Artikler
Fredstanken – eller den liberale internationalisme – er en betegnelse for idéen om, at den internationale politik har en potentielt harmonisk og fredelig karakter, der kan realiseres gennem øget internationalt samarbejde, udveksling og kommunikation mellem staterne. Fredstanken har sine rødder i den politiske og økonomiske liberalisme og opstod i Storbritannien og USA i midten af 1800-tallet. Den kom til Danmark i 1880’erne og har siden systemskiftet i 1901 udgjort en central komponent i Danmarks udenrigspolitik.
Dansk fredspolitik
Fredstanken blev introduceret i Norden af danskeren Fredrik Bajer (1873-1922). Bajer stiftede i 1882 Foreningen til Danmarks Neutralisering, der i 1885 skiftede navn til Dansk Fredsforening. Foreningen havde tæt tilknytning til partiet Venstre, og den arbejdede for at fredeliggøre den internationale politik gennem international voldgift, neutralitet og frihandel.
Under forfatningskampen spillede Fredsforeningens program en central rolle, idet Venstre fremførte neutralitets- og voldgiftsprincippet som alternativer til Højres ambitiøse forsvarspolitik. Efter systemskiftet i 1901 fik voldgiftsprincippet imidlertid bred politisk opbakning, og ved 1. verdenskrigs udbrud havde Danmark indgået et stort antal voldgiftstraktater. Da Folkeforbundet blev oprettet i 1920 og skabte nye internationale muligheder for at fremme det liberale fredsprogram, støttede en enig Rigsdag Danmarks indtræden i organisationen. Der var en udtalt betænkelighed ved at tiltræde den nye organisations kollektive sikkerhedsbestemmelser, men samtidig var der bred politisk støtte til organisationens arbejde for at udvikle en international retsorden, for at fremme nedrustning og for økonomisk, socialt, humanitært og intellektuelt samarbejde.
Palais Wilson i Genéve i Schweiz, der fra 1920 var Folkeforbundets første hovedsæde.
Foto: League of Nations Archives, Genéve.
Fredstanken og Norden
Fredstanken i Norden adskilte sig fra den internationale fredstænkning, idet den var tæt knyttet til det grundtvigianske folkelighedsbegreb og byggede på en antagelse om, at de nordiske folkeslag var særligt udvalgte, fredselskende folkefærd. Fredspolitikken blev da også det felt i udenrigspolitikken, hvor de skandinaviske stater tidligst og mest intensivt samarbejdede. Allerede i 1880’erne var der tætte forbindelser mellem de skandinaviske fredsforeninger, og i 1907 oprettedes Det nordiske interparlamentariske Forbund, som samlede skandinaviske parlamentarikere med interesse for fredsspørgsmålet. Under 1. verdenskrig indledte de skandinaviske regeringer et officielt samarbejde om fredsspørgsmålet, da de udarbejdede en fælles plan for organiseringen af freden efter krigen, og i Folkeforbundet koordinerede de skandinaviske stater løbende deres politiske aktiviteter.