1901-1960: Barselsorlov som en beskyttelse af barnets og moderens sundhed

Den danske stat indførte første gang barselsorlov i forbindelse med Fabriksloven af 1901. Her blev det lovpligtigt for alle kvinder i industri- og håndværksvirksomheder med mere end fem ansatte at holde barselsorlov i fire uger efter fødslen, medmindre de kunne få lægeerklæring på, at arbejdet ikke var til skade for mor eller barn. Denne lov fastslog ligeledes, at offentlig hjælp modtaget under barselshvilen ikke skulle være at regne som fattighjælp. I løbet af de næste 60 år blev ordningen ad flere gange udvidet til andre grupper af kvinder, ligesom det blev nemmere at få støtte under den obligatoriske orlov.

Ideen med den første barselsorlovslovgivning var i høj grad at beskytte moderens og barnets helbred. Op igennem 1930’erne blev barselsorloven og støtten til nybagte mødre også et værktøj i statens forsøg på at stabilisere det faldende børnetal ved at lette moderskabets byrder.  De første barselslove var altså ikke tænkt som et middel til at sikre, at kvinder kunne være både arbejdstagere og mødre, tværtimod var de ment som lappeløsninger i forhold til de fattige kvinder, der uheldigvis ikke kunne hellige sig husmodergerningen. Derfor gav lovene netop ikke kvinden ret til at gå på barsel, men derimod pligt til det.  

1960-1984: Barselsorloven bliver en grundsten i den danske velfærdsstat

I 1960’erne skete der afgørende skift i barselslovgivningen. Her blev barselslovgivningen udvidet i 1960 og igen i 1967, så den kom til at omfatte næsten alle kvindelige lønmodtagere. Kvinderne havde nu ret til 14 ugers orlov med dagpenge svarende til satsen for sygedagpenge. I nogle overenskomster blev der desuden indgået aftale om ret til i alt fem måneders orlov. I de to love blev støttemulighederne altså udvidet betragteligt, og formålet blev omskrevet fra at være en hjælp til værdigt trængende til en universel støtte til alle nybagte mødre. I 1977 vedtog Folketinget, at det ikke længere skulle være en pligt at tage barsel, og i 1978 kom den første paragraf, der beskyttede kvinder mod at blive fyret pga. graviditet og barselsafholdelse.

Fra 1960’erne bliver barselsorloven altså et velfærdsgode til næsten alle mødre i stedet for at være en nødtørftig beskyttelse af de fattigste. Fra 1960’erne og frem skifter formålet med barselslovgivningen også: Det primære formål er ikke længere at facilitere flere og sundere børn, men derimod at sikre, at den danske kvinde har friheden til at have både job og børn. Dette ses også afspejlet i, at barslen går fra pligt til ret, og i, at der tages skridt til at beskytte kvinden som arbejdstager.

Dette nybrud inden for barselslovgivningen kan forklares gennem det forhold, at flere og flere kvinder kom på arbejdsmarkedet og ønskede at være der, og at der fra den voksende kvindebevægelse var et pres på lovgiverne for at skabe forbedringer på området.

Kvinde går tur med barnevogn i 1965. Foto: Samvirke Classic

1984-nu: Far får ret til barsel, men bruger den sjældent

I 1984 blev orloven udvidet til 24 uger. Det blev her for første gang muligt for de danske mænd at tage noget af barselsorloven. Loven gav manden ret til 2 ugers barsel umiddelbart efter fødslen sammen med moderen, og den gjorde det også muligt for manden at tage uge 15-24 i stedet for moderen. Fædrene blev altså her inkluderet i ordningen, omend de ikke var ligestillet med moderen.  Op igennem 1990’erne kom der flere love, der yderligere ligestillede mændene, og samtidig blev ordningen gradvist udvidet.

I 1989 fik de offentligt ansatte gennem deres overenskomst ret til fuld løn under barsel. Dette afløste de hidtidige ydelser, der bestod af dagpenge, delvis løn eller sygedagpenge. I 1995 fik de privatansatte også en overenskomst, der sikrede dem retten til fuld løn de første 14 uger. Ved senere overenskomster er de privates barselsrettigheder blevet yderligere forbedret, men aldrig til samme niveau som i det offentlige.

I 2002 udvides orlovsretten markant til 52 uger.

Trods mændenes forbedrede status er det dog stadig hovedsageligt moderen, der tager barselsorlov. I 2011 tog mændene i gennemsnit 8,6 % af den samlede barsel, hvilket er nordisk bundrekord.  Mange forskere har gennem 1990’erne og 2000’erne peget på den skæve fordeling som en årsag til, at kvinder karrieremæssigt har avanceret mindre og har væsentligt lavere pensionsopsparinger end mænd.

Mændenes lille andel af den samlede barsel bliver i slutningen af 1990'erne og i 2000'erne årsag til, at der for første gang ikke er bred politisk konsensus om barselslovgivning. Stridspunktet er, at venstrefløjen ønsker, at dele af barslen skal øremærkes til faderen for at bryde den skæve fordeling, mens højrefløjen ikke mener, at staten skal blande sig i den enkelte families prioriteringer.