1870-1900: De første arbejdersange

Den danske tradition for socialistiske arbejdersange går helt tilbage til slutningen af 1860’erne, hvor de første kampsange blevet skrevet. Sangene fungerede som agitationsmiddel og til at skabe fællesskabsfølelse i den nye og stadig relativt uorganiserede arbejderbevægelse. Arbejdersangene var ikke noget specielt dansk fænomen, og således har den danske arbejderbevægelse været inspireret af bl.a. den tyske og engelske arbejderbevægelse.

I 1871-73 udkom de første danske sange som skillingstryk (et lille hæfte, der kunne erhverves billigt), og i 1875 udgav den danske socialistiske bevægelses grundlægger Louis Pio (1841-94) den første egentlige samling af arbejdersange under titlen Sangbog for det Social-demokratiske Arbejderparti.

I forbindelse med stiftelsen af de første fagforeninger op gennem 1870’erne og Socialdemokratiets etablering som selvstændigt parti i 1878 blev der også oprettet en række sangforeninger og kor, nogle med farverige navne som fx ’Lanternen’ og ’Den røde Stjerne’, andre med mere almindelige navne som ’Typografernes Sangforening’ og ’Den Sociale Arbejder-Sangforening’.  I disse foreninger blev der i begyndelsen hovedsagligt sunget sange om arbejdernes generelle vilkår og den overordnede politiske kamp mod udnyttelsen i det kapitalistiske system. Op igennem 1880’erne skete der dog en udvikling, hvor sangforeningerne begyndte at have flere sange knyttet til den enkelte forenings faglige identitet eller sange om konkrete strejker eller begivenheder.

Uden for sangforeningerne blev sangene brugt til 1. maj-arrangementer, fabriksblokader, strejker og demonstrationer, hvilket kan være med til at forklare, hvorfor så mange af sangene fra denne tid er skrevet som marchsange.

Her ses 3. udgave fra 1938 af Arbejderbevægelsens Oplysningsforbunds populære sangbog, der er udkommet i 10 udgaver i perioden 1926-2005.

1900-1960: To sangtraditioner, en kommunistisk og en socialdemokratisk

Fra år 1900 og frem var den danske arbejderbevægelse splittet over, hvor revolutionær bevægelsen skulle og burde være. Dette spørgsmål ramte den politiske gren af bevægelsen særlig hårdt. Syndikalister, anarkister og marxister sluttede sig fra omkring 1910 sammen om at kritisere Socialdemokratiet, som de følte havde svigtet den socialistiske ide og nu var at betragte som et småborgerligt parti. Denne splittelse blev i høj grad også afspejlet i bevægelsens sangbøger, der delte sig i to typer – en revolutionær/kommunistisk og en mere folkelig og reformsøgende socialdemokratisk.

I de revolutionære kommunistiske sangbøger var sangene militante og ofte blodige. Klassekamp og  revolution var de absolutte hovedemner. Særligt efter den russiske revolution i 1917 kom der flere oversatte revolutionære sange til som et symbol på, at den kommunistiske del af arbejderbevægelsen så sig selv som en del af en international bevægelse, der tog afstand fra nationalisme og kæmpede for solidaritet mellem arbejdere på tværs af grænser.

I de socialdemokratiske sangbøger indgik de gamle sange fra før århundredeskiftet stadig, men blev fra 1900-1940 suppleret med nye sange, hvor de tidligere sejre og kampe blev fremstillet i et nostalgisk, men også lidt fjernt skær. Dette afspejler, hvordan Socialdemokratiet nu ikke længere betragtede sig selv som et revolutionært socialistisk parti, men i stedet som reformistisk, hvor socialisme skulle indføres parlamentarisk gennem reformer vedtaget af Folketinget. Op gennem første halvdel af 1900-tallet blev der ligeledes føjet en del sange fra Højskolesangbogen samt nationale sange til sangbogen. Mest kendt fra denne periodes socialdemokratiske sangbøger er nok Oscar Hansens ”Danmark for Folket” fra 1934, der hylder både Danmark og det danske folk.  Den socialdemokratiske bevægelse havde altså et helt andet syn på det nationale end den kommunistiske bevægelse.

1960-1980: Ungdomsoprør og nye fællessange

Efter faldende popularitet i 1940’erne og 1950’erne fik arbejdersangene et stort comeback, da de nye folkelige bevægelser og ungdomsoprøret ramte Danmark i 1960’erne. Den fornyede interesse kom dog ikke fra de faglige fællesskaber i fagforeningerne eller fra socialdemokratiske sangkor som tidligere, men fra studenterbevægelsen, kvindebevægelsen og - fra midten af 1970’erne - miljøbevægelsen.  Dette førte også til en række nye sange, der italesatte de særlige problemer, som disse grupper oplevede, og som promoverede ungdomsoprørets ideer om basisdemokrati og antimilitarisme. Ligeledes skete der et markant genreskift, hvor marchtakten blev skiftet ud med guitarakkorder, så sangene nu bedre egnede sig til fællessang i rundkreds end fanemarch ned ad den lokale gågade.

Arbejdersangene - eller protestsangene, som genren hovedsageligt blev kaldt i denne periode - blev så populære, at flere udenlandske og danske bands kunne bygge en karriere på dem. I radioen blev der fra 1960’erne bl.a. spillet Joan Baez, Bob Dylan og Pete Seeger, som så igen inspirerede danske bands som Røde Mor, Steppeulvene og Skousen & Ingemann, der op gennem 1970’erne prægede den nationale musikscene. 

Efter 1980: Arbejdersangen i dag

I de sidste par årtier har arbejdersangene ikke været et så markant kulturelt fænomen som tidligere, og sangene synges nu mest til 1. maj-arrangementer og blandt venstrefløjens ungdomspartier.  Ved demonstrationer og overenskomststrejker dukker flere af sangene dog jævnligt op, og ved store arbejdsmarkedskonflikter, såsom sundhedspersonalets strejke i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008, skrives der også nye sange til anledningen.  Således er arbejder- og protestsangene altså ikke noget uddødt fænomen, omend de ikke er så synlig en del af vores kultur som tidligere.

De røde sangbøger

Fagforeningerne, venstrefløjens partier og deres ungdomspartier har alle deres egne unikke sangbøger. I sangbøgerne udtrykker hver forening eller parti sin specielle identitet, og ofte finder man i disse bøger sange, der kun synges i foreningens eller partiets regi. I ungdomspartierne er der desuden tradition for at skrive nye sange over de gamle melodier eller lave humoristiske og satiriske tilføjelser til de mest populære sange.   

Den mest kendte og solgte arbejdersangbog er dog den socialdemokratiske Arbejderbevægelsens Sangbog, der blev udgivet første gang af Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) i 1926 under titlen Den røde Sangbog. Arbejderbevægelsens Sangbog er løbende blevet opdateret og revideret, så nye sange er kommet til de mindre populære er blevet taget ud.  Indtil videre er der udkommet 10 forskellige udgaver, hvor den nyeste udkom i 2005.