ved selve Tanken om de Lidelser, disse 6 uskyldige Mennesker og deres paarørende har maattet gennemgaa. Man maa helt tilbage til den sorte Middelalder, til Inkvisitionens Dage, til Kætterforfølgelsernes Tid, for at finde noget Sidestykke. - - -

Sammen med en københavnsk Kollega tog en af ”Loll. Falst. Social-Dem.”s Medarbejdere forleden til Fejø. Opgaven var at finde den saakaldte ”Fejø Pige”, Ane Kirstine Christiansen, som man mente opholdt sig paa Fattiggaarden der. Det oplystes hurtigt, at det ikke var Tilfældet. Langt om længe fik de at vide, at Ane havde en gift Søster paa Fejø. De fandt denne Søster, der bor i Vesterby og hedder Sofie Andersen. Hun er nemlig gift med en Arbejdsmand Anton Andersen. Da de spurgte om Søsterens Adresse og fortalte, at de søgte Søsteren for at hjælpe hende til Oprejsning for den Straf, hun uskyldigt havde lidt, var hendes første Ord:

 ”Jeg er ogsaa uskyldigt dømt!”

og hun fortalte, at da hendes ottende Barn straks efter Fødslen var død, blev hun af Birkedommer Freuchen slæbt i Fængsel, ved Anvendelse af en Række legemlige og sjælelige Torturmidler tvunget til at tilstaa, og saa idømt otte Aars Forbedringshus[2]. Først da hun havde siddet i Fængsel i 3½ Aar, slog Befrielsens Time, og hun fik atter Lov til at gense sin Mand og sine Børn.

Vi skal senere udførligere skildre Besøget hos denne Kvinde og hendes sørgelige Historie.

Under den videre Samtale fik vi – fortæller Bladets Medarbejder – at vide, at foruden Søstrene Sofie og Ane Kirstine og deres Moder Christiane Godtfredsen, rejste Birkedommer Freuchen ogsaa Anklage for Barnemord mod to andre Søstre og deres Moder, nemlig Anna Askø og hendes to Døtre Louise og Christine Petersen. Ogsaa disse tvang Birkedommer Freuchen til at tilstaa, og deres Dom kom til at lyde paa 8 Aar for Moderens Vedkommende og 4 Aar for hver af Døtrenes Vedkommende.

Først efter at Døtrene havde siddet over 1½ Aar i Kvindefængslet blev deres Uskyld bevist, og de slap ud.

Moderen blev sindssyg og maatte anbringes paa Vordingborg Sindssygeanstalt. Først da hun erfarede, at Anklagen mod hende og Døtrene var omstødt, genvandt hun til Dels sine Aandsævner[3]. Moderen er senere død. Derimod lever Julie og Christine endnu.

Julie tjener hos en Gaardejer i det nordlige Lolland, Christine har været gift med en Landarbejder, der imidlertid døde for 1½ Aar siden. Hun bor nu i Stokkemarke Mose og ernærer sine 5 Børn ved sit Arbejde. Vi aflagde ogsaa Besøg hos disse to Søstre og skal senere fortælle nærmere derom. Først maa vi vel omtale nogle af Enkelthederne i de tre store Retsvildfarelser.

Ane Kirstine Christiansen og hendes Moders historie.

Vi har tidligere omtalt og skal blot kort genopfriske den. Den 28. Maj 1881 fandtes et Barnelig paa Fejø Kirkegaard. Den havde lige faaet en ny, ung Birkedommer, der gærne vilde indlægge sig Berømmelse. Han vilde opklare Sagen – og ved Trusler fik han den fattige, 24-aarige Pige Ane Kirstine Kristiansen og hendes Moder til at aflægge en ret udførlig Tilstaaelse om Barnefødsel og Barnemord. Ane fik 5 Aars Forbedringshus, Moderen dømtes til Døden. Overretten[4] stadfæster Dommen – Højesteret gør det samme 28. Oktober 1884.

Da havde de to uskyldige Kvinder siddet i Varetægtsarrest i 3 Aar.

Da de to Kvinder overflyttes til Kvindefængslet paa Kristianshavn, forlanger De energisk, at Ane skal undersøges af en ’rigtig’ Læge. Distriktslægen paa Fejø havde erklæret, at hun havde født, men da hun nu endelig bliver undersøgt af et Par Læger, viser det sig, at hun aldrig har født!

