Temaer
I dette tema er samlet et udvalg af materialet på danmarkshistorien.dk, der omhandler arbejderbevægelsens historie i perioden 1872-1940. Under relateret indhold henvises til en række leksikonartikler, kilder og periodeafsnit om forskellige aspekter af arbejderbevægelsens historie.
danmarkshistorien.dk har endvidere et tema om Kanslergadeforliget og dansk politik i 1930'erne, hvor blandt andet Socialdemokratiet også spillede en stor rolle.
Fra omkring 1870 begyndte danske arbejdere at organisere sig på socialistisk grundlag efter inspiration fra udviklingen i andre lande i Europa. Bevægelsen byggede på Karl Marx' idéer og var organiseret som en sektion af Første Internationale (IAA). I spidsen for processen stod den velformulerede, intellektuelle Louis Pio (1841-1894). Trods voldsom fordømmelse i pressen fik den danske afdeling af Internationale i løbet af et halvt år 4-5000 medlemmer i København og halvt så mange i de større provinsbyer.
I maj 1872 indkaldte Louis Pio til et møde for arbejdere i Fælledparken i København, og udgav artiklen Maalet er fuldt. Politiet forbød mødet, der senere blev kendt som Slaget på Fælleden, og Pio blev sammen med de to andre ledere i arbejderbevægelsen, Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928), arresteret og idømt lange fængselsdomme, mens Internationale blev forbudt. Dette knækkede dog ikke bevægelsen, og i sommeren 1875 blev de tre ledere benådet, mens udviklingen kulminerede året efter med vedtagelsen af program og love for Det Socialdemokratiske Arbejderparti. I 1876 blev det første partiprogram, Gimleprogrammet, vedtaget, og i 1884 lykkedes det at få to socialdemokrater valgt ind i Folketinget. Socialdemokratiet blev dermed det første 'moderne' parti med program, presse og basisforeninger og konsoliderede sig i de følgende årtier sammen med fagbevægelsen som en af de bedst organiserede arbejderbevægelser i verden.
I tiden op mod 1. verdenskrig mente mange internt i Socialdemokratiet, at der fandt en afideologisering af partiet sted, efter at det var slået ind på en mere reformvenlig kurs i Rigsdagen. Denne diskussion fortsatte med det nye arbejdsprogram i 1923, der var udtryk for partiets leder Thorvald Staunings (1873-1942) langsigtede strategi om at blive et regeringsbærende parti. I samme periode oplevede Socialdemokratiet en stærk vækst, og i 1924 overhalede det Venstre som det største parti. Samtidig opnåede partiet regeringsmagten i en i første omgang kort periode fra 1924 til 1926 og igen fra 1929 til 1942, med Stauning som statsminister.
Utilfredshed med Socialdemokratiets linje efter 1. verdenskrig førte til dannelsen af Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP) i 1919, der året efter skiftede navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Partiets stiftelse havde sin rod i den radikalisering af venstrefløjen, som fandt sted under og efter 1. verdenskrig, og som især blev præget af den russiske revolution i 1917. At dele af arbejderbevægelsen på den måde søgte inspiration hos Sovjetunionen, ses eksempelvis også i 1932, hvor daværende medlem af partiet, Aksel Larsen (1897-1972), agiterede for, at det sovjetiske styre klart var at foretrække frem for det danske, fordi det tjente arbejderklassens interesser bedst. Samme Larsen argumenterede op til valget i 1936 endvidere for, at arbejderklassens politiske ønsker bedst kunne gennemføres, hvis Landstinget blev afskaffet. Dette skete dog først i 1953.
Gengivelse af Slaget på Fælleden i det satiriske ugeblad Ravnen, der blev udgivet af Socialdemokratiet. Fra: Ravnen, søndag den 5. maj 1889