Jens Jensen (1859-1928), formand for De samvirkende Fagforbund. Foto: Frederik Riise, Det Kgl. Bibliotek

Til Dansk Arbejdsgiverforening

I æret Skrivelse af 15. ds. har Hovedbestyrelsen for Dansk Arbejdsgiverforening meddelt, at den betragter Overenskomsten af 15. April angaaende Forholdene i Snedkerfaget som bortfalden ved Lock-out'ens Erklæring under 28. April d. A. Det meddeles derhos, at en Forhandling om Lockout'ens Afslutning nu skal føres paa det Grundlag, hvorpaa Parterne stod ved Opsigelsen af de hidtil gældende Overenskomster, samt

1. at fremtidige Overenskomster imellem Hovedledelserne ikke maa gøres afhængige af underordnede eller lokale Organisationers Afstemning;
2. at Arbejdsgivernes Ret til selv og alene at lede og fordele Arbejdet anerkendes og garanteres af Arbejdernes Hovedorganisation;
3. at Formænd og Arbejdsledere ikke fremtidig maa være Medlemmer af Arbejdernes Organisationer;
4. at alle Overenskomster fremtidig skal udløbe til 1. Januar, med 3 Maaneders Opsigelse;
5. at alle Konfliktspunkter indenfor Snedkerfaget afgøres, inden Lockout'en afsluttes, uanset om samtlige de berørte Organisationer henhører under ”De samvirkende Fagforbund” eller ej, og
6. at der ikke efter Konfliktens Afslutning maa finde Boykotting Sted paa nogen af Siderne, og at samtlige Arbejdere skal gaa i Arbejde paa de samme Arbejdssteder, hvor de vare beskæftigede ved Konfliktens Begyndelse.

I den Anledning udtaler Repræsentantskabet for ”De samvirkende Fagforbund i Danmark”, at det bestandig har været vor Organisations Opgave at søge opstaaende Stridsspørgsmaal udjævnede ved Forhandling og gensidig Imødekommen, og hvor dette har vist sig umuligt, har man altid søgt at begrænse Stridens Omfang. Navnlig har man draget Omsorg for, at en Strid i et enkelt Fag eller Branche blev holdt indenfor de direkte interesseredes Kreds. Dette Standpunkt har været dikteret af Ønsket om, ikke uden tvingende Nødvendighed at gribe forstyrrende ind i Udviklingen af vort Lands økonomiske Forhold.

Arbejdsgiverforeningen er i den Henseende gaaet den modsatte Vej. Den har ved at dekretere Lock-out overfor alle Snedkerforbundets Medlemmer, og derved gjort et eklatant Brud paa ældre Overenskomster, samt ved, trods de fra vor Side indledede Forhandlinger, at paabyde Lukning af Savværker og Maskinsnedkerier, skønt Arbejderne her tilhøre et helt andet Forbund, vist, at den ikke viger tilbage for at fremkalde Sult og Nød i Tusinder af Arbejderhjem paa den ene Side og en fuldstændig Lammelse af vort industrielle Liv paa den anden Side. Arbejdsgiverforeningen har dermed ført den sociale Strid ind i en ny Fase og bærer udelukkende Ansvaret for dens Følger.

De ovenfor refererede ny Stridspunkter kan kun være dikteret af Ønsket om en Fortsættelse af den opstaaede Strid; en Krig for Krigens skyld. Hidtil har det været anset for naturligt, at en Strid ophørte, naar dens Genstand var fjernet; nu har Svendene i de 7 jyske Byer erklæret sig villige til at gaa i Arbejde paa Overenskomsten af 15. April, men i Stedet for at tilbyde Lock-out'ens Afslutning opstiller Arbejdsgiverforeningen en hel Række af Fordringer, som det er umuligt at gennemføre og at opretholde.

Skønt det, som Sagen foreligger, næppe vil have nogen Betydning at gaa nærmere ind paa de nævnte ny Stridsspørgsmaal, skal man dog bemærke, at det vil være ganske umuligt baade for Arbejdsgiverforeningen og for ”De samvirkende Fagforbund” under alle Forhold at binde sig til en Ordning som den under Post 1 nævnte. Lige saa lidt kan D. s. F.'s Hovedledelse gaa ind paa Post 2 i den ubestemmelige Almindelighed, hvori den er affattet, idet Arbejdsgivernes Ret her maa være begrænset af den Ret, Arbejderne naturlig har til ogsaa at øve lndflydelse paa de Vilkaar, hvorunder de skal arbejde.

Post 3 er en Indskrænkning i den personlige Frihed, som vor Organisation ikke kan række Haand til, og Post 4 er et Forsøg paa at an lægge en Skabelon for Forholdenes Udvikling, som er uforenelig med Livets praktiske Krav, paa samme Tid, som der tilsigtes at berøve Arbejderne deres Ligestilling ved Fastsættelse af Arbejdsvilkaarene.

Med Hensyn til Post 5 vilde der ikke være væsentlige Indvendinger at gøre, hvis den ikke var givet den Udstrækning ogsaa at omfatte Arbejdere, der staa udenfor vore Organisationer. Vi forstaa heller ikke, hvorledes det vilde være Arbejdsgiverforeningen muligt at afgøre Sager for Standsfæller, som ikke tilhører deres Organisation.

Hvad endelig angaar Post 6, vilde den første Del ikke frembyde Vanskeligheder fra Arbejdernes Side, hvorimod den sidste Del er umulig at efterkomme; dels fordi mange af de udelukkede Arbejdere ere bortrejste, dels fordi nogle har taget andet Arbejde, som de ikke ønske at forlade.

Det maa under disse Omstændigheder konstateres, at Arbejdsgiverforeningen ved sin udæskende Holdning har umuliggjort en hurtig Løsning af Striden, og det maa indvidere erindres, at selve Stridens Opkomst skyldes det Faktum, at Snedkermestrenes Organisation i Jylland ikke bar villet indgaa paa at betale den samme Løn som deres Kolleger i Østifterne, og dette til trods for, at der ikke i andre Fag findes en lignende Forskel paa Lønnen i de forskellige Landsdele som den, de jyske Snedkermestre kræve for sig.

Lock-out'en og de senere opstillede Fordringer kan paa ingen Maade motiveres ved, at Svendene i de 7 jyske Byer, i Strid med De samvirkende Fagforbunds Ønske, har forkastet Overenskomsten. Thi det maa ogsaa fremhæves, at Snedkermestrenes Repræsentant, Hr. Haslund, selv fremsatte Fordring om, at Overenskomsten skulde være afhængig af Organisationens Tilslutning.

De opstillede, i det foregaaende nævnte Fordringer, som det er indlysende for enhver, at ingen Organisation kan gaa ind paa, maa vi derfor tage bestemt Afstand fra. Repræsentantskabet er dog villig til endnu en Gang at optage Forhandling med Arbejdsgiverforeningen om den staaende Strid i Snedkerfaget, for, om muligt, at faa denne bilagt.

Paa Repræsentantskabets Vegne:

J. JENSEN.

C. M. OLSEN