Kilder
Kildeintroduktion:
Sagen om Poul Madsen, der uberettiget var blevet anklaget for brandstiftelse, havde tilstået og var blevet dømt, blev bragt i Aalborg Amtstidende den 12. marts 1901. Sagen var en del af større offentlig debat omkring 1900, hvor mange mente, at den måde, straffesager blev ført på i Danmark, var forældet og måtte forandres.
Sagen havde sit udspring 3½ år tidligere, hvor en gammel rønne i Hammer Bakker nord for Nørresundby var nedbrændt. Husmand Poul Madsen blev anklaget for brandstiftelse og blev varetægtsfængslet, "sat på bekendelse", for at fremtvinge en tilståelse. Da han ikke ville tilstå, blev hans hustru og en 13-årig datter også sat i varetægtsfængsel. Parret havde også et tre måneder gammelt spædbarn, som ved fængslingen blev frataget moderen undtagen for at die to gange om dagen og som følge deraf døde efter kort tid. Til sidst bukkede Poul Madsen under, tilstod forbrydelsen og blev idømt fængsel i 4 gange 5 dage på vand og brød. I januar 1901 tog sagen en drejning, da den person, som oprindeligt havde angivet Poul, trak anklagen tilbage og i stedet tilstod, at han selv havde sat ild på huset! Poul Madsen og hans kone blev derefter tilkendt 1000 kr. i erstatning for uberettiget fængsling.
Aalborg Amtstidende bragte et interview med Poul Madsen og hans kone Stine og argumenterede i artiklen for, at der havde været tale om en falsk tilståelse fremkaldt under tvang. Senere på måneden bragte Socialdemokratiets ordfører, Frederik Borgbjerg (1866-1936), sagen op i Folketinget, da han i en tale om den kriminelle retspleje brugte sagen som eksempel på en af flere retsskandaler.
Du kan læse hele udgaven af Aalborg Amtstidende her.
Retsaffæren i Nørre Sundby
Vi havde i Gaar en Samtale med Husmand Povl Chr. Madsen og hans Kone, efter at de havde været i Forhør. Poul Chr. Madsen, der har ”bekendt”[1] at have stukket Ild paa Rønnen ude i Hammer Bakker, gør Indtryk af at være en svagt begavet, men skikkelig Mand. Han har vanskeligt ved at udtrykke sig, forstaar næppe at gøre klart Rede for en Ting. Det er nemt at begribe, at saadan en Mand bliver fortumlet foran en Retsskranke; hans Mangel på Evne til at udtrykke sig bliver opfattet som Mangel på Oprigtighed; intet er lettere end at fange ham i Modsigelser. Han er ingen stærk Karakter, vant, som han er, til at bøje af i alle Livets Forhold. Modstandskraften overfor Paavirkning er meget ringe. Naar et saadant Menneske sættes under et stærkt Tryk – Varetægtsarrest, Forhør m.m. – saa kan han omtrent trykkes, hvordan det skal være. Og naar en Dommer saa har faaet den faste Tro, at denne Mand har begaaet en Forbrydelse – saa ”bekender” han.
- Vi spurgte ham, hvorfor han havde ”bekendt”. ”Ja, de sagde jo, at saa blev Konen fri, og hun var saa gruelig simpel, det vidste jeg; det har hun været lige siden vort næstældste Barns Fødsel. Og saa for at faa en Ende paa Sagen”.
”Tilbagekaldte de ikke Tilstaaelsen, efter at De havde aflagt den?”
”Nej, aah Nej, da jeg først havde sagt det, saa lod jeg det staa, og saa sagde jeg ikke mere”.
- Men Konen sagde, at han til hende hele Tiden havde sagt, at han var uskyldig… Konen gjorde et livligere Indtryk; hun kunde bedre klare sine Tanker. Hun græd over al den uret, der var sket dem. Og saa over det spæde Barn, der var død, mens hun sad i Arrest. Hun havde selv maattet gaa hjem til Hammer Kirkegaard med det og faa det begravet. Og saa maatte hun vandre ind i Arresten igen.
- Alt tyder paa, at de to Mennesker har lidt uskyldigt. Hvis saa er, da har Grundlaget for vort kriminelle Retsvæsen, ”Egen Tilstaaelse”, atter faaet et haardt Stød. Der lever mellem Jurister – og da for Resten ogsaa mellem Lægmænd[2] – en fast Tro paa, at et Menneske bekender sig aldrig skyldig i noget, vedkommende ikke har begaaet. Paa denne Tro bygges det hele op, og derfor lægges hele Apparatet an paa at fremskaffe ”Egen Tilstaaelse”. Men denne Tro har nu Gang på Gang vist sig ganske fejlagtig. De Durkdrevne[3] og Haardhudede faar man aldrig til at tilstaa; kan man ikke fælde dem med Beviser, saa faar man dem aldrig fat. Derfor har de det forholdsvis godt under vort Retssystem. De Bløde og de Svage viger for Trykket, og mange er sikkert de, der i Danmark har ”bekendt”, hvad de aldrig har tænkt paa. Men nu maa dette System snart være fuldmodent til at falde. I mange Aar har Øksen ligget ved Roden af dette Træ. Skulde Lovgivningsmagten ikke snart ville gøre det fældende Hug?
Udsnit fra artiklen "Retsaffæren i Nørre Sundby", udklip fra Aalborg Amtstidende, 12. marts 1901. Foto: Udklip fra Mediestream via Det Kongelige Bibliotek
Ordforklaring m.m.
[1] Bekendt: tilstået.
[2] Lægmænd: personer, der ikke er fagfolk.
[3] Durkdreven: udspekuleret.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
