I sin meget indflydelsesrige debatbog, Historien om den danske utopi, fra 1990 forklarede Henning Fonsmark (1926-2006) velfærdsstaten som et resultat af en mislig alliance mellem Grundtvig og Karl Marx (1818-1883). Det var en idéhistorisk pointe, et forsøg på at identificere kilderne til det tankegods, der lå til grund for den i anden halvdel af det 20. århundrede dominerende fordelingspolitik i Danmark. Fonsmark var selv på det ihærdigste modstander af velfærdsstaten, så det var fra hans hånd ikke ment som en ros af hverken Grundtvig eller Marx.  Med sin påstand bekræftede han dog en teori, som har været udbredt både før og siden, nemlig at Grundtvig skulle have haft indflydelse på velfærdsstaten.

Spørgsmålet om offentlig forsørgelse

Retten til offentlig forsørgelse har været grundlovsfæstet siden 1849. I den nuværende grundlov er den oprindelige formulering med få sproglige tilpasninger bibeholdt: ”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.”

Fordi Grundtvig var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, ved vi, hvordan han stillede sig til denne bestemmelse. Han var imod. Grundtvigs eget forslag lød: ”Der skal, saavidt muligt, sørges for, at fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder, og selv de fattigste kunne have Adgang til folkelig Oplysning og Dannelse.”

Væsentligt er det at lægge mærke til det opremsningskomma, der ikke er der. Grundtvig mente ikke, at fattigdom eller alder i sig selv var grund til at nyde offentlig understøttelse. Det gjaldt kun, hvis man både var fattig og gammel. Grundtvig var i spørgsmålet om offentlig forsørgelse præget af sine rejser til England, hvor indførelsen af forsørgelsesretten havde betydet så stor en vækst i udgifterne, at opgaven havde været vanskelig at løfte, selv for så rigt et land. Hvis man i Danmark indførte en tilsvarende forsørgelsesret, ville man ifølge Grundtvig forpligte “den danske Regjering til at føde hele det danske Folk uden at have et England at beskatte.”

Liberal eller konservativ?

Grundtvig hørte altså for så vidt til alarmisterne, der i 1849 forudså fædrelandets fallit, hvis en almindelig ret til offentlig forsørgelse blev indført. Det er imidlertid stadig et åbent spørgsmål, hvordan man egentlig indplacerer Grundtvig ideologisk. Umiddelbart kan hans stillingtagen til forsørgelsesparagraffen fortolkes, som om han var tilhænger af den i England udbredte økonomiske liberalisme. Man kan også argumentere for, at Grundtvig i lige så høj grad var konservativ i den forstand, at han ønskede at bevare fattigvæsenet, som det var, altså baseret på almisse og ikke rettigheder. Desuden var han skeptisk over for den industrielle kræmmermentalitet, han fandt i England og Amerika.

Grundtvigs interesse var omkring tidspunktet for forhandlingerne om Junigrundloven i stadig højere grad rettet mod bondegårdsjordens overgang til selveje eller 'selvhave', som det også hed. Han skrev i sit tidsskrift Danskeren: ”i Danmark, hvor Selveiernes Antal er godt i Tiltagende, og hvor de store Fabriker Gud skee Lov! er faa, vil det ikke falde vanskeligt at redde Selvhaves Liv, afskaffe al anden Forsørgelses-Ret end den indbyrdes mellem Forældre og Børn, og at indføre saa stor en Nærings-Frihed, at det kan gaae, som der staaer i Visen: Faa har for meget og Færre for lidt.”

"Visen", som Grundtvig citerede, var hans eget digt fra 1820, ”Langt høiere Bjerge”, og linjerne lyder: ”Og da har i Rigdom vi drevet det vidt, / Naar Faa har for Meget og Færre for Lidt.” Men mens Grundtvig selv forstod linjerne som en forstærkning af sin egen modstand mod statslig forsørgelse, blev de siden fortolket ind i en helt anden socialpolitisk dagsorden i 1930'erne.

