Læser man kilden til denne artikel, får man et indblik i et forunderligt trekantsforhold, som vist er ret enestående i det danske kongehus’ historie, ja måske i Danmarks historie. At danske konger havde elskerinder, som ikke havde adelig baggrund, var almindeligt. At de nogle gange giftede sig med dem til venstre hånd, var ikke ualmindeligt. At kongen giftede sig til venstre hånd betød, at hustruen ikke kunne blive dronning, og at de børn, som måtte komme til verden i ægteskabet, ikke kunne arve tronen. Det gjaldt også for Frederik 7.s ægteskab med Louise Rasmussen, som i forbindelse med ægteskabet blev gjort til lensgrevinde Danner. Det enestående var, at grevinde Danner var kongens eneste hustru. Han havde godt nok to forliste ægteskaber bag sig, ægteskaber med adelskvinder, som han ikke selv havde valgt. Frederik 7. havde til gengæld selv valgt Louise.

Et brev om en fælles indsats

Kilden er et brev fra Carl Berling til grevinde Danner. Det er skrevet 26. juni 1863. Berling var på det tidspunkt ikke længere kammerherre og heller ikke Frederik 7.s nærmeste embedsmand. Det havde Frederik 7. udnævnt ham til, da han blev konge 20. januar 1848, en post som Berling havde indtil 1860. I 1863 var Berlings mission derfor overstået. Det var den livslange relation til Louise ikke. Et centralt menneske i denne relation var Frederik 7. Kongen blev et fælles projekt for dem, som det fremgår af brevet.

Frederik 7.s problemer

Frederik var, sådan skrev de to til hinanden, en bror, som de skulle tage vare på. Omgivet af fjendskab ved hoffet, blandt ledende nationalliberale politikere og i den københavnske offentlighed udgjorde de tre et følelsesmæssigt baseret fællesskab.

Carl og Louise så det som deres opgave at støtte kongen, at vejlede ham og i mange tilfælde at holde ham oven vande, når hans uligevægtige sind og til tider fordrukne levevis truede med at tippe ham over kanten. Og deri var de fra Carls perspektiv lykkedes.

De havde bragt Frederik helskindet igennem, og de havde medvirket til at sikre kongen et glorværdigt eftermæle. De havde ofret sig, men ikke forgæves. Det havde været svært; en utaknemmelig opgave i en smålig tid. Men de havde sikret kongens popularitet i den danske befolkning. De havde sikret, at han ikke gik til i druk og ødelagt helbred. Især Louise, grevinde Danner, kongens allernærmeste, der stadig havde en mission at udføre. Men at det var gået så godt, som det var, det var, som Carl Berling skrev til Louise i sommeren 1863, ”vort Værk.”

”De evige tre”

På den måde passer titlen på Tove Ditlevsens (1917-1976) kendte digt ”De evige tre” ret præcist på relationen mellem kongen, grevinden og kammerherren. ”Der er to mænd i verden, der bestandig krydser min vej; den ene er ham jeg elsker, den anden elsker mig.” De var og forblev til kongens død fire måneder efter Berlings brev ”De evige tre”. 

Fra Louises synspunkt kan digtet også bruges til at beskrive hendes relation til Carl og Frederik. Carl var ham, hun elskede, mens Frederik elskede hende ubetinget. Med Carl havde hun fået en søn i 1841, men hun kunne ikke få Carl. De havde mødt hinanden i 1833, ”i den lykkelige Periode” som Berling skrev i sit brev, da de begge var unge. Carl turede det københavnske natteliv sammen med Frederik, der ikke havde lyst til at være konge og derfor gjorde oprør sammen med sin ven Carl. Begge forelskede sig i Louise. Men Louise valgte Carl, som hun altså fik en søn med.

Frederik 7. og grevinde Danner. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Vejleder og moderfigur

Da det i årene efter blev klart, at Louise og Carl ikke ville blive gift, vendte hun sig mod Frederik. Han havde brug for hende. Frederik havde brug for vejledning og en moderfigur, som kunne tage sig af ham og behandle ham menneskeligt og omsorgsfuldt, men også opdrage på ham.

For Frederik var Louise så vigtig, at han fik gennemtrumfet deres ægteskab i 1850, selvom hun var borgerlig og stort set alle i kongens omgivelser var imod. De blev gift til kongens venstre hånd, hvilket betød, at Louise ikke kunne blive dronning, men også at de ikke kunne blive forældre til en tronarving, en katastrofe i et arvekongedømme.

Carl bevarede sin kærlighed til Louise livet igennem, selvom den jo i sagens natur måtte skifte karakter til en venskabsrelation. Det samme gjaldt Louises forhold til Carl. Hun brugte mange kræfter og mange lange breve på at forklare, hvor store følelser hun havde for ham, efter hun og Frederik fra slutningen af 1840’erne dannede par. Frem til Frederik 7.s død 15. november 1863, var han Carl og Louises fælles opgave, og ikke en lille opgave; ikke alene var Frederik lidt af en håndfuld, han var også, eller skulle i hvert fald blive det, enevældig konge af Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg, den såkaldte helstat.

Politisk indflydelse

Grevinde Danner og Carl Berling fik indflydelse på Frederik 7.s politiske stillingtagen. Her er det vigtigt at huske på, at kongen faktisk havde magt både før og efter Junigrundloven fra 1849. Kongen skulle underskrive love for at de var gyldige. Han deltog i regeringens møder i det såkaldte statsråd. Sidst men ikke mindst, var det kongen, der udpegede og afskedigede regeringen.

Louise synes at have spillet en indirekte rolle i Frederik 7.s opgivelse af enevælden, som han ikke selv synes, han havde evnerne eller lysten til at træde ind i som enevældig konge. I en måned med revolutioner i mange europæiske hovedstæder og hektisk mødeaktivitet og uro i København, medvirkede Louise til at overbevise Frederik 7. om, at det var bedst at indføre en fri forfatning for at undgå kaos i hovedstaden, som kunne munde ud i revolution og afsættelse af kongen. I årene, der kom efter, medvirkede både hun og Berling til at holde kongen fast på Junigrundloven.

Magtspil om hertugdømmerne

Efter den Første Slesvigske Krig, som endte i 1852, havde stormagterne forpligtet den danske regering og kongen på at opretholde helstaten og give den en ny fællesgrundlov. Den opgave påtog Frederik 7. sig. Han forsøgte efter bedste evne at finde regeringer, som kunne løse den meget svære opgave. Men hvis regeringen i sit forsøg på at lave en helstatsforfatning ville skære i Junigrundloven, måtte den gå af. Det skete i 1854, hvor en regering ledet af den gamle enevældetilhænger A. S. Ørsted (1778-1860) med sin fællesgrundlov forsøgte at begrænse Junigrundloven, som gjaldt for Danmark. Det førte til uro i befolkningen under ledelse af oppositionen.

Det var for Berling og grevinde Danner et problem for kongens popularitet, som for dem var helt afgørende at bevare og fremme. Derfor vejledte de kongen til at afskedige Ørsteds regering. Selv blev grevinde Danner vejledt af L. N. Scheele (1796-1874), som også var en ven af huset.

Venskabet mellem de evige tre havde politiske konsekvenser ved siden af de personlige, som det fremgår af kilden til denne artikel.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.