Udklip fra den københavnske avis 'Klassekampen', 14. november 1918. Fra: Mediestream

De blodige Begivenheder i Gaar.

Politiets Bersærker-Anfald overfor Protestmødets Deltagere.

150 saarede Arbejdere bringes til Kommunehospitalet.

Fortsæt Strejken! Øv passiv Modstand mod eventuelle Overgreb!

Da Byen vaagnede.

Der laa Rimfrost over Byens Tage da Arbejderne i Gaar vaagnede op til Slidet, saaledes som de i Aarhundreder har gjort det. Og da vi i den hundekolde Morgenstund vandrede fra den yderste Forstad, hvor vi bor for at naa Remisen[1], saa vi Sporvognens matgule Lys som sædvanlig.

Generalstrejken var der altsaa ikke. Inde i Sporvognen sad Arbejderne paa Vej til Arbejdet. Madpakkerne under Armen og Snadden[2] med Surrogattobakken[3] hængende slapt imellem Tænderne.

Ind til Slidet! Hvad kom det dog dem ved, at tre Arbejdere, tre ædle Frihedskæmpere, Chr. Christensen, Niels Joh[]nsen og Lauritz Hansen[4], var berøvet Friheden og vansmægtede[5] i Nytorvs Cellefængsel. De læste sløvt i deres Aviser – end ikke Verdensbegivenhederne kunde gøre Indtryk paa dem!

Så kørte vi ind til Byen. I den indre Bys store Forretningskvarterer brændte Lysene for fuldt Blus. Det var Rengøringskonerne, som gjorde Kontorerne i Stand. I den tidlige Morgen var næsten alt som ellers. Dog ikke helt. I smaa Sektioner gik Arbejdere ind fra Christianshavnstorv, Nørrebros Runddel, Frederiksberg Runddel og Enghaveplads De gik ud for at drive de andre fra Arbejdet. Udenfor Fabriksportene stillede de sig op og stak dem Løbesedler i Haanden. Men de fleste af dem havde ikke Tid. Endnu ikke faaet Søvnen af Øjnene var de paany parat til Slidet.

Mødet paa Grønttorvet.

Ved 11-Tiden begyndte Arbejdsmænd og –Kvinder at strømme ind mod Grønttorvet, hvor røde Faner markerede Talerstolene. Ogsaa en Mængde af Borgerskabets nysgerrige blandede sig i Folkemassen, der ved 12-Tiden var meget anselig.

Paa Slaget tolv stod fire Talere op og talte. – Vi nævner kun Thøgersen, Sperling og Gissemann[6]!

Af Hensyn til de Begivenheder, som forefaldt efter Mødet ønsker vi ikke her i Bladet at givet Politiet noget Fingerpeg. Alle Talere opfordrede med Styrke enhver Arbejder til at slutte sig til Protesten mod de arresteredes Fængsling. I Forsamlingen fand[t] disse, Opfordringerne, god Genklang, og da Thøgersen oplyste, at man i Kallundborg og Køge havde ladet alt Arbejde ligge var Jubelen og Bifaldet ubeskriveligt.

Mange Talere havde - som nævnt - Ordet. Ingen af dem Opfordrede til Voldsomheder, men fastholdt tværtimod det absolut nøddige[7] i, at netop nu intet blev forøvet, som kunde skade Sagen.

Fra alle Talerstolene vedtoges enstemmigt derefter følgende

Resolution:

Klassebevidste Arbejdere, forsamlede til Møde paa Grønttorvet, raaber endnu en Gang et kraftigt Varsko til Regeringen: Løslad vore Kammerater! Vi kræver Fængselsporten aabnet for alle politisk Anklagede og Dømte.

Fuldstændig Ytrings-, Forsamlings-, Presse-, Forenings- og Demonstrationsfrihed!

Annullering af alle løbende Pressesager og antimilitaristiske Retssager!

Vore Kammerater venter i Fængslerne paa alle organiserede Arbejderes Støtte. Foragt enhver Arbejder, som for at tækkes Klasseforræderne Borgbjerg og Stauning, er med til at fastnagle Fængselsporten. Europas Proletariat vender Blikket mod det oplyste Danmark.

Skal vi bære dets Foragt?

Du, der endnu arbejder, slut dig til vore Rækker!

Død og Dom over Danmarks reaktionære Bande med Socialistmaske paa!

Ned med Hyklerne! Leve Socialismen.

Blodige Begivenheder.

Politiet slaar ned til højre og venstre, og 150 saarede Mennesker bringes til Hospitalet.
Batalje ved Sporvognen

Da alle Talere var færdige, søgte Folkemængden i store Masser hen mod Frederiksborggade. Den Forbitrelse, som et Par Gange under Mødet havde givet sig Udslag i Fyraab mod Sporvognsfunktionærerne, gav sig nu - blandt de ungdommelige Elementer i Forsamlingen – Udslag i et lille Angreb paa en Sporvogn. Den elektriske Ledningsstang blev trukket ned, hvorved Sporvognene blev ude af Stand til at køre. Folk samlede sig om Vognen i Tusindtal, og da en Sporvogn i det samme kom fra den modsatte Retning, fik den samme Medfart.