I 1932 blev Niels Skovgaards (1858-1938) portræt i granit af Grundtvig opstillet i Vartovs gård. Vartov var et af Københavns hospitaler, altså et alderdomshjem, hvor Grundtvig fik embede i 1839. Ophøjelsen af Grundtvig til en afgørende skikkelse for dansk åndsliv, folkeoplysning, kirkeliv og politisk kultur var veletableret, da Socialdemokratiet tilnærmede sig det grundtvigske i 1930'erne. Foto: Hans Plauborg

Grundtvig og Socialdemokratiet

At Grundtvig blev taget til indtægt for en socialdemokratisk fordelingspolitik, hænger ikke mindst sammen med, at Socialdemokratiet i mellemkrigstiden skiftede strategi fra at være et klasseparti til at være et folkeparti. Det handlede blandt andet om, at der ikke var udsigt til, at den danske arbejderklasse kunne opnå en størrelse, der kunne danne grundlag for et absolut socialdemokratisk flertal på Rigsdagen. Derfor blev der fisket stemmer – ikke mindst blandt husmænd og landarbejdere. Strategien og partiprogrammet fik overskriften ”Danmark for Folket”.

Der var i dette forsøg på at gøre sig til talsmand eller repræsentant for hele folket også en tilnærmelse til det grundtvigske. På papiret var det en vanskelig øvelse, fordi den ideologiske afstand fra de antikirkelige socialdemokrater i byerne til de grundtvigske venstrebønder på landet var stor. I praksis var der baggrund for tilnærmelser, ikke mindst i det religiøse spørgsmål. I 1921 var der godt 3,2 mio. indbyggere i Danmark, og heraf stod godt 67.000 uden for folkekirken, og 12.744 uden for trossamfundene i det hele taget. Det vil sige, at langt de fleste socialdemokrater også var medlem af folkekirken, og allerede tidligt blev der opstillet socialdemokratiske lister til menighedsrådsvalgene. I november 1912 fik den socialistiske liste i Nyborg endda absolut flertal.

Hovedarkitekten bag den socialdemokratiske tilnærmelse til Grundtvig var undervisningsminister Frederik Borgbjerg (1866-1936), mangeårigt folketingsmedlem, tidligere redaktør af partiavisen Social-Demokraten og ikke mindst selverklæret grundtvigianer. Borgbjerg var af Arbejdernes Læseselskab inviteret til at sige et par ord i anledning af Grundtvigs 150-års fødselsdag i Folkets Hus på Jagtvej i København i september 1933. Her fremhævede Borgbjerg blandt andet, hvordan Grundtvig havde gjort sig til talsmand for en social politik, og citerede de allerede velkendte linjer fra "Langt høiere Bjerge".  Ved at omfavne Grundtvig og inkludere ham i den socialdemokratiske tradition lagde Borgbjerg en væsentlig grundsten til den tradition, der har givet Grundtvig en aktie i velfærdsstaten.

Velfærdsstatens grundsætning?

De samme linjer af Grundtvig er blevet citeret igen og igen af generationer af politikere, både tilhængere og modstandere, for hvem de synes at udgøre essensen af socialdemokratisk fordelingspolitik i poetisk form. Hos Martin Andersen Nexø (1869-1954) lød det i 1929: ”Socialismens mål kan jo slet ikke udtrykkes bedre”, og for så vidt der ligger en overtalelseskraft i Grundtvigs ord, havde Nexø ret. I politik skaber ordet somme tider, hvad det benævner, og på den måde har Grundtvig haft indflydelse på velfærdsstaten. Men det kræver altså også, at man ser bort fra, hvad Grundtvig selv mente med dem. 

Frederik Borgbjerg var i næsten 40 år en af dansk politiks mest fremtrædende personligheder. Som redaktør, organisator og politiker medvirkede han stærkt til at udvikle Socialdemokratiets reformlinje og partiets omdannelse til folkeparti ved at betone det nationale og folkelige fællesskab. Foto: Det Kongelige Bibliotek 

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.