Kilder
Kildeintroduktion:
I september 1896 opstod en konflikt mellem reb- og spindefabrikken Jacob Holm & Sønners Reberbane og de kvindelige ansatte. Konflikten udsprang af, at Danmarks første fagforening for kvinder, det københavnske Kvindeligt Arbejderforbund (KAF), kæmpede for overenskomster for kvindelige arbejdere. Efter flere anmodninger fra KAF om at få hævet lønnen fra 12 øre til 15 øre i timen svarede fabrikant etatsråd Holm, at han ikke forhandlede med ”alle og enhver fra gaden”. Det medførte, at KAF opfordrede kvinderne til at nedlægge arbejdet. Strejken vakte stor opsigt, da det ikke var almindeligt på den tid, at kvindelige fabriksarbejdere strejkede.
KAF beskrev i flere artikler i avisen Social-Demokraten de umenneskelige forhold, kvinderne arbejdede under. Udover en elendig løn blev kvinderne skældt ud, idømt bøder for at komme for sent, for at være for længe på wc, og en blev idømt en bøde for at beundre en kollegas gave. Etatsråd Holm brød sig ikke om, at arbejdsforholdene på hans fabrik blev kendt i offentligheden, så han indstævnede Olivia Nielsen (1852-1910), formanden for KAF, for ærekrænkelse. Retssagen endte i forlig.
Efter forhandlinger mellem KAF og fabrikkens ledelse blev strejken afsluttet efter syv uger. De kvindelige arbejdere fik lønforhøjelse, og arbejdsforholdene på fabrikken blev forbedret. Strejken fik stor betydning for Kvindeligt Arbejderforbunds succes med at organisere kvinderne.
Denne artikel, fra Social-Demokraten den 24. september 1896, er et svar på den redegørelse Jacob Holm og Sønner havde i avisen dagen før. Afsenderen er Kvindeligt Arbejderforbund, formentlig med formanden Olivia Nielsen som forfatter.
Udklip af artiklen i Social-Demokraten den 24. september 1896. Fra: Det Kgl. Biblioteks avissamling Mediestream
Svar til Jacob Holm og Sønner
Den Redegørelse, Jacob Holm & Sønner offentliggjorde i ”Social-Demokraten” i Gaar, begynder med den mærkværdige Oplysning, at Kvinderne skal have brugt Retiraderne[1] til Spisestue, en Paastand, der er lige saa meningsløs som usmagelig og et godt Bevis paa, at Firmaet har været meget i Knibe for at faa en Motivering for den mærkelige Maade, hvorpaa de kontrollerer Kvinderne i denne Fabrik. Vi syntes, at Firmaet hellere maatte tie stille end fortælle den Slags Røverhistorier om deres Arbejdersker; der er jo dog ingen fornuftige Mennesker, som tror, at Arbejdersker indtager deres Maaltider paa Retirader, eller at 6 Personer paa én Gang opholder sig i et Rum, saa komfortable er disse Apartements[2] sikkert ikke. Muligvis har Firmaets fine Chefer, der ofte kommer i Fabrikken og ser dens smudsige Lokaler, medens de derimod ikke stikker Næsen indenfor i Arbejdernes Retirader, ment, at da Fabriken ikke hidtil har haft nogen Spisestue, skulde det være mere tillokkende for Kvinderne at spise paa Retiraderne end i Arbejdslokalerne. Dette er dog ikke Tilfældet.
Det er dernæst urigtigt, naar det paastaas, at de fire Repræsentanter for Arbejderskerne har erklæret, at de ikke havde noget imod Mulktsystemet[3]. De har kun sagt, at de vilde tale med deres Kammerater om den Sag, og disse fastholder alle som én, at Mulktsystemet skal fjærnes, fordi det kan og faktisk ogsaa bliver benyttet meget vilkaarligt fra Funktionærernes Side. Eksempelvis skal vi anføre, at da en Kvinde for nogle Dage siden i Forbigaaende saa paa nogle Presenter, en af hendes Kammerater havde faaet i Anledning af sin Fødselsdag, blev hun straks af Spindemesteren idømt en Bøde af 75 Øre, og den Slags Eksempler kan der nævnes mange af.
Paastanden om, at Mulkterne er indbetalte til Samaritanen under Mærket fra ”Spinderiets Mulktkasse”, skal vi ikke bestride, men det staar fast, at man ikke har spurgt Arbejderne om Pengene maatte anvendes paa den Maade. Tidligere er Pengene nemlig ved Juletid bleven uddelt som Præmie til dem, der i et halvt Aar ikke var kommen for sent om Morgenen. Det paastaas endog, at en Kvinde, som stod særlig højt hos en af Formændene, har faaet 20 Kr. af Mulktkassen, til hvad vides ikke.
Med Hensyn til Lønnen siges det, at Akkorderne er beregnet paa, at Kvinderne skulde tjene indtil 2 Kr. pr. Dag, og det paastaas, at dette ogsaa rigeligt er opnaaet. Vi opfordrer i den Anledning Firmaet til at nævne de bestemte Tilfælde, hvor Kvinderne har tjent 2 Kr. pr. Dag i Akkord. Arbejderne kender kun et eneste Tilfælde, og da det viste sig, at der tjentes saa meget, blev Akkordprisen sat ned med den Bemærkning ”at det var ikke Meningen de skulde tjene 2 Kroner pr. Dag”.
Paastanden om, at de Kvinder, der har havt for lave Akkorder, har faaet udbetalt deres almindelige Dagløn, er simpelthen Usandhed; thi der er Kvinder, hvis Løn ellers har været 7 Kr. 20 Øre pr. Uge som i Akkord har faaet betalt mellem 5 à 6 Kr. for en hel Uges Arbejde, ligesom mange af Kvinderne i Lørdags fik udbetalt betydelig mindre end hvad de skulde have havt efter den almindelige Løn.
Det er ligeledes urigtigt, at en Arbejderske skal have undladt at være flittig, fordi hendes Kammerater havde anmodet hende derom; hun har blot forlangt at faa at vide, hvad hun skulde have i Akkord, men det fik hun intet Svar paa, lige saa lidt som andre havde kunnet faa at vide, hvad der blev betalt som Akkordpris. Det blev sagt til dem fra Mesterens Side: De kan vente til Lørdag, saa kan De efter Deres Fortjeneste regne ud, hvad de faar pr. Enhed.
Naar det oplyses, at en Kvinde kun har tjent 6 Øre i to Timer paa Arbejde, hvor der har været tjent 1 Kr. 70 Øre pr. Dag, saa glemmer Firmaet at oplyse, at det omhandlede Arbejde, ”Pilning”, er meget forskelligt, og den Paagældende havde netop faaet det allerværste Arbejde.
Hvis det virkelig er Firmaets Mening, at Kvinderne skal tjene 2 Kr. pr. Dag, saa synes vi ogsaa meget godt det kunde gaa ind paa at garantere dem 9 Kr. om Ugen og saa for Resten anvende Akkord, hvor det kan lade sig gøre. Men hidtil har de Herrer ikke villet indlade sig med deres Arbejdere eller disses Organisation. Forhaabenlig vil de snart indse det urigtige heri, og vi er bestandig rede til at optage en Forhandling om Stridspunkterne.
Bestyrelsen for ”Det kvindelige Arbejderforbund”