Artikler
Paraplyorganisation for danske kvindeforeninger. Siden sin grundlæggelse i 1899 har Kvinderådet været paraplyorganisation for de danske kvindeforeninger. Rådet arbejder for kvinders rettigheder og sociale, faglige og økonomiske interesser.
Danske Kvinders Nationalråd, som det hed indtil 1999, blev dannet med to hovedmål. For det første skulle rådet fungere som samarbejdsforum for danske kvindeforeninger, og for det andet skulle rådet deltage i det internationale kvindepolitiske arbejde gennem International Council of Women (ICW).
Medlemmerne af Kvinderådet dækker et bredt spekter af foreninger fra kvindepolitiske, faglige, politiske partiers ligestillingsråd, foreninger for indvandrekvinder til religiøse foreninger
Kvinderådet repræsenterer medlemsorganisationerne overfor regering, folketing, offentlige myndigheder og i en række råd og udvalg samt i internationale organisationer. Siden FNs oprettelse har Kvinderådet deltaget i FNs årlige generalforsamling.
Når behovet er opstået, har Kvinderådet stået for oprettelsen af nye råd og organiseringer. Et eksempel er oprettelsen af Danske Kvinders Erhvervsråd i 1934 og et andet er Danske Kvinders Samfundstjeneste i 1940. Her blev det hurtigt til en landsomfattende organisering, hvor tusindvis af kvinder over hele landet sammen søgte at udnytte de sparsomme resurser. Efter krigen var det Danske Husmødres Forbrugerråd, der skulle sikre, at kvinderne fik indflydelse på hvilke varer, der skulle importeres.