Den europæiske optakt

Den 22.-25. februar 1848 brød opstande ud i Paris’ gader med krav om afskaffelse af monarkiet og indførelse af en ny forfatning. Den franske konge Louis Philippe flygtede ud af Paris og banede vejen for skabelsen af Frankrigs anden republik. Opstanden bredte sig hurtigt til store dele af Europa. I løbet af foråret 1848 var Europa domineret af revolutionære opstande, særligt i de tyske stater og i de italienske, østrigske, bøhmiske og ungarske dele af det habsburgske rige. Kun i Frankrig blev monarkiet væltet; i resten af det revolutionære Europa forblev kongerne ved magten. Her tog man i stedet initiativ til at danne konstitutionelle monarkier.

I flertallet af de berørte stater dannedes nye ministerier. Disse fik til opgave at oprette nationalforsamlinger, der skulle give nye forfatninger.

De revolutionære impulser bredte sig også til Danmark. Der var ingen voldelig revolution i Danmark, men pres fra især liberale grupper førte til, at Frederik 7. afskaffede enevælden den 21. marts 1848. Herefter dannedes Martsministeriet, som fik til opgave at skrive et udkast til en grundlov og samle et parlament, der skulle debattere og vedtage Grundloven.

Konstitutionelt monarki

Konstitutionelt monarki er en styreform, hvor kongen er statsoverhoved, men samtidig er bundet af en forfatning (konstitution). I Danmark fik vi konstitutionelt monarki med Grundlovens indførelse i 1849, og det er stadig den gældende styreform.

Udarbejdelsen af Grundloven foregik ved, at Martsministeriet ved ministrene D.G. Monrad og Orla Lehmann skrev et udkast til en grundlov. Udkastet blev herefter forelagt Den Grundlovgivende Forsamling, som ud fra udkastet skulle nå frem til den endelige grundlov. Forsamlingen vedtog den endelige grundlov den 4. juni 1849, og Danmark blev et konstitutionelt monarki, da Frederik 7. dagen efter – den 5. juni 1849 - underskrev grundloven.

Den grundlovgivende rigsforsamling, der vedtog Junigrundloven, som Frederik 7. derefter underskrev den 5. juni 1849. Maleri af Constantin Hansen. Fra: Wikimedia Commons

Splittelse i den liberale opposition

Gennem 1830’erne og 1840’erne havde der dannet sig en liberal opposition til enevælden. Denne havde sit udspring i det københavnske borgerskab. I takt med at spørgsmål om valgret og valgbarhed til den kommende grundlovgivende og til fremtidige lovgivende rigsforsamlinger blev aktuelt, blev de tidligere allierede i kampen mod enevælden splittet. De nationalliberale trak sig til højre og var nu betænkelige ved en meget udstrakt valgret. Kredsen omkring Bondevennernes Selskab og bladet Almuevennen gik derimod engageret ind i kampen for en udstrakt stemmeret. Til denne kamp hørte også det mere radikale miljø omkring Valgreformforeningen, dannet i forlængelse af hippodrommøderne, der var samlingssted for den københavnske venstrefløj i foråret 1848.

Valgkampen

Inden valgene kunne foregå, skulle en valglov vedtages. I foråret 1848 sendte Martsministeriet et udkast til en valglov til drøftelse i stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg. Disse forsamlinger var regionale, valgte forsamlinger, der fra 1834 til 1848 fungerede som rådgivende forsamlinger for kongen og kongens ministerium.

I udkastet til en valglov foreslog Martsministeriet en bred valgbasis til Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Dog skulle folkerepræsentanterne kun udgøre ¾ (114) af de i alt 152 medlemmer, mens den resterende fjerdedel (38) skulle udpeges af kongen og hans ministre; de såkaldte kongevalgte. Hvorvidt forsamlingen skulle indeholde kongevalgte udløste stor debat i offentligheden og på stænderforsamlingen i Roskilde. Bestemmelsen endte dog med at gå igennem med stort flertal.

Valgkampen blev for alvor skudt i gang den 21. juli 1848, hvor en artikel i Almuevennen frarådede bønder at stemme på kandidater, som på stænderforsamlingerne havde stemt for kongevalgene. Hermed lagde man afstand til de tidligere allierede liberale i kredsen omkring Fædrelandet.

18. august 1848 trykte Almuevennen en meddelelse fra Bondevennernes Selskab om, at man havde besluttet ”efter Evne [at] vilde arbeide for de forestaaende Valgs bedst mulige Udfald i demokratisk Retning.” Hermed indledtes en velorganiseret indsats for at få registreret så mange vælgere i landdistrikterne som muligt. 29. september offentliggjorde Almuevennen en liste over de kandidater, Bondevennernes Selskab anbefalede, man stemte på.

