Folkeforbundsorganisationen

Folkeforbundet var en international organisation, der blev stiftet i 1919 som en del af Versailles-freden efter 1. verdenskrig. Ifølge Folkeforbundspagten var organisationens primære mål at fremme international fred og sikkerhed gennem kollektiv sikkerhed, nedrustning og fredelig konfliktløsning. Derudover beskæftigede forbundet sig også med en lang række tekniske, humanitære og sociale spørgsmål.

Folkeforbundet blev grundlagt efter 1. verdenskrig af krigens sejrherrer. De allierede og associerede magter inviterede desuden 13 stater, der havde været neutrale under krigen, heriblandt Danmark, til at deltage i organisationen som stiftende medlemmer. USA, der havde været en af hovedkræfterne bag oprettelsen af organisationen, indtrådte imidlertid aldrig i den, og store stater som Tyskland og Sovjetunionen var kun medlemmer i kortere perioder.

Under 2. verdenskrig måtte Folkeforbundet indstille stort set alle sine aktiviteter, og i 1946 blev organisationen afløst af FN, der overtog de fleste af dens opgaver. Danmark udtrådte af forbundet i juli 1940 som en konsekvens af den tyske besættelse af Danmark.

Det danske forhold til Folkeforbundet var kendetegnet af to overordnede handlemønstre: På den ene side neutralitet og kollektiv sikkerhed, på den anden side international ret og nedrustning.

Palais Wilson i Genéve i Schweiz, der fra 1920 var Folkeforbundets første hovedsæde. Foto: League of Nations Archives, Genéve.

Neutralitet og kollektiv sikkerhed

Den danske holdning til forbundet var på den ene side karakteriseret ved en stærk tilpasningsorienteret tendens. Med stormagter som Tyskland og Sovjetunionen stående uden for organisationen, var det af afgørende vigtighed for småstaten Danmark, at man ikke blev tvunget til at deltage i sanktioner mod ikke-medlemsstater, og at man fortsat havde mulighed for at være neutral i fremtidige internationale konflikter.

Det var baggrunden for, at danske politikere allerede inden Danmarks indgang i forbundet krævede en svækkelse af Folkeforbundspagtens sanktionsbestemmelser.

Arbejdet for at formindske Danmarks forpligtelser over for forbundet fortsatte inden for organisationens rammer. Den danske indsats gav resultat i 1921, hvor pligten for små og udsatte stater til at deltage i økonomiske sanktioner blev svækket. Igennem mellemkrigstiden arbejdede de danske regeringer og delegationer konsekvent for, at forbundets kollektive sikkerhedsbestemmelser ikke blev udvidet ud over dette niveau.

Til gengæld deltog Danmark loyalt, da Folkeforbundet i 1935 for første og eneste gang aktiverede sanktionssystemet. Det skete mod Italien som en reaktion på den italienske invasion af Abessinien (nu Etiopien). Da sanktionerne mod Italien viste sig at være uden effekt, distancerede Danmark og de andre neutrale stater sig klart fra det kollektive sikkerhedssystem, og ved 2. verdenskrigs udbrud var Danmark vendt tilbage til en klassisk neutralitetspolitik.

International ret og nedrustning

Det andet hovedspor i Danmarks politik i Folkeforbundet var aktivistisk. Som andre småstater havde Danmark en klar interesse i at fremme international ret og nedrustning. Udbredelsen af disse principper kunne nemlig mindske magtforskellene mellem små og store stater og gøre det internationale system mere sikkert for de små lande. Igennem 1920’erne arbejdede danske politikere og diplomater derfor aktivt for at fremme international voldgift, mægling og forligsvirksomhed.

Folkeforbundets internationale opiumkonference blev afholdt fra 1924-1925 i Genéve. Den danske diplomat og ambassadør i Berlin, Herluf Zahle, var udnævnt til præsident for konferencen. Han var en dominerende diplomatisk skikkelse med betydelig indflydelse. På billedet ses han på podiet som nummer tre fra venstre ved et af konferencens møder. Foto: League of Nations Archives, Genéve.

Omkring 1930 skiftede fokus i den danske politik i retning af det militære nedrustningsspørgsmål. Det skyldtes bl.a. den store internationale nedrustningskonference, der blev afholdt fra 1931 til 1934. Her spillede den danske udenrigsminister, P. Munch (1870-1948), en meget aktiv rolle som ophavsmand til flere forskellige nedrustningsmodeller og -udspil, ligesom han, uden større held, forsøgte at mægle mellem Tyskland og Frankrig. Den internationale økonomiske krise og den nazistiske magtovertagelse i Tyskland betød, at Folkeforbundets aktiviteter på dette og andre områder stagnerede, og i anden halvdel af 1930’erne forholdt Danmark sig stort set passivt i forbundet.

Folkeforbund og forsvarspolitik

Folkeforbundspolitikken havde også en indenrigspolitisk dimension. Mens Danmarks optræden i Folkeforbundet havde opbakning fra alle de fire store politiske partier, var der helt fra organisationens grundlæggelse stærk politik uenighed om, hvilken betydning det danske Folkeforbundsmedlemskab havde for dansk forsvarspolitik.

Venstre og Det Konservative Folkeparti hævdede, at Danmark med medlemskabet var blevet optaget i en kollektiv sikkerhedsorganisation, og at det krævede, at Danmark opretholdt et substantielt militært forsvar. Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet hævdede i modsætning hertil, at Folkeforbundet først og fremmest var en nedrustningsorganisation, og at medlemskabet af organisationen ikke medførte nogen forpligtelser til at opretholde et militært forsvar – tværtimod.

De to argumentationer var udviklet med henblik på at understøtte de politiske partiers eksisterende forsvarspolitiske standpunkter, og store dele af de forsvarspolitiske debatter i 1920’erne kom til at udspille sig på et Folkeforbundspolitisk grundlag. I løbet af 1930’erne ændrede forsvarsdebatterne delvist karakter, da Venstre og især Det Konservative Folkeparti i stigende grad modstillede den i deres øjne naive Folkeforbundspolitik og en stærk dansk forsvarspolitik som sikkerhedspolitiske alternativer.

Palais de Nations var fra 1936 hovedsæde for Folkeforbundet i Genéve i Schweiz. Foto: League of Nations Archives, Genéve.