Kilder
Kildeintroduktion:
Dette uddrag fra en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen omhandler retspraksis ved straffesager i slutningen af 1800-tallet. Artiklen er et forsvar for det såkaldte inkvisitionsprincip, der anvendtes før indførelsen af retsplejereformen i 1919.
Artiklen var et indlæg i en offentlig debat i slutningen af 1800-tallet, hvor jurister og politikere kritiserede den gældende retspleje og særligt den inkvisitoriske proces, der blev anvendt, når straffesager blev ført gennem retssystemet. Kritikerne henviste til en række sager, hvor uskyldige var blevet dømt baseret på deres egne tilståelser, der var fremkaldt ved hjælp af tvang og trusler. De krævede en reform af retsvæsenet og indførelse af anklageprocessen i straffesager.
Inkvisitionsprincippet betød, at straffeprocessen ved underretterne var i hænderne på en forhørsdommer, som reelt set var dommer, anklager og forsvarer i én og samme person, hvad enten der var tale om en byfoged, herredsfoged, birkedommer eller, som i kriminalretten i København, en kriminalretsassessor. Formelt set skulle de lokale myndigheder rejse tiltale og udnævne en anklager og forsvarer. Men det skete først på bagkant af en straffesag, dvs. når forhørsdommeren havde gennemført undersøgelser og efter vidneafhøringer, bevisførelse og eventuel tilståelse.
Anklageprincippet baserer sig på, at en straffesag grundlæggende foregår som en sag mellem to parter – anklager og anklaget – foran en neutral dommer. Anklageprocessen blev indført i dansk kriminalret med retsplejereformen i 1919. Den offentlige anklagemyndighed blev oprettet, og enhver anklaget var berettiget til et juridisk forsvar.
Frederik Carl Christian Zahlmann (1864-1957) var politifuldmægtig i København og fra 1893 auditør i hæren. Han blev senere dommer og borgmester i Hillerød fra 1908-1937. I artiklen fra 1895 diskuterer han forholdet mellem inkvisitionsprincip og anklageprincip i strafferetsplejen. Det bragte uddrag er fra artiklens afsluttende sider. Læs hele Zahlmanns artikel her
[…]
Formaalet for en Kriminalproces er at tilvejebringe den bedst mulige Retssikkerhed for Landets Beboere, uden at de, der (sigtes for at) krænke Retsordenen, derved udsættes for vilkaarlig Behandling, og dette opnaaes ved at iklæde Retshaandhævelsen de Former, som paa den ene Side hurtigst og bedst kunne oplyse Forbrydelsen og overbevise den Skyldige, og paa den anden Side beskytte den Sigtede mod Samfundets Overgreb. At Inkvisitionsprocessen er særlig godt egnet til at oplyse Forbrydelser, kan vist ikke nægtes; hvis den ikke var det, vilde Retssikkerheden i Danmark næppe være saa god, som den nu er; at det modsatte nemlig er Tilfældet med Anklageprocessen, viser Hans Johansens Sag[1], og Systemets foran paaviste Uformaaenhed i det hele til at skaffe Bevismateriale. Det første Hensyn synes derfor bedst at fyldestgjøres af Inkvisitionsprocessen. Hvad det andet Hensyn angaar, da kan det vel ikke nægtes, at det for Tiden herskende System[2] theoretisk set giver mindre Garanti mod Misbrug, end Anklageprocessen; men disse Misbrug saasom utilbørlig Anvendelse af Varetægtsarrest, Tortur o. A. ville altid være Ulovligheder, som de overordnede Retter kunne kontrollere og straffe. Anklageprocessen vil derimod Ifølge sit ledsagende Princip om Bevisets Frihed[3] aabne Døren paa vid Gab for langt værre Misbrug men – under lovlige Former, hvilket er langt mere stødende. Af de to Onder bør man vælge det mindste, siger Ordsproget, og anvendt her betyder det, at af to ufuldkomne Procesformer - Fuldkommenheden kan jo aldrig naas – bør man vælge den mindst mangelfulde, nemlig Inkvisitionsprocessen; den har da i alt Fald det for sig, at den har forstaaet at skabe en god Retssikkerhed her i Landet.
Ligesom Inkvisitionsprocessen synes at passe bedst for vor Dommerstand, saaledes synes den ogsaa at passe bedst for vor – man kan godt sige – skikkelige Forbryderklasse, fordi der ved Dommerens Formaning om at sige Sandheden, bekjende o.l., appelleres til Følelser og Begreber, som Forbryderen selv rummer. Dommeren taler netop til ham, som Forældrene i Hjemmet, Lærerne i Skolen og Husbonden[4] have talt til ham siden hans Barndom, naar han havde bedrevet noget galt; det er svært at løsgjøre sig for saadanne gamle Reminiscenser[5], og Forbryderen, som véd og føler, at han bør bekjende, vil sjælden, saalænge han er en Begynder, kunde modstaa en venlig Formaning. Kan være, at han med Tiden bliver mere haard, men selv da vil han have svært ved at ryste de gamle Pligtfornemmelser helt af sig, og i et svagt Øjeblik vil han nok bekjende. Gaar det imidlertid først op for Forbryderne, at de ikke som før er Objekter for Forhøret, men Anklagemagtens ”ærede Modpart” saa ville de snart føle sig som Samfundets Modpart.
[…]
Ordforklaring m.m.
[1] Hans Johansens Sag: henviser en sag, som er refereret i det foregående, om en arbejdskarl Hans Johansen, der i 1893 voldtog og kvalte en pige i Ballerup. Zahlmnan hævder i artiklen, at sagen aldrig var blevet opklaret, hvis ikke det havde været for inkvisitionsprincippets hårdhændede metoder.
[2] Tidens herskende System: dvs. inkvisitionsprocessen.
[3] Bevisets Frihed: juridisk fagudtryk, der bl.a. betyder at en anklaget har ret til at få bestemte personer afhørt eller bestemte artefakter godkendt som bevismateriale. Under inkvisitionsproces er der ikke bevisfrihed, og det vil sige, at det alene er forhørsdommeren, der beslutter, hvad der er bevis i en pågældende sag.
[4] Husbond: det mandlige overhoved i en husstand, der har autoritet over fx tjenestefolk og ansatte.
[5] Reminiscenser: rester, svage spor af noget
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
