Socialistiske tanker

Louis Pio mente, at de borgerliges kultur var direkte skadelig for arbejderne, fordi den var med til at opretholde et samfund, hvor den ene gruppe blev udnyttet af den anden.

Pios socialismetanke tog delvist udgangspunkt i hans interesse for heltesagn og myter. Han udgav i 1869 Sagnet om Holger Danske, dets Udbredelse og Forhold til Mythologien, fordi han betragtede sagnene som et udtryk for både proletariatets måde at tænke på og dets ønske om samfundsændringer. Pios kulturpolitik stred imod den i datiden gældende. Han ønskede, at arbejderne skulle have deres egen kultur og ikke påtvinges den borgerlige.

I samme periode som Pios tanker om socialisme opstod, blev Pariserkommunen deklareret i Frankrig, og 1. Internationale blev oprettet. Samtidig med dette indgik Pio i korrespondance med de tyske samfundstænkere Karl Marx og Friedrich Engels. Disse begivenheder bidrog yderligere til Pios tanker om socialismen.

Louis Pio, grundlægger af den danske arbejderbevægelse. Fra: Det Kongelige Bibliotek 

Socialistisk engagement

Pio skrev i 1871 (med vennen og partneren Harald Brix (1841-1881) som udgiver) under dæknavnet 'En arbejder' Socialistiske Blade i tvangfrie Hefter (senere Socialisten), hvori han beskrev arbejdernes vilkår og opfordrede til kamp for en forbedring af disse. Pios ønske var:

''fastsættelsen af en Normal-Arbejdstid, som ikke maa overskrides under noget som helst Paaskud, Forbud imod Søndagsarbejde, Indskrænkning af Kvindernes og Ophør af Børnenes Arbejde i Fabriker eller lignende Steder samt endelig Indsættelse af Fabriks-Inspektører, der vælges af Arbejderne og lønnes af Staten for at paase, at ovennævnte Bestemmelser opretholdes''.

Disse krav kan forekomme simple, men for datidens arbejder ville disse forandringer betyde en voldsom ændring af den måde, hverdagen hang sammen på. En familie var afhængig af de penge, som børnene og konen kunne tjene på fabrikkerne. Samtidig havde arbejdsgiveren økonomisk fordel af at ansætte børn og kvinder, da de ikke havde krav på den samme løn som en voksen mand. Arbejderne selv havde hverken økonomisk eller mentalt overskud til at gøre oprør imod deres forhold. Pio ønskede at samle denne samfundsklasse, så de kunne stå stærkere over for arbejdsgiverne. Dette skete blandt andet på de arbejdermøder, der afholdtes sideløbende med udgivelsen af artikler. I spidsen for disse møder stod Paul Geleff (1842-1928).

Pio, Geleff og Brix blev således frontløberne for socialismen i Danmark.

Kampen for socialisme

Aktiviteterne blev forsøgt standset af både politi og justitsminister. Det var dog svært for myndighederne at bremse dem, da de tre socialister ikke brød loven, der bl.a. sikrede forsamlingsfrihed. Situationen spidsede til og kulminerede med det sammenstød, der er kendt som Slaget på Fælleden. Forud for dette havde Pio skrevet en artikel, der under overskriften Målet er fuldt indkaldte alle arbejdere til folkemøde på Fælleden i København den 5. maj 1872. Mødet blev forbudt på trods af, at et sådant forbud var en bevidst overtrædelse af Grundloven. Under mødet kom det til voldsomme kampe mellem politi og arbejdere. Pio blev anholdt og sat i fængsel, hvor han opholdt sig de følgende tre år. Han blev benådet i 1875, da man frygtede, at de kummerlige forhold ville tage livet af ham; man ønskede ikke at gøre ham til martyr.

Efter løsladelsen gik Pio atter ind i arbejdet for socialismen. Avisen Socialisten havde nu ændret navn til Socialdemokraten, men avisens dårlige økonomi samt manglende velvilje fra fagforeningerne betød, at Pio i 1877 lod sig bestikke (formodentlig af bl.a. den store virksomhed Burmeister og Wain) og udvandrede til Amerika, hvor han forsøgte at oprette en socialistisk koloni. Man var sluppet af med en mand, som havde skabt opmærksomhed om en sag, hvor mange arbejdsgivere havde meget at tabe. Louis Pio døde af tyfus i Chicago den 27. juni 1894.