Artikler
Anna Olivia Nielsen var gennem sit engagement i fagforeninger og i Socialdemokratiet forkæmper for kvinders rettigheder, særligt på arbejdsmarkedet. I 1901 blev hun den første formand i Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD).
Opvækst, ægteskab, børn og arbejde
Anna Olivia Nielsen blev født Christensen i en fattig familie i Helsingør i november 1852. Som 20-årig blev hun gift med den jævnaldrende fabriksarbejder Oluf Peter Laurentius Nielsen, og fire måneder efter brylluppet fødte hun en søn. I alt fik parret ni børn, hvoraf de to døde som spæde.
Vi ved, at familien i midten af 1880’erne flyttede til København, hvor der var bedre jobmuligheder. Fra ægteskabets begyndelse arbejdede Olivia Nielsen, først som vaskekone og senere som flaskeskyller for at forsørge den store familie.
I 1901 blev Olivia Nielsen, noget usædvanligt for tiden, skilt. I forbindelse med skilsmissen fik hun forældremyndigheden over de resterende hjemmeboende børn, hvilket også var ualmindeligt i samtiden. Herefter levede hun til sin død i 1910 i et papirløst forhold med sin kollega fra KAD Gustav Olsen.
Portræt af Olivia Nielsen. Fra bogen: 'Jo, det kunne nytte' (1901)
Fagforeningsarbejdet i KAF og KAD
Fra forskellige dokumenter fra fagforeningens arkiv ved vi, at hun helt tilbage i 1870’erne med svingende resultater forsøgte at organisere de kvindelige arbejdere.
Hendes fagpolitiske arbejde tog dog først for alvor form, da hun i 1892 blev formand i det københavnske faglige forbund Kvindeligt Arbejderforbund (KAF), der var stiftet i 1885. Trods de mange børn og lange arbejdsdage formåede Olivia Nielsen at opbygge og udvide KAF, og hun var i 1896 hovedarkitekten bag flere strejker og overenskomster for kvindelige arbejdere. Det var dette arbejde, der i 1901 kulminerede, da KAF ved en stiftende generalforsamling blev til Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) og hermed gik fra at være et lokalt til et nationalt fagforbund. I den forbindelse blev Olivia Nielsen enstemmigt valgt til forretningsfører (formand) af de delegerede. I formandstiden blev hendes arbejde primært at få den nye organisation til at fungere, vokse og ikke mindst blive respekteret som et seriøst forbund på linje med de mandlige fagforbund.
Kvindeligt Arbejderforbunds første hovedbestyrelse, Olivia Nielsen er nummer tre fra venstre. Fra bogen: 'Jo, det kunne nytte' (1901)
Ved siden af sit omfattende fagforeningsarbejde var Olivia Nielsen også partipolitisk engageret i Socialdemokratiet. Ved kommunalvalget i 1909, hvor kvinderne for første gang kunne deltage, var hun at finde blandt de opstillede, og hun fik efterfølgende plads i Københavns Borgerrepræsentation.
Olivia Nielsen døde af tarmslyng den 11. juli 1910 under en faglig kongres i Aarhus, og på sit dødsleje udtrykte hun sit ønske om, at KAD’s hovedbestyrelse måtte fortsætte hendes arbejde, og at datteren Gudrun Bodø måtte efterfølge hende som formand, hvilket hun dog kun var i få måneder. Olivia Nielsens begravelse blev en stor mindehøjtidelighed, og forbundet bekostede et større gravmonument på Brønshøj Kirkegård. I 2009 blev en lille gade i Københavns Sydhavn opkaldt efter hende.
Olivia Nielsens gravmonument på Brønshøj Kirkegård. Fra bogen: 'Jo, det kunne nytte' (1901)