Dette giver Stødet til en ny Undersøgelse.

Karlen, der skulde være ’Fader’ til Barnet, bliver først nu afhørt. Han erklærer, at han aldrig har haft noget nærmere Bekendtskab til Ane! Den stedlige Jordemoder og andre paa Øen afgiver Erklæring om, at de aldrig har set noget som helst Tegn hos Ane paa, at hun skulde føde.

Sagen genoptages.

Ved kgl. Reskript af 1. April 1885 blev Sagen henvist til en Kommissionsdommer, Assessor Ingerslev[5], og ved kgl. Resolution af 17. August 1885 genoptoges Sagen til ny Paadømmelse for Højesteret. Baade Moder og Datter sattes samtidig paa fri Fod, medens Sagen staar paa.

Assessor Ingerslev tager til Fejø og lader afholde ny Forhør. Han faar hurtigt oplyst, at Ane og hendes Moder slet ikke i December 1880 havde været paa Fejø. Birkedommer Freuchen havde tvunget Anes søster til at tilstaa det, men Søsteren tilbagekaldte denne Tilstaaelse.

Ane tilstod først, og Dommeren fik hende endog til at trygle Moderen om ogsaa at tilstaa. Dommeren afholdt Forhør fra tidlig Morgen til langt ud paa Natten. Den gamle Moder led af Aareknuder og maatte staa op hele Tiden. Hun var syg allerede, da hun arresteredes. Dommeren underkastede hende i Arresten en Mælkekur, som hun ikke kunde taale, og han blændede hendes Vinduer i Arresten.

Begge Arrestanter blev sat paa Vand og Brød af Freuchen.

Under forhørene overfusede Birkedommeren Dem, spyttede dem i Ansigtet, og naar nogen af de to Kvinder blot lukkede Øjnene, blev han rasende. Hver Gang Fangerne dødtrætte af Forhørene kom tilbage til Deres Celler, tog Betjenten og Arrestforvareren fat paa dem.

Saa tilstod da den gamle Husmandskone og hendes Datter, træt og mør af Rettens Behandling.

Frikendelsen.

Den 10. Maj annullerer Højesteret sin egen Dom. Baade Moder og Datter kendes uskyldige i den Forbrydelse, de har været beskyldt for. Anklageren, Advokat Klubiens[6] Tale er karakteristisk for det Indtryk, Sagen gjorde paa Datiden.

Anklageren sagde:

Mange forskellige Omstændigheder har fremkaldt dette Tilfælde; en meget svag og karakterløs Anklaget, der ikke var i Stand til at yde nogen Modstand mod Forhørsdommerens Anklage(!), en mangelfuld Lægeattest, en altfor ivrig Politibetjent, en utilladelig aktiv Arrestforvarer og en Forhørsdommer, der var overordentlig hidsig, eksalteret, om ikke ligefrem sindssyg. Jeg maa gøre min Skyldighed og kræve Dommen stadfæstet, men vil dig anse det for min Pligt at fremhæve, at der næppe længere kan være nogen Tvivl om, at Dommen mangler retsgyldig Grund.

Kort forinden Højesterets Frikendelsesdom faldt, var den Fejø-Birkedommer Freuchen bleven indlagt paa en Sindssygeanstalt til Observation. Han blev aldrig Dommer mere.

Men han havde ogsaa i sin korte Dommer-Virksomhed gjort Fortræd nok. Thi som alt fortalt, Justitsmordet mod Christiane Godfredsen og hendes Datter var ikke det eneste, han begik. Vi skal nu omtale

”Det dobbelte Barnemord”.
Grete Askø og hendes Døtre arresteres.

I 1882 lader Birkedommer Freuchen en gammel Kone, kaldet Grethe Askø, og hendes to Døtre, den 16-aarige Maren Christine Petersen og den 20-aarige Louise Petersen, arrestere. Han paastaar, at begge de unge Piger har født og myrdet deres Børn efter Tilskyndelse af Moderen. Han anklager endvidere Moderen for Delagtighed i Mord paa nogle voksne Personer.

I et af Datidens Højreblade ”Nakskov Avis” skildres den frygtelige Forbrydelse – ud fra den Forudsætning at Birkedommerens Anklage er rigtig – saaledes:

Et ugift Fruentimmer havde et Par Døtre, Louise og Christiane, i en Alder af henholdsvis 22 og 17 Aar, som hver for sig blev frugtsommelige, og som i Forening med Moderen for henved 2 Aar siden ombragte de af Dem uægte fødte Børn straks efter Fødselen. 

