Kilder
Kildeintroduktion:
FN blev officielt grundlagt den 24. oktober 1945. Efter grundlæggelsen påbegyndte organisationen arbejdet med en verdenserklæring om menneskerettigheder, der skulle give alle mennesker basale økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og politiske rettigheder. Forberedelsen af erklæringen foregik i en kommission ledet af den amerikanske politiker Eleanor Roosevelt (1884-1963). En række mindre kommissioner tog sig af forskellige temaer. En af disse var den ni personer store kommission om kvinders forhold, som var ledet af danske Bodil Begtrup (1903-1987), der i kraft af sin position i den danske kvindebevægelse var udpeget som en af Danmarks repræsentanter i FN.
I denne kilde beskriver Begtrup, hvordan hun oplevede arbejdet frem mod vedtagelsen af Menneskerettighedserklæringen den 10. december 1948. Det anspændte forhold mellem USA og Sovjetunionen og den begyndende kolde krig vanskeliggjorde forhandlingerne, og hun fortæller også om betydningen af, at hendes kommission var opmærksom på, at menneskerettighederne blev formuleret således, at de også utvetydigt gjaldt for kvinder.
Bodil Begtrup var uddannet cand.polit., kvindesagsforkæmper og var 1946-1949 formand for paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalråd (i dag Kvinderådet). Hun blev i 1949 Danmarks første kvindelige ambassadør i Island og fik senere flere ambassadørposter.
I løbet af efteråret 1947 afholdt den forberedende Menneskerettighedskommission flere møder i New York, hvor man under store vanskeligheder og modsætninger – navnlig mellem Sovjetunionen og USA – langsomt arbejdede sig fremad imod en deklaration, som ikke skulle være bindende for de underskrivende medlemsstater, men dog danne grundlag for senere konventioner. Denne enighed om dokumentets formål lettede svært på udarbejdelsen.
Kommissionen mødtes i Genève i december 1947. Efter særlig indbydelse deltog jeg sammen med den sovjetiske delegerede fra Hviderusland, Mrs. Uralova[1], for Kvindekommissionen, idet man havde ønsket, at repræsentanter fra denne kommission skulle være til stede, da flere af forslagets paragraffer omhandlede spørgsmål om ligestilling. Mrs. Roosevelt[2] var stadig formand for den forberedende Menneskerettighedskommission, som bestod af regeringsvalgte medlemmer. I mødet deltog desuden repræsentanter for en lang række internationale organisationer.
Når man deltager i den slags internationale forhandlinger, kan man ikke lade være med at ønske, at folk kunne lære at tale kortere og mere præcist. Men disse politikere, jurister og lærde, som sendes ud, er formodentlig så vant til at spille en ledende rolle i hjemlandet, at det ikke falder dem ind, at international høflighed opfordrer til begrænsning af taletiden, særligt hvis talen skal oversættes til to andre sprog, som man brugte den gang. Man forundrer sig over den helt drengeagtige nydelse, hvormed de ødsler timerne bort med diskussion om forhandlingsreglerne for ofte at ende med det oprindelige forslag, som et eller andet praktisk menneske fra sekretariatet havde opstillet.
Mrs. Roosevelt kørte os hårdt, for arbejdet skulle være færdigt inden den 17. december. Vi sad i møder fra kl. 10 om morgenen og ofte til 8-9 om aftenen. Hun var en utrættelig leder, og det blev et særdeles interessant møde. Sovjetunionens delegerede, ambassadør Bogomolov[3] fra Paris, gik hårdt imod hende på mange punkter, og drøftelsen kunne blive skarp og møderne forsinkede, men af stor interesse. Gennem Mrs. Uralova, som kom til at stå mig nær, fik jeg en vis forståelse for de sovjetiske synspunkter. Vi traf ofte de egentlig delegerede, som beskæftigede sig med menneskerettigheder, og kunne dagligt drøfte spørgsmålene med dem. Der var gang på gang lejlighed til at fremhæve kvindernes synspunkter, således at de virkelig kom til at afspejle sig i det egentlige forslag til menneskerettighedsdeklarationen. Jeg husker navnlig debatten om deklarationens første artikel, hvortil forslaget igen lød: ”All men are created equal”. Denne gang var det den delegerede fra Indien, Mrs. Hansa Mehta[4], som protesterede, idet hun ønskede en understregning af, at det drejede sig om både mænd og kvinder. Man gennemgik derfor hele udkastet med henblik på at forandre ”all men” til ”all men and women”.
I det hele taget havde jeg indtryk af, at vi gjorde nytte, blandt andet ved at holde et vågent øje med de udtryk og tekster, som kunne give anledning til misforståelser.
Ordforklaringer m.m.
[1] Jeudakіja Uralova (1902-1985): sovjetisk politiker; undervisningsminister 1946-47.
[2] Eleanor Roosevelt (1884-1962): amerikansk politiker, gift med Franklin D. Roosevelt (1882-1945), der var amerikansk præsident 1933-1945. Markerede sig i USA og internationalt i spørgsmål om borgerrettigheder og ligestilling.
[3] Aleksandr Jefremovitj Bogomolov (1900-1965): sovjetisk diplomat; fra 1943 til 1950 ambassadør i Frankrig.
[4] Hansa Mehta (1897-1995): indisk politiker og reformator; deltog i uafhængighedsbevægelsen og var med til at udarbejde Indiens forfatning efter selvstændigheden i 1947.