Uddrag fra Rées tale til Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Klik her eller på billedet for at se hele uddraget.

[Om et eller to kamre i Rigsdagen]

Men jeg skal nu vende mig et Øieblik bort fra vort eget Land, fra det nærmeste Standpunkt for nære Betragtninger, og til det, som man jo altid er saa rede til at bebreide dets Iilsomhed og Overilelses-
syge, skjøndt vi dog som oftest have dets Ilen at takke for, at vi Andre ogsaa komme lidt med — jeg behøver neppe at minde om, at vi kun ere faa Timer fra Aarsdagen efter hine Begivenheder[1], som
vi dog skylde, at Danmarks Folkerepræsentanter nu her ere samlede for at grundlægge en fri Forfatning, hiin 21de Marts, som maaskee endnu havde ligget fjern, naar ikke Frankrigs glorværdige 24de Februar[2] 
var gaaen forud og havde ilet med at kalde den tillive — til det iilsomme Frankrig vil jeg et Øjeblik vende Tanken. Jeg beder da blot at fæste Opmærksomheden paa den Nationalforsamling, der tæller, jeg feiler nok neppe i Tallet, 900 Medlemmer, som alle ere valgte i Revolutionens meest glødende Feberhede, valgte blandt alle pletfrie Franskmænd fra det 21de Aar, uden Hensyn til, om de eiede en Album Hartkorn[3] eller svarede det ringeste Bidrag til Vægter- Lygte- og Sprøiteskatten; den Forsamling, hvori ikke en eneste Adelsprivilegeret, ikke en eneste privilegeret Hartkornseier og ikke een privilegeret Laugsoldermand har Sæde, — og jeg spørger da: har dette saaledes sammensatte og souveraine Eetkammer gjort sig skyldigt i nogen Overilelse? (Hør!) Nei! Kjendsgjerningerne ville være Svaret. Det har tvertimod beskyttet det franske Folk imod Overilelser, det har været et betryggende Værn imod alle anarchiske Bestræbelser, og er i det Hele gaaet frem med en Moderation og Sindighed, der har vakt alle Partiers Anerkjendelse. Selv hos den ærede 3die Rigsdagsmand for Kjøbenhavn (Ørsted[4]), der dog vist ikke hører til dem, som efter den Maade, hvorpaa han selv skildrer den, betragte den franske Republiks Nationalforsamling med sært Velbehag[5], har denne Indrømmelse fundet sit Udtryk i det af ham i det forrige Møde holdte Foredrag. (Hør!) Rigtignok tilskriver han de gode Resultater den Omstændighed, at ved Siden af de skrækkeligste Folkeledere ogsaa flere Viismænd, flere kloge og erfarne Mænd bleve valgte til Nationalforsamlingen, og at disse da ved deres Oplysning og Indsigt havde formaaet at virke saaledes paa de Andre, at gode Resultater derved fremkom.  Men hvem har da kaldt disse Viismænd til Nationalforsamlingen? Hvem andet, end den almindelige Stemmeret, udøvet af alle Franskmænd fra det 21de Aar? Og hvem er det, der har formaaet at begrunde den Indskydelse, som de Besindigere og Visere have kunnet øve, øve endog i den Grad, at Mænd, der omtrent efter den ærede Rigsdagsmands Skildring ere komne ind som Ulve og Slanger, have kunnet blive saa tamme som Faar og saa fromme som Duer ved Paavirkningen af hine visere Mænds Ord? Hvem andet har fremkaldt disse store Resultater, end den almindelige Stemmeret, som kaldte dem Alle, og Eetkammeret, som samlede dem? Har ikke den ærede Rigsdagsmand heri ført det meest talende Beviis for begges Fortrinlighed? Og have vi, efter saaledes at have betragtet Forholdene hjemme og Forholdene
ude, da her andet Vidnesbyrd behov?

Ja, man har vel her bladet stærkt efter i Historiens Aarbøger, for at søge efter Vidnesbyrd for og imod, og jeg skal vist ingenlunde negte, at jeg sætter saa stor Priis paa Historien som Nogen, at jeg af den stedse har søgt at øse min Forskning over politiske Spørgsmaal; men ogsaa jeg maa med den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning[6]) sige, at den Autoritet, jeg stiller over Historien og de Klogestes Vidnesbyrd, er Tiden, der ofte ikke blot nøder os til at gjøre store Spring, men endog ofte bibringer os et saa uvilkaarligt Skub, at selv den med Podagra[7] meest Belemrede maa bevæge sig fremad. Desuden er der en væsentlig, maaskee den væsentligste Betragtning, som hos ethvert Folk maa rage frem: Folkets Eiendommelighed. Den har hos os fra den tidligste Tid til de sidste Dage stedse vidnet for Tilbøieligheden til et Eetkammer. Jeg vil ikke blot støtte mig paa, at i Valgdagene, saavidt mig bekjendt, paa de fleste Steder, hos Vælgere og Candidater, udtalte sig det almindelige Ønske for et Eetkammer. Af enkelte Candidater blev jo vel bemærket, at de ikke med Bestemthed vilde erklære sig for eet eller to Kamre, men nu først see sig om inde i Rigsforsamlingen og saa stemme efter deres inderste Overbeviisning; men hos Vælgerne viste desuagtet Tilbøieligheden
til Eetkammeret sig at være den meest fremtrædende. Den har ogsaa maattet være den eiendommelige for vort Folks Tankegang, hvilket navnlig har viist sig under Stænderne, idet det dog var det Eneste, der endnu bevarede Interessen noget for denne Institution i dens hensygnende, ja næsten henvisnede Tilstand, at Folkets Repræsentanter, rigtignok i hver sin uheldige Provindsdeling, vare samlede uden Hensyn til Classeforskjel i eet Kammer til fælles Raadslagning og Beslutning.