Bondevennernes indsats ved valgene var Danmarks første organiserede valgkamp, om end den var meget simpel sammenholdt med vore dages valgkampagner. På Den Grundlovgivende Rigsforsamling optrådte Bondevennerne som en samlet gruppe med stemmestrategi, og de havde en tydelig ledelse. Selskabet havde i øvrigt en udbygget organisationsstruktur. Selskabets optræden i 1848 kan betragtes som en forløber til senere tiders politiske partier.

Blandt andre foreninger, der forberedte valgene, var Valgreformforeningen og Universitetskomiteen. Begge disses indsats var dog betydeligt mindre organiseret og succesfuld end Bondevennernes. Valgreformforeningen havde en del medlemmer til fælles med Bondevennernes Selskab og koncentrerede sig om valgene i København. Det lykkedes dog kun at få en enkelt kandidat valgt. De nationalliberale i København organiserede sig i nogen grad omkring Universitetskomiteen, som havde en egen liste med anbefalede kandidater. I København fik Universitetskomiteens mænd det bedste valg, men i de mange landdistrikter på Sjælland og øerne stod Bondevennernes Selskab som den store vinder.

Den danske Junigrundlov fra 1849. Samtidigt tryk. Tryk på billedet for at se det i stor størrelse. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Valgene i tal

Valgene til Den Grundlovgivende Forsamling afholdtes den 5. oktober 1848. Valgene foregik i valgdistrikter, hvor de stemmeberettigede forud for valget skulle lade sig indskrive som vælgere på valglister. Valgene foregik ved håndsoprækning, altså ikke hemmelig afstemning. I flere valgkredse, især i Jylland, forløb valghandlingen som fredsvalg, da kun en enkelt kandidat stillede op i kredsen. Hver kreds valgte sin repræsentant til forsamlingen, og de enkelte rigsdagsmedlemmer deltog således som repræsentanter for et specifikt valgdistrikt på forsamlingen.

Efter datidens målestok fik valgene til Den Grundlovgivende Rigsforsamling høj valgdeltagelse. Af de valgberettigede 86.080 personer (ca. 6 % af landets befolkning) deltog næsten 33 %, hvilket var mere end ved nogle af de senere folketingsvalg fra 1849 til 1869. Valgdeltagelsen var størst i købstæderne, herefter kom København. Stemmeprocenten var lavest i landområderne. Deltagelsen blandt de vælgere, der havde ladet sig skrive på valglisterne, var mellem 70 og 90 %.

Valgene blev en sejr for Bondevennernes Selskab på øerne. I hovedstaden vandt den moderate fløj flertallet af mandater, mens venstrefløjen omkring Valgreformkomiteen kun fik valgt en enkelt kandidat. I Jylland fik valgene kun i få kredse karakter af kampvalg, og valgene var derfor i hovedreglen ikke påvirket af gnidningerne mellem de forskellige politiske fraktioner.

Efter at de folkevalgte var suppleret med de kongevalgte, bestod forsamlingen af tre næsten lige store grupper: Et konservativt højre, et centrum indeholdende de nationalliberale samt et venstre, domineret af Bondevennernes Selskab.

De forskellige samfundsklasser deltog omtrent lige meget i valgene. Dog udviste de nederste samfundslag af de stemmeberettigede kun ringe interesse for valgene. Disse grupper udgjorde ca. 17-18 % af de stemmeberettigede, men kun 3-4 % stemte. Dette må siges at være ironisk, eftersom det især var disse gruppers inkludering som stemmeberettigede, som havde sået splid i striden om valgrettens udbredelse. 

Statistik

I nedenstående tabeller og grafer vises detaljer om de optegnede vælgere ved valget samt de politiske grupperinger, der opstod i Rigsforsamlingen efter valget. Tabellerne er baseret på tal fra Danmarks Statistik

De politiske grupperinger af de 152 repræsentanter i Rigsforsamlingen kort efter valget. Stjernerne indikerer repræsentanter udpeget af kongen. Bondevennerne var en del af 'Venstre'-gruppen, mens De Nationalliberale primært tilhørte 'Centrum'. 'Højre' gruppen omfattede medlemmer af den såkaldte 'Godsejerforening'. To repræsentanter deltog kun kortvarigt i forhandlingerne og er derfor kategoriseret som 'uden for kategori'. Generelt var repræsentanter mod venstre mere liberale og demokratiske, mens dem mod højre var mere konservative Grupperne er baseret Frederik Barfods opdeling som præsenteret i 1868 værket "Vore Forfatningshistorie fra 1848-1866" af J.A. Hansen. Klik her eller på billedet for at se grafen i stort størrelse. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra "Vor Forfatnings-Historie fra 1848-1866" (1868)