Udklip fra artiklen "Om Udvandring" i Social-Demokraten, 19. marts 1876. Klik på billedet for at se hele artiklen. Fra: Mediestream

Om Udvandring.

Ubi bene, ibi patria.[1]

Vi omtalte lejlighedsvis for nogen Tid siden den Paastand, som er bleven fremsat for adskillige Aar tilbage af den engelske Præst Malthus[2], og som gaar ud paa, at Menneskene, hvis de ikke ved slet Næring, Krig, Pest og lignende Ulykker uafladeligt decimeredes, vilde formere sig saa stærkt, at det blev umuligt for dem Alle at eksistere. Befolkningen har, efter hans Mening, en langt større Tendens til at forøges, end Næringsmidlernes Masse, og, naar vi ikke skal udsætte os for at komme til at æde hverandre op, vil det være nødvendigt, at Enhver paalægger sig et stærkt Baand med Hensyn til at stifte Familie, hvorfor han da ogsaa navnlig ivrer mod Arbejdernes tidlige Ægteskaber.

At Menneskene, naar de kommer under uheldige[3] og sunde Livsvilkaar, udvikler en forbavsende Evne til at mangfoldigøre sig, deri har Malthus uimodsigelig Ret: Et Blik paa Nybyggerne i Amerika saa vel som paa Præsterne i Danmark vil være tilstrækkeligt til at godtgøre det. Det er ligeledes rigtigt, at Forøgelsen i Jordens Produktionsevne ikke let, saavidt vi formaar at bedømme det, vilde kunne holde Skridt med en almindelig Stigen i Familiernes Frugtbarhed. Men det er umuligt at sige, hvilke Midler herimod der vil kunne opdages i Tidernes Løb; det er umuligt at forudse, om maaske ikke hele den Proces, der foregaar ved Hjælp af Plante- og Dyreriget, og hvorved saakaldte uorganiske Stoffer omdannes til Fødemidler for Mennesket, vil blive overflødig, saa at vi kan drage Næringen ud af Jordskorpen uden først at lade den forvandle sig til Korn osv. Endelig er det ogsaa et meget stort Spørgsmaal, om der i en Slægt som Menneskets virkelig ligger en ubegrænset Evne til at formere sig. Vi nærer unægtelig den Tro, at hvis Samfundet virkelig i en heldig Tidsperiode tiltog meget stærkt, vilde de enkelte Individers Evne til at forplante sig aftage i samme Forhold.

Men disse Paastande skal vi senere nærmere begrunde. En Ting er i al Fald sikker, og det er, at vi ikke for Øjeblikket behøver at frygte for at maatte "hænge den røde Lygte ud" her paa Jorden og "frabede os Tilgang". Hvis Befolkningerne i enkelte Lande lever for indknebent, saaledes som navnlig i Sachsen og Belgien, da er det ene og alene deres egen eller deres dumme Regeringers Skyld, ti der gives et Middel herimod, som i det første halve Aarhundrede vil være fuldkommen tilstrækkeligt, nemlig Udvandringen.

Det er et gammelt Middel. Da for Aartusinder siden Asiens Sletter blev for snævre for de asiatiske Folkeslag, væltede disse sig i hundredaarige Folkevandringer ind gennem "Europas Porte" og besatte saa at sige hele Europa. Da senere de nordeuropæiske "Cimbrer og Teutoner" trykkedes af Hungersnød, drog de i vældige Skarer ned mod det romerske Rige for at finde deres Død under Legionernes Sværd. Da endelig "den nye Verden" opdagedes, blev den et Tilflugtssted for religiøse og politiske Fritænkere, der ikke havde Lyst til at lade sig aandeligt svinebinde af Præster og absolutistiske Despoter.

Men medens indtil for ganske nylig Udvandringen til Amerika nærmest havde Karakteren af at være det sidste fortvivlede Middel for den Enkelte, der af en eller anden Grund var kommen paa Kant med sin tidligere Omkreds, saa har den, takket være de bedre Kommunikationsmidler, i Nutiden gjort sig en helt anden Opfattelse gældende, idet hele Lag af Befolkninger har søgt at raade Bod paa en øjeblikkelig Overflod af Arbejdskraft ved at søge nye Hjem i Amerikas Urskove eller paa dets endeløse Sletter.

Er dette Middel da virkelig af nogen Værdi, og hvorledes stemmer det overens med vore socialistiske Grundsætninger?