Under Bataljen knustes desuden en Rude.

Politiet kommer!

Saa hørte man den socialdemokratiske Polititanks velkendte Tuden i det Fjærne, og et Øjeblik efter borede den sig ind i Mængden med sin Last af en halv Snes uniformerede ”Ordenshåndhævere”. De Sprang ud og greb med det samme om Kniplerne. To Taxamoterdrosker, fyldte med Betjente, kom hurtigt efter. Saa kom 100 Betjente i skarpt Trav løbende ad Frederiksborggade. Blandt dem lagde man Mærke til den bekendte Inspektionsbetjent Nathan. Han var nemlig den eneste, som havde Kniplen fremme, parat til Slag. Endelig – nogle Minutter senere – kom 20 ridende Betjente!

Vi behøver ikke at skildre, hvorledes det store Opbud af Politi virkede paa den store Mængde af Folk. Politiet er i Forvejen ikke særligt populært, og her blev de modtaget med kraftige Fyraab.

Kampen om den røde Fane.

Sperling kæmper på Taget af en Sporvogn med en Politibetjent

Pludselig ser vi Johs. Sperling staa paa Taget af en af de standsede Sporvogne. Han svinger over sit Hoved en rød Fane, idet han forgæves søger at komme til Orde. Man forstaar, at han vil tale de oprørte Gemytter til Ro. Synet af de mange Politibetjente har gjort dem rasende.

Men Sperling raaber forgæves. En Politibetjent entrer op paa Taget til ham. Han griber fat i den røde Fane, Sperling holder i sine Hænder. Først da den er knækket, lykkedes det Politibetjenten – ved Assistance af sine Kolleger – at faa revet Sperling ned fra Taget. Han gribes af brutale og raa Politinæver. Man ser Betjente fuldstændig fra Sans og Samling give ham forskellige Slag for endelig at kastes op i Politibilen.

Øjenvidner fortæller, at en Overbetjent her med knyttede Næver bearbejdede Sperlings Hoved og Bryst!!!

I rasende Fart førtes vor Kammerat til Domhuset paa Nytorv, hvor han blev indsat i Arresten.

Politiet styrter ind paa Mængden.

Da Sperling var borte optraadte kst.[8] Politiinspektør Steffensen paa Arenaen. Sammen med den unge Politiassistent Heiberg-Jørgensen overtog han nu Kommandoen over Politistyrken. Der kommanderes nu – uden den grundlovsmæssige Varselsordre – ind paa Folkemængden. De slog hensynsløst ned til højre og venstre. Fuldstændig fra Koncepterne arrangerede de nu.

et Blodbad.

som er ganske uden Sidestykke i de sidste 40 Aars dansk Historie. Kvinder og Børn og ganske tilfældige Tilskuere bliver slaaede i Jorden af disse ansvarsløse, uniformerede knippelbevæbnede Personer. Flere Arbejdere styrter straks forslaaede i Gadens Sten, segnende under Knippelslagene. Politiet lader dem ligge og tramper paa dem, medens Folk i vild Flugt styrter over Grønttorvet og ind i Sidegaderne. Nogle falder, andre falder ovenpaa dem, og bliver overtrampede af de, der følger efter.

Det hele var et forfærdeligt Virvar – ene alene fremkaldt af Politiets fuldkommen ansvarsløse og forvirrede Optræden!

De Saarede paa Valpladsen.

Medens Politiet et Øjeblik holdt inde med sin Vanvids-Optræden blev de saarede samlede op.

Der var mange – og flere af dem var haardt medtagne af Knippelslagene. De Saarede vi på Stedet fik noteret, var: Sømand Richardt Petersen, Ludvig Jensen, Arbejdsmændene C. Evert og Edvard Hartnach, Aage Nielsen, N. C. Jensen, H. Simonsen, Hans Hansen, Martin Jørgensen, Martin Rasmussen, Fyrbøder Gustav Andersen, Kai Larsen, Werner Petersen, Anna Evenson og endelig en lille 12-aarig Dreng Wald. Christiansen fra Wesselsgade 22, som havde faaet brækket Armen.

De blev alle, dels af Th. Thøgersen, dels af andre behjertede Mennesker bragt til Kommunehospitalet, hvor de blev forbundne.

Thøgersen kræver, at Politiet skal skaffe Ambulancer.

I Frederiksborggade udfor Rømersgade lægger man Mærke til Thøgersen med to stærkt saarede Arbejdere. Blodet render dem stærkt fra dybe Saar i Hovedet. Vi hører Thøgersen raabe til Politiassistent Heiberg-Jørgensen: - De maa skaffe Ambulancer til de Saarede!

Men Heiberg-Jørgensen har fuldstændig tabt Hovedet. Nervøst holder han sig midt i Klyngen af nogle Betjente og svarer overhovedet ikke paa Thøgersens Spørgsmaal. Det gør derimod et Par Betjente – bl. a. Nr. 308 – paa en næsvis og uforskammet Maade -: Hvad Fanden tror De, at De er til! raabte han til Thøgersen.

Saa bragte T. de to saarede til Kommunehospitalet.