Da Louise mærkede, at hendes Nedkomst nærmede sig, gav hun Moderen Meddelelse herom, og de besluttede da, at Barnet skulde ”ødelægges” strakt efter Fødselen. Senere kom den da kun 14-aarige Christine til og blev indviet i Planen, samt paa Grund af Moderens Truseler bestemt til at deltage i Forbrydelsen.

Nogen Tid efter, da Christine en Aften besøgte Louise, mærkede denne Fødselsveer og sendte derfor Bud efter Moderen. De tre Forbrydersker tjente da paa forskellige Gaarde i Nærheden af hverandre. Moderen kom ogsaa til Stede, og efter at de i Køkkenet paa den Gaard, hvor Louise tjente, havde sat sig i Besiddelse af en Huggeblok, en Økse, 2 store Knive og 3 store Tørklæder, gik de om Aftenen kl. 10-11 ud i Marken og tog Ophold ved et Gærde. Efter en Times Forløb nedkom Louise med et fuldbaarent, levende og velskabt Drengebarn.

Efter Planen skulde Christine nu dræbe Barnet, men hun vægrede sig, og først efter at Moderen paany havde truet hende med, at det skulde komme til at gaa ud over hende, hvis hun ikke gav efter og fuldbyrdede Forbrydelsen, tog hun den medbragte Økse og huggede dermed Halsen over paa Barnet, som Moderen holdt over Huggeblokken. Saavel Barnets Hoved som Legeme parteredes nu i 24 a 26 Dele, og Stykkerne fordeltes derpaa i de 3 medbragte Tørklæder. Moderen vaskede derefter Øksen og Knivene samt kradsede noget i Jorden, for at det fremkomne Blod ikke skulde komme tilsyne, og de tre Forbrydelser gik nu tilbage hver med et af de Tørklæder, hvori Stykkerne af Barnet var lagte, og det var Bestemmelsen, at disse skulde spredes og nedgraves paa Møddingerne ved de tre forskellige Gaarde, paa hvilke Forbryderskerne tjente.

Medens Moderen og Christine straks samme Nat efterkom denne Beslutning, havde Louise paa Grund af Mathed i Anledning af Fødselen ikke Kræfter dertil, hvorfor hun, da hun kom hjem, gemte Tørklædet med Indhold i en Skuffe og først fik det ud nogle Dage senere.

Allerede den Gang, Louises Barn ombragtes, var Christine vidende om, at ogsaa hun var frugtsommelig, og det varede ikke længe, inden hun aabenbarede det for Moderen. Denne foreslog hende at bruge Abortivmidler[7]; men da et Forsøg dermed ikke gav noget Resultat, besluttede de senere i Forening at dræbe Barnet paa samme Maade som Louises.

En Aften, da Christine mærkede Fødselsveer, lod hun derfor Moderen tilkalde. Denne kom ogsaa, og da de antog, at Gaardens folk var gaaede til Ro, forsynede de sig i Køkkenet med en Økse og en Kniv, og gik ud til Møddingpladsen, hvor de samlede noget Halm, som blev lagt hen i et Hjørne mod Svinestalden. Paa denne Halm fødte Christine ikke længe efter et fuldbaaret og velskabt Pigebarn, der havde Liv og begyndte at skrige. Det beholdt imidlertid ikke Livet ret længe, idet Christine straks huggede dets Hals over med Øksen.

Derefter blev ogsaa Liget af dette Barn parteret, dog kun i 15 a 16 stykker, men da Foraaret nærmede sig og Gødningen fra Møddingen til den Tid blev ført ud og spredt paa Marken, turde de ikke nedgrave Stykkerne i Møddingen, og de kastede derfor disse ind til Svinene, som ogsaa syntes at fortære dem. Den Halm, hvorpaa Christine havde født, spredte de derefter ud paa Møddingen, og efter at Økse og Kniven var afvaskede, gik Forbryderne til Ro, hver paa sin Gaard.

De Folk, hos hvem Louise og Christine tjente under deres Frugtsommelighed, havde mærkeligt nok ikke haft nogen Anelse om denne.

