Artikler
Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (også kaldet KAD) var en fagforening, der udelukkende havde kvinder som medlemmer. I 2005 fusionerede KAD med Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD), og sammen dannede de Fagligt Fælles Forbund (alment kendt som 3F).
Stiftelsen
KAD blev stiftet som et landsdækkende forbund for kvindelige arbejdere søndag den 3. marts 1901 på en kongres i Arbejdernes Forsamlingshus i København. Stiftelsen kom som en kulmination på over 15 års aktivt fagpolitisk arbejde fra en række københavnske arbejderkvinder, ledet og organiseret af flaskeskylleren Olivia Nielsen (1854-1910) i det lokale forbund Kvindeligt Arbejderforbund (KAF). Fra KAF kom ikke alene store dele af KAD’s navn, men også de første medlemmer, den første fane og store dele at startkapitalen. Ligeledes blev KAF’s formand Olivia Nielsen også enstemmigt valgt af de delegerede som forbundets første formand.
Det var dog først fra 1906, at KAD oplevede stabil medlemsfremgang, og først fra oktober 1910 fik forbundet en fungerende arbejdsløshedskasse. Indtil da forsvandt mange medlemmer i forbindelse med arbejdsløshed, fordi kontingentet blev for dyrt, og forbundets tilbud til de arbejdsløse medlemmer var for få.
Samtlige 25 deltagere ved Kvindeligt Arbejderforbunds stiftende kongres den 3. maj 1901.
Fra bogen: 'Jo, det kunne nytte'.
Kvindernes stemme i fagbevægelsen
KAD’s argumentation for et rent kvindeligt fagforbund var indtil fusionen i 2005, at de kvindelige arbejdere havde særinteresser og behov, der adskilte sig fra de mandlige arbejdere, og at de traditionelle mandligt dominerede fagforbund ofte overså dette eller til tider direkte modarbejdede kvindesagen. Derfor har KAD’s forhold til den øvrige fagbevægelse til alle tider været præget af ambivalens. Ved de fleste overenskomster samarbejdede KAD med de andre fagforbund og var også i de første år stærkt afhængig af lån og anden støtte fra De Samvirkende Fagforbund og det senere LO. Ligeledes støttede man, som resten af fagbevægelsen, Socialdemokratiet, som man i medlemsbladet omtalte som ’vort parti’. Op igennem tiden har KAD dog også flere gange været nødt til gå enegang, da man ikke altid har kunnet regne med de andre fagforbunds solidaritet, når det gjaldt krav som kvindens ret til arbejde, bedre børnepasningsmuligheder og ligeløn.
KADs fane. Fra: Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv
Fra krav om ret til arbejde til krav om ligeløn
I perioden frem til 1950’erne var KAD’s største fokus ikke at sikre dets medlemmer bedre vilkår på arbejdsmarkedet, men derimod at sikre dem adgang til det og bevare retten til at forblive der. Det var nemlig Socialdemokratiets såvel som den øvrige fagbevægelses holdning, at det mest optimale var, at mandens arbejde alene var nok til at forsørge familien. Derfor blev kvindelige arbejdere ofte set som løntrykkere og jobstjælere, og særligt gifte kvinder var ofte ildesete af de mandlige kollegaer. Derfor modsatte KAD sig ad flere omgange Folketingets forslag om særlove der skulle beskytte kvinder såvel som tiltag til ligeløn i de fysisk krævende brancher, da de frygtede at dette ville skubbe kvinderne ud af arbejdsmarkedet.
I 1950’erne var kvindernes position på arbejdsmarkedet dog ved at være så sikker, at KAD for alvor vovede at fremsætte ligelønskravet. Det var dog ikke let at få resten af fagbevægelsen til at sætte ligelønnen højt på dagsordnen, og først i 1973 lykkedes det at få en overenskomst med samme lønsatser for mænd og kvinder. Dette var dog kun en delsejr for KAD, der måtte sande, at trods den formelle ligeløn forblev løngabet mellem mænd og kvinder stort. Derfor blev KAD’s næste store projekt at gøre op med denne lønmæssige skævhed, primært gennem faglig opkvalificering af kvinderne.
Kvindeligt Arbejderforbunds fjerde kongres i 1909 i Folkets Hus på Jagtvej i København.
Fra bogen: 'Jo, det kunne nytte'.
Fusionen med SiD i 2005
Gennem årene har KAD ofte samarbejdet med SiD, da de to fagforbund tit har haft medlemmer på samme arbejdsplads. I 1990’erne faldt begges medlemstal, og delvist drevet af nødvendighed begyndte de to forbund at tale om fusion. Dette udmøntede sig i 2004 til en urafstemning blandt medlemmerne. Valgdeltagelsen var lav (under 50 %), men 86 % af KAD’s stemmer gik ind for en sammenlægning (i SiD stemte 77 % for). Dette betød, at KAD ophørte med at eksistere som selvstændig organisation fra den 1. januar 2005. I det nye forbund 3F udgør kvinderne 1/3 af medlemmerne.
KAD's formænd:
Olivia Nielsen, 1901-1910
Gudrun Bodø, juli-december 1910
Sophie Rasmussen, 1910-1923
Alvilda Andersen, 1923-1937
Fanny Jensen, 1937-1947
Edith Olsen, 1948-1971
Toni Grøn, 1971-1978
Ruth Løjbert, 1978-1985
Lillian Knudsen, 1985-2005