Bertel Budtz Müllers indlæg  på forsiden af Klassekampen den 16. november 1918. Fra: Mediestream

Nederlaget!

Strejken er endt!

Og dermed er Slaget for de frie Arbejdere og Proletariatet tabt for denne Gang.

Men den hellige Sag, hvorfor vi kæmper, har ikke paa nogen Maade lidt et Nederlag derved.

Tværtimod!

Og den har lært os, at vi endnu ikke er stærke nok til at rive det danske Proletariat ud af det halvlunkne ”Velvære”, den saakaldte demokratiske Regering lapser sig med at have skaffet Arbejderne.

Og Nederlaget har lært os, at man vil bekæmpe os med alle til Raadighed staaende Midler.

Det er ikke frit for, at der bibringes os det Indtryk, at de regerende og regeringstro vil benytte de sidste Dages Begivenheder til at ophidse Stemningen mod os, inden det er lykkedes os at vise det danske Folk, hvad vi kæmper for, og hvordan vi helst vil naa disse vore Maal.

Den Tagfat, Politiet har leget med Nørrebrodrengene i Gaar, viser, at der denne Gang skal gøres et kraftigt Forsøg paa at kværke os, og derigennem ødelægge den hellige Sag, vi kæmper for.

Jeg kan ikke tro, at dette skal lykkes.

Og jeg tror ogsaa, at det danske Proletariat har saa megen sund Sands [sic] og saa stærk en Verdensborgerfølelse, at det kan skelne mellem os og vore Maal og de meningsløse Narrestreger, der fandt Sted i Torsdags efter at Arbejderne havde forladt Grønttorvet.

Man kan ikke undgaa en vis utryg Følelse af et Forrædderi [sic] mod de Krav, Ansvaret for den kommende Slægt lægger paa os, naar Regeringen, der dog har talt en Hørup[1] og to Hedsporer[2] som den unge Brandes[3] og den unge Ove Rode[4] blandt sine bedste mænd. 

Hvorfor nægtede man os Adgang til at agitere for en fredelig Dannelse af et enigt Arbejderraad, der kunde træde i Drøftelse med Rigsdag og Myndigheder?

Hvorfor nægtede man os Ret til at faa vore Kammerater løsladt af den ødelæggende Varetægtsarrest?

Og hvorfor kan et Justitsministerium, der ledes af en Mand[5], om hvis Mund fede Ord som Frihed, Pressefrihed og Ytringsfrihed altid har skummet, glemme almindelig Menneskeret, at de overfor os bruger de samme Midler, som Regeringens Mænd fordømte i Provisorietiden[6].

Har de radikale Førere glemt deres Ungdom?

Vi vil overfor dem paakalde Mindet om Hørup.

Den Stolteste Frihedsmand Danmark avlede.

Han var Edvard Brandes Ven. Gid han fra det hinsides vilde røre ved Vennens Hjerte, vilde aabne de magtforblindede Øjne paa Ministeren, saa maaske Brandes og de andre vilde indse, at deres Plads er hos os og ikke mod os, saafremt de hede Løfter i deres kampfyldte Ungdom ikke var andet end  Mundsvejr[7] og ”Politik”.

Regeringen har indlagt sig uvisnelig Hæder i de 4 svære Krigsaar ved deres kloge Udenrigspolitik.

Hvorfor nu plette denne Laurbærkrans med Blod?

Hvorfor nu smudse deres blanke Skjold ved at svigte Ungdommens Løfter, ved at bryde Loven, de selv krævede og gav os?

Loven om Ytrings- og Forsamlingsfrihed.

Var vore Krav saa ubillige[8]?

Kræver vi vel andet, og har vi brugt andre Midler end alle de demokratiske Partier har brugt i deres første svære Kampaar?

Vi vil mindes Lehmanns[9] Ord i 1849 om ikke at tvinge Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp.

Hvorfor har ikke de socialdemokratiske Førere tilbudt os deres Hjælp?.

Hvorfor har de ikke støttet vore Krav, der jo ogsaa er deres, blot i udvidet Form?

Det er jo ikke os, men Tiden, der har ladet Kravene stige.

Hvor var Borgbjerg[10] ikke glad ved den rødmossede, russiske Revolution?

Og nu var han vel en af dem, der hjalp Regeringen til at gøre vore Demonstrationer ”rødmossede”.

Og nu undser ”Social-Demokraten” sig end ikke for at gøre os solidariske med de københavnske Drenge, der har hjulpet Politiet med at lave Fest i Gaden de sidste to Aftener.

Blot d’Herrer vilde ofre et Par Timer paa at opfriske nogle af deres Ungdomsskrifter og Taler.

Og tage paa Lære af det.

Og jeg tror, det saa var muligt vi kunde faa Ørenlyd for vore Ønsker og simple Krav.

Men Historiens Lov er uomgængelig.

Derfor skal Regeringen og de borgerlige have at høre, og vi vil blive ved at gentage det:
At enhver Tidsalder har sin Udvikling, snart i jævnt Forløb, snart i vilde, heftige Revolutioner.

Mon vi ikke er inde i Revolutionsfase?

Det er Tiden selv, der bærer os frem, og vi maa følge Udviklingen.

Dette burde det regerende Intelligensparti kunde indse, og ikke ødelægge Liv og Tanker ved at dæmme op for den stigende Flod, ved at baandlægge os, der bærer Menneskehedens skønneste utopiske Drømme frem i Lyset og Virkeligheden.

Bertel Bu[d]tz Müller.