I Begyndelsen af Forhøret kom alle tre Forbrydersker med allehaande Udflugter, men omsider lykkedes det dog at tilvejebringe sandfærdige Forklaringer fra dem, og de to Pigers Moder har under Arrestationen afgivet den Forklaring, at hun, da hun for 19 Aar siden tjente i Maribo Birk, har været meddelagtig i Drabet paa 3 endte uægtefødte Børn, ligesom hun ogsaa har tilstaaet paa samme Tid og i samme Birk at have deltaget i Drabet paa to voksne Personer.

Denne Fremstilling aabenbarer klart, hvorledes

Birkedommer Freuchens sindssyge Mani for Mishandling

er i Stigen. Han faar Grete Askø og hendes Døtre til at tilstaa langt mere dramatiske Enkeltheder end Christiane Godfredsen og hendes Datter Ane.

Er Barnemord, hvor Barnet ganske simpelt er kvalt, tilfredsstiller ikke længer Birkedommerens sygelige Fantasi. I hans Hjerne udklækkes og konstrueres langt mere haarrejsende Forbrydelser end før – Børnene halshugges paa Huggeblok! Ligene parteres i nogle og tyve Stykker! Og Ligstumperne kastes for Svinene!

Birkedommerens ’Blodtørst’ er endda ikke slukt hermed. Den gamle Kone har naturligvis endnu flere Barnemord paa Samvittigheden. Dommeren opdigter 3 Barnemord endnu og føjer Mord paa et Par voksne til. Og de tre Kvinder er i hans Magt. Pint og plaget, sjælelig og legemlig nedbrudt af den lange Varetægtsarrest bøjer de sig under hans Vilje og tilstaar, og naturligvis kan de saa ligesaa godt tilstaa 7 Mord som et.

Man lægge Mærke til, at der ikke i den Fremstilling, der er givet i den gamle ”Nakskov Avis”, findes et eneste virkeligt Indicium, nogen som helst Antydning af Bevis for, at de tre Kvinder har begaaet de haarrejsende Forbrydelser. De Folk, som de to Piger har tjent hos, har – mærkværdig nok – ikke haft nogen Anelse om deres Frugtsommelighed!

Mærkværdig nok!

Jo, thi senere viser det sig jo, at de slet ikke har været frugtsommelige! Manglen paa Beviser erstattes af de ’sandfærdige’ Forklaringer, som det endelig lykkes Dommeren af tilvejebringe! Hvorledes de ’tilvejebringes’, er der ingen Tvivl om. Paa Grundlag af de aftvungne Tilstaaelser idømmes Moderen Grete Askø som tidligere berettet, 8 Aars Tugthus og Døtrene Louise og Christine hver 4 Aar.

Dommen gør et saa voldsomt Indtryk paa Moderen, at hun bliver syg. Hendes Hjerne formørkes af al denne Rædsel, og hun maa indlægges paa Oringe Sindssygeanstalt[8] ved Vordingborg. I Kvindefængslet paa Christianshavn gaar det de to unge Søstre Louise og Christiane, som det gaar med Ane Christiansen. De forlanger at blive undersøgt og

føres sluttelig til Fødselsstiftelsen.

Det konstateres her, at heller ikke de nogen Sinde har født. Da de ikke er Dømt ved Højesteret, - Sagen var, saavidt det kan ses, kun paadømt af Birkedommeren paa Fejø – skal deres Sag ikke for Højesteret.

Autoriteterne gør øjensynlig alt, hvad gøres kan, for at Offentligheden ikke skal blive ’opskræmt’. I al Stilhed løslades de to unge Piger. Da de forlader Fængslet, giver man dem 40 Kr. hver. Det var alt, hvad man takserede den Skade til, der var overgaaet dem ved en lang Varetægtsarrest og 1½ Aars Fængselsophold. Moderen sættes ogsaa paa fri Fod, men hun faar ingen som helst Erstatning. Hun er ganske nedbrudt paa Sjæl og Legeme og dør ikke mange Aar efter.

Birkedommeren sætter Retten i Barselstuen. Barneliget smides hen paa Sengen til den endnu syge Moder.