(…)

[Om almindelig stemmeret]

Jeg skal dernæst omtale det tredie Punkt, som her nærmest har været Gjenstand for Debat, den almindelige Stemmeret. Jeg agter ikke, i nogen dyb Undersøgelse at følge eller indlade mig i Tvekamp
med et saa lærd og begavet Medlem, som den ærede 11te Kongevalgte (David[8]), der egentlig har været den almindelige Stemmerets Hovedmodstander. Men jeg kan dog ikke tilbageholde den Anskuelse, som jeg synes maa stille sig frem, selv for en læg Anskuelse, at han kun har betragtet Staten fra det materialistiske Standpunkt, som en Nødvendighedsopgave, uden at lade denne Betragtning ledsage af den humanistiske, der hos ham har befundet sig stærkt i Baggrunden, og som dog nødvendigviis maa begrunde Statsindividernes naturlige Ret til at øve Indflydelse paa Bestemmelsen af den Statsstyrelsesmaade,

der bliver at ansee som den nødvendige. Jeg er med samme ærede Taler enig i, at der danner sig Uligheder under Udviklingen af Samfundslivet. Det er de Bakker og Dale, som saa at sige høre med til Livets Romantik, og som Ingen kunde vente, end sige ønske at see nivellerede. Men jeg veed ikke, hvorledes denne Ulighed skal gjøres gjældende ved Indflydelsen paa Statsstyrelsen, eller hvorledes man derefter vil tilmaale Enhver sin Lov og Deel. Taleren faaer rigtignok Uligheden constateret ved aldeles at udelukke en heel Classe, men
hvorledes gjennemfører han endog Uligheden i det Øvrige, naar han stiller Alle fra 2 Tdr. Hartkorn og op til den høieste Besiddelse under lige Vilkaar? Jeg skulde selv nære det Ønske, at i det Hele taget Stemmerne hellere maatte veies end tælles; men hvor er den Vægt, som kan veie, og hvem skal justere den? Dannelse og Selvstændighed, siger den ærede Taler, ere Betingelser for at kunne være Vælger. Jeg kunde hellere ønske at vende det om og give Selvstændigheden Forrangen. Men naar vi da skulle veie, maae vi saa ikke
indrømme, har da ikke hver af os saa gjort den Erfaring, at den sande Selvstændighed lige saa ofte findes, ja maaskee oftere mere hos den mindre Formuende, fordi Mangelen paa Adgang til den større Livsnydelse ogsaa mindre udsætter ham for Nydelsens Fristelser? (Hør!) Og naar vi saa da skulle veie paa en retfærdig Vægt, vil det saa ikke ofte hændes, at selv den med Lærdom meest udspækkede[9] Professor vil blive veiet og funden for let, imedens den jævne og selvstændige, men fattige Mand bringer Skaalen til at synke? Det er
oftere bleven sagt, at kun den, der bidrager til Staten, skal kunne udøve Valgret. Men hvem bidrager da til Staten? Hvorledes skal det med Sikkerhed kunne siges, at den Rige bidrager mere til Staten med sit Guld, end den Fattige med sit Talent og sin Flid? Naar vi desuden ville undersøge det Spørgsmaal, om hvem
der i sin Livsstilling bidrager meest til Staten, saa faae vi det dog aldrig ret besvaret, før Individernes Liv er afsluttet; saa læses vel ofte en prangende Indskrift og kneiser et stolt Monument ved en rig Døgenigts Grav, imedens Fattigmands Kiste maaskee ligesaa ofte indeslutter Statens største Rigdom.

Her er i Salen oftere blevet yttret og anfægtet fra en anden Side, at den almindelige Stemmeret er Aaret 1848’s Erobring. Jeg maa ogsaa benegte det, thi den har været hvert Folks retlige Eiendom fra den Stund, Staterne constitueredes i civiliserede Samfund, og er kun til sin Tid bleven dem forholdt af de Individer eller
Classer, der havde vidst at privilegere sig i Magtens Besiddelse. Men, selv om den skal betragtes som en Erobring, som en Tilbagerobring, at sætte sig i Besiddelse af sin Eiendom - og desværre det er jo ofte saa; vort Lands Kamp[10] i Øjeblikket yder jo Exemplet derpaa -, saa vil jeg dog mindre være stolt af denne Seirens
Trophæ end hvile i den Tanke, at den almindelige Stemmeret meget meer er at betragte som en stor Forsoner, der i 1848 er nedstegen til Nationerne; thi ved den er den sidste Classeskilsmisse falden, og
efter at saaledes enhver Mand har faaet Ret til at gjøre sin Stemmeret gjældende ved Indflydelsen paa Statens almindelige Anliggender, har han opnaaet Alt hvad han fornuftigen kan fordre, og de Fornuftige ville til hver Tid og i hvert Land udgjøre den sande „Masse". Derfor er den almindelige Stemmeret det forsonende Princip, der vil bringe til at glemme Fortidens ved Classeprivilegier fremavlede Strid og give Samfundsfreden Varighed og Styrke; derfor er den, jeg tør vel sige med et Udtryk, som maaskee Mange ville finde for stærkt, men som dog er Udtrykket af min Overbeviisning — en politisk Messias, der, naar man troer paa ham, ogsaa vil fuldbyrde sin Sendelse.