Svaret herpaa er ikke tvivlsomt. Det vilde være taabeligt at tro, at Udvandring i Længden skulde kunne bevirke en varig Forbedring i deres Kaar, der bliver tilbage. Det er jo i Almindelighed de Dygtigste og mest Energiske, der gaar bort, og Forringelsen i Arbejdskraft vil meget snart erstattes. Paa den anden Side maa det erkendes at der kan bevirkes en øjeblikkelig Hjælp for et overlæsset Fag derved, hvad vi jo under Strejker og Arbejdsløshed tidt har havt Beviser paa i det Smaa. Dette har ogsaa de engelske Fagforeninger anerkendt, idet de fleste kraftigt understøtter Udvandringen. Saaledes anvendte Formernes[4] Forening alene i Aaret 1867 over 23,000 Kroner til at sende Medlemmer over Havet, og Maskinbyggernes Forening har den Lov, at Udvandring skal finde Sted, saa snart 7½ pCt. af Fagets Medlemmer er arbejdsløse.

Den eneste Indvending, der fra et socialistisk Standpunkt med nogenlunde Ret kan hæves imod Udvandringen er, at den berøver os Meningsfæller. De Udvandrende, der kommer under nye og langt friere og heldigere Forhold, vil ikke længere have den stærke Bevæggrund til at være Socialister, som Tyranni og Fattigdom giver; levende uafhængigt paa deres Gaarde i det fjerne Vesten, vil de glemme, at der er Folk, som træller for Andre; de vil, kort sagt, træde ud af Samfundskampen, fordi de hyppigst vil have faaet deres "paa det Tørre." Men da Opnaaelsen af en saadan Frihed saavel for Undertrykkelser som for Næringssorger jo netop er det Maal, vi stræber efter, saa indser vi ikke ret, hvorledes vi skulde kunne fordømme et Middel, der skaffer dette tilveje for Enhver, der har Kraft og Mod til at løsrive sig fra det Land, der kalder sig hans Fædreland, men i Virkeligheden kun er hans Trædemølle. Jo flere Frihedsmænd, der befolker de vidtstrakte, mennesketomme, men frugtbare Prærier i Nordamerika, desto stærkere Overvægt vil Fristaterne faa i den politiske Udvikling, og den Dag er næppe fjern, da Amerika vil gengælde sin Befrielse af Aaget for 100 Aar siden ved at hjælpe til med Omstyrtningen af Tyranniet i Europa.

Imidlertid kunde der maaske ogsaa tages Forholdsregler imod, at de udvandrende Meningsfæller forsvandt i deres nye Medborgeres Mængde uden egenligt Udbytte for Socialismens Udbredelse. Lad os tænke os, at Arbejderpartierne i de forskellige Lande satte sig i Spidsen for et umaadeligt Kolonisationsforsøg i Nordamerika. Lad os tænke os, at de undersøgte Forholdene derovre og valgte en stor Landsdel, der kunde rumme Hundredetusinder af Mennesker og var frugtbar og let dyrkelig, og at de vedtog at anbefale alle udvandrende Meningsfæller at vende sig til denne Plads. De kunde endnu gøre mere: de kunde udnævne en Kommission til at sørge for den billigste Overfart og det billigste Landkøb, de kunde lade de Rejsende ledsage lige til Bestemmelsesstedet og arrangere, at Maskiner, Husgeraad, Kreaturer m.v. blev indkøbt i massevis og altsaa langt billigere end nu. Vi behøver ikke nærmere at udvikle Fordelene ved en saadan Fællesstyrelse; de er jo øjensynlige. Men det største Gode, der vilde opnaas herved for Sagen, var dog vistnok det, at de bortdragende Meningsfæller, der saaledes dannede Kolonier af Socialister i den nye Verden, kunde forudses at ville gøre Forsøg paa at realisere deres medbragte nye Ideer i Virkeligheden og derved yde os Tilbageblivende den Støtte, som ethvert Eksempel paa en praktisk Udførelse af vore Teorier absolut maatte afgive.

Som Resultat af den ovenstaaende Udvikling maa vi i det Hele anbefale Udvandring som gavnlig baade for de Paagældende selv og for de Tilbageblivende, at sige naar den ledes paa rette Maade, og det glæder os derfor at kunne meddele, at der fra Formanden for Centralbestyrelsen i den nærmeste Tid vil komme til at foreligge Forslag om, at det socialdemokratiske Arbejderparti overtager Ledelsen af Udvandringen fra Skandinavien og sætter sig i Forbindelse med de øvrige Landes Arbejderbestyrelser for at lede den fremtidige Udvandring paa en for vor Læres Udbredelse hensigtsmæssig Maade.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.