Vi har i det foregaaende omtalt, at en Søster til den egentlige ’Fejø-Pige’ (Ane Christiansen), nemlig Sofie Andersen (gift med Arbejdsmand Anton Andersen) ogsaa blev trukket frem for den frygtelige Inkvisitionsdomstol paa Fejø. Om denne Sag lader vi hende selv fortælle:

Jeg havde født mit 8. Barn. Fattigt og elendigt havde vi det. Ofte havde det jo nok knebet med at faa Brødet til de 7 smaa Munde, der var at mætte i Forvejen. Men vi var alligevel saa glade for den lille, vi fik, thi det var den første Dreng. Hidtil havde vi kun faaet Piger.

Den lille blev imidlertid syg. Jeg tror det var Mundkrampe.[9] Jeg stred, alt hvad jeg kunde, stred for at holde Liv i ham, men han blev sløjere og sløjere, og kun et Par Dage efter Fødslen døde han i Sengen hos mig. Jeg kunde ikke gøre for det.

Kinderne overvælder den gamle Kone, der nu er 61 Aar, og hun fortsætter:

Distriktslægen Herforth[10] synede det lille Lig, og spurgte mig ud. Jeg svarede ham saa godt jeg formaaede paa hans Spørgsmaal, og han gik bort uden at sige videre.

Dagen efter kom imidlertid Birkedommeren, ledsaget af en Politimand og Distriktslægen hjem til os. De gik først ud i Køkkenet, hvor vi havde anbragt det lille Lig. Jeg hørte højrøstet Tale herude fra. Straks efter kom Birkedommeren og de andre ind i Stuen, hvor jeg laa i Sengen endnu syg efter Fødslen. Birkedommeren smed det lille Lig hen paa Sengen til mig og raabte: De har jo dræbt Barnet!

Jeg blev saa forskrækket, men havde dog, saa svag jeg var, Kræfter nok til at rejse mig og forsvare mig. Men Birkedommeren vilde ikke en Gang høre mig til Ende. Havde jeg ikke gjort det, saa maatte min Mand eller min Mands Moder have gjort det. Min Svigermoder havde passet mig under Fødslen.

Saa tog Dommeren min Mand og min Svigermoder med som Arrestanter. Saa snart jeg var saa rask, at jeg kunde staa op, blev også jeg arresteret. Dommeren forsøgte nu paa alle tænkelige Maader at faa mig til at tilstaa. Han truede mig og ruskede i mig. Jeg fik næsten ingen Mad og led forfærdelig ved Tanken om, at mine Børn var alene, uden nogen som helst Pasning.

Min Mand og Svigermoder blev stadig holdt arresterede,

og Birkedommeren erklærede, at de ikke slap ud, før jeg havde tilstaaet. Da jeg var blevet torteret[11] i 3 Uger, gav jeg efter. Jeg kunde ikke udholde, at Børnene baade skulde være uden Fader og Moder. 

Jeg tilstod. Dommeren spurgte mig, hvorledes jeg havde dræbt Barnet. Jeg vidste det ikke. Han forklarede mig saa, at jeg havde kvalt det med min Nattrøje. Jeg svarede Ja. Jeg svarede overhovedet Ja til alt, hvad han spurgte mig om, skønt jeg til Tider ikke en Gang rigtig hørte efter, hvad han sagde. Alt var mig saa ligegyldig. Jeg var syg. Det var jo det ottende Barn, jeg lige havde faaet, og Sindsbevægelsen, da jeg laa i Sengen og Barnet kastedes hen til mig, samtidig med, at Dommeren sagde, jeg var en Morderske, havde taget alle mine Kræfter fra mig.

Saa snart jeg havde tilstaaet, blev min Mand og min Svigermoder løsladt. Selv maatte jeg sidde længe, før min Dom faldt. Da jeg hørte, at jeg skulde 8 Aar i Tugthuset, var det straks min Tanke: Du kommer aldrig mere hjem til din Mand og dine Børn. Jeg havde mistet alt Haab om, at min Uskyldighed skulde blive bevist.

I Fængslet talte jeg saa tidt med Opsynspersonalet. Der var langt bedre i Fængslet end i Arresten, medens jeg blev forhørt. Da jeg havde siddet omtrent 3½ Aar, kom Fængselsbetjenten til mig og fortalte, at jeg kunde blive benaadet, hvis jeg underskrev paa en Ansøgning. Jeg underskrev naturligvis, og ikke længe efter var jeg fri. Nogen Oprejsning eller Erstatning fik jeg ikke.

