Avisen Information bragte den 4. august 2008 et interview med Svend Auken (1943-2009), hvor den tidligere socialdemokratiske formand forklarede sin og partiets samfundsvision med afsæt i to linjer fra N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) sang Langt høiere Bjerge fra 1820. I Aukens udlægning lyder det: "Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. Der er ét citat fra denne gamle sang, der er stået tilbage som et meget smukt ideal. Det er måske den smukkeste måde at udtrykke velfærdssamfundets fordelingspolitik på."

Det var ikke den økonomiske omfordeling men derimod frihedsbegrebet, som var et hovedanliggende for Venstreformand og statsminister Lars Løkke Rasmussen (f. 1964), da han året efter udtrykte sine tanker om Grundtvig i det grundtvigianske tidsskrift Vartovbogen. Alligevel måtte også han i forbifarten nævne de kendte ord, der her fik påhæftet mærkaten: velfærdssamfundets grundsætning. "Mon ikke det er den sætning, de fleste danskere forbinder med Grundtvig", fortsatte statsministeren.

Både Auken og Løkke tilføjede så til deres udlægning af ordene, at Grundtvig havde formuleret dette (langt senere) socialpolitiske ideal om statslig omfordeling nærmest ved et tilfælde - "lidt pudsigt" og "nok uden at ville eller vide det." Men hvad mente Grundtvig egentlig selv? Og hvordan gik det til, at ordene "når få har for meget og færre for lidt" kom til at stå som en indramning af velfærdsstaten?

Oprindelsen til de berømte linjer stammer fra en festsang, som Grundtvig skrev i 1820 til en afskedsfest for sin ven, nordmanden Christen Pram (1756-1821), der havde fået embede på De Vestindiske Øer. Sangen beskriver vilkårene i Danmark under den krise, der indtrådte efter Englandskrigene, statsbankerotten 1813 og afståelsen af Norge i 1814. Tilbage i Danmark var kun det flade land og den dårlige økonomi. Andre lande havde "langt højere bjerge". De havde også større rigdomme, stærkere hære og mere berømte kunstnere og filosoffer.

Stemningen og temaet blev gentaget sangen igennem, hvor Grundtvig på atypisk vis valgte at anvende underdrivelse i sin hyldest til fædrelandet. I sangens otte strofer modstilles den ydre og prangende facade med den indre og åndelige ægthed. Ved at gøre en dyd af nødvendigheden knyttes lidenhed og beskedenhed til det særligt danske.

Det er i denne sammenhæng, at Grundtvig kunne fremhæve, at det også er en slags velstand, når få har for meget og færre for lidt. I sin oprindelige version sluttede digtet med en hyldest til Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839), der førte frem til festens skål "For Kongen". I den redaktion af sangen, som senere er optaget i Højskolesangbogen under titlen "Langt højere bjerge så vide på jord", er denne afslutning udeladt, og de ofte citerede linjer udgør da i stedet sangens afsluttende og opsummerende pointe.

Da han skrev ordene i 1820, havde Grundtvig altså ikke en statsligt styret omfordeling af samfundets midler i tankerne. Endvidere kan det ret entydigt dokumenteres, at ideen om at beskatte for at omfordele midler til fattige var ham inderligt imod. Historikeren Jes Fabricius Møller (f. 1966) har påpeget, at Grundtvig senere i sit liv udlagde sætningen som udtryk for det modsatte af, hvad det siden blev forstået som. Med henvisning til sine egne ord og i en diskussion af spørgsmålet om fuld næringsfrihed og retten til offentlig forsørgelse skrev Grundtvig i 1848: ”i Danmark, hvor Selveiernes Antal er godt i Tiltagende, og hvor de store Fabriker Gud skee Lov! er faa, vil det ikke falde vanskeligt at redde Selvhaves Liv [selvforsørgelse, red.], afskaffe al anden Forsørgelses-Ret end den indbyrdes mellem Forældre og Børn, og at indføre saa stor en Nærings-Frihed, at det kan gaae, som der staaer i Visen: Faa har for meget og Færre for lidt”. Vejen til målet gik gennem fri næring og selvforsørgelse, ikke offentlig understøttelse.

Alligevel hører sangen og de ofte citerede linjer til standardrepertoiret blandt tilhængere af statsligt styret omfordeling af samfundets midler til fordel for de svagest stillede. Det var med Socialdemokratiets fremvækst, at sætningen efterhånden vandt frem som et slagordsagtigt udtryk om kampen for et fremtidigt, mere retfærdigt samfund. Som sådan passede ordene perfekt til partiets politiske mål, og i 1929 kunne den socialistiske forfatter Martin Andersen Nexø (1869-1954) ligefrem gøre ordene til essensen af socialistisk tænkning: ”Socialismens mål kan jo slet ikke udtrykkes bedre”. Da Socialdemokratiet samtidig var i gang med at omskabe sig selv fra et klasseparti til et folkeparti, lå der i denne tolkning en oplagt mulighed for at fiske stemmer i en tilnærmelse til det grundtvigske, der stod stærkt i kirkelige kredse og mange steder på landet.  

Med opbygningen af velfærdsstaten gled ordene med ind i arsenalet af faste vendinger, der kunne anvendes i skåltaler til at beskrive et samfund, hvor social og økonomisk nød var udryddet i kraft af statslig omfordeling og et fintmasket sikkerhedsnet. Og ganske løsrevet fra deres oprindelige mening blev ordene siden husket, som dengang Grundtvig med sin sang "kom til at skrive velfærdsstatens dåbsattest", som det hed i interviewet med Auken i 2008.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.