Flere Angreb paa Folkemængden.

Endnu foretog Politiet flere gemene Angreb paa de forsamlede Mennesker og endnu mange blev saarede. Vi saa en Gang et lille barn – 6 Aar – blive baaret bort af en Politibetjent. Barnet var yderst medtaget, og Betjenten fik en Mængde indignerede Udraab paa Vejen. Grosserer Møller paa Hjørnet af Vendersgade og Grønttorvet tog sig med Glæde af et Par saarede Arbejdere og lod dem forbinde. Ogsaa Hr. Møller var yderst opbragt paa Politiets gemene Optræden.

Intermezzo fra Slaget

Paa vor Vandring rundt paa Slagmarken saa vi et og andet, som vi ikke vil foreholde vore Læsere.

Paa Torvet saa vi en Flok Betjente fare midt ind i en Sværm, væsentlig bestaaende af Kvinder, Børn og sagesløse passerende. En høj, svær Betjent løftede sin Knippel og lod den med fuld Kraft suse ned over en 11-aarig Dreng, der styrtede om paa Gaden, skrigende af Smerte, vi saa ham blive bragt bort med en Bule saa stort som et Hønseæg i Hovedet.

I Frederiksborggade steg en Kornet[9] af Sporvognen og saa sig straks omringet af en Flok Demonstranter, der ikke var oplagt til at se slige Løjtnantsspirer iblandt sig, de fratog ham paa staaende Fod hans Sabel og Hue og lod ham derpaa løbe, han tog skyndsomst Flugten op i Winthers Pianoforretning, rystende af Skræk, højt skrigende om Hjælp og barnligt bedende Forfølgerne om Naade.

Løjtnantsspiren, hvis Navn er Koch fra Trekronerfortet, udviste i Sandhed en ynkelig Skikkelse, da vi nogle Minutter senere vekslede nogle Ord med ham oppe i Winthers Pianoforretning.

Ved Vendersgade styrtede 4 Betjente sig over nogle Kvinder, der intetanende kom gaaende fra Farimagsgade paa Vej til deres Hjem. Betjentene, der selvsagt er hurtigere end Kvinderne, lod ustandselig Slagene falde over de ulykkelige.

Resultatet var, at en af Kvinderne blev bragt paa Hospitalet med Blodet drivende ned over Ansigtet.

I Aftes.

Til langt ud paa Aftenen fortsatte Politiet sin Jagt gennem Gaderne. Flere Gange havde Politiet Sammenstød med ungdommelige Flokke.

Paa Jagtvejen samledes i Løbet af Aftenen flere Tusind Mennesker, som vilde til Møde i Forsamlingsbygningen.

Værten i ”Folkets Hus” nægtede imidlertid at leje Salen ud til de demonstrerende Arbejdere. I Procession gik man derefter til Falkonerallé 96, hvor A. Negendal aabnede Mødet og gav et kort Resume af Dagens Begivenheder. Derefter havde Snedker Willumsen og Frk. Else Jensen Ordet.

Paa Mødet blev der stillet Forslag om Dannelsen af et Arbejder- og Soldaterraad.

---

 Vi ved at mange Øjne i Dag er rettede imod os.

Hvad vil vi sige til de Begivenheder, som i Gaar fandt Sted paa og omkring Grønttorvet?

Der opstod som Følge af Begivenhederne allehaande Rygter og Borgerskabet er i Øjeblikket i en dødelig Angst for Revolution. Hvad man end vil mene om Aarsagerne til Kalamiteten[10] i Gaar, at det var ungdommelige Spektakelmagere, Nytaarsbøller og lignende – et er i hvert Fald sikkert: fra det Øjeblik Politibetjentene i blodblændet Vanvid slog ned i Flæng blandt de vaabenløse Arbejdere, fra det Øjeblik var det ikke ”Ungdommelige Spektakelmagere” man havde at gøre med. Den Harme og det Had, der rejste sig mod disse uniformerede Personager var ærligt og berettiget, og saafremt ikke disse Begivenheder virker revolutionerende paa Arbejderklassen, vækker den til Handling og Protest – saa staar den københavnske Arbejderbefolkning dybere fast i Fordom og Sløvhed, end vi havde tænkt os.

Og vi vil haabe, at det ildner dem til at fortsætte den Strejke, som de i Gaar begyndte, og vi vil haabe, at det Politivanvid, som i Gaar slog ud i lys Lue, ogsaa er i Stand til at faa andre Arbejdere til at strejke.

Strejken maa fortsættes til Chr. Christensen, Laur. Hansen og Niels Johnsen er løsladt, til alle de øvrige Krav er blevet efterkommet!

Og det vil vi sige til Arbejderne her i Byen og i Provinsen, naar I næste Gang er ude for voldelige Overfald fra Politiets Side: Løb ikke!! – øv passiv Modstand, læg Armene over Kors og vis at I ikke er bange. Politibetjentenes voldsomme Fremfærd er jo i Virkeligheden deres ynkeligste Fejghed – naar de ser, at I er en kompakt uflyttelig Masse, ophører deres Lyst til at slaa ganske af sig selv!

Husk det i de kommende dage!