Da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at Birkedommeren var sindssyg, og at Læge Herforth var død et Aar efter, at jeg var bleven arresteret. Jeg har saa tidt tænkt, om han ikke græmmede sig ihjæl over den Ulykke, han havde været med til at bringe over mig og min Familie, thi Doktoren var vist egentlig ikke noget ondt Menneske. ---

Den nu 61-aarige Kone fortæller med Taarer i Øjnene, at hun stadig tvivler om, at hendes Sag vil blive fuldt opklaret og hendes Uskyld helt bevist, thi for hendes Vedkommende kunde jo ikke skaffes saadanne Beviser, som ganske omstødte Anklagen mod de tre andre unge Fejøpiger.

I dette Tilfælde var her virkelig et Barn, og Barnet var dødt. Distriktslægen, der afgav Erklæring om, at der var Tegn paa, at det var kvalt, er død, og andre Læger har ikke undersøgt Liget. I de andre 3 Tilfælde er Distriktslæge Herforths Erklæringer imidlertid bleven omstødt af de øverste Lægeautoriteter.

Alt tyder paa, at Distriktslægen Herforth enten ganske har manglet alle Forudsætninger for at kunne afgive Erklæringer i slige Sager eller ogsaa har

Distrikslægen været i Birkedommerens Magt,

og ’erklæret’ alt, hvad Birkedommeren ønskede. Der aabnes de frygteligste Perspektiver ved denne Tanke. En sindssyg Dommer, der har den fikse Ide at se Mord og Forbrydelser overalt, og i hans Vold en uduelig Retslæge, der som hans villige Redskab afgiver hvilken som helst erklæring, Dommeren ønsker.

Hvad maatte ikke dette føre til? Man undres over, at Birkedommeren ikke naaede at begaa flere end de 6 Justitsmord.

De Uskyldige søger nu Erstatning.

To af de uskyldig dømte er døde, nemlig Mødrene til de to Søskendepar, Grete Askø og Christiane Godtfredsen. De gik i Graven, uden at det Offentlige søgte at udsone den Brøde, ’Retfærdigheden’ begik imod dem. De henlevede deres sidste Dage i Fattigdom og Elendighed, mærkede af Opholdet i Arresten, Fængslet og Sindssygeanstalten. Den ene af dem døde, saa vidt vi har faaet oplyst, paa Fattiggaarden.

Ane Christiansen, hendes Søster Sofie Andersen og de andre to Søstre Louise og Christiane Petersen lever imidlertid endnu og alle under de fattigste Kaar. Det er ganske vist sent nu at lægge Plaster paa de Saar, vort Retsmaskineri har bibragt dem, men ikke for sent.

Det bør ikke taales at fire Kvinder, der har lidt nok ved at blive slæbt i Arrest, Dømt og maattet døje Fængselsstraf, ogsaa skal lide under Følgerne af den Uretfærdighed, der er overgaaet dem.

De er alle omkring de 60 Aar, og faar sikkert kun en kort Livsaften. Deres Ungdom var saa mørk og trist som tænkes kan. Deres sidste Dage bør gøres lysere for dem. Der er gjort Skridt til at søge Erstatning til dem.


Ordforklaringer m.m.

[1] Justitiarius Lassen: Niels Lassen (1848-1923), jurist og højesteretspræsident 1909-1915 (justitiarius), som havde bragt Fejø-sagen tilbage i offentlighedens søgelys, da han i 1913 forsvarede Højesterets stadfæstelse af Freuchens domme.

[2] Forbedringshus: fængsel.

[3] Aandsævner: forstand.

[4] Overretten: appeldomstol. Anden instans, svarende til landsretten efter 1919.

[5] Assessor Ingerslev: Jacob Vitus Ingerslev (1838-1923) fra Københavns Kriminal- og Politiret.

[6] Advokat Klubien: Anton Klubien (1834-1893), jurist og højesteretssagfører.

[7] Abortivmidler: midler til at fremkalde abort.

[8] Oringe Sindssygeanstalt: Østifternes Sindssygeanstalt ved Vordingborg, der blev oprettet som psykiatrisk hospital i 1858.

[9] Mundkrampe: stivkrampe.

[10] Distrikslægen Herforth: N.C. Heerfordt (1840-1893).

[11] Torteret: tortureret.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
12.11.1913
Oprindelse
Bornholms Social-Demokrat, 12. november 1913
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
12.11.1913
Oprindelse
Bornholms Social-Demokrat, 12. november